Året der gik, 2011/Godt Nytår!

Godt Nytår!

“Nej, hvor gik det år hurtigt!” eller: “Som tiden dog flyver afsted. Det er slet ikke til at tro, der er gået endnu et år.”

Tid er et mærkeligt begreb. På den ene side er tiden det mest sikre og stabile vi har. Et sekund er et sekund. Et døgn et døgn, og – ja – et år er et år. Et år er altid lige langt, hvis man da lige ser bort fra skudårene, hvor vi tillægger en ekstra dag hvert 4. år, for at indhente det faktum at et år faktisk varer 365,25 døgn. Tiden kan man ikke diskutere, naturens urværk går præcist. Helt præcist!

Hvorfor er det så vi alligevel mener at året er gået hurtigt? Hvorfor har vi pludselig glemt alle de søndag eftermiddage, hvor vi sad og kedede os, og næsten syntes at tiden var gået i stå? Hvorfor virker 14 dage frem i tiden som uendelig lang tid, hvis der er noget vi glæder os til? Mens noget vi oplevede for fem år siden, føles, som var det i går?

Forskerne siger at tiden er irreversibel. Ordet lyder svært, men er ganske simpelt. Det kommer af det engelske “reverse” som betyder tilbage, baglæns eller omvendt. Når noget er irreversibelt, betyder det, at det ikke kan stoppes, og at der ikke kan spoles tilbage. Tiden kan som bekendt ikke stoppes, gøres om, eller spoles tilbage. Det er vi vist mange, der tit har ærgret os over: “Bare jeg kunne spole tiden tilbage og gøre det om.”

En forklaring på at året virker kort, når det først er gået, hænger måske sammen med irreversibiliteten. Vi kan ikke spole tilbage. Vi kan ikke trykke på stop. Det nye år er allerede i gang. Tilbage i det gamle år har vi fortrængt hverdagen, kedsomheden, og husker ofte kun det, der skilte sig ud; højdepunkterne og nedturerne. Denne sammentrækning af året, dette referat af året om du vil, får det til at virke kort. Det var det ikke. Året varede et år. Præcist!

Mit referat af året der gik, begynder i februar (allerede her har jeg skåret en måned af, ikke underligt et år går hurtigt  ). Det havde længe irriteret mig, at en forladt fabriksbygning på Slotsherrensvej 205 var totalt smadret, raseret og overmalet med graffiti. Byggematerialer og andet skidt flød helt ud på gaden. Jeg måtte se på det hver dag jeg skulle til og fra arbejde. Men værre var, at den tilstødende parkeringsplads, som tilhører kommunen, havde ladet sig smitte af svineriet. Folk havde langtidsparkeret deres campingvogne, så de ikke selv skulle have dem stående hjemme på parcelhusgrunden, og også store, grimme lastvogne havde fundet vej til pladsen. Det havde givet nogen det indtryk, at når der nu var grimt i forvejen, så kunne man nok også smide sit skrald samme sted. Parkeringspladsen ligger klods op ad den ellers så kønne Stadion sø, og til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere.

Jeg tog nogle billeder og skrev et surt indlæg til Rødovre Avis, adresseret til borgmesteren og hans tekniske forvaltning. Det hjalp. I dag er pladsen afspærret og totalt ryddet for diverse vogne. Jeg er næppe populær hos campingfolket, der måtte hente deres vogne, men moralen er, at det kan betale sig at gøre noget. Jeg har talt med flere i min ejendom, der er lige så glade for resultatet som jeg.

Parkeringspladsen, da den var værst. I dag er den ryddet.

Byggematerialer og campingvogne i smuk forening. Bygningen, der er privatejet, ligner desværre stadig noget der er løgn.

Tina og jeg fejrede sucessen med at tage til Malmø. Som du sikket husker var det hård vinter i Danmark. Det var det selvfølgelig også i Malmø. Men vi fik et pustereum fra hverdagen, og føjede et kapitel til årets referat.

Tina i hopla på gågaden i Malmø med indkøbsposer.

I maj drog Laila, Tina og jeg til Rom. Det var næsten på etårsdagen for vores seneste besøg i byen, der, som det vil være trofaste læsere bekendt, blev forlænget med et par dage som følge af vulkanudbruddet i Island. Og minsandten om ikke en ny vulkan samme sted spøgte. I dagene før afrejsen var Europas lufthavne igen lukningstruede. Men denne gang artede vulkanen sig, og rejsen forløb helt som planlagt.

Det var forår i Rom, og det bliver jeg personligt aldrig træt af.

Så enkelt skal det gøres. Penne Arrabiata.

Piazza Navona

Pantheon. Står som plantet midt i byen.

Min favoritplads er Campo de Fiori: Blomsterpladsen. Om dagen er den et gedemarked af grønt- og blomsterhandlere, og om aftenen ryddes pladsen og man sidder på de mange barer, og lader sig underholde – eller irritere – af et utal af gadegøglere. Pladsen er desværre efterhånden meget turistet, og souvenirvogne gør et større og større indhug i de traditionsrige grøntboder. Men pladsen har stadig meget af sin charme intakt.  

Campo de Fiori om dagen.

Heldigvis er der stadig mange grøntboder..

Og lækkert ser det ud..!

Campo de Fiori by night.

Det var også i Rom vi lod os velsigne af Pave Benedict den 16. Det var en stor dag på Peterspladsen, og så absolut ventetiden værd.

Tina, Laila og ikke mindst, i baggrunden over det røde klæde, Pave Benedict XIV.

Inden årets sommerferie gik til Amsterdam, var jeg på tjenesterejse i Grønland. Det var mit syvende besøg i Grønland, og denne gang var jeg, udover Nuuk, for første gang i Tasiilaq i Østgrønland. Det var lyst 23 timer i døgnet, og underlige 20 grader varmt midt på dagen.

Selvportræt. Klokken er 22!!

Aftenhygge på Tasiilaqs centrale plads.

Sommer eller ej, der er ingen friske blomster i Grønland. Disse er alle plastic.

Det er efterhånden blevet tradition, at den lille, sammenbragte familie holder sommerferie i en storby. Det byder på lidt for enhver smag. I år faldt valget på Amsterdam, hvor det i øvrigt regnede lige så meget som i Danmark.

Vi morede os meget over de mange coffeeshops, hvor man – ret skal være ret – kunne få kaffe, men hvor der, frem for alt, blev røget masser af sødligt, lugtende hash. Størst morskab havde vi dog i Red Light District, hvor de mange silikonepumpede piger står halv (eller hel) nøgne i vinduerne og gør sig til, mens turister i tusindvis nysgerrigt spadserer forbi. Selve scenen er i grunden lidt tragisk, men det virkede nu mest komisk, og vi opfandt den ene tossede historie efter den anden. Selv om turisterne generelt ikke holdt sig tilbage, afholdt jeg mig fra at tage billeder i Red Light området, kiggeriet var grænseoverskridende nok. Så du må selv afsted, hvis du vil kigge med..

Kanalbyen Amsterdam

Det er ikke Olsen Banden men tre piger på kanalkig,

På guided cykeltur udenfor Amsterdam.

Hr. og Fru Danmark på ægte hollandsk restaurant. Der var rødkål til alle retter. Foto: Vicki

I september tog jeg på vaskekægte herretur til den årlige Oktoberfest i München. Torbens ven Frank havde taget sig sammen og bestilt billetter, og så fangede bordet. Billeder og beretninger fra de fire døgn i München er totalt mørkelagt af en broderskabssvoren ed. Af hensyn til deltagernes karrierer, ægteskaber og ikke at forglemme vores generelle omdømme i samfundet (tænk hvis vi engang skal sikkerhedsgodkendes af PET) vises og diskuteres materialet kun i en meget snæver, lukket kreds.

Jeg vover dog pelsen med et par uskyldige smagsprøver.

Seks herrer klar til Oktoberfest. Her ædru!

Selvportræt ved indgangen til festpladsen.

Der er masser af Heidi'er på festpladsen.

Sådan starter festen. Og her slutter beretningen..

Så meget fra rejseåret der gik. Men det er jo også tradition i denne nytårshilsen at kigge lidt på naturen og vejret. I skal ikke snydes i år.

Her er det forår i Bernstorffsparken, Gentofte

Påske i Torben og Ibens kolonihave. Hvilken dag.

Efterår i Bernstorffsparken, Gentofte

Vores gamle ven Stadion Søen i Rødovre blev helt svigtet her på bloggen i året der gik. Men jeg kan trøste med, at den stadig ligger der.

Efterår ved vores gamle ven, Stadion Søen i Rødovre

Solen står op. Stadion Søen, Rødovre, november 2011.

Således gik et år på næsten ingen tid. “Hvor gik det hurtigt,” fristes man til at sige, men det ved vi nu det ikke gjorde. Det varede et år. 

Men allerede inden året helt lukker flyver jeg til Paris for at fejre nytår. Så 2012 bliver ikke en dag gammel, før der er nye rejsehistorier. Og endelig – ikke at forglemme – ligger billetten til Australien i november 2012 allerede i kommodeskuffen. Der er solformørkelse, og det kommer I til at høre meget, meget mere om i 2012. Hvad enten I vil eller ej!

Rigtig godt nytår!

Religiøs i Rom

Hver gang jeg træder ind i Peterskirken – eller Basilica San Pietro, som romerne ville sige – gribes jeg af tvivlens nådegave. Kan mennesket helt alene, af fri fantasi og knofedt, have skabt dette enorme momument på kristendommen?

Jeg er ikke nogen religiøs mand. Jeg har ikke været til gudstjeneste siden 1993, og jeg kommer det heller ikke igen. Bryllup, barnedåb eller konfirmation gør ingen forskel. Det skyldes nu på ingen måde foragt for religion, den ene eller den anden slags, men snarere respekt. Jeg kan ikke deltage i gudstjeneste i en kristen kirke, når jeg ikke er kristen. Alene at anvende kirken som kulisse for en fest, er ikke min kop the.

Jeg besøger dog med største fornøjelse enhver form for kirke, tempel, moské med de arkitektoniske, videnskabelige, antropologiske, og ikke mindst blot turistens, briller på.

Således står Peterskirken i Vatikanstaten i Rom højt på listen.

Peterskirkens imponerende kuppel set fra Tiberen

For det første gør det jo ikke noget at kirken ligger i Rom. Byen er formidabel. Man vandrer rundt i et stort museum, og byen er et madtempel, hvis lige ikke findes andre steder i verden. Jeg bliver aldrig træt af at sidde på Fiori-pladsen med et glas rødvin, og kigge på livet. Eller gå rundt mellem de 2000 år gamle søjlestumper på Forum Romanum, for slet ikke at tale om at bøje nakken, og måbende kigge op gennem det gabende hul i kuplen på Phanteon, templet, der står, som plantet fra en fjern fortid, midt på den skønne Rotonda Plads.

Peterskirken er fast på min to-do liste. Du skal ikke blive bange for den lange kø, der ofte snor sig hele vejen rundt på den enorme Peters Plads. Det er ikke et billethul man skal igennem, men en sikkerhedsscanning, og ofte tager det ikke mere end en halv time. Under alle omstændigheder er det køen og ventetiden værd.

De religiøse monumenter er overalt på vej til Peterskirken

Når man træder ind, suger det høje, åbne kirkerum øjeblikkeligt i maven. Det sker hver gang. Størrelsen i sig selv er imponerende, og der går et stykke tid før man kommer sig, og begynder at registrere de mange detaljer. Der er ikke en kvadratcentimeter, som ikke er udsmykket. Mest iøjnefaldende er de 3-4 meter høje mamorfigurer, der er alle vegne, og som - sådan ser det ihverftfald ud – er lavet af ét stykke sten. Detaljerne i loftet 20-25 meter oppe bliver man aldrig færdig med.

Detalje fra Peterskirken. Englen våger over døbefonden.

Lyset rammer en af kirkens mange døbefonde

Det høje rum nærmest griber den besøgende.

Jesus med korset, udenfor hvælvingen.

Personligt er jeg ikke nogen tålmodig museumsgæst, så jeg opgiver på forhånd at sætte mig ind i historien, og den håndværksmæssige baggrund for alle de vidunderlige kunstværker. Men jeg gribes af rummet, helheden, stemningen, og til sidst også af tvivlen. Hvordan i alverden kan så mange mennesker være så enige, om så enkel en tekst, at de kan opføre en monument af denne størrelse og perfektion? Svaret findes vel ikke, jeg har mit eget, som jeg finder frem, straks jeg er ude igen. Men mens jeg står derinde, under hvælvingen, som ankommet til en anden, eventyrlig verden, nager tvivlen.

Jeg sørger altid for at være i Rom på en søndag, så kan man slå to fluer med ét smæk. Hvis ellers Paven er hjemme, dukker han ved middagstid op i et vindue, i den store bygning bag Peterspladsen, og messer ud over pladsen. Der er stemning som ved en rockkoncert. Pilgrimme og turister fra hele verden valfarter til begivenheden, og tager opstilling flere timer før.

For mig er det en enestående mulighed for at lade mig velsigne af Hans Højvelbårenhed Pave Benedikt den 16., uden at gå til gudstjeneste. Messen foregår i det fri, og fra et vindue. Det er tilladt efter mine helt egne, men meget strikse, regler.

Søndag kl. 12. Der er stemning som ved en rockkoncert.

Stemning mens vi venter..

Mangfoldigeheden er stor.

Som menig turist aner jeg aldrig om Paven er hjemme eller ej. Der er nemlig lige så mange mennesker på pladsen, selv om han ikke er der, så det kan man ikke regne med. Tegnet kommer først ca. kvart i tolv. Et rødt klæde bliver hængt ud af vinduet, og så ved man med sikkerhed at Paven kommer i dag.

Pladsen summer nu af forventning, og præcis kl. 12.00 dukker Paven op i det fjerne vindue, men armene rejst over hovedet. Jo, Bruce Springsteen kunne ikke gøre det meget bedre. Et langstrakt brøl fra den store tilskuermængde overdøver Pavens indledende hilsen. Først da han sænker armene bliver der ro.

Pave Benedikt XVI. Mr. Rockstar.

I 10 minutter lyder Pavens smukke italiensk, godt blandet med latinske gloser, fra de mange højttalere, der kaster lyden rundt på Peterspladsen. Jeg aner ikke hvad der bliver sagt, men sproget i sig selv tryllebinder. Pludselig slår han over i tysk, så polsk, så engelsk, og endelig noget der lyder som portugisisk? Alle får en hilsen og velsignelse med på vejen. Det kræver et godt sprogøre at blive pave, eller også er det Herren der hjælper lidt til?

Pladsen bliver tømt lige så hurtigt, som efter en koncert eller en fodboldkamp. Vi skal også videre til det centrale Rom. Dagens oplevelse må skylles ned, og stykke ægte, romersk Pizza, eller en gang pasta, kan man vel også knibe ned.

Glade katolske nonner forlader Peterspladsen

Det er ikke til at se, at det er søndag i de smalle gader i centrum af Rom. Byen er en turistmagnet året rundt, og døgnet rundt. Søndag er ingen undtagelse. Som altid er kunsten at holde sig langt væk fra de mange fortorvsrestauranter, der ligge i en uendelig række, på begge sider af stræderne. De ser ellers hyggelige ud, og har alle rødternede “Lady og Vagabonden” duge. Men som regel bedrager skindet. Chancen er ikke værd at tage. Hav altid en bog med anbefalinger af restauranter med, eller endnu bedre, bevæg dig selv lidt ned i sidegaderne, og gå efter en lidt anonymt udseende romersk madhule. Du bliver sjældent skuffet.

Vi spiser pasta på L’archetto, der med 100 fantastiske pastaretter altid er et besøg værd. Pastaen i sig selv er en oplevelse, og man behøver sådan slet ikke olie, fyld, tilbehør og for alt i verden ikke den evindelige kødsovs, vi ødelægger med i Danmark.

Herren må have fået et godt tag i mig denne dag. Uvist af hvilken grund bevæger jeg mig ind i endnu en kirke. Et lysende, rødt kors, der er lavet som mosaik i et vindue højt oppe, fanger min opmærksomhed. Chiesa di Sant’Ignazio de Loyola, står der på kirkedøren. Jeg sniger mig indenfor. Rummet er selvfølgelig mindre, men det røde kors kaster et – nå ja – guddommeligt lys gennem kirkerummet. Lyset rammer selveste Jomfru Maria.

Et guddommeligt lys rammer Den hellige Jomfru.

Et tegn fra Herren?

Et kort splitsekund tænker jeg, om det er endnu et tegn til ateisten, som Herren, i et sidste desperat forsøg, sender mig denne smukke eftermiddag i Rom. Men så kommer jeg til mig selv og lusker ud igen. Det skulle jo nødigt hedde sig jeg var blevet sentimental på mine gamle dage…

Jeg er snart tilbage med den traditionsrige nytårshilsen med klip og fraklip fra året der gik. Her skal vi også en tur til Amsterdam, og endelig offentliggøres de første billeder fra Oktoberfesten i München.

Hammerslag i Grønland

Trofaste seere af Hammerslag på DR1 har set den gode Peter Ingemann, og hans to hold af ejendomsmæglere, gætte priser på ejendomme overalt i det danske kongerige. Hammerslag har sågar også været på gæstevisit i både Florida, New York, Thailand og Dubai. Men der er ét sted de mangler, og så ligger det endda næsten i kongeriget.

Ejendommene bliver i Hammerslag bedømt på en skala fra 1-5. Skalaen er baseret på de tre vigtigste forhold når en bolig skal sælges: Beliggenhed, beliggenhed og, sidste men ikke mindst, beliggenhed. Alt andet kan laves, og har ikke den store betydning.

Tillad mig i den forbindelse at henlede programmets opmærksomhed på Tasiilaq i Østgrønland. Her løftes begrebet beliggenhed til et andet niveau, en helt anden dimension om du vil. Jovist, der er skønt på Strandvejen med udsigt over Øresund, men i sammenligning med Tasiilaq reduceres whiskeybæltets - ellers så eftertragtede - herlighedsværdi til en skummel baggårdsudsigt på det inderste Nørrebro anno 1950.

Boligkøberen kan vælge mellem havudsigt, udsigt til bjergene, eller hvad med begge dele? Tasiilaq ligger i bunden af en fjord, og er omkranset af det smukke, sneklædte fjeld til alle sider. Byen er bygget op ad skråningen, og udsigten er guddommelig uanset hvor man befinder sig.

Kigger den interesserede køber ud af sine måske kommende vinduer, møder der et syn, som vist ikke har sit modstykke ret mange steder i verden.

I juni måned, hvor disse billeder er taget, står solen på himlen 23 timer i døgnet i Tasiilaq, der kun ligger nogle få grader syd for Polarcirklen. Boligejerne behøver derfor om sommeren ikke bekymre sig om terassen vender mod syd eller nord. Der er i dagens løb sol hele vejen rundt om huset. Mørkt bliver det aldrig, og skumringen varer flere timer. Det er i øvrigt også ligegyldigt hvilken vej terassen vender om vinteren, der kan man alligevel ikke komme ud for sne, og den times sol der er midt på dagen, er så lav, at den er uinteressant til solbadning.

Den flere timer lange solnedgang bør være et helt kapitel for sig i ejendomsannoncen.

.

Inden du begynder at gætte priser på ejendomme i Tasiilaq, skulle vi måske lige kigge på et par andre forhold, der trods alt også betyder noget for prisen. For eksempel indkøbsmuligheder. Du har måske 500 meter til det nærmeste supermarked, og et par kilometer til den nærmeste Føtex eller Bilka. I Tasiilaq er der to supermarkeder. Ingen af byens godt 1.900 indbyggere har nu særligt langt, men der er det lille problem, at der kun kommer friske varer fire gange om året, og det sker kun i perioden maj – august. Derefter fryser fjorden, og ikke mindst det østgrønlandske hav, til og ingen skibe kan nå frem i den lange, mørke vinter.

I 2011 havde pakisen drillet, og årets første skib var endnu ikke nået frem i begyndelsen af juni. Det lå stadig i Aalborg Havn og ventede på godt vejr. Byen var helt udgået for alle friske varer. Der fandtes kun dybfrost og tørvarer, der kan holde sig i månedsvis, og de var i stor stil også udsolgt. Grøntsagshylderne var for længst tomme. Et opslag viste dog at skibet forventes at ankomme 26. juni.

Et andet parameter, der også kunne være relevant for ejendomsprisen, er adgangen til offentlig transport. Den er måske ikke den bedste. Der er kun adgang til Tasiilaq med helikopter. Der kan kun være 8 passagerer ombord, og der er højst 3-4 daglige afgange til den nærliggende landingsbane i Kulusuk. Herfra kan man på hverdage komme videre med en lille flyver til enten Nuuk eller Reykjavik. Såvel helikopter som fly går kun i luften i klart og roligt vejr, og det hører til sjældenhederne i denne fjerne del af verden. Jo, trafikalt har Tasiilaq måske ikke den bedste beliggenhed. Til gengæld kan man sagtens skrive i husannoncen, at der ikke er nogen støj fra nærliggende motorveje eller togstationer. Fred og ro forefindes. Med statsgaranti!

Deres udsendte i helikopteren iført lyserøde høreværn på en sjælden klar dag, hvor flyveturen var en udsøgt fornøjelse.

Du må selv gætte. Jeg skal ikke afsløre priserne på husene i Tasiilaq, men overlader spændingen til Peter Ingemann og hans ejendomsmæglere, der helt sikkert kommer, når første de har læst dette indlæg.

Note: Tasiilaq udtales med “D”, dvs.: Dasilak, fordi grønlænderne udtaler t som d. Der er kun to byer (og en masse helt små bygder) på den 2.500 km. lange grønlandske østkyst: Tasiilaq og den nordligere, lidt mindre, Ittoqqortoormiut. Ja, prøv at udtale det! De store byer og den, efter grønlandske forhold, store befolkningskoncentration findes i Vestgrønland, der klimatisk og geografisk ligger bedre.