Gert Larsen - Foto & rejser

På gensyn, Paris!

Jeg elsker Paris, og har netop været på mit syvende besøg i byernes by. Det første jeg tænker på når jeg forlader byen er, hvornår jeg mon vender tilbage? Byen vokser for hver gang jeg ser den. Byen har alt hvad hjertet begærer: Brede boulevarder, monumenter, moderne arkitektur, tusinder af snørklede gader og frem for alt udeliv året rundt (man har ikke været 10 minutter i Paris, før man ved hvor café’en stammer fra). Masser af mode, mad og magi. 

Paris er pulserende metropol, en multietnisk verdensby, der får København til at ligne en landsby i Kaukasien. Jeg ved ikke hvad det er med København, måske janteloven også gælder for byer, men sammenlignet med Berlin, Paris, Madrid og London, så rykker det ikke rigtigt.

Denne gang var det nogle grå, våde dage i Paris, hvilket billederne også afspejler. Det er nu meget hyggeligt med de dramatiske regnskyer over byen, men selve dråberne kan jeg godt undvære.

Man kan få timer til at gå med blot at vandre langs Seinen, der løber gennem hjertet af Paris

Typisk fransk Café, her i det skønne Marais kvarter

Elsket og hadet. Glaspyramiden foran Louvre Museet

Jardin des Tuileries ligger som en smuk forhave til Louvre Museet og er samtidigt baghave til Concorde Pladsen og Champs Elysée

Jeg var tour-guide for min bror og søster på denne tur, så vi besøgte frem for alt de meste kendte områder og seværdigheder.

Der er fire danskere på dette billede: 2xLarsen, 1xMundeling og endelig genialiteten i baggrunden: Den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsens triumfbue Grande Arche, eller Menneskehedens triumfbue. Kvadratisk, kubisktisk og et studie i enkelthed i sin smukkeste form

Det blev i travlheden ikke til det store med fotograferingen. Nogle skud til højre og venstre, for nu at sige det som det er. Til gengæld har jeg leget lidt med billedformaterne, så de ikke alle er i standardstørrelse. Det giver en forbavsende god effekt.

Du kan som sædvaneligt se nogle af billederne på mit fotogalleri på pbase. Flere billeder kommer til i de kommende dage.

Når jeg er i Paris kommer jeg altid til at synge den gamle TV2 sang Gare du Nord (fra mesterværket Nutidens unge, 1984). Den handler om en tog-tur til Paris, og slutter sådan her:

“Jeg vænner mig til turen (hjem)
trækker vejret heftigt gennem Danmark
åh Paris, jeg savner dig igen”

Jeg har det som Steffen Brandt, og vender snart tilbage.. 
 

Det store Stillehav, som det forrige indlæg handlede om, står i skærende kontrast til den lille Stadion Sø i Rødovre, som læserne efterhånden kender så godt.

For tiden er der nu dejligt ved Stadion Søen, hvor foråret viser sig fra sin smukkeste side. Jeg går mine daglige ture rundt om søen, i forsøg på at regerere mig efter operationen for diskusprolaps i sidste uge. I går morges tog jeg kamerater med, fordi jeg fra min altan havde opdaget at fiskehejren var på besøg. Den er der ikke hver dag, og som regel er jeg på vej på arbejde, når jeg opdager at den aflægger besøg. Men i går var chancen der..

Man skal bevæge sig forsigtigt ind på hejren, og det er jeg god til lige i øjeblikket, hvor jeg alligevel bevæger mig som en (endnu mere) gammel mand. 

Den smukke rovfugl gør sig til for fotografen

Den stolte fugl knejser med nakken. Bemærk farverne i næbbet, der lyses op af modlyset

En jæger på lur. Jeg venter tålmodigt, der går næsten 10 minutter før “der er bid”

Ventetiden belønnes. Og fiskehejren får sin morgenmad. 5 minutter efter flyver den væk fra søen.

Når jeg nu har kameraet med bliver det også til nogle billeder af de friske, grønne siv, der vokser frem under sidste års visne siv.

Det forrygende gode vejr fortsætter. God Pinse til alle - tag eventuelt kameraet frem..

Som dreng havde jeg en drøm om at se Stillehavet..

Jeg drømte om at se det enorme hav, der dækker over 1/3 del af Jordens overfalde. Stillehavet! Alene navnet gav mig kuldegysning.

Det smukke Stillehav, her set fra Costa Rica i Mellemamerika

Som baggårdsknægt fra Nansensgade, hvis største rejsebedrift var 14 dage i sommerhus i Rørvig, kunne jeg sidde og drømme om fjerne og dragende steder; Nepal, Indien, Den Kinesiske Mur og Pyramiderne. Men Stillehavet var det, der fascinerede mig mest af alt. Det var ikke noget med at krydse oceanet i en sejlbåd, næ, det var blot det at sætte tærerne i verdens største hav.

Måske var det fordi det lå så langt væk. Fra Nansensgade er der så uendelig langt til Stillehavet. Enten skulle jeg øst på, helt til det fjerneste Østen eller Austalien, eller også skulle jeg vest på til de store amerikanske kontinenter, helt ud vest på, dér hvor kun den dristigste cowboy havde været. Østen og Vesten ender begge i Stillehavet, eller begynder der om man vil. Det er verdens ende og verdens begyndelse. Ikke bare Verden, men alting synes at ende eller begynde her.

Måske skyldes det den måde vi tegner verdenskortet på i Europa. Vi er selv i midten og i begge ender havner man i Stillehavet, som synes at ende sammen med kortet. Lur mig, om ikke der har siddet en bumset knægt eller to i geografi-lokalet på Nansensgade Skole og troet at verden endte på den anden side af New Zealand, og ville man videre, måtte man kravle om på bagsiden af kortet for komme til Sydamerika. Jo, verden var lille i Nansensgade og en jordglobus kom ikke frem hver dag.

Jeg ved ikke hvor drømmen om Stillehavet kom fra. Der var ikke bare fysisk langt til Stillehavet, men for en, der aldrig så meget som havde haft råd til at se Nordtyskland, var det urealistisk langt væk. Drømmende langt væk, om man vil.

Man drømmen har man som bekendt lov at have.

I 1988 bevægede jeg mig, i en alder af 24 år, for første gang uden for Europa. Rejsen gik til USA, og målet var at se de amerikanske storbyer, men jeg havde jo også en lumsk, gammel plan om Stillehavet. Da jeg kom til San Francisco drønede jeg ned til Fishermanns Warf, ud på bådebroerne, og med Golden Gate og Alcatraz i baggrunden stak jeg for første gang hånden i Stillehavet, svimlende af lykke. Krakilere vil mene, at på den side af Golden Gate er det San Francsico Bugten, og ikke Stillehavet, man rører, men for mig var der ingen tvivl. Det var det blå, uendelige Stillehav, jeg havde drømt om. Jeg har sikkert lignet en tosset turist, der havde tabt sine nøgler eller et-eller-andet i vandet.

Fra San Franciso fløj jeg 6 timer ud over Stillehavet til Hawaii-øerne, som ligge midtvejs mellem Japan og Californien, og her kan ingen diskutere, at det er vaskeægte Stillehav i alle retninger. Jeg badede første gang i Stillehavet fra den navnkundige Waikiki Beach, og vandet der løb mellem mine tæer var en del af verdens største hav. På Hawaii er der 12 times tidsforskel til Danmark, man kommer ikke længere væk på kloden, og man kommer ikke meget længere ud i Stillehavet. Her har man virkelig den fornemmelse at Solen synker i havet, når den går ned i et besvimende væld af farver.

Det skulle gå tre år før jeg i 1991 igen besøgte Stillehavet. Denne gang i Mexico, på sydspidsen af den Californiske Halvø, hvor min tids længste solformørkelse var så flink at passere forbi. Senere på samme tur tog jeg på mit andet besøg til Hawaii-øerne. Den officielle “undskyldning” var at besøge Mauna Kea observatoriet på toppen Big Island, men den hemmelige mission var igen at bade i det store hav. Man har vel lov at have en skjult dagsorden..

Senere angreb jeg Stillehavet øst fra. Jeg husker at vi på den lange Østen-rejse i 1996 kom til Nha Trang i Sydvietnam. Det er et af de smukkeste steder jeg har set. Lyset på stranden, giver alle farver et ekstra pift, og det flimrer stadig for øjnene når jeg tænket på det. Fra Nha Trang bader man i Det sydkinesiske Hav, men også med lidt god vilje (og det har jeg) er det Stillehavet.

Senest jeg så Stillehavet var fra Costa Rica i Mellemamerika i 2005. Her står man virkelige face-up med havet, der buldrer ind. Har du nogensiden tænkt på, at vestkysten langs Nord- og Sydamerika danner en næsten ret linie, fra Alaska i nord til Kap Horn i syd, mod Stillehavet? En 10.000 kilometer lang kyst! Costa Rica ligger næsten i midten af denne linie. Det er Stillehavskyst ala Carte. Begynder man at svømme møder man ikke land før Filippinerne.   

Jeg mangler stadig at se Stillehavet fra Australien og fra Sydamerika. Så stay tuned på denne kanal, så kommer der måske beretninger derfra en dag. Det kan jo også være Hr. Kløvedal ringer en dag og hører om jeg vil sejle med tværs over. Så må jeg se om det kan presses ind i kalenderen..