Jeg lovede på et tidspunkt nogle flere billeder fra Miami, der ikke var fuld af “himler”, lige som det første galleri. Jeg har den seneste uge været optaget af det irriterende fænomen arbejde, men nu ligger billederne der. Der er mulighed for at se vores dejlige hotel, Howard Johnson Dezerland, lidt Art Deco billeder fra South Beach og en alligator eller to fra Everglades National Park. Se billederne her.
Kategorier: USA sommer 2007
Fredag den 3. august 2007
Vi tilbringer en hyggelig aften i South Beach området i Miami. Det er her de fede butikker ligger, og der er masser af restauranter, hvor man kan sidde ude og spise. Gaderne oser af sydlandsk stemning og ferie. Der er mange mennesker alle vegne, selv om august måned er lavsæson i Miami. Det er ganske enkelt for varmt og de fleste turister kommer om vinteren, hvor temperaturen ligger på behagelige 25 grader.
I den store Appel butik kan man prøve alle iPod modeller og ikke mindst den nye iPhone, som endnu ikke er kommet til Europa. iPhone er netop frigivet i USA, og selv om det er 1. udgave af modellen, så er der ingen tvivl om hvad vej udviklingen går: Snart render vi alle rundt med en bærbar computer i mobiltelefon størrelse i lommen.
South Beach er ellers mest kendt for sine Art Deco bygninger. Art Deco er en lidt trendy forkortelse for art decoration, og går i sin enkelthed ud på, at alle bygninger er malet i meget lyse pastelfarver. Ideen med farverne er forholdsvis ny, og stammer tilbage fra 80′erne, hvor tv-serien Miami Vice for alvor satte Miami på verdenskortet. Kan I ikke huske, at Don Johnson altid havde en pastelfarvet t-shirt på under jakkesættet? Det var nu næppe t-shirten der startede bølgen med lyse farver, men det siges at de få bygninger der allerede var malet i pastelfarver, gjorde sig godt på tv, og efterhånden som tv-serien skred frem, blev flere og flere bygninger malet.
Det er også i den aller sydligste del af South Beach området, at Ocean Drive ligger. Der er den gade, der ligger nærmest stranden, og her ses en Ferrari eller tre parkeret foran restauranterne, hvis menupriser jeg end ikke tør se på. Man bliver vist ikke overrasket hvis Tom Cruise sidder her og får sig en drink.
Vi bor på Howard Johnson Dezerland Resort helt oppe i det nordlige strandområde i 87. gade, så vi hopper ind i en taxa for at køre hjem til hotellet sent på aftenen. Straks efter Tina har sat sig ind på bagsædet begynder hun at klø sig over det hele. Vi andre registrerer ikke noget.
Da vi 15-20 minutter senere ankommer til hotellet har hun masser af kæmpe knopper i ansigtet, på halsen og på armene. Vi har set det før i Italien, på Sicilien, hvor der var bedbugs, en slags lus i madrassen. Helt vild reaktion efter en kort taxatur, hvor der lå et tæppe på bagsædet. Et tæppe, det næppe tager sig lækkert ud i et mikroskop!
Tinas knopper er væk næste morgen. Der har jeg til gengæld flere store plamager på højre skulder og ikke mindst en, der klør meget, lige ved kanten af tommelfinger neglen på venstre hånd. Samme mønster som i Italien. Tina reagerer først, jeg senere, til gengæld kan jeg ikke slippe af med irritationen igen.
Hen mod aften svulmer tommeltotten op, og det ligner nærmest en stor blodbyld bag neglen. Da jeg i mange år har praktiseret som læge for mig selv, stiller jeg diagnosen: overtryk i tommeltot. Behandlingen vurderer jeg til en renset nål i bylden for at udligne trykket. Som ordineret, så udført. Der løber en masse sjov ud af tommeltotten, jeg renser såret og sætter et plaster på, og så skulle den være så god som ny!
Næste morgen er jeg som vanligt oppe ved halvsyv tiden for at fotografere solopgangen ved stranden. Det er en lidt kedelig morgen med for mange skyer i horisonten, og der kommer ikke meget ud af det, så jeg returnerer til værelset allerede efter en halv time. Da jeg tænder lyset på toilettet opdager jeg en lang rød streg op ad venstre underarm. Ved nærmere øjesyn løber den direkte fra den ømme tommeltot og op til albuen. Jeg husker straks, at min mor altid sagde at man fik en rød streg ved blodforgiftning, og når den nåede hjertet, så døde man! Jeg bliver helt svedt, der er ikke langt fra albuen til hjertet. Og med lidt god fantasi er der også en tynd rød streg nord for albuen.. Jeg piller plastret af, og tommeltotten ser absolut ikke særlig godt ud.
Læs den “spændende” fortsættelse om et 8 timer langt ophold på Mount Sinai Medical Center…
Kategorier: USA sommer 2007
Det første fotogalleri fra Miami fokuserer på den smukke himmel, primært solopgangene i den nordlige del af Miami Beach, hvor vi boede i otte dage, men der er også en række andre himmelskud. I dette galleri hæves det fotografiske niveau en lille oktav (set med mine øjne 
) så derfor er teksterne på engelsk, af hensyn til de mange udenlandske brugere af fotoalbummet Pbase. Billederne skulle dog gerne tale for sig selv, uanset sprog.
Det er altid bedst at fotografere i morgen- og aftenlys. Når lyset kommer ind fra siden belyses skyer og bygninger, kontrasterne øges, og skyggerne er lange og markante. Der kommer også en varme i lyset, som ikke ses midt på dagen. Når solen står højt på himlen, hvor de fleste er vågne og ude på gaden og på stranden, kommer lyset ned direkte fra oven og belyser mennesker oven i hovedet og bygninger på taget. Det kan sjældent bruges til ret meget fotografisk.
I Miami bor vi direkte ved stranden på Collins Avenue og 87. gade. Den mest turistede del af Miami Beach ligger længere sydpå i det navnkundige South Beach. Endelig er jeg kommet fri af storbyerne, og kan komme til at se og fotografere himlen og ikke mindst horisonten. Yderligere er der som nævnt den fordel, at der ikke er så mange mennesker i denne del af Miami Beach. Mennesker kan bruges til mange ting på billeder, men som regel er de i vejen! Tit har jeg ønsket at fjerne dem fra landskabet, når de står der og er i vejen. Fysisk fjerne dem naturligvis – ikke noget med snyd med photoshop her.
Endelig er der den fordel, at vi nu ligger stille en uges tid. Det betyder at jeg kan stå tidligt op om morgenen og nusse lidt rundt på stranden med kameraet alene. Der er ikke nogen der stresser mig ved at gå videre, mens jeg står og roder med teknikken, eller nogen der pludselig skal have frokost mens et motiv passerer forbi. Jeg nyder mine morgner og solopgangene i Miami Beach. Som bekendt er jeg ikke noget morgenmenneske, men heldigvis er vi så tæt på ækvator, 25 grader nord, at solen først står op ved 7-tiden. Den gyldne morgentime i Miami i august er fra halv syv til halv otte. Lyset kommer i tre stadier. Først er der det tynde, kontrastmæssigt lidt slørede, lys inden solen rammer horisonten. Det er også her før solopgang at skyerne antager de smukkeste farver. Så kommer selve solopgangen, hvor lyset bliver skarpere og rammer stranden og bygningerne. Her kan man fotografere kombinationen af oplyste bygninger og morgenskyer. Det kræver dog at der ingen skyer er i horisonten hvor solen står op, men til gengæld at der er skyer på resten af himlen. Det sker sjældent, så fotografering kræver tålmodighed og held. Sidste fase er den første halve time efter solopgang, hvor farverne er varme, gyldne og skyggerne er lange.
Solopgange er livseliksier for sjælen. Stilheden, skønheden og tankerne. Hvert eneste minut står solen op et eller andet sted på kloden og kaster sit livsgivende lys og sin varme ned på jorden. Verden vågner, dyrene og fuglene vågner, og menneskene vågner stille og roligt. Det er alt for tit vi går glip af den oplevelse i dagligdagen. Så gør dig selv en tjeneste – stå tidligt op engang imellem, find et sted hvor du kan se langt ned på himlen, og nap et sug af evigheden. Og husk så lige kameraet - bare for en sikkerheds skyld.
Kategorier: USA sommer 2007
