Lørdag den 4. august 2oo7
Vi aflyser vores planlagte tur til Everglades, og jeg tager en taxa (uden lus denne gang) til Mount Sinai Medical Center. På vejen fortæller chaufføren mig om det amerikanske sygehusvæsen, der er velfungerende men dyrt. Almindelige lønmodtagere har næsten ikke råd til forsikringen. Og uden forsikring er det kontant betaling ved kasse et. Man skal have en meget lav indkomst for at få hjælp. Et amerikansk sygehus er som et dansk supermarked, man betaler for de varer man tager ned af hylden. Hverken mere eller mindre.
Der er heldigvis ikke mange på skadestuen denne lørdag morgen. På amerikanske skadestuer får man en før-undersøgelse med det samme, for at konstatere hvor akut ens tilfælde er. Om det er tommeltotten, eller fordi der ikke er så mange i kø, ved jeg ikke, men der går ikke ret længe fra den første undersøgelse til jeg bliver hentet af en sygeplejerske og kommer ind på skadestuegangen.
I starten ligger jeg på gangen sammen med en række andre. Bare det, at de beder mig lægge mig ned er lidt foruroligende. Hvorfor i alverden skal jeg ligge ned med en tommelfinger? Jeg havde regnet med et skud i armen, og så hjem igen. Men tommeltotten har det værre end som så. Inden jeg får set mig om, har de taget blodprøver - fire glas. Det er første gang i 25 år jeg får taget en blodprøve. Oprørende! Jeg bliver også guidet ind i et røntgen lokale, hvor der bliver taget billeder af den famøse finger fra alle vinkler.
Tilbage på gangen får jeg drop i armen; en masse væske og penecillin. Jeg ligner en rigtig sygehus patient, som jeg ligger der med flaskerne dinglende over sengen og bliver præsenteret for lægen, der er ansvarlig for min behandling. Hun konstaterer tørt, at jeg åbenbart er ekstremt overfølsom for insektbid. Så langt er vi enige, jeg har jo også efterhånden en halv medicinsk embedseksamen, efter mange års selvbehandling. Vi er derimod ikke enige om, at jeg skal blive liggende til næste dag “for en sikkerheds skyld”. Jeg protesterer og hun lover mig, at jeg kan komme hjem hvis den røde streg på armen forsvinder.
Efter et par timers ulidelig kedsomhed bliver jeg kørt på enestue. Så kan jeg ligge der og kukke med væske i armen. Der kommer en lille dråbe ad gangen: dryp, dryp.. Endelig kommer de tre mand høj (kvinder er det faktisk) og bedøver min tommeltot med en sprøjte, der er alt for stor efter min smag. Så napper ”min” læge en skalpel (!) og begynder at skære i den stakkels finger. Da operationen er overstået får jeg et stykke gaze løst om fingeren og besked på, at de vil forbinde såret senere.
Mens jeg ligger der og har ondt af mig selv, rejser jeg lige ryggen for at rette på min pude. Puden triller ned af den hejste sengeryg og lægger sig under lænden på mig. Nu kan jeg hverken ligge eller lade være. Jeg kan ikke rette på puden fordi jeg har drop i den ene arm og holder på gazen om tomlen med den anden. MEN frem for alt skal jeg tisse. Jeg har nu været her i mere end fem timer, og har ikke været på toilettet.
Jeg ligger mildt sagt meget ubekvemt med puden midt på ryggen, og så på enestue. Der er ikke noget man kan trykke på for at tilkalde personale. Altså må jeg råbe. Først meget spagt for ikke at tiltrække unødig opmærksomhed. Siden må jeg overgive mig og råbe som en FCK fan i Parken søndag eftermiddag.
Det vækker sygeplejersken og puden bliver rettet. Jeg får mit livs første urinal at tisse i. Jeg må op og stå, igen med flaskerne dinglende, tommeltotten er stadig ikke rigtigt forbundet, og det hele tager sig meget akavet ud med ryggen til døren. Det er en dag hvor jeg ikke er glad for boksershorts! Men det letter da det er overstået og humøret stiger lidt igen.
I mellemtiden har SOS international i København for travlt til at ekspedere min sag. Så jeg skændes et par gange på engelsk i mobiltelefonen med en svensker, der passer alarmcentralen. Danskere og svenskere fatter ikke en meter af hinandens sprog. Endelig overgiver de sig og lover at ringe til Mount Sinai og bekræfte min rejseforsikring.
Jeg ligger igen i sengen og glor op i loftet. Skrækscenariet er jeg skal blive natten over. Den røde streg nægter at forsvinde selv om penecillinen løber direkte ind i kadaveret på mig. Jeg ligger og stirrer mig blind på den, men rød forbliver den.
Endelig kommer min frelsende engel. Jeg har hele dagen hørt om en læge med ansvar for udenlandske patienter. Han dukker pludselig op på arenaen. En stor, sort mand, der smiler med hele ansigtet. Han kigger to sekunder og siger: Send ham bare hjem, men han skal have lægebesøg på hotellet i morgen. Jeg fortæller ham at han min bedste ven i verden. Det er langt fra Miami’s strande til Mount Sinais mørke gange. Jeg vil meget gerne ud herfra.
Der er ingen taxa’er foran skadestuen, men jeg har det også fint med bare at gå i solen og trække vejret. Tommeltotten er bundet fint ind og jeg nærmest danser ned ad gaden. Seks, syv gader længere fremme finder jeg en taxa. Der er gået mere end otte timer da jeg endelig ser Dezerland Hotel igen.
Næste morgen er den røde streg heldigvis væk. Tina mener jeg måske skulle holde op med at praktiserer som læge. Selv mener jeg mit første indgreb forkortede den professionelle behandling. Diskussionen når vi ikke at føre til ende, Everglades alligatorer venter…
