Dette er 1. del i den lille serie af rejsebreve/artikler fra solformørkelsesrejser. Vi starter i april 2005, hvor der var ringformet solformørkelse i Panama i mellemamerika. Jeg var på en 11 dage lang rejse gennem Panama og Costa Rica med Corona Adventure (i folkemunde: Glintborg Travel). Vi var uden internet- og mobiltelefon forbindelse i Panama, og først i Costa Rica, i byen Dominical, ved Stillhavskysten, lykkedes det mig et finde en pc’er med et 56K modem. Der var 100 grader varmt i den lille boks, hvor maskinen stod. Det blev til dette lille rejsebrev, som blev mailet hjem. Jeg er ikke faldet for fristelsen til at redigere. Brevet er gengivet som det blev skrevet, eneste ændring er, at man nu kan glæde sig over æ, ø og å…
Dominical, Costa Rica, mandag den 11. april 2005
Tunge, tropiske regnskyer i flere lag hænger lavt over Panama City. Byens skyline er indhyllet i tågelignende dis. Vores guide, Gustavo, fortæller med et lille undskyldende smil, at regntiden er kommet til Panama en måned før tid. Det har han ikke oplevet tidligere.
Vi går gennem byens gamle centrum, med huse i spansk kolonistil. Alle huse er under restaurering, og dem der boede her tidligere har ikke længere råd. De rige flytter ind, og kvarteret mister sin charme. Gustavo beretter ivrigt og engageret, men alligevel er vi indimellem uopmærksomme og retter blikket mod himlen. Solformørkelse og skyer er en dårlig kombination.
Den lille danske gruppe er på 21 mand. Men solformørkelsesjægere fra hele verden har sat hinanden stævne i det fjerne Panama. Man skal ramme en bestemt linie på landkortet, og linien er ikke mere end to kilometer bred. Med moderne udstyr og planlægning er det ingen sag at finde det rigtige sted – men vejret og transporten på selve dagen et altid nervepirrende…
Fra Panama City bevæger vi os nordvest på mod Barcelo Beach Resort, hvor vi skal bo under formørkelsen. Resortet ligger direkte ud til det uendelige Stillehav. Når man står med fødderne i vandkanten har man kontakt med Japan på den anden side af kloden. Jeg vipper lidt med tæerne og spekulerer over hvor lang tid det tager min lille bølge at nå Tokyo.
Det er ikke varmen, der er ved at tage livet af een i troperne. De små 30 grader er ingen udfordring i sig selv. Det er luftfugtigheder der er synderen. I Panama i regntiden ligger den på ca. 95 %. Det føles som at være i sauna, eller som om man har en føntørrer i hovedet hele tiden. På hotellet diskuteres ivrigt. En tysk gruppe har været her i 4 dage, og de har knap nok set himlen. Skal man satse på at se formørkelsen fra kysten eller længere inde i landet? Det er ren lotteri.
Da vi bader i poolen sætter regnen ind igen. Den tropiske regn er varm men giver et tiltrængt hvil for den fugtige luft. Vi indstiller os alle på at solformørkelsen i morgen bliver en skuffelse, der drukner i regn og tunge skyer.
Om morgenen fredag den 8. april er der imidlertid solopgang og skyfri himmel. Jeg vælter ud af sengen og ud i haven og tjekker himlen. Det er skyfrit, men skyer truer i horisonten. Trods alt bedre end i går..
Formørkelsen er først sidst på eftermiddagen og om formiddagen skal vi besøge regnskoven inde i landet. Vi går rundt på en junglesti i regnskoven og kigger dyr og planter i over en time. Da vi kommer ud får vi at vide, at bussen er kørt i grøften længere oppe af vejen, da chaufføren forsøgte at vende bussen på den smalle vej. Jeg går op til bussen. Det ser rigtig slemt ud. Den kommer under ingen omstændigheder op ved egen kraft. Den slags sker kun 3 timer før en solformørkelse.
Chaufføren griner og tager det ganske roligt. Vi er i Panama, hvor man ikke tager tingene så tungt. Som ved et mirakel kommer en gigantisk Caterpillar traktor op ad vejen. Der bliver smidt nogle kæder om bussens kofanger, og vupti er vi kørende igen, om end bussen er ilde tilredt. Man køre kan den.
Vi holder os til vores oprindelige plan, og kører til Penonome Airfield ca. 30 minutter fra stillehavskysten. Solen bager ned på den lille flyveplads, da vi når frem, og mange har allerede taget opstilling. Et sandt cirkus af kikkerter, fotostativer og alverdens tekniske ting er stillet op overalt. Der sælges t-shirts og vand fra en lille bod. For en lille stund er Penonome kommet på verdenskortet, og er skrevet ind i historien. Få steder på kloden har den ære, at ligge på centrallinien for en solformørkelse. Vi kalder det for hellig jord, skønt hovedparten af os er svorne ateister i 2. potens.
Solformørkelsen i Panama denne dag er ikke total. Den er ringformet, og ved maksimum dækker Månen 99,2 % af solskiven, og efterlader altså kun en tynd ring af sollys på himlen. En meget sjælden formørkelse. Maksimum varer kun 10 sekunder!! Men for de tilrejsende er det 10 sekunder i himlen, og prisen for at komme til dette øde sted på kloden er slet ikke noget de har taget i betragtning.
Jorden er som bekendt kugleformet, og intet sted på overfladen er centrum. Alle steder kan således påkalde sig retten til at være verdens centrum, enkelte mener det ligger i Valby eller måske i Horsens, mange synes at mene det ligger i Washington D.C…
Men i geometrisk stor skala er Penonome centrum i 10 sekunder denne dag. Månen kaster en kegleformet skygge ned på jorden, som tager sit udgangspunkt i Polynesien, raser hen over Stillehavet for til sidst at ramme land i Panama og endelig ende sin rejse i den uvejsomme jungle i Colombia. Panama er eneste chance for at se formørkelsen fra landjorden. Og lige i lyskeglens spids ligger Penonome Airfield, en lille flyveplads hvorfra der flyves med skadedyrsbekæmpelse ind over bananplantagerne.
Det tager en time for månen at kravle ind over solskiven. Mens det står på, samler store skyer sig på himlen og humøret falder. Men kun lidt – vi har allerede set mere end forventet i går. Men så da formørkelsen er næsten ved maksimum brænder den igennem skylaget og der går et sus gennem tilskuerne. Temperaturen falder yderligere, dagslyset bliver gråt, hårene rejser sig på armene af undertegnede. Så, som ved et trylleslag, viser den tynde lysende ring sig på himlen og alle sukker højt i kor. Jubelen bryder løs, og i 10 sekunder forsvinder alle ind i hver deres eget univers. Det er så kort tid, at alle bagefter har oplevet noget forskelligt. Som altid er der mange der græder, andre bliver stille, mange omfavner hinanden, skønt de aldrig før har set hinanden. Målet er nået trods skyer og en bus i grøften.
Seks iskolde flasker champagne hives op af køletasken og propperne springer i det lille danske selskab. Der grædes stadig rundt omkring. Formørkelsen er kun 10 minutter gammel, da samtalen rundt omkring begynder at handle om den næste formørkelse. Der lægges allerede planer for mødet med solens skygge i Libyen i marts 2006…
Dagen efter fortsætter vi vores rejse nordvest på mod Costa Rica. Det bliver til 12 timers bustur, herunder 2 timers bureaukrati, ved verdens måske mest kaotiske grænseovergang mellem Panama og Costa Rica. Vi er på narkoruten mellem Colombia og USA.
Costa Rica er et af verdens frodigste lande, og vi bor i skrivende stund lige på grænsen til regnskoven ved en flod. Kun 800 meter herfra ligger kilometer efter kilometer af øde sandstrand. Jeg har netop badet i Stillehavet i en time, da jeg synes i lige skulle have en lille historie her fra Paradis..
Hav det godt til vi ses..! Gert.
End of story: Se mange flere billeder fra den fantastiske tur, og af solformørkelser, på mit fotogalleri på Pbase.
