Så blev det langt om længe tid til den næste solformørkelseshistorie.
Vi er tilbage i 2001 hvor jeg, sammen med Eliza, Vicki og Glintborg Travel, mod alle odds drog til det urohærgede Zimbabwe. Igen er der ikke rettet i teksten siden den blev skrevet i 2001. Teksten har været bragt i let forkortet udgave i Aktuel Astronomi nr. 4, 2001.
Det er med sorg om hjertet at jeg må konstatere, at Zimbabwes dejlige befolkning den dag i dag stadig lider under Robert Mugabes diktatur. Fattigdom, sygdom og fornedrelse er desværre dagligdagen hos dette stolte og imødekommende folk. Ingen, heller ikke jeg, kan forstå at nogen kan overleve under sådanne forhold, og så stadig være så gæstfrie. Må det være en lektion til os alle!
God fornøjelse..
Zimbabwe tur – retur?
Diamantringen skinner over Zimbabwe den 21. juni 2001. Det sjældne sekund fangede jeg, selvom jeg slet ikke så i kameraet da billedet blev taget.
Tro mig, det er ikke nogen nem opgave at forklare venner, familie og kolleger, at man skal på rejse til en total solformørkelse. Ganske vist har der de sidste ti år været øget fokus på, og interesse for, naturvidenskaben – men alligevel!
Nemmere bliver det ikke når turen går til det sydlige Afrika. For mange er det centrale og sydlige Afrika synonym med malaria, fattigdom og aids. Hertil kom i særdeleshed, at turen gik til Zimbabwe. Min (daværende) kone Eliza, vores datter, Vicki, på 7 år og jeg selv deltog i juni måned i Tycho Brahe Planetariets rejse til solformørkelsen i Zimbabwe. Selv om planetariet efter nøje overvejelser havde udvalgt Zimbabwe, skete der som bekendt det, at de såkaldte krigsveteraner i månederne op til afrejsen angreb hvide farmere og senere også hvide fabriksejere. Tilsyneladende uden at myndighederne i Zimbabwe greb ind.
Alle odds var således mod, at den lille familie drog på solformørkelsesekspedition. Helt slemt blev det, hvis man i en fortrolig stund kom til at afsløre prisen på årets sommerferie! Flere kolleger foreslog, at jeg tog den med ro et par uger og så i øvrigt søgte læge.
Men jeg havde et es i ærmet. Et es, som kun de færreste forstår. Vi havde tidligere set to totale solformørkelser. Disse oplevelser var så store, at overfald, fattigdom og krakilske bankrådgivere, blot var udfordringer vi måtte forholde os til. Solformørkelser har den uvane, at de planter et lille narkotisk frø i ens hjerne. Et frø, der kræver at blive vandet i form af de sjældne, mørke minutter, som kun solformørkelser kan levere.
3-trins raket
En rejse til en total solformørkelse er en 3-trinsraket af oplevelser. 1. trin er selve rejsen, der i sagens natur ofte går til steder på kloden, som man sandsynligvis aldrig ville have besøgt, hvis ikke det var fordi formørkelsen var total på netop dette sted. Hvilken rigdom af indtryk fra ukendte egne ligger ikke og venter? 2. trin er naturoplevelsen under selve formørkelsen. En oplevelse der er sat mange ord på, skrevet tykke bøger om, og som denne artikel er endnu et klodset forsøg på at beskrive. Sandheden er, at det skal opleves før man har det ringeste begreb om, hvad det handler om. Jeg beklager.
3. trin er det, der får os alle til at blive ved med at søge formørkelsen. En solformørkelse efterlader et tænkende menneske. Nogen bliver tavse, nogen græder, andre føler sig ligefrem genfødt. Reaktionerne er forskellige, men fælles for alle er, at man i få minutter har mødt det verdensrum, der skabte en. Selv oplever jeg en respekt og taknemmelighed for livet, som jeg ellers så ofte glemmer i hverdagens trængsler.
Zimbabwe år 0
Vi har ikke været mange timer i Zimbabwe, før vi må erkende at alle bekymringerne hjemmefra er ubegrundede. Folk er flinke, UTC, vores lokale turarrangør, fungerer professionelt og alt ånder fred. Alligevel er det på mange måder år 0 i Zimbabwe. Vores tur starter i Victoria Falls, Zimbabwes største turistområde. Der har ikke været turister i næsten et år på grund af urolighederne, og uden turister forsvinder levegrundlaget for de fleste. Der er mangel på benzin, prisen er angiveligt steget 70 % på samme, og der er lange køer ved byens enlige benzinstation. De lokale svarer beredvilligt på spørgsmål om urolighederne. Stærkt forenklet mener man, at de hvide fastboende sidder på gevinsten og aldrig har respekteret landets selvstyre. Der er derfor forståelse for, at krigsveteranerne med vold har overtaget farmene. Omvendt erkender man, at det også har betydet at produktionen er gået i stå mange steder. Der er ingen der kan se en løsning på problemet. Det er år 0 og alle venter på en ny tidsregning, og hvad den vil bringe.
Fælles for alle vi snakker med er dog, at de er kede af det rygte, som urolighederne har givet landet og dets befolkning. De mange solformørkelsesgæster er derfor ovenud velkomne, og man vil gerne efterlade det bedste indtryk.
Formørkelsesnørder
I Victoria Falls er solformørkelsesjægere fra hele verden samlet. Der er som nævnt ikke en eneste turist, der ikke er ude i formørkelsens ærinde. Og det er et særligt folkefærd. Jeg begynder lidt at forstå hvorfor folk derhjemme synes det der med solformørkelse er lidt underligt. Havde jeg ikke vidst bedre ville jeg tro, at man var ved at cleare byen til et besøg af et vigtigt statsoverhoved. Overalt i gaderne går der mænd og måler med små instrumenter, der tegnes vinkler og noteres ned. Og det endskønt formørkelsen slet ikke er total i denne by. De er klædt godt på, selvom den afrikanske vintersol byder på 25 graders varme. Når snakken falder på påklædning kan selv jeg se, at naturvidenskab og mode ikke synes at gå hånd i hånd. Selv ved swimmingpoolen på det imponerende Kingdom Hotel sidder de fuldt påklædt med den bærbare computere, GPS-måleren, der kan fortælle dem nøjagtigt hvor de befinder sig på kloden, kikkerter, kameraer, stjernekort og landkort. Der diskuteres densitet på solfiltre, tidligere formørkelser og andre seriøse emner. Det spiller ingen rolle for disse mennesker om de er i Brønderslev eller på Bali. De følger totalitetslinien med manisk akkuratesse. De medrejsende kvinder tager det tilsyneladende mere roligt, de ligger og soler sig og læser en bog. Med lidt god fantasi kan man næsten se dem sukke efter lidt menneskelig kontakt med manden, der dog kun vil snakke om brændvidden på sin nye telelinse. Det er nu heller ikke noget kedeligt emne…
Kingdom Hotel i Victoria Falls City rummer en luksus der står i skærende kontrast til byen og dens befolkning.
Vi flyver i helikopter over Zambezi floden og det imponerende Victoria Falls. Det hjælper ikke at nive sig i armen, man vågner ikke..!
Fred Espenak
Enhver kunstart har sin Gud. En person, der tegner kunstarten og står som det ypperste. Musikken har f.eks. Poul McCartney, og solformørkelserne har den amerikanske astrofysiker Fred Espenak. Det er ham, der for NASA, skriver formørkelsesmanualerne og hvis råd og beregninger vi alle følger. Og så tager han ikke mindst nogle guddommelige billeder. Og om ikke Fred i egen person befinder sig på Kingdom Hotel! Uden han ser det beder vi andægtigt og kysser jorden hvor han har gået. Der gøres en dyd ud af at følge hans færden lidt på afstand. Hvis han spiser ude om morgenen, gør vi det også. Spiser han tomater følger vi straks trop. Fred Espenak har mange succesfulde solformørkelser bag sig, og vi forsøger at lure han teknikken af. Det skader aldrig at forberede sig optimalt.
Solformørkelse med forhindringer
Efter en safaritur i Hwanga Nationalpark er det blevet tid for det danske selskab at bevæge sig mod Zimbabwes hovedstad Harare, og mod solformørkelsens centerlinie, der befinder sig ca. 100 kilometer nord for Harara. Air Zimbabwe har imidlertid aflyst vores fly og har flyttet det et par timer frem. Dagen før en solformørkelse er man rimelig pirrelig. Der tåles ikke blot få minutters forsinkelse i programmet. Der er dog stadig god tid og vi tager det med højt humør. I ventetiden byder vores værter på et lunchcruise på Zambezi-floden og hvad kan man ønske sig mere? Senere på dagen fortsætter udsættelsen at flyafgangen. Panikken breder sig så småt. Lufthavnen er propfuld af mennesker og rygterne svirre i luften: Der kommer kun et fly, alle kommer ikke med. Vores værter fra UTC har dog dygtigt sørget for at danskerne står forrest i køen. Endelig bliver vi lukket ud til gaten, og vi er klar til at løbe mod flyveren, som en flok udsalgskunder mod Magasins hovedindgang i januar. En venlig mand, som vi tror kommer for at tage imod vores bordingkort, meddeler at der er et lille teknisk problem med flyveren, men det bliver ordnet hurtigt. I næsten to timer kommer der løbende meldinger om, at nu er det lige før afgang.
Så kommer meldingen om, at der nu er sendt bud efter en reservedel, som bliver fløjet ind fra Harare. Dér knækker min film. Jeg forlader afgangshallen for at finde en taxa der kan transportere mig de 800 kilometer til Harare. Jeg forsøger også at overbevise resten om, at vi må leje nogle busser og køre turen i løbet af natten. Heldigvis er der nogen, der holder hovedet koldt og sætter deres lid til Air Zimbabwe. Og som ved et trylleslag er flyveren pludselig klar, man har glemt alt om reservedelen og vi letter både bogstaveligt og mentalt med kurs mod solformørkelse.
Det er blevet midnat før vi ankommer til Hotel Sheraton i Harare. Alle er trætte efter den lange dag og vi skal tidligt af sted næste morgen.
Den store dag
Det er tidlig morgen den 21. juni 2001. En dato mange har ventet på i årevis. Og scenen er sat perfekt. Solen skinner fra en skyfri himmel, bussen kommer til tiden, adrenalinen pumper og gårsdagens trængsler er for længst glemt. Vi kører mod Mavuradonha Wilderness et naturområde tæt på grænsen til Mosambique. Den ellers så fredelige vej er i dag tæt trafikeret med busser og biler der alle kører mod nord, nærmeste som morgentrafikken mod en storby. Langs vejen vinker børn fra de mange landsbyer til os. De har med statsgaranti aldrig set så mange køretøjer på en gang.
Jeg sidder i bussen og blunder er øjeblik. Da jeg slår øjnene op er det overskyet udenfor. 10 minutter efter punkterer bussen. Så står vi på landevejen i overskyet vejr og venter på at hjulet bliver skiftet. Hitchcock kunne ikke have tilrettelagt dramaet bedre. Nerverne hænger uden på tøjet.
Der skiftes hjul på landevejen nord for Harara. Det må bare ikke ske…
En time senere er alt igen glemt. Vi er ude af den lokale skydannelse der drillede os. Bussen triller igen, naturen bliver smukkere og smukkere. Vi er nu inde i totalitetszonen, og overalt hvor der er en lysning eller et bakkeplateau har folk parkeret og er begyndt at stille udstyr op til formørkelsen. Jeg har en helt speciel følelse indeni. Der er kun fire timer til.
Formørkelse og forløsning
UTC har ryddet et område i Mavuradohna til vores danske gruppe og et par andre grupper fra Tyskland og England. Tilsammen er vi vel 2-300 mennesker spredt i lysningen og på de omkringliggende skråninger.
Sådan tager en flok turister sig ud midt i det afrikanske landskab. Hvor der er penge er der en parasol..
Endelig kan jeg få stillet fotostativet op. Nu har jeg også – til stor irritation for resten af familien – slæbt rundt på det i snart en uge. Der er opstillet to telte hvor man kan få mad og drikke og ikke mindst en stor beholder med iskoldt vand. Selv om det er vinter i Afrika måler vi temperaturen til 46 grader i Solen. Som et kuriosum er der opsat afrikanske bush-toiletter, der ifølge forlydender skulle være en speciel oplevelse. Jeg prøvede dem ikke selv. En rigtig solformørkelsesjæger bruger ikke tid på toiletbesøg. Den 21. juni 2001 er en dag, hvor jeg sætter almindelige fysiske behov på stand-by.
Man skulle tro at tiden i forventningens glæde går langsomt, men sådan føles det ikke. Inden længe kommer det ventede råb bagfra: Første kontakt!
En UTC-guide studerer det fænomen, der har sat hans land på den anden ende i et par dage.
Det giver ingen mening at beskrive de 3 minutter og 4 sekunder, på en måde er det som om man selv er tilskuer til sig egen oplevelse. Jeg fotograferer løs uden så meget som at kigge i kameraet – det må briste eller bære. Det vigtigste er at opleve og føle formørkelsen. Efter et par minutter skæver jeg dog ind i kameraet og opdager at Solen har forladt synsfeltet. Jeg når lige at få rette op og tage et billede af totaliteten. Efter formørkelsen punkterer jeg som en ballon. Folk græder og omfavner hinanden. Vicki og jeg danser en lille dans. Hun er 7 år og har nu to formørkelser i bagagen. Champagne-propperne knalder. På vej ned efter et glas møder jeg en chauffør, der fuldstændig ør i hovedet kommer ud af en bus.
”Is it over”? Spørger han og glor på champagnen.
”Yes”, svarer jeg.
”Oh, I fell a sleep ”, griner han med store hvide tænder, og går over mod champagnen.
7 år og to formørkelser gammel. Den fine kasket forsvandt desværre senere på mystisk vis..
Harare
Vel tilbage på Sheraton Hotel i Harare er en stor gruppe japanere allerede ved at checke ud af hotellet. Solformørkelsen er overstået, og hvad skulle vel opholde en ret meget længere. Nuvel, danskerne bliver 3-4 dage mere. Zimbabwes hovedstad er en moderne storby uden hvide mennesker. Der skal ikke lægges andet i det end en konstatering. Det er en sjov fornemmelse at ”blive set på”.
En dag bevæger vi os i en lille gruppe ned i Mbara-distriktet, på trods af alle advarsler. Mbara er et fattigt men livligt handelsdistrikt syd for bycentrum. Chancen for at komme tilbage uden nogen form for værdier skulle være 50/50. Men det bliver til endnu en stor oplevelse. Overalt mødes vi af søde mennesker, der syntes det er godt vi er kommet. Masser af gadebørn følger i vores kølvand. Vi går selvfølgelig med en lille frygt i maven, men dér bliver den. Farverige husfacader, handelsboder, der sælger alverdens brugte ting og sager, findes overalt. Man har oven i købet humor. Vi lokkes til at spise ler – en smuk kvinde bilder os ind, at det er afrikansk chokolade. Igen har vi meget at takke solformørkelsen for.
En hær af glade og nysgerrige unger følger os på den 2 timer lange vandretur i Mbara.
Opvask ala Zimbabwe. Husk altid at spørge, hvis du vil tage billeder af mennesker..
Og tiden går sin gang…
Og så pludselig sidder jeg ombord på et fly med kurs mod København fuldstændig ør af oplevelser. Træt, tavs og mæt. Natten sænker sig over kloden udenfor. Men på sædet foran er der svag aktivitet. Nogen – du kender dem allerede: lidt kikset påklædt og med et kamera om halsen – sidder og studerer et landkort i flymørket. Der hviskes på amerikansk. Jeg drister mig til at strække hals og kigge ind mellem sæderne. I skæret fra flyets natbelysning kan jeg ane, at det er et kort over det sydlige Afrika. Midt gennem kortet er tegnet en sort, buet linie – en formørkelseslinie. Over stregen er skrevet datoen 4. december 2002. Mit hjerte begynder svagt at banke, den lille narkotiske spire i min hjerne, der ellers lige var så mæt af 3 minutters formørkelse, vender sig svagt i søvne inde i hovedet på mig. Så bliver jeg brutalt revet tilbage i sædet. ”Du kan godt glemme det”, hvisker Eliza, så det ikke er til at misforstå.
”Jeg kiggede jo bare”, siger jeg og læner mig tilbage i sædet.
Men mon ikke også hun bliver mør som tiden går..?
End of story. Tak til Hanne for scan af dias.
Nu holder solformørkelseshistorierne en (endnu) længere pause. Selvom vi stadig mangler Mexico, Bulgarien og Spanien, så er I vist også trætte af mosten. Men I slipper ikke for beretningen fra den kommende formørkelse i Sibirien. So stay tuned!
Se den totalt formørkede sol over Zimbabwe på mit galleri på Pbase.
Lige inden Påske døde den britiske forfatter Arthur C. Clarke. Det er ham, der er mest kendt for filmen Rumrejsen år 2001, som han skabte i samarbejde med mesterinstruktøren Stanley Kubrick tilbage i 1968. Fantastisk film i øvrigt. Clarke var kendt for at være næsten synsk. Han beskrev teknologiske landvindinger før de senere blev en realitet, og enkelte gange beskrev han også fænomener i verdensrummet, som senere blev konstateret. Eksempelvis det forhold, at Saturns måne Japetus er lys på den ene side og mørk på den anden. 
