Jeg må straks beklage overfor de forventningsfulde. Denne ærbare side om rejser og foto er ikke på vej med en erotisk historie. Men inden vi bevæger os til Brighton skal I lige have historien om vores ankomst til London.
Det tager 1 time og 35 minutter at flyve fra København til London. Det lyder jo nemt og hurtigt. Men som du sikkert ved, skal man nu om stunder møde mindst to timer før i lufthavnen. Og så skal man også derud. Så for vores vedkommende starter rejsen ca. tre timer før flyafgang. Endelig skal man fra lufthavnen og til sit hotel. Summasummarum er den samlede rejsetid fra Slotsherrens Vænge til Hotel Bower House i Pimlico, London ca. seks timer. Det skulle nu komme til at tage 10 timer, og man kan diskutere, om Bower House fortjener betegnelsen hotel…
Sterling Airways er forsinket ca. to timer meddeler de, da vi alle er kaldt til gate. Så står man dér, i den fjerneste ende af Kastrup, i et lille lukket rum, så tæt på flyveren, at man næsten har lyst til at løbe om bord i protest, og kan absolut ingen verdens ting – andet end at vente. Det er en disciplin der falder mig meget vanskelig.
Til held for os andre, men måske knap så heldigt for de pågældende, er der kendisser, der også skal med flyveren. Det er den kære Ghita Nørby og hendes mand Sven Skipper (jo, jeg læser da Se & Hør i ny og næ). Så kan vi alle sammen bruge tiden på at kigge på dem, og se hvordan de tackler forsinkelsen og heden i det nu lukkede venteværelse. Ghita er åbenbart vandt til at vente på instruktører eller det rigtige vejr til en optagelse - hvad ved jeg? - ihvertfald fortrækker hun ikke en mine. Men hun kvitterer dog for opmærksomheden ved at tage et par stjerneformede briller (lidt i Elton John stil) på.
Det må være mærkeligt at være kendt. Vi såkaldt almindelige (ukendte for den brede offentlighed) ser en kendt på gaden nu og da i 2 sekunder. Den stakkels kendte derimod er offer for opmærksomhed så snart vedkommende forlader sit hjem. I Netto, på gaden, i bussen.. alle vegne. Hele tiden kan de høre den sagte hvisken: “Er det ikke…?”. Det er stof til eftertanke for de mange, som har så travlt med at blive kendte.
Heldigvis bliver vi hurtigt lukket ud af det lille rum og tilbage i lufthavnen. Flyveren skal skiftes, og vi bliver yderligere en time forsinket.
Vi lander således fire timer senere end forventet i Gatwick, syd for London. Undervejs har Sterling udsat os for den fornærmelse at tage 30 kr. for en øl i et fly, der er så meget forsinket. Nå, man flyver jo billigt nu om stunder, og så kan man glæde sig over det.
I Gatwick mangler vi en kuffert! Det er ganske vist kun sidst på eftermiddagen, men det er ved at være otte timer siden vi startede hjemmefra, og trætheden og irritationen er ved at melde sig. Lad gå med tre mellemlandinger i Afrika, men hvordan kan en kuffert forsvinde fra København til London? Jo, de har jo tømt det fly vi skulle have været med, og flyttet bagagen over i det nye fly.
Så står vi i kø for at meddele forsvunden bagage. Da vi har forklaret døre op og stolper ned om kuffertens udseende og størrelse, kan vi endelig tage toget mod Victoria Station i London.
Bower House Hotel ligger i Pimlico, der er et kvarter i det sydvestlige London, beliggende tæt ved Victoria Station. Området består næsten udelukkende af små hoteller, der oprindeligt har været lejligheder. Hotellet i sig selv ser meget hyggeligt ud, men vi bliver dirigeret to gader væk i en lille bygning og op på første sal. Værelset, der er bestilt til 4 voksne, er ikke meget større end de to senge der jo skal være. Hvor gør man af tre (forhåbentligt snart fire) kufferter?
Endelig viser den ene dobbeltseng sig at være en opredt sovesofa. Den er maks. 120 centimeter bred. Da jeg jo for nyligt er ryg-opereret lægger jeg mig mageligt i den anden seng, der er større og af bedre kvalitet, og overlader det til de andre at skændes om, hvem der skal mases ned i den lille seng. Man er vel en gentleman!
Det viser sig at fjedrebunden, i den i forvejen umulige seng, åbenbart for længst er gået til de evige jagtmarker. Bunden er erstattet af et reb der ligger som et gigantisk snørebånd under den tynde madras. Samlet set minder det vel mest om en hængekøje med madras.
Bower House Hotel, dobbeltseng deluxe..
Trætte og sultne bevæger vi os mod London centrum, og falder i Londons største turistfælde hvad mad angår: Aberdeen Steak House, som ligger på ethvert gadehjørne i Picadilly området. Da vi forladet det noget triste og internationale måltid begynder Tina at klø sig over det hele. Læsere af denne blog, husker måske “Tommeltot i knibe 1. & 2. del” fra forrige sommer, der handler om kløende udslæt. Et tilbagevendende problem der synes at følge os som en trofast rejsekammerat..
Tilbage på hummeret af et værelse ligner Tina en, der er ved at transformerer sig til et monster i en Hollywood film. Knopper i massevis springer frem hurtigere end vi kan tælle dem. I receptionen i hovedbygningen er de ved at ringe efter en ambulance, da de ser hende. Vi venter dog belært af erfaringen til til næste morgen, hvor de er forsvundet. Der er ikke det mindste tegn tilbage.
Inden jeg lukker øjnene denne første aften, tænker jeg: Det kan da kun blive bedre i morgen! I hvert fald sover jeg godt i den gode seng. Tina klager lidt over at natten på rebsengen har været slem kombineret med de kløende knopper. Men det er der ikke tid til at bekymre sig om – forude venter Londons pubber med dejlig øl og kartoffelmos med pølser..
Det er da lige indtil vi forventningsfulde går ind på den første pub, og de straks kigger på Vicki og siger: “Sorry, her må ikke være børn under 18 år” Mit hjerte står helt stille. Det blev værre end i går..
