Den 1. august 2008 kører en rød turistbus frem og tilbage på landevejen mellem Barnaul og Novosibirsk i det fjerne Sibirien. Ombord er vi 32 danskere, en russisk guide, og en ualmindelig tålmodig chauffør. Først den ene vej, og så den anden vej. Eller måske tilbage igen..
Chaufføren dirigeres af de meget ængstelige og tændte danskere. Der er mange meninger om retningen. Vi søger at komme fri af det truende skydække på himlen, og finde et hul i skyerne. Helst et meget stort hul! Adskillige amatør meteorologer og vejrprofeter viser sig pludselig blandt de tilstedeværende. Det er en desperat jagt på solskin.
Nu tænker læseren måske: Hvis de så gerne vil have solskin, hvorfor i alverden er de så taget til Sibirien denne første dag i august, og ikke til f.eks. Kreta. Svaret er mere overraskende end som så. Vi leder efter et skyfrit område for at finde en skygge!
Forklaringer er, at der på denne dag, på dette sted, er en total solformørkelse i anmarch. Formørkelsen kan ses delvist over store dele af kloden, men er kun total i et meget smalt bælte. Bæltet starter ved solopgang nord for Grønland, bevæger sig over Barents Havet ned gennem Rusland, passerer gennem såvel Novosibirsk som Barnaul, og dermed også landevejen imellem dem, for til sidst at bevæge sig ind i nordlige Kina og forsvinde i solnedgangen.
Solformørkelseslinien er den stiplede røde linie
Danskerne ombord i bussen, alle er vi skyggejægere. Vi opsøger de sjældne og korte øjblikke, hvor Solen på daghimlen helt formørkes af Månen. Det lyder måske umidelbart som en nørdet, naturvidenskabelig beskæftigelse. Det er det også. Men det er også, som jeg flere gange har underholdt om på denne side, den største af alle naturoplevelser, og et adrenalin kick i særklasse. I nogle få minutter tager man simpelthen forskud på himmerrige.
Morgenen starter med totalt overskyet i Barnaul, hvor vi bor. Det er dog alligevel ca. 25-30 grader. Sommeren her i det sydlige Sibirien er kort, men varm. Vi vidste på forhånd, at vejrprognosen i områder ikke var den bedste, alligevel skal vi lige sluge skuffelsen. Så tæt på og så truer solformørkelsens værste fjende: skyerne. Vi giver dog ikke op så let. En telefonopringning fra Novosibirsk, ca. 200 kilometer længere nordpå, giver håb om at vejret bliver bedre deroppe. Så vi hopper i busser og starter kapløbet mod tiden og skyerne.
Overskyet i Barnaul
Vi gør stop for frokost i byen Talmenka. Her er vejret bedre, omend der stadig er rigtig mange skyer, men der er trods alt huller. Vi viser de lokale solen gennem kikkerten og mismodet opløses så småt og erstattes af forventningens glæde. Det er mere end to år siden der sidst var solformørkelse, og det er mærkeligt, at det lige er i dag. Tænk hvis det lykkes..
Pause i Talmenka. Byen kigger med...
Typisk Sibirisk hus, Talmenka
Vi diskuterer om vi skal blive i Talmenka eller forsætte nordpå. Resultatet bliver, at vi fortsætte ca. 30 kilometer, til vi næsten er ved byen Cherepanova. Her gør bussen endelig stop på toppen af en stor bakke. Vi er i bogstaveligste forstand In The Middel of Nowhere. Landskabet er primært flat og består af enorme hvedemarker. Vi kunne lige så godt være et sted i Danmark.
Vi vandrer op ad en markvej indtil vi har så fri en horisont som muligt. En solformørkelse midt i et hav af korn! Så er det også prøvet. Enorme rækker af cumulus skyer truer dog stadig over os, men indimellem brænder solen også. Jeg har det som et forventningsfuldt barn juleaften: Er pakken mon skuffende blød, eller ender det i forløsning med en racerbane?
Skyerne skilles over hvedemarken
Formørkelsen er først total sidst på eftermiddagen, og står i en vinkel på dejlige 30 grader over horisonten. Det er en behagelig, lav højde, så man ikke skal knække nakken og kigge højt på himlen. Denne gang har jeg aftalt med mig selv, at jeg ikke skal tage billeder. Det er min femte totale formørkelse, og de fire tidligere har jeg alle fotograferet. Men det er distraherende, og i grunden synd at bruge de få, sjældne minutter på teknik. Så jeg er uden det vanlige fotostativ og store objektiv. Ingen billeder denne gang! Bare ren nydelse.
Heldet er med os, og dermed med mig for femte gang. Som formørkelsen nærmer sig forsvinder skyerne. Vi bliver helt ekstatiske. Vi står der 32 mennesker på en lille støvet vej gennem en kornmark i Sibirien, og har det tilfælles at gåsehuden rejser sig, og hjertet slår som på en nyforelsket Woody Allen.
De sidste fem minutter, da lyset for alvor falder og luften bliver gennemsigtig, kommer den kolde vind, som jeg efterhånden oplever som noget af det mest fantaktiske. Som i en Steven Spielberg film kommer der pludselig ud af ingenting en kold, ruskende vind, der kaster kornet i alle retninger. Gåsehuden stimuleres yderligere hos Deres udsendte.
Få minutter til totalitet. Bemærk farverne..
Så er alt stille, også tilskuerne, i det sidste rolige minut. Jeg råber rutineret i det rigtige øjeblik, og alle omkring mig smider solformørkelsesbrillerne. For nogen er det første gang, for nogen anden o.s.v. Men det er lige meget netop nu. Diamantringen, der starter solformørkelsen, brænder sig for altid ind i bevistheden på os alle. En tårer truer i øjenkrogen, og slører et kort øjeblik Solens hvide korona, der nu dominerer himlen. Der er, hvad der ligner, solnedgang 360 grader rundt om os. Men det er blot lyset uden for totalitetszonen vi kan se. Vi står lige i formørkelsens øje. Hvedemarken henligger i et spøgelsesagtigt skær.
Jeg griber, trods alle aftaler med mig selv, kameraet, og skyder den smukke horisont. Eksponeringstiden er alt for lang til at jeg kan holde kameraet stille, og i forvejen ryster benene under mig. Alligevel lykkes det mig at forevige den totalt formørkede sol og kornmarken. Planeterne Merkur og Venus skinner smukt til venstre for solen, og vidner om, at vi står der og kigger direkte ud i universet.
Total solformørkelse, Cherepanovo, Sibirien
Solformørkelseshorisont
2 minutter og 17 sekunder går der før solfomørkelsen forlader os, og igen slutter med et festfyrværkeri af en afsluttende diamantring. Der grædes, grines, undres og klappes. Der går lige nogle sekunder før vi alle kan kigge på hinanden igen. Jeg når lige at tage et billede af kornmarken belyst af kun en procent sol.
Sibirisk hvedemark oplyst af kun 1 pct. sollys...
Til sammenligning 5 minutter senere...
Formørkelsen er netop slut, og lyset er helt specielt..
Så springer champagnepropperne og snakken går som i pausen til et bankospil.
Min kære bror, for hvem det var første gang, forsøger at sende en SMS hjem til Danmark, men han må konstatere, at solformørkelsen har byttet rundt på alle tasterne på telefonen. Det tager tid at komme sig ovenpå en solformørkelse, og der går tyve minutter før telefonen igen vil som den skal.
På vej hjem i bussen tømmes det sidste champagne og adskillige flasker russisk Vodka. Jeg kan ikke udstå det sprøjt, men i dag smager det dejligt, og er aldeles virkningsløst på mine blokerede hjerneceller.
Dagen ender med stor solfomørkelsesmiddag i Barnaul, hvor vores russiske værter serverer mere vodka og russiske specialiteter. De takker os mange gange for at have besøgt deres by. Kære russiske venner: Det er os der takker for jeres gæstfrihed, fordi i stillede en hvedemark til rådighed, og fordi det endnu engang lykkedes at se et spændende, for mig ukendt, sted på jorden og kombinere det med naturens største oplevelse. Af hjertet tak, som Dronningen ville have sagt.
Formørkelsesfest. Masser af vodka og russisk suppe
Se flere billeder fra turen her. Der dukker naturligvis også en beretninger fra Barnaul og Moskva op på denne side, når tiden tillader.
