Som om en solformørkelse ikke er nok i sig selv, ja, så er der også den dejlige tillægsgevinst, at man kommer steder hen på Jorden, hvor man (sandsynligvis) ellers aldrig ville have sat sine fødder. Tag nu byen Barnaul i Sibirien for eksempel. Den kommer vist aldrig i Startour kataloget.
Sibirien? Jeg havde forestillet mig nogle træskure, masser af sne, foroverbøjede, hærdede mennesker, med store russerhuer på, der beskyttede sig mod den hylende vind. Jeg vidste selvfølgelig godt det var sommer, og at Barnaul ligger sydligt i Sibirien - men alligevel. Jeg forudså stor fattigdom, sammenkogte gryderetter, serveret af gamle jernpotter med en stor træslev. Klask, op på tallerkenen. Jo, mit manglende forhåndskendskab til Barnaul, og i særdeleshed Sibirien, var udtalt.
Men Barnaul viste sig som en storby med 600.000 indbyggere, brede boulevarder, betonhuse, smukke træhuse og et helt almindeligt byliv. Og så lige 30 grader (plus) i skyggen. Unge piger, hvis lette påklædning var en hyldest til den korte, varme sommer, biler, busser og sporvogne. Pæn og ren. Ikke verdens mest spændende by måske, men det er heller ikke hver dag der kommer et hold udenlandske turister.
Barnaul, en by i Sibirien, Rusland
Barnaul, klassiske træhuse og beton
Sporvogn i Barnaul
Skulle der være noget, der levede op til forventningerne var det de skulende og afvisende russiske mænd, hvis påklædning stod i skærende kontrast til pigernes. Russiske mænd ser generelt ikke særligt venlige ud, og er det efter sigende heller ikke. Om der her er en parallel til de danske ditto, skal jeg ikke turde bedømme?
Alle russiske byer har tilsyneladende en Lenin plads, hvor en statue af landsfaderen skuer ud over byen. Vi bor centralt lige ved pladsen, på et hotel, hvor der ellers kun bor russiske forretningsfolk og politikere. Telefonerne på værelserne kimer hele tiden med tilbud på russisk. Når man siger “What?” svarer stemmen: “Sex?”. Fristende, når vi nu er på herretur, men alderen er begyndt at trykke mig, og fornuften råder alt for tit efterhånden.
De lokale guider fra Barnaul har forberedt, at vi skal se hele byen og dens “seværdigheder”. Det vil de der kender mig vide, at jeg ikke har det så godt med. Jeg gider ikke sidde i en bus og køre fra sted til sted, mens livet udenfor passerer forbi, og en guide ævler årstal og data af sig. Jeg kan ikke huske det alligevel bagefter, og jeg foretrækker så afgjort at vandre gennem byen i gå-tempo, med kameraet om halsen, og følge dagligdagen. Det er derfor jeg om muligt altid rejser på egen hånd. Jeg kan huske alle gader i hele verden, hvor jeg har været, og jeg kan finde rundt 10 år efter. De gange jeg har været på pakkerejser, kan jeg ikke finde op og ned på byerne, for jeg er bare blevet transporteret rundt.
Men skik følge. Dette er en pakkerejse, og – indrømmet – vi får set lidt af hvert. Tag nu højdepunktet, hvor vi bliver sat af ved det lokalhistoriske museum. De har en del musikinstrumenter og en imponerende samling af orgler/klaverer/pianoer (hvad ved jeg). Og ikke mindst en ældre herre der kan spille på dem allesammen, og som tager os på en musikhistorisk rejse via tolk. Han starter med at slå to sten mod hinanden, for at illustrere de første lyde, så ved vi godt hvad klokken er slået, og hvor lang tid det tager at nå frem til nutiden. Han smager på hvert eneste ord, og nyder næsten sadistisk, at der er 32 sagesløse turister fanget på museet. Tolken afkorter dog de lange indlæg mere og mere som sceancen skrider frem. Der soves her og der på tilskuerpladserne.
Vores musik-ven i storform. Selv tolken ser træt ud.
Da han endelig er færdig skifter menuen til russisk folkedans gennem tiderne. Ind kommer en hel dansetrup af lokale, unge dansende. Jo, der er i sandhed gjort noget ud af vores besøg. De generte danskere vågner, bliver budt op til dans, og inden længe danser jeg selv lystigt over gulvet. Sikken kontrast..
Lokale dansere byder op...
Det bliver også til en seljtur på Ob floden, der er grå og trist. Men maden ombord er i særklasse russisk, og der serveres fadøl fra store plasticflasker i stride strømme. Hele tiden bliver der fyldt op i glasset, og klokken er kun ti om formiddagen. Jovist, man kan da sige nej, men min høflighed forbyder mig at skuffe vores værter.
Russiske specialiteter på Ob floden
I de tre døgn vi er i Barnaul, spiser vi på tre forskellige restauranter, og maden og gæstfriheden fejler absolut ingenting. Den første aften får vi også selskab af en sangfugl, og musikken er så høj at vi må råbe til hinanden. Vi har slet ikke pungen oppe af lommen, alt er arrangeret og inklusiv. Imponerende, men de daglige ture i det lokale supermarked viser også, at prisnivauet er meget lavt.
Middag med sangfugl i baggrunden
Aftenstemning i Barnaul. De unge er ude..
Der er ikke mange steder at gå ud i Barnaul, så om aftenen mødes en del af danskergruppen på torvet ved byens udtørrede springvand og hygger sig, og drikker dagens høst fra supermarkedet. Det er smukke, lune aftener, og der er absolut ingen grund til at opsøge sit hotelværelse tidligere end højest nødvendigt.
Jeg må jo ikke engang tage telefonen..
Næste gang vi høres ved skal vi besøge russernes hovedstad og Den Røde Plads..
