UDEN FOR VINDUET stiger solen op i øst. Kloden lægger med sine billioner af tons, siden ind i lyset, der som en fejende plageånd aldrig lader mørket i fred. Byer, ørkener, have, bjerge – intet går fri af dagen, der kommer. Så smukt beskriver Erik Wedersøe i sin erindringsbog Hvis Luften Kunne Bære solopgangen og ikke mindst det faktum, at vi alle er ombord på rumskibet Jorden.
Stadion Søen, februar 2008
Solopgang ved Stadion søen blev en tilbagevendende begivenhed her på siden i 2008. Her et af de mere vellykkede fotos fra februar.
365 gange er solen stået op i øst siden min sidste nytårshilsen. Naturens urværk svigter os heldigvis aldrig. Det, de fleste af os betragter som en selvfølge er naturens mirakel – jorden drejer rundt og solen lyser. Denne beskedne hjemmeside har på tre områder berøring med den gode Erik Wedersøe: rejserne, solopgangene og ikke mindst naturens urværk, der jo er hele motoren i mine elskede solformørkelser.
2008 var på alle disse områder et festfyrværkeri. Rejserne bragte mig til Paris, for syvende og bestemt ikke sidste gang, til London og Brighton og endelig til Rusland for at se solformørkelsen i Sibirien. Solopgangene blev fotograferet ved Stadion Søen, når årstiden tillod det (det betyder når solen stod op på et humant tidspunkt, altså absolut ikke før klokken 7-8 stykker). Endelig var 2008 som nævnt solformørkelsesår. Hvad kan man ønske sig mere?
Som det skal blive tradition for denne lille nytårshilsen, kigger jeg tilbage på året der gik i form af fotos, der ikke nåede hjemmesiden i første omgang – kiks, frakilp og ikke mindst billeder med lidt mennesker på.
Men inden vi når så langt, så var der jo lige sidste års nytårfortsæt: Der skulle fem kilo af maven, som efterhånden lignede en fodbold midt på min lange krop. Måske du husker sidste års billede fra Florida, der med skræmmede tydelighed viste problematikken. Januar, februar og marts 2008 stod derfor i rodfrugternes tegn, madpakker med bjerge af gulerødder og et for mig helt nyt fænomen: morgenmad. Effekten udeblev ikke, vægten faldt og de første fem kilo var væk allerede i slutningen af februar, og hvorfor så ikke fortsætte?
Den sidste dag i april blev jeg, efter to års tovtrækkerier, opereret for diskusprolaps. Ryggen havde det nu på det tidspunkt ok, men føleforstyrrelserne i højre fod var ved at drive mig til vanvid. Forestil dig at gå rundt med tre pinnoccio-kugler i skoen hele tiden, også når skoene ikke er på. Skæbnen ville at sygeplejerskerne strejkede, og jeg havnede på Hørsholm privathospital. Jeg følte mig som en konge, da jeg lå der alene på stuen med 5 meter til loftet og personlig sygeplejerske. Ét havde de dog tilfælles med det offentlige: Aftenens menu var karbonader med stuvede ærter og gulerødder. Et himmelsk måltid ovenpå næsten fire måneder i grøntsagernes vold!
Selv om appetitten alsolut ingenting fejlede under den efterfølgende “rekreation”, lå vægten, for første gang siden jeg var 25 år, på 79 kilo da jeg vendte tilbage på arbejde. Enkelte kollegaer mente at nu var det nok, og nogen spurgte om jeg var deprimeret. Ingenlunde, formen var den bedste i umindelige tider.
Og føleforstyrrelserne? Der er der stadig, men jeg har valgt at fortrænge dem, og foden bærer jo også på nogle færre kilo nu 
Strejken havde flyttet operationen i 14 dage, og den kom til at ligge faretruende tæt på den planlagte Paris-tur medio maj. Men jeg kom mig hurtigt, måske grøntsager virker helende?
Det regnede i maj i Paris. Og regnen fulgte i øvrigt med på de senere rejser også. Det fik mig her ved årets udgang til at træffe en grænseoverskridende beslutning, som jeg skal vende tilbage til. Men først til mit elskede Paris.
Hvornår kan vi komme ud?
Mine kære søskende venter på lidt ophold i regnen, så vi kan komme ud og se på Paris.
Place de Tertre, øl og læ for regnen
Vi har søgt læ for regnen på Place de Tertre i Montmartre. Her er øllet altid godt, og stedet svigter aldrig med at byde på masser af turister der får malet deres portræt. Bemærk, at der nu er plads til maven i min skjorte. Foto: Tina Mundeling.
Selvportræt, La Defence, Paris
Endelig lidt solskin over Paris, og jeg benytter lejligheden til et selvportræt af manden med det evige kamera, i den store sølvkugle på La Defence Esplanada. Her ligner Paris mest New York. Bemærk i øvrigt kvinden i den prikkede bjergtrøje, der fik sneget sig ind i feltet.
Regnen fulgte med på årets sommerferie til London og Brighton i juli.
London efter regnen
Et klassisk billede af Themsen og Tower Bridge, her med tunge regnskyer. Billedet er et eksempel på, hvordan man ikke tager billeder. Der er alt for mange linier, som alle er forkerte , og øjet falder aldrig til ro.
Vicki hænger ud i Soho i det centrale London
Mit elskede barn kuller ud i en af de mange turistbutikker i Soho, der også byder på det største udvalg af etniske restauranter i England.
Tina i orkanens øje, Brighton
Tina prøver at stå fast i vinden på Brighton Pier. Humøret fejler dog som altid ikke noget.
Er det mon vinter i Brighton?
Vicki foreviger mig på Brighton Pier. I baggrunden ligger byen vel nærmest i vejrmæssig undtagelsestilstand. Og, nej, der er ikke kommet mave igen. Det er vinden i jakken
Så havde sommeren i Danmark det trods alt lidt bedre. Her holder vi picnic ved Stadion Søen. Familiens overhoved, min far, Don Carlo, på et af de sjældne billeder, der findes af ham.
Min far, Don Carlo
Efter hele 2½ års ventetid var der igen total solformørkelse. Denne gang over Sibirien. Destinationen var dyr og vejrudsigterne for området dårlige. Alligevel besluttet René og jeg at tage på en brormand tur til Rusland. Det skulle vi, som det vil være trofaste læsere bekendt, ikke komme til at fortryde. Det blev til den mest fantastiske solformørkelse set fra en sibirisk hvedemark. Selvom om vores ven regnen også fulgte med til Rusland.
Vrede skyer over Kreml, Moskva
Vrede skyer over Kremls mange smukke løgkupler i det centrale Moskva. Regnen kom hurtigt efter. Og denne gang et fotografisk eksempel på det, der kaldes styrtede linier. Det kan smutte for enhver..
Lenin pladsen, Barnaul, Sibirien
Det er morgen i Barnaul, Sibirien den 1. august 2008. Det er solformørkelsesdag og komplet overskyet. En lang jagt i bus efter solskin endte som bekendt med det smukkeste vejr.
Solformørkelse og forløsning
Sveta, vores guide, fælder en tåre efter sin første solformørkelse. Thorkild, der er mere erfaren, venter tålmodigt med champagnen.
2009 er igen solformørkelsesår – HURRA! – og turen går til Kina. En længere rundrejse, som jeg selv har strikket sammen. Jeg glæder mig til gensynet med Kina, men håber meget, at der er sket noget på det kulinariske område siden jeg sidst besøgte landet i 1996, hvor vi levede af hønsefødder (med negle) og blendet kylling (med fjer).
Endelig sluttede året med at jeg – og ikke mindst Tina – fik nok af regnvejret, herhjemme som udenbys. Så jeg har i julegave foræret hende en charterrejse til Gran Canaria i februar. Gert Larsen på charterrejse til de canariske øer! Nogen vil mene at nu står verden ikke længere. Men det gør den heldigvis i bedste velgående, og jeg glæder mig. Hvad der kommer ud af dette antroprologiske studie i charterrejsen anno 2009 kan du naturligvis følge med i på denne side i 2009. Så håber vi bare at regnen udebliver.
Rigtig godt nytår til alle! Vi høres ved når solen igen er stået op 365 gange. Mon ikke nogle af dem rammer denne side?
Til oplysning for eventuelt nye læsere, så kan du læse meget mere om de omtalte rejser i 2008 (0g tidligere) ved at navigere rundt på siden.
