“Det gode danske humør
Er lige vendt hjem fra De Kanariske Øer
Med en kuffert fuld af billig grin blandt andet..”
Jo, tak til C.V. Jørgensen for den indledning. Mere præcist kan det vist ikke siges. Netop hjemvendt fra en vaskeægte charterferie på Gran Canaria summer mit solbrændte hoved af indtryk og billige grin.
Deres udsendte på Gran Canaria med Netto pose... (foto: Tina Mundeling)
Mit forhold til charterrejser er mildt sagt anstrengt. Så er det sagt. Kald mig bare snobbet, men jeg har det sådan, at det er lidt under min værdighed. Det er ikke så meget fordi jeg skal spille cool globetrotter, der nedgør charterrejsens lette koncept. Mest af alt er det fordi jeg selv mister al værdighed og føler mig som en dum, lille dreng der bliver taget i hånden af guiden (der gennemsnitligt er 22-år, lyshåret, hedder Jonas og taler et totalt uforståeligt skandinavisk) og ført rundt i manegen.
(Mis)forholdet blev grundlagt tilbage i 1980, da jeg sammen med min mor & far og min storbror var 14 dage på Mallorca. Det var i Simon Spies velmagtsdage, hvor danskerne nærmest havde indtaget Spanien. Grisefesterne var på sit højeste, stegt flæsk var nemmere at få end Paella og guiderne havde røde papnæser på for at underholde. Man kørte øen rundt i lukkede aircondition busser og besøgte seværdigheder i flokke på 100 mand, alle udstyret med en Spies madpakke med leverpostejsmadder.
Mallorca-turen var i øvrigt min første udlandsrejse, min første flyvetur og mit første ophold på hotel nogensinde. Jo, jeg havde da været en enkelt gang i Norge og i Malmø på den årlige tur med svenskerbådene for at købe kanonslag. Men så er listen også komplet. Jeg er bestemt ikke født med en rejseske i munden, det er noget der er kommet til senere. Jeg husker jeg var sindsygt spændt på at se Mallorca, flyve og komme ud i den store verden. Mit 16-årige drengehjerte var helt oppe og ringe.
Stor var min forundring, da jeg opdagede, at der blev gjort alt for at slæbe fædrelandet med sig. Formålet var åbenbart alene at komme ned i solen, al anden forandring i forhold til hverdagen var tilsyneladende ikke velkommen. Min egen mor & far havde da også medbragt deres kaffemaskine!
Nå, inden jeg fortaber mig i fortiden, må vi tilbage til Gran Canaria og år 2009. Jeg har aldrig tidligere været på kanarieøerne, og fordommen fejler ikke noget: Her findes det ultimative charter-mareridt. I min nytårshilsen lovede jeg jo læserne at tage tropehjelmen på og studere charterrejsen anno 2009 med videnskabelige øjne.
Her kommer 1. del, og som de sagde i DR i “gamle” dage: Hvis De ikke ønsker at blive stødt, så skift kanal nu!
Forestil dig man anbragte en dansk færdselsbetjent i et gadekryds i Calcutta. Eller man satte en solid, samvittighedsfuld bogholder til at rydde op i IT-factorys bilag. Begge ville sikkert få hjertestop af såret, faglig stolthed. Og ikke mindst ville de få travlt.
Eller hvad nu hvis man inviterede en dansk arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademi til Gran Canaria?
Selv er jeg i-hvert-fald rystet da vi efter mere end 5 timers flyvning lander på den smukke vulkanø i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst. Vi kører i bussen sydpå mod vores mål i Puerto Rico, og den ene smukke bugt efter den anden åbenbarer sig. Bortset lige fra, at skråningerne er plastret til med grimme betonhoteller af værste skuffe. Lag på lag, det ene højrere oppe end det andet, for at sikre alle havudsigt. Turisme er den værste form for forurening, siges det. Her holdet det stik, og vores ven arkitekten må nok snappe efter vejret..
Lidet charmerende betonhoteller dækker skråningerne
Puerto Rico glimrer ved at se værre ud end de øvrige bugte. Vi kører nærmest ind i en mur af hoteller i den sene eftermiddagssol.
Vores chauffør er i strålende humør og synger spanske viser for os. I bund og grund er det vel meget sødt, men med lidt mavesur dansker mentalitet kvitterer jeg med at krumme tæer. Problemet er, at det sker i en stopfyldt blå, charterbus fra Star Tours. Tina griner dog højlydt og det smitter. Jo, der er skruet op for charterstemningen..
Vel ankommet til hotellet, hvor vi har den flotteste havudsigt – det har alle, vi bor jo på skråningerne – må vi ud og tage lokaliteterne i øjesyn. Det går hurtigt op for mig, at der ikke bliver ikke brug for mine begrænsede sprogkundskaber. Alt foregår på skandinavisk:
Sproget er ikke noget problem hos lægen..
Vi kan stadig handle i Netto!
.. og spise stegt flæsk på Den Bette Kro!
Menukortet er også velkendt..!
Næste morgen skal man på stranden. Der er kommet frisk kød til grillen, som det siges på disse kanter, når et nyt hold turister er landet i fælden. Og hvad er mere yndigt end at ligge på rad og række på de blå og gule plastic solbænke?
Strandhygge på de blå solbænke
Her melder næste spørgsmål sig også: Hvad ville der ske hvis man satte Lene Hansson ned på Gran Canaria? Ja, du har nok gættet det – hun ville have det som færdselsbetjenten i Calcutta: Hvor skal jeg begynde? Jeg har i mange år måtte hilse på min egen ølmave i spejlet, men her findes den mest eksklusive samling jeg til dato har set. Vanløse Bodega go home..
Vi må forlade stranden for studere det lokale marked. Man skal jo passe på solen den første dag. Markedet består af ca. 150 butikker med det værste toledo-kram man kan forestille sig. Souvenirs, der slår alle rekorder i grimhed, håndklæder der tåler finvask én gang (hvorefter de praktisk nok kun fylder det halve) og badeudstyr i tysk vesterhavsstil. Sælgere, der er frækkere end politiet tillader, river og flår i deres stakkels udsendte. Nej, vi må hellere gøre det eneste rigtige: sætte os ned og nyde en kop øl eller to i varmen.
Shopping når det er bedst - Gran Canaria
Straks vi har sat os vrimler det med afrikanere, der vil sælge ure og solbriller. Min vrede attitude hjælper lidt og de fordufter. Ved nabobordet demonstrerer en ihærdig sælger, at han kan banke et kæmpe søm mod urets glas uden det går itu. Det tager naboerne lang tid at slippe af med sælgeren, og han ender faktisk med at få solgt et par briller. Ingen finanskrise her.
Trætte, nærmest udmattede, bevæger vi os tilbage mod værelset til en middagslur. Til min forfærdelse opdager jeg at alle andre er på vej i samme retning. Vi er allerede ved at falde til..!
Følg med i 2. del hvor historien tager en overraskende positiv drejning, og der kommer lidt foto af mere kunstnerisk art..
PS. Indledningscitatet stammer fra nummeret Det Blonde Danske Smil fra C.V. Jørgensens mageløse album Tidens Tern.
