Finale i Hong Kong

Rejsen til Kina, 10. del

Efter tre ugers konstant rejse i Kina, er det blevet tid til den sidste togtur fra Guilin til Hong Kong. Herfra går turen hjem til Danmark. Jeg lider på ingen måde af hjemve og savner heller ikke spegepølse, brun sovs og kartofler, mit eget lokum eller min egen seng. Det er forskelligheden, det anderledes, der er hovedformålet med at rejse. Men når jeg véd jeg skal hjem, vil jeg gerne hjem. Jeg ser derfor frem til afslutningen i Hong Kong.

I fugleflugt er der ikke så langt fra Guilin til Hong Kong, og vi vurderer, på baggrund af erfaringerne, at togturen vil vare 7-8 timer. Vi ved bare ikke, at man ikke kan køre direkte – turen kommer derfor til at tage næsten 16 timer. Men vi kører igennem det naturskønne Sydkina, så der er masser at se på uden for vinduerne. 

Hong Kong var i 100 år britisk koloni, og forvandlede sig i den periode til en af Asiens største, finansielle metropoler. En verdensby på linie med Singapore og New York. I 1999 overgik Hong Kong igen til kinesisk styre, og alle frygtede det værste, når kommunismen gjorde sit indtog i byen. Men penge interesserer også kineserne, og der blev lavet en aftale om selvstyre, i en overgangsperiode på 50 år. Det betyder i praksis, at Hong Kong stadig ligner sig selv, og dermed er meget anderledes end det øvrige Kina. De har da også deres egen møntenhed, Hong Kong Dollars, og man skal stadig bruge pas for at komme ind i Hong Kong. 

Så på alle måder forlader vi Kina, da toget ved middagstid endelig når til grænsen til Hong Kong. Vi veksler penge, får udrejsestempel fra Kina, og rejser ind i staten Hong Kong. Det betyder også at vi rammes af de vestlige priser igen, og ikke mindst alle reglerne – det er slut med at ryge indendørs, en mindre katastrofe for ¾ af det lille, danske selskab.

Vi bor i Kowloon-delen af Hong Kong, som er en spids (halvø) af det kinesiske fastland. Ud for Kowloon ligger den store ø, Hong Kong Island, som udgør det pulserende finanscentrum. Kort fortalt er der lidt New York over Hong Kong Island, og meget med Asien over Kowloon.

Hong Kong Island set fra Kowloon-siden. The Peak i baggrunden.

Hong Kong Island i varmedis. I forgrunden Star Ferry

Kowloon. Østen møder Vesten..

Skilteskov i Kowloon

Man kan tage Metroen mellem de to bydele, hvilket vi gør adskillige gange, eller man kan sejle med den traditionsrige Star Ferry, der pendulerer mellem Kowloon og Hong Kong Island.

Hong Kong Island er formet som en kegle, på grund af det næsten 500 meter høje ”bjerg” The Peak, som rejser sig midt på øen. Man kører til toppen med en sporvogn, der med hiv og svig trækkes op af den stejle bakke. Fra toppen har man en helt utrolig udsigt over hele Hong Hong området. Der er så mange bygninger, at man aldrig bliver færdig med at tælle dem. Det ser ud som om de rører ved hinanden, men der er gader imellem. Jeg lover det, jeg har selv set det, og selv gået der :-)

Hong Kong set fra The Peak. Kowloon i baggrunden.

Kowloon og det kinesiske fastland i baggrunden

Det er weekend mens vi er i byen, og på Hong Kong Island ligger et lille lokalområde, der hedder Soho. Det minder nu på ingen måde om navnebroderen, det sagnomspundne Soho-område i London, der er synonym med bohéme kultur, punkere og små etniske butikker. I Hong Kong er Soho trendy restauranter og barer, og fredag og lørdag aften er der gang i synagogen. Gaderne myldrer med mennesker, og alle barerne spiller høj musik. Højttaler ved højttaler drøner musikken ud i den varme aften, og blandes med lyden fra tusinder af snakkende businessfolk i jakkesæt og spadserdragter, der summer som cikader i skumringen. Her kan man sidde ude, ryge, drikke øl og spise – kan vi bede om en bedre afslutning? Tale sammen kan vi ikke, dertil er musikken alt for høj. Men vi har efterhånden også tilbragt så mange timer i hinandens selskab, at ord er blevet overflødige. Tegnsprog og mimik slår rigeligt til.

Fredag aften i Soho, Hong Kong Island.

Fra havnefronten i Kowloon har man det mest fantastiske view til Hong Kongs imponerende skyline. Hvis der er noget der fascinerer mig, er det bjerge og skyskrabere. Det er nok fordi vi ikke har nogen af delene i lille Danmark. Med skyskrabere får jeg altid den tanke, at det er utrolig hvad mennesker kan skabe. Hvordan kan den nederste etage bære alle de øvrige etager? Hvor kommer alle materialerne fra? Hvordan ved man bygningen bliver stående i stormvejr? Ingeniør bliver jeg nok aldrig.

Mens pigerne alene bevæger sig hjem gennem Kowloons natteliv, fotograferer René og jeg nattens skyline. En næsten fuld måne hjælper til med at lyse skyerne op.

Hong Kong skyline. Tak til månen for lyset på skyerne.

Bank of Chinas smukke bygning er inspireret af en bambusstok.

Skabt af menneskehænder!

Natten slutter på en gadecafé i Kowloon. Her er ingen musik, ingen jakkesæt, men tilgengæld masser af kinesisk stemning.

Nattens sidste øl. Kowloon.

Kowloon

Natmad, Kowloon: Grisehoved, kylling, and eller blæksprutte?

Dagen efter besøger vi den tidligere Portugisiske koloni Macau, der ligger en times sejlads fra Hong Kong. Macau har, som Hong Kong, selvstyre de kommende 50 år. Macau er Østens Las Vegas, og præget af Casinoer, men det portugisiske fornægter sig heller ikke. Centrum ligner til forveksling en  mindre by i Portugal.

Portugisisk idyl, Macau, Kina.

Casino Lisboa, Macau.

View over Macau

Med otte nye stempler i passet, 6-8 kilo yderligere bagage, en kinesisk stråhat, tre Gore-tex jakker og et Seiko ur står vi pludselig i receptionen på Dorsett Seawiew Hotel i Kowloon, og er klar til afrejse. Der er langt til København. Først en hotel-shuttle til den nye lufthavnsbanegård i Kowloon. Her kan man tjekke sin bagage ind allerede på banegården. Fra banegården suser vi med ekspresstog til Hong Kong airport, der ligger på den store Lantau Island. Lufthavnen er gigantisk, men vi tilbringer ventetiden med lidt mad i et stille hjørne. Hovedet kan ikke rumme mere…

Den himmelske Freds Plads, med det store portræt af Mao, stemningen i Hutong’erne, den lange, svedige dag på Muren, Terrakotta statuerne, der med historiens vingsus bjergtog os i Xian, Pearl Tower i Shanghai, solformørkelsen der regnede væk, morgengymnastik i Guilin, eventyrlandet i Yangshuo, og ikke mindst den flittige kinesiske befolkning der fyldte kulissen ud. Det hele kværner rundt i vores forvirrede hoveder, mens British Airways i nattemørket sikkert bringer os tværs over jordkloden. For en gang skyld sover jeg hele vejen.

Rejsen til Kina er til ende. Tak til alle, som trofast fulgte med hele vejen, tak til de som stod af, og de som kom til. Skulle du finde 10.000 kr. i din lomme – så ligger Kina stadig derude. Det kan varmt anbefales!  

Kinesisk grafitti - måske der står: På gensyn?

Rismarkens helte

Rejsen til Kina, 9. del

Cyklerne spinner og triller let over de bulede veje i Yangshuo området. Der sker hele tiden noget til højre og til venstre. Det ene motiv efter det andet passerer forbi, men hvis vi skal standse til ære for fotografen hver gang, så når vi aldrig nogen steder. Rundt om os arbejdes der hårdt i rismarkerne. Vores guide fortæller, at de fleste arbejder 365 dage om året, og meget sjældent holder ferie. Det er simpelthen en del af livet og hverdagen at passe markerne.

De unge risplanter står i vand konstant

Riskorn skilles fra planten ved håndkraft

Verdens smukkeste arbejdsplads?

Nye risplanter sås ved at stikke dem i jorden enkeltvis

Vores guide, hvis engelske navn jeg desværre har glemt, fortæller os, at der kun kommer få riskorn ud af hver plante. Tænk lige, hvor mange planter der skal til et kilo ris, der koster 9,95 i Føtex i Vanløse. Først skal risene plantes, hvilket sker ved at de stikkes i jorden plante for plante, de skal vokse, høstes, skilles fra planten, og endelig tørres på jorden i lang tid. Husk venligst det næste gang du som en selvfølge åbner en pose ris.

Til gengæld er der ikke noget der går til spilde. Selve risplanten tørres og bruges til tøj og andre tekstiler, læhegn, hængekøjer og alverdens andre ting. 

Risen rives og tørres på jorden

Der dyrkes også grøntsager i området

Masser af nye risplanter

Høsten slæbes hjem

Vi besøger Yangshuos ældste hus, der efter sigende har næsten 300 år på bagen. Damen der bestyrer, og bor i, huset viser os rundt med stor iver. Det er ingen hemmelighed, at der skal smides et par kroner i bøtten på vej ud, men vi får en grundig gennemgang af de forskellige køkkenredskaber, blandt andet en gigantisk saftpresser, der har være brugt i århundreder.

Yangshuos ældste hus. Vi ser vandpumpen

Senere skal vi krydse floden. Det foregår ved, at vores guide på bedste taxa-manér fanger en tømmerflåde, der kan fragte os over. Først de tre søskende Larsen på hug, så alle cyklerne, og endelig Tina og guiden til sidst.

Fem cykler på en bambusflåde...

Vores guide og Tina på vej over floden

Vi spiser frokost for foden af Moon Hill, en kæmpe kalkstensklippe, der har sit navn, fordi der i toppen er et kæmpe hul, der har form som en halvmåne. Moon Hill Café er fyldt med cyklister der holder pause. Heden er ulidelig her midt på dagen, og sveden drypper ned i maden. Forude venter de 6-700 trin op mod toppen af Moon Hill. Vores guide griner, hun har ikke selv så meget som en svedperle på panden. Hun bliver nede i skyggen, mens vi tager den slidsomme tur.

Vi behøver nu heller ikke nogen guide mod Moon Hill. Ganske som på Den kinesiske Mur, så møder vi straks en række kvinder, der følger efter os, mens de svinger en vifte foran ansigtet på os. De har også den obligatoriske kasse med vand og Cola de slæber på. Der er én oppasser til hver turist. Jeg prøver venligt, med bestemt, at vifte min skygge af. Men hun opgiver ikke – det bliver til sidst mig, der opgiver at komme af med hende.

Moon Hill - smuk, men grusom at bestige i varmen...

Tina på vej mod toppen

Det er så varmt og fugtigt, at vi efter ganske kort tid er helt gennemblødte af sved. Der er ikke længere pletter på min skjorte, den har simpelthen skiftet farve. Men jeg har en god dag. Tina og jeg holder ingen pauser, trin for trin går det mod toppen. Endelig, da vi er nået 2/3 af vejen, må vores damer med viften give op. De står, som Jørn Mader ville have kommenteret i Tour de France, stille, mens vi rykker væk. De er sgu seje, men efter nederlaget på Muren har vi endelig vundet over et par kinesere. De er ganske vist - efter alt at dømme - mindst 20 år ældre end os, men alligevel; sejren går til Danmark.

Jeg er den første der når toppen, og går fri af vegetationen, så jeg kan nyde udsigten over det smukke sceneri under os. Sekunder efter følger Tina, der ikke er til at ryste af. Laila er der fem minutter efter. Alle er vi lige til at vride.

Udsigt over Yangshuo området fra Moon Hill

Moon Hill girls

Kort efter følger sidste mand, som vi lige lader få lidt vand inden turen går videre gennem halvmånens åbningen. Der er vandsælgere alle vegne, og selv om vi i forvejen har vand køber vi alligevel. Deres er mere koldt mener de. Og det må man sige, jeg køber en flaske med en isblok i. Det tager isklumpen en time at smelte, selv i den varme.

Moon Hill

Blod, sved og tårer - Moon Hill besejret

Vejret har længe set truende ud, og på vej ned sætter regnen ind. Trappetrinene bliver fedtede og spejlglatte. Det tager næsten længere tid at gå ned, og det kræver mindst lige så mange kræfter at koncentrere sig om ikke at træde forkert. Nede venter vores guide utålmodigt, der er stadig 5-6 kilometer hjem til Yangshuo centrum.

Vi vælger markvejen frem for den store hovedvej, der ellers fører direkte hjem. Men der er absolut ingen grund til at skynde sig. Regnen stilner af, og landskabet fortsætter med vise sig fra sin bedste side.

Vandspejl i Yangshuo

Moden rismark

Fotostop i Wonderland

Høstede risplanter

På markvejen dukker der pludselig en fyr op med et barn i en kurv. Han stiller sig gladeligt op til fotografering, hvilket i sig selv er mistænkeligt i Kina, hvor de fleste løber væk når de ser et kamera. Jeg tager et billede af ham og fornemmer, at en skilling nok vil være på sin rette plads. Lidt senere møder vi en kvinde, der ligeledes har et barn i kurven. Motivet fejler ikke noget, så jeg tager et billede og betaler igen. Men nu har jeg lugtet lunten. Den næste vi møder er en gamling, uden tænder i munden, der hopper op på ryggen af sin bøffel og nærmest danser. Igen tager jeg et foto og betaler, men nu har vi fået nok. Vejen viser sig at være et sandt cirkus af mennensker der vil fotograferes.

Hvad er der egentlig i vejen med at betale for billederne? Intet, og det er bestemt heller ikke noget man bliver fattig  af. Men der er ingen sport i det, og det bliver også for meget for mig, når børn skal slæbes rundt i en kurv hele dagen til ære for turisterne. Det tager unægtelig også noget af charmen fra området.

Desværre er det "snyd"..

Og mere "snyd"..

Til gengæld står en sej ældre mand i vejkanten og er mere sky overfor kameraet. Det er et godt tegn! Eller også er han bare klogere end de andre

Stolt markarbejder

Risbonde, Yangshuo

Det er blevet sen eftermiddag, da vi trætte og mætte af naturen kører ind i Yangshuo. Vores guide skaffer os en taxa, der kan køre os de 80 kilometer tilbage til Eva Inn i Guilin. Vi griner af, at der skal sidde tre svedige og beskidte danskere på bagsædet hele vejen hjem. Jeg har vundet forsædet, da jeg altid skal sørge for vi kommer den rigtige vej. Men hvad sker der i Yangshuo, hvor alting kan klares? Der kommer en minivan med tonede ruder og fem store siddeplader, aircondition og hele svineriet.

Således bliver vi efter to døgn på farten transporteret hjem som grever. Og du har vel allerede gættet det? Der er ikke os, der trods 12 kilometes kørsel på markveje, og 700 trin mod himlen er Rismarkens Helte. Det er alle de arbejdere, der også nu i skrivede stund, går rundt i markerne derude på verdens smukkeste, men nok også hårdeste, arbejdsplads.

Følg med i 10. og sidste afsnit til den store finale i Hong Kong, hvor skyskraberne og storbyen for alvor vender tilbage.

Panda Group!, Panda Group!

Rejsen til Kina, 8. del

I lobbyen på Hotel Eva Inn i Guilin er et lille bureau, der arrangerer ture og sightseeing. Den unge kineser der passer butikken er meget ihærdig, han stopper os tre gange om dagen for at sælge ture. I først omgang er jeg nu mere interesseret i et sofabord han har stående. Det er kvadratisk og har en tyk stenplade med graverede kinesiske tegn. Han vil have 10.000 danske kroner for bordet, og så skal han nok sende det til Danmark. Prisen skræmmer mig ikke så meget, men jeg har ikke tillid til ham. Han taler meget hurtigt, og kan åbenbart klare hvad som helst. Så hvis du kommer forbi Eva Inn, så står bordet der så vidt vides endnu.

I stedet bestiller jeg en sejltur ned ad Li River fra Guilin til Yangshuo, der ligger 60 kilometer længere sydpå. Det er blevet kaldt verdens smukkeste sejltur, og der er ikke så meget at betænke sig på. Planen er at blive i Yangshuo og overnatte, og så cykle ud i rismarkerne dagen efter. Det er 13 år siden jeg sidst var i Yangshuo, og jeg glæder mig meget til at gense den lille by, hvor jeg tilbragte en uge, for hvad der synes en menneskealder siden.

Vi bliver hentet tidligt om morgenen på hotellet af en storsmilende kinesisk guide. Man kan ikke sejle de første 20 kilometer, så vi skal køre i bus til båden. Vi er åbenbart mange der skal med bussen, for vi bliver udstyret med et klistermærke med en Panda bjørn på. Vi skal sætte klistermærket synligt på brystet. “Panda Group!” siger guiden glad. De fire nye medlemmer af Panda gruppen sjosker ud i bussen.

Guiden ævler hele vejen til færgen. Hovedformålet er at sælge nogle flere ture, når vi kommer til Yangshuo. “Husk I er Panda Group,” minder han os hele tiden om. Vi er ikke i tvivl. Den lille bjørn lyser på brystet af os. Da vi kommer til færgehavnen, forstår vi hvorfor det er vigtigt med bjørnen. Der er flere hundrede mennesker der skal med bådene. “Panda Group!, Panda Group!” råber guiden og maser sig i gennem menneskemængden. Vi følger trofast efter. Han tæller hver eneste af os mens vi går ombord. “Panda Group,” tæller han hver gang en passerer ham, ikke noget med 1, 2, 3..

Ombord få vi endelig lidt ro for guiden. Men nye udfordringer venter. På båden vandrer sælgere rundt med postkort, tasker og andre sjove ting. Så snart vi er på vej ned af floden bliver vi angrebet af mindre både. Små tømmerflåder hægter sig fast på vores store båd, det er som en bedre kapring i rum sø. Der er to mand på hver flåde, og med akrobatisk dygtighed hægter de sig fast i båden, samtidigt med at de fremviser souvenirs. Det ser livsfarligt ud.

Vi glemmer diverse sælgere, og nyder i stedet den tre timer lange tur ned ad floden.

Li River, Yangshuo

Li River, Yangshuo

Ikke to klipper er ens.

Landsby ved Li River.

Vores guide kontakter mig på båden – han er klar over, at vi ikke skal hjem samme dag. Fra sin mobiltelefon arrangerer han en overnatning for os. Inden vi når i havn har han bekræftelsen, og to værelser venter på os. Der er intet der ikke kan klares i dette område.

Yangshuo dukker frem mellem klippetoppene. Der er myriader af både der lægge til. Men beliggenheden ved floden er så smuk som jeg husker den.

Vandbøfler ved Yangshuo

Indsejlingen til Yangshuo

Hundredvis af boder med t-shirts, souvenirs, hatte, tasker, tørklæder og alskens kram møder os på havnen. Alle river og flår i os. De vil sælge overnatninger, cykelture, sejlads på tømmerflåder osv. Vores guide peger på en lille kvinde, der er kommet for at hente os til hotellet. Vi siger farvel til Panda Group, og pløjer os igennem det sydende cirkus af mennesker. Vi bliver vist til Hotel Explorer, der heldigvis ligger i centrum, og er et lille, hyggeligt gadehotel. Der er en helt anderledes ro her, blot 3-400 meter fra havnens kaos.

Yangshuo er på mange måder en oase i Kina. Et pusterum efter de store byer, og ikke mindst kan man sidde udenfor på restauranter og barer, hvilket bestemt hører til sjældenhederne i Kina. Damen, der har fulgt os til hotellet, er ikke overraskende også lokal guide. Nu, hvor der er lidt mere ro på, har jeg overskud til at tale med hende. Vi aftaler at hun skal hente os næste morgen kl. 9 med fire cykler, og så er det ellers ud i rismarkerne. Hun vil også sælge os noget danseshow samme eftermiddag, men nu har vi fået nok af anmasende guider, og nu vil vi bare se byen, og ikke mindst sidde ned og nyde gadelivet.

Hotel Explorer ligger roligt i en lille gade.

Udsigt over Yangshuo fra Hotel Explorer

Yangshuo er en lille by, en meget lille by. Efter kinesisk standard nærmest ikke eksisterende. Alligevel har den vokset sig 3-4 gange så stor som sidst jeg var her. Turismen har for alvor sat sig præg. McDonalds og Pizza Hut, de to ultimative tegn på civilisationens indtrængen, præger gadebilledet. Men charmen og hyggen er der stadig.

Jeg kommer til at tænke på Kim Larsen nummeret ”Forklædt som Voksen”, hvor han anonym og forvokset vender tilbage. Jeg rammes af det ene flashback efter det andet: Det var her på hjørnet at Vicki, kun tre år gammel, kastede op fordi hun, for første gang i ugevis, havde fået noget mad hun kunne lide, og derfor havde proppet sig. Det var her Torben bestilte tre gange morgenmad. Det var her… Jeg finder også vores gamle hotel, hvor vi boede i en uge. Det er renoveret og ligner ikke sig selv. Gaden er også fuld af butikker, der ikke lå der dengang.

McDonalds Yangshuo Men smukt beliggende.

Heldigvis er byen også stadig kinesisk. Her den lokale opslagstavle.

Og cyklerne, de er der også heldigvis...

.. og der er mange af dem.

Måske sidder du og undrer dig over hvor alle turisterne og det cirkus jeg beskriver er henne? Tro mig, det er der. Jeg har heldigvis et kamera med turist og cirkus filter. Det kræver snilde og tålmodighed at skære turister og t-shirt boder fra, men jeg kan ikke lade være.

Resten af eftermiddagen og aftenen nyder vi bare at sidde ude. Vi når at spise to gange og besøge et par barer. Stueetagen af vores hotel er en restaurant, der har god mad og er super hyggelig, så der ender det med vi slår rod. En lille aftentur ned til floden blivet det dog også til.

Aftenhygge ved Hotel Explorer. Ølflaskerne er ikke vores

Aftenstemning ved Li River

Næste morgen er vores cykelguide klar. Vi henter fire fine cykler længere inde i byen. Det er forbundet med livsfare at komme ud af byen. Den kinesiske trafik har vi allerede talt om flere gange, men at cykle i den er endnu værre. Der er ikke andet at gøre, end at følge efter vores guide, der med dødsforagt krydser de trafikerede gader.  

Men inden længe lægger vi byen bag os, og bevæger os ad mindre veje ud i landskabet.

René tjekker cyklen. På vej mod Moon Hill

Oksen bruges stadig som trækdyr

Laila, René og Tina krydser floden, inden det for alvor går løs i rismarkerne.

Beretningen fortsættes i næste afsnit, hvor turen går 10 kilometer rundt i rismarkerne, inden vi ender ved den store Moon Hill.

Moon Hill rejser sig over landskabet.