Lige inden Påske døde den britiske forfatter Arthur C. Clarke. Det er ham, der er mest kendt for filmen Rumrejsen år 2001, som han skabte i samarbejde med mesterinstruktøren Stanley Kubrick tilbage i 1968. Fantastisk film i øvrigt. Clarke var kendt for at være næsten synsk. Han beskrev teknologiske landvindinger før de senere blev en realitet, og enkelte gange beskrev han også fænomener i verdensrummet, som senere blev konstateret. Eksempelvis det forhold, at Saturns måne Japetus er lys på den ene side og mørk på den anden.
Jo, Clarke havde en ualmindelig god fantasi. Hverken mere eller mindre. Han beskriver det selv så poetisk i forordet til romanudgaven af Rumrejsen år 2001: “Husk venligst at romanen kun er fantasi, sandheden vil som altid være langt mærkeligere”.
Hvor vil jeg hen med dette, mit yndlingscitat?
Radioavisen bragte i Påsken resultatet af en Gallup undersøgelse, der viste at flertallet af danskerne tror, at “der er mere mellem himmel og jord”. Jeg hader det udtryk, og har altid haft svært ved at forstå det. Jeg må tolke det sådan, at det man kan se, høre, føle og smage ikke tilfredsstiller danskernes sarte ganer. Det er ellers ikke så lidt livet og naturen har at byde på! Men der er altså mere i følge danskerne. Hvad er det så? Clairvoyance? Spøgelser? Healing? Nummerologi? Astrologi? Religion? Eller noget helt syvende måske?
Det er her vi får brug for Arthur C. Clarke til at hjælpe os. Enhver form for overtro og tolkninger af hændelser, er kun udtryk for menneskelig fantasi. Og det slår ifølge Clarke altså ikke til: Sandheden er langt mærkeligere! Heldigvis.
Sandheden er som bekendt den alverdens forskere søger. Det kan derfor undre, at det altid er videnskaben der får skyld for at være kedelig og ensrettet, mens overtro og pseudo-videnskaber nyder langt større gehør. Det skyldes sikkert at det er sjovere at få at vide, at hvis ens stjernetegn er Vandmand, så er man den stille, intelligente type. Så længe forskerne ikke ved bedre, kalder de det for en teori. Teorier er ikke noget pseudo-videnskaberne beskæftiger sig med. De fremlægger alting som fakta. Jeg er træt af diverse plattenslagere og fantaster, for nu at sige det lige ud.
Det må skyldes at livet og universet rummer alt for mange spørgsmål og for lidt svar. Da menneskelivet er så uendeligt kort i forhold til tiden, så foretrækker man åbenbart hurtige, enkle og ikke mindst forståelige svar. Opfundet til lejligheden af mennesket selv.
Sandheden er mærkeligere, og meget sværere at konstatere. Det går langsomt og svarerne kommer nogen gange i form af en ligning. En gråhåret forsker konstaterer med et stor smil, at en ligning nu er gået op. Ingen forstår konklusionen, og det er måske ikke så sexet.
Men så tag dog og mærk efter, kære danskere! Bid dig selv hårdt i hånden og konstater livet. Bid i det skønne hvidløg og konstater den vidunderlige smag. Gå ud i natten og se stjernehimlen over dig; den er besvimende smuk og uforståelig. Rejs til troperne og mærk Solen brænde din hud, rejs til Grønland og stil dig på den enorme indlandsis og føl kulden.
Der er masser mellem himmel og jord, vi behøver ikke mere. Slet ikke hjemmebrygget sludder!
Går jeg nu ind for et samfund styret af videnskabsmænd, hvor vi brænder kirkerne og hvor spiritualiseme er forbudt. Nej, overhovedet ikke, jeg respekterer begge dele dybt. Ethvert krydderi på livet er velkomment.
Men jeg frygter at mange helt overser den skønne virkelighed, mens de leder efter noget mere.
Måske synes du al denne lommefilosofiske snak er lidt kryptisk. Den gode Troels Kølvedal har udtrykt det i én smuk sætning. I slutningen af filmen Nordkaperen i det Indiske Ocean sidder han på kamelryg med to af sine børn og iagttager solnedgangen over pyramiderne på Giza-plateauet i Egypten.
Så siger han: “Nogen gange vågner jeg med det mareridt, at Jorden er Paradis, uden nogen har opdaget det”.
