Finale i Hong Kong

Rejsen til Kina, 10. del

Efter tre ugers konstant rejse i Kina, er det blevet tid til den sidste togtur fra Guilin til Hong Kong. Herfra går turen hjem til Danmark. Jeg lider på ingen måde af hjemve og savner heller ikke spegepølse, brun sovs og kartofler, mit eget lokum eller min egen seng. Det er forskelligheden, det anderledes, der er hovedformålet med at rejse. Men når jeg véd jeg skal hjem, vil jeg gerne hjem. Jeg ser derfor frem til afslutningen i Hong Kong.

I fugleflugt er der ikke så langt fra Guilin til Hong Kong, og vi vurderer, på baggrund af erfaringerne, at togturen vil vare 7-8 timer. Vi ved bare ikke, at man ikke kan køre direkte – turen kommer derfor til at tage næsten 16 timer. Men vi kører igennem det naturskønne Sydkina, så der er masser at se på uden for vinduerne. 

Hong Kong var i 100 år britisk koloni, og forvandlede sig i den periode til en af Asiens største, finansielle metropoler. En verdensby på linie med Singapore og New York. I 1999 overgik Hong Kong igen til kinesisk styre, og alle frygtede det værste, når kommunismen gjorde sit indtog i byen. Men penge interesserer også kineserne, og der blev lavet en aftale om selvstyre, i en overgangsperiode på 50 år. Det betyder i praksis, at Hong Kong stadig ligner sig selv, og dermed er meget anderledes end det øvrige Kina. De har da også deres egen møntenhed, Hong Kong Dollars, og man skal stadig bruge pas for at komme ind i Hong Kong. 

Så på alle måder forlader vi Kina, da toget ved middagstid endelig når til grænsen til Hong Kong. Vi veksler penge, får udrejsestempel fra Kina, og rejser ind i staten Hong Kong. Det betyder også at vi rammes af de vestlige priser igen, og ikke mindst alle reglerne – det er slut med at ryge indendørs, en mindre katastrofe for ¾ af det lille, danske selskab.

Vi bor i Kowloon-delen af Hong Kong, som er en spids (halvø) af det kinesiske fastland. Ud for Kowloon ligger den store ø, Hong Kong Island, som udgør det pulserende finanscentrum. Kort fortalt er der lidt New York over Hong Kong Island, og meget med Asien over Kowloon.

Hong Kong Island set fra Kowloon-siden. The Peak i baggrunden.

Hong Kong Island i varmedis. I forgrunden Star Ferry

Kowloon. Østen møder Vesten..

Skilteskov i Kowloon

Man kan tage Metroen mellem de to bydele, hvilket vi gør adskillige gange, eller man kan sejle med den traditionsrige Star Ferry, der pendulerer mellem Kowloon og Hong Kong Island.

Hong Kong Island er formet som en kegle, på grund af det næsten 500 meter høje ”bjerg” The Peak, som rejser sig midt på øen. Man kører til toppen med en sporvogn, der med hiv og svig trækkes op af den stejle bakke. Fra toppen har man en helt utrolig udsigt over hele Hong Hong området. Der er så mange bygninger, at man aldrig bliver færdig med at tælle dem. Det ser ud som om de rører ved hinanden, men der er gader imellem. Jeg lover det, jeg har selv set det, og selv gået der :-)

Hong Kong set fra The Peak. Kowloon i baggrunden.

Kowloon og det kinesiske fastland i baggrunden

Det er weekend mens vi er i byen, og på Hong Kong Island ligger et lille lokalområde, der hedder Soho. Det minder nu på ingen måde om navnebroderen, det sagnomspundne Soho-område i London, der er synonym med bohéme kultur, punkere og små etniske butikker. I Hong Kong er Soho trendy restauranter og barer, og fredag og lørdag aften er der gang i synagogen. Gaderne myldrer med mennesker, og alle barerne spiller høj musik. Højttaler ved højttaler drøner musikken ud i den varme aften, og blandes med lyden fra tusinder af snakkende businessfolk i jakkesæt og spadserdragter, der summer som cikader i skumringen. Her kan man sidde ude, ryge, drikke øl og spise – kan vi bede om en bedre afslutning? Tale sammen kan vi ikke, dertil er musikken alt for høj. Men vi har efterhånden også tilbragt så mange timer i hinandens selskab, at ord er blevet overflødige. Tegnsprog og mimik slår rigeligt til.

Fredag aften i Soho, Hong Kong Island.

Fra havnefronten i Kowloon har man det mest fantastiske view til Hong Kongs imponerende skyline. Hvis der er noget der fascinerer mig, er det bjerge og skyskrabere. Det er nok fordi vi ikke har nogen af delene i lille Danmark. Med skyskrabere får jeg altid den tanke, at det er utrolig hvad mennesker kan skabe. Hvordan kan den nederste etage bære alle de øvrige etager? Hvor kommer alle materialerne fra? Hvordan ved man bygningen bliver stående i stormvejr? Ingeniør bliver jeg nok aldrig.

Mens pigerne alene bevæger sig hjem gennem Kowloons natteliv, fotograferer René og jeg nattens skyline. En næsten fuld måne hjælper til med at lyse skyerne op.

Hong Kong skyline. Tak til månen for lyset på skyerne.

Bank of Chinas smukke bygning er inspireret af en bambusstok.

Skabt af menneskehænder!

Natten slutter på en gadecafé i Kowloon. Her er ingen musik, ingen jakkesæt, men tilgengæld masser af kinesisk stemning.

Nattens sidste øl. Kowloon.

Kowloon

Natmad, Kowloon: Grisehoved, kylling, and eller blæksprutte?

Dagen efter besøger vi den tidligere Portugisiske koloni Macau, der ligger en times sejlads fra Hong Kong. Macau har, som Hong Kong, selvstyre de kommende 50 år. Macau er Østens Las Vegas, og præget af Casinoer, men det portugisiske fornægter sig heller ikke. Centrum ligner til forveksling en  mindre by i Portugal.

Portugisisk idyl, Macau, Kina.

Casino Lisboa, Macau.

View over Macau

Med otte nye stempler i passet, 6-8 kilo yderligere bagage, en kinesisk stråhat, tre Gore-tex jakker og et Seiko ur står vi pludselig i receptionen på Dorsett Seawiew Hotel i Kowloon, og er klar til afrejse. Der er langt til København. Først en hotel-shuttle til den nye lufthavnsbanegård i Kowloon. Her kan man tjekke sin bagage ind allerede på banegården. Fra banegården suser vi med ekspresstog til Hong Kong airport, der ligger på den store Lantau Island. Lufthavnen er gigantisk, men vi tilbringer ventetiden med lidt mad i et stille hjørne. Hovedet kan ikke rumme mere…

Den himmelske Freds Plads, med det store portræt af Mao, stemningen i Hutong’erne, den lange, svedige dag på Muren, Terrakotta statuerne, der med historiens vingsus bjergtog os i Xian, Pearl Tower i Shanghai, solformørkelsen der regnede væk, morgengymnastik i Guilin, eventyrlandet i Yangshuo, og ikke mindst den flittige kinesiske befolkning der fyldte kulissen ud. Det hele kværner rundt i vores forvirrede hoveder, mens British Airways i nattemørket sikkert bringer os tværs over jordkloden. For en gang skyld sover jeg hele vejen.

Rejsen til Kina er til ende. Tak til alle, som trofast fulgte med hele vejen, tak til de som stod af, og de som kom til. Skulle du finde 10.000 kr. i din lomme – så ligger Kina stadig derude. Det kan varmt anbefales!  

Kinesisk grafitti - måske der står: På gensyn?

Regn over Guilin

Rejsen til Kina, 7. del

Turisme indebærer et paradoks. Vi vil allesammen se de samme steder, men stederne må gerne være autentiske, uberørte og tiden skal helst have stået stille. Og så skal der ikke være for mange andre turister. Sådan har man det måske ikke med New York, Barcelona eller Berlin, hvor man gerne vil se et pulserende liv, moderne arkitektur og fornemme tidens strømninger. Men når det kommer til Asien søger de fleste ægtheden og det oprindelige, frem for udvikling. Man ankommer i bedste Marco Polo stil, kun for at opdage, at der er et par hundrede tusinde andre, der har fået samme idé.

Guilin er centrum for turismen i det sydlige Kina. Michael Palin, den engelske Monty Python skuespiller, der nu mest er kendt som globetrotter for tv-stationen BBC, har sagt, at området ved Guilin er det smukkeste i verden. Og det siger ikke så lidt: Den gode Palin har været alle vegne. Med mit, i den sammenligning, beskedne kendskab til kloden, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Desværre er området af samme grund smittet af den farlige, forurenende bakterie vi kalder turisme. 

Hvis du nu sidder og forestiller dig noget i retning af Mallorca, så lad mig straks korrigere. Man kan gå rundt i Guilin i timevis uden at se en hvid mand, ligesom der er langt mellem butikker og madsteder, der bare minder om noget, der traditionelt kunne tiltrække en turist. Men byen og området indretter sig efter turisterne, og ikke omvendt. Det er det, der er det farlige. For hvorfor var det lige vi kom?

I næste afsnit  besøger vi Yangshuo dybt inde i rismarkerne, og her har turismen en direkte ødelæggende virkning på miljøet, i et område der ellers er så smukt, at man tror det er løgn. Men det vender jeg tilbage til..

Hvad er det så, der gør Guilin og - ikke mindst - dens omegn så attraktiv? Naturen har gavmildt udstyret området med tusindevis af enkeltstående, høje kalkstensklipper, der nærmest som sukkertoppe stikker op alle vegne i landskabet. Mellem klipperne flyder floden, Li River, der bugter sig ud og ind mellem toppene, der er beklædt med den grønneste vegetation. Mellem klipperne ligger rismarkerne, og bønderne går rundt i deres trekantede kineserhatte og arbejder. Det kan ikke blive mere asisatisk og idyllisk. Men de billeder må I vente med, til vi i næste afsnit begiver os ud i landskabet.

Vi bor i Guilin med bedste beliggenhed direkte til Li River. Hotellets restaurant ligger på 7. sal, og byder på den mest fantastiske udsigt til morgenmaden. Luften i Guilin er friskere og renere end i storbyerne, men skyerne er fulgt med, og der småregner i Guilin. Og det skal bliver meget værre..

Morgenmad med udsigt. Eva Inn, Guilin

Guilin i regnvejr

Om morgenen er der livlig aktivitet langs Li Rivers bredder. Der dyrkes Tai-chi, laves morgengymnastik og der danses standarddanse. Jo, der er rigtigt. Vaskeægte standarddanse a la Vild med Dans, blot iført kortærmet skjorte og maosko. Ghettoblasteren sørger for musikken, fitness-centeret er sparet væk og flyttet ud på gaden. Sikken en hyldest til livet.

Morgengymnastik ved Li River

Vild med dans i Guilin

Fingergymnastik?

Vi har sat vores morgenkurs mod Red Flute Cave, som ligger ca. 5 kilometer fra Guilin centrum. Red Flute er en drypstensgrotte, der dagligt besøges af adskillige turistbusser, men vi vælger at gøre turen til fods. På vejen ser vi igen det kinesiske gadeliv. Hvor der er en port, er der et gadekøkken. Hvor der er en cykel, er der et transportmiddel.

En port, et gadekøkken. Guilin

Meget unge, men effektive hjælpere i gade-køkkenet.

Alle trodser regnen i Guilin

Regnen truer hele tiden, og da vi kommer til udkanten af byen tager det til. Vi benytter lejligheden til at søge ly hos en frisør, hvor jeg bliver klippet. Opholdet bliver lidt længere end forventet. Jeg får hovedbundsmassage og vasket hår i en ½ time.  Jeg bliver klippet lige så længe (og håret er altså ikke så langt), endelig blivet det vasket endnu engang og føntørret som afslutning. Det hele koster 17 kr.!

Der er ingen vej tilbage, vi må ud i regnen igen. Naturen er smuk, og giver den første forvarsel om, hvad der venter i dette fortryllende landskab. Vi spiser frokost mens regnen siler ned. Kinesisk mad er et kapitel for sig, og vi holder os til nudler og kød. I Kina deler man alle retter på bordet, og vi kan ikke forklare, at vi alle ønsker at spise det samme. Ergo får vi nudelret til én person, som vi pænt må dele.

På vej mod Red Flute Cave, Guilin

Regnen stopper ikke et hold danskere..

Efter det store måltid krydser vi en mindre flod. Fotografen vil have et billede af de andre på dæmningen, og de stakkels foto-ofre må vente  med glade smil i regnen med kun en paraply. De bliver dog reddet af, at regnen bliver så voldsom, at jeg må have kameraet ind under skjorten. 

Besøget i grotten er overraskende imponerende, selvom jeg måske ikke helt forstår, at man skal lyse op med gule, grønne og lilla neonfarver, men de mange drypsten og store hvælvinge er fascinerende . Udenfor bliver vi overfaldet af diverse sælgere, der tilbyder sejlads på de tømmerflåder af bambus, der er områdets varetegn. Humøret er højt i regnen og vi hopper ombord.

Bamboo rafting - special price for you!

Deres udsendte ved Red Flute Cave

Om natten, og i dagene efter, fortsætter det med at regne og regne. Der er ikke noget overraksende i det. Det er regntid i det sydlige Kina, og det tager man med sindsro. Alle kinesere har en paraply, eller også er de bare ligeglade. Da vi skal besøge Guilins varetegn Elephant Hill, kan vi slet ikke komme ind, fordi regnen har oversvømmet indgangen. Elephant Hill ligger i det centrale Guilin, og er en af de karakteristiske klipper, der har en åbning, der får den til at ligne en elefant, der stikker snablen ud i floden. Der er også en korridor gennem klippen, der skal foregive øjet på elefanten. Den korridor er nu så symmetrisk, at nogen må have hjulpet naturen lidt på vej. Der går et døgn før vandmasserne tillader os at komme ind på området. 

Oversvømmelse i Guilin..

Vi sidder i elefantens øje...

Elephant Hill i natten. Vandstanden er høj..

Næste dag tager Laila og Tina, inspireret af mit frisørbesøg, mod til sig, og opsøger en finere frisørsalon i Guilin centrum. De vil gerne betale lidt mere, og være sikre på kvaliteten. Det gik da ellers meget godt med mit hår, men langt pigehår er en anden sag, mener de. Og godt og grundigt bliver det. 1½ time må drengene vente. Processen gentager sig  med hårvask på hårvask. Meget omhyggelig klipning – og endelig endnu en hårvask. Der afsluttes med en ualmindelig lang og finurlig føntørring. Tina får slangekrøller over det hele, og Laila egyptisk pagehår i bedste Cleopatra stil.

Pigerne er nået til 4. hårvask i Guilin

Og det bliver da også dyrere end min ydmyge herrefrisør; pigerne må slippe hele 26 kr. hver! Overraskede og smilende står de der og ligner et par milliontøser. Men udenfor venter vores ven regnen. Inden vi når at finde et sted, hvor vi kan få noget at drikke, hænger det fine hår vådt ned ad kinderne.

Følg med i 8. afsnit, hvor solen vender tilbage, vi tager på seljtur ned ad Li River til Yangshuo og cykler ud i de skønneste rismarker og bestiger Moon Hill.

Rismarker ved Yangshuo

Det uigenkaldelige farvel

Rejsen til Kina, 1. del

Der er helt stille på stuen, da lægen trækker klædet af den døde. Vi ved det allerede, alligevel kommer det som et chock, at den døde mand er min far. Han er let blå, stadig dækket af et utal af slanger og dingenoter. Man kan se tungen i munden. Skægget stritter, og det minder mig et kort øjeblik om Lenins skægstubbe på det balsamerede lig i Moskva. Brystet bevæger sig ikke, og selv om han ser så levende ud, er det tydeligt at han ikke trækker vejret. Stilheden er et kort øjeblik total. Lægen og sygeplejersken kigger diskret væk.

Det er kun 12 timer siden vi tilbragte lørdag aften sammen med ham for at sige farvel, inden vi alle tre søskende skulle på den store tur til Kina. Vi havde selvsagt ingen idé om at det skulle blive et uigenkaldeligt farvel. Her søndag formiddag ligger han død på en stue på Bispebjerg Hospital, efter en ambulance har hentet ham hjemme om natten.

Laila og Ditte bryder ud i gråd og yderligere identifikation er herefter unødvendig. Lægen noterer, at den døde er Carlo Jacob Larsen, Don Carlo – min far.

Døden er et vilkår for, at livet overhovedet giver mening, alligevel forekommer den altid meningsløs og uforståelig. Den er så definitiv – alt eller intet. “Man gør hvad man kan, og så dør man til sidst”, som Thomas Helmig synger.

Min far - Don Carlo

Bedemanden ligner kokken fra Basserne, og hans forretning på Glasvej i Københavns Nordvest-kvarter er en lille luset butik, der hverken har set maling eller rengøring siden 70′erne. Men det er min fars eget valg, han er billig og effektiv, havde damerne i kortklubben fortalt. Vi har ikke tid til at diskutere valget, vi har kun tre dage til at klare alt det praktiske. Den gamle får sin vilje. Forretningen klares uden unødige fraser og bedemandsstemning. I grunden er det helt befriende. 

Således tilbringer vi den næstsidste dag inden Kina-turen i Søndre Kapel på Bispebjerg Kirkegård. Der er ingen præst. Der er ingen i familien Larsen, der tror på noget der ikke kan ses, lugtes eller smages. Alligevel lykkes det os at få en god ceremoni ud af det, så vi kan være os selv bekendt.

Fredag formiddag, den 10. juli 2009, flyver vi fra Kastrup mod London. Rygsækkene er pakket på ½ dag. Vi tror vi har husket det hele. Møllen kører rundt i hovedet; en blanding af følelser, samvittigheden over hastværket, sorgen, tabet, tankerne om liv og død, Kina, har jeg husket tandstikker? Hvad med opladeren til kameraet?

Ti timers flyvning fra London til Beijing kan imidlertid dræbe alle tanker. Man beskæftiger sig med at finde sig til rette i det lille sæde, og udføre alle gøremål her: Sove, spise og vente. Hver gang tænker min utålmodige sjæl, at det aldrig får en ende. Og så er det jo i virkeligheden vild luksus. Sølle 10 timer, så er man 12.000 kilometer hjemmefra. Jeg takker Skaberen (naturen, forstås) for at leve i en tid, hvor man, for en månedsløn, kan komme hvorhen man vil på et døgn.

Næppe har den enorme Boing 747 sat landingshjulene på Kinesisk jord før kaptajnen meddeler, at alle bedes blive siddende, indtil flyet, af de kinesiske sunhedsmyndigheder, er blevet godkendt til ankomst. Da “fasten seat belt” skiltet slukker, er det meget svært at holde de utålmodige passagerere i sædet. Kabinepersonalet skruer bissen på, og selv de mest ulydige må blive siddende på deres plads i det varme fly.

Tina er den første der får øje på væsenet, der kommer ned ad gangen. Han er iført hvid kittel, enorme dykkerbriller og blå ansigtsmaske, af samme type som man ser til operationer. Han har det vildeste, kinesiske strithår, der overgår ethvert morgenhår jeg endnu har set. Han ligner noget fra en Star Trek film. I hånden har han en pistol-lignende genstand, som han skyder passagererne i panden med – én efter én. Scenen er urkomisk, og i vores flymatte tilstand går der nogle sekunder, før det går op for os hvad der sker. Vi bliver alle testet for, om vi har feber. Svineinfluenzaen hærger, og de kinesiske myndigheder vil ikke have folk med feber ind i landet.

Nu behøver man ikke være førsteårsstuderende på Medicin for at vide, at feber er symptom på ca. 3.211 sygdomme, ligesom man ikke behøver være statistikker for at vide, at der, i et fly med 350 passagerere, uvilkårlig må være nogen der har lidt feber. Selv klarer vi alle fire skuddet i panden (jeg anede i øvrig ikke man kan måle feber så hurtigt og effektivt?). I den modsatte gang af flyet, er to andre febermålere nu kommet til syne. De parlamenterer vildt over en let skræmt yngre kvinde, det tilsyneladende ikke har den tilladte temperatur.

Der bliver varmere og varmere i flyet, hvor der nu er slukket helt for airconditionen. Alle tre dykkerbriller er nu samlet ved den stakkel kvinde, der nærmest bliver behandlet som om hun har pest i sidste stadie. Måske har de kinesiske myndigheder en pointe i, at smitten må begrænses, men lige nu er der ikke ret mange i flyet, der ikke har lyst til at proppe dykkerbrillerne ned i halsen på vores venner fra Star Trek. Mig selv inklusive, naturligvis.

Et kort, ubetænksomt øjeblik overvejer jeg at tage et billede af den absurde situation. Men tanken om 12 år i et kinesisk fængsel, med daglige prygl, får mig til at træffe det fornuftige valg at holde kameraet i ro. Læseren må således bruge sin fantasi, omend jeg lover at den ikke slår til.

Det ender dog lykkeligt, og vores dame med lidt feber bliver efter yderligere undersøgelser endelig godkendt. Vi slipper alle ud af flyet, og bevæger os ind i Beijings lufthavns enorme ankomsthal. Vi er dog øjensynligt stadig under mistanke. Alt personale i lufthavnen bærer operationsmasker. Et øjeblik kommer jeg igen til at tænke på Bispebjerg Hospital, før vi bevæger os mod Beijing centrum..

Fortsættelse følger naturligvis, og der kommer også masser af billeder fra det smukke Kina.

Tina, Laila og René i gang med at bestige Den Kinesiske Mur