Vinter i BRIGHTon!

Netop hjemvendt fra solformørkelse i Sibirien er hovedet fuld af historier. Men jeg skylder jer jo lidt billeder fra årets sommerferie i Brighton, så vi må hellere gå kronologisk frem..

Vel forventer man ikke Thailandsk varme og nødvendigvis høj, skyfri himmel og tropiske drinks, når man vælger at tage til Sydengland. England er jo berømt for regn og ustadigt vejr. Men vi havde trods alt valgt juli måned, og Sydengland ligger på højde med det nordlige Frankrig. Så bare noget i retning af 20 grader skulle man da nok turde tro på.

Vi ankommer med toget fra London til Brighton Railway Station i regnvejr og overskyet. Stationen ligger ca. 500 meter fra kysten, og det går nedad hele vejen. Blæsten tager kraftigt til jo nærmere vi kommer havet. Det minder om det, de i mit barndoms vejrudsigter kaldte for: Stiv kuling. Det regner så kraftigt, at jeg drager alene langs kystvejen for at finde vores hotel. Da jeg går ud på havnepromenaden er jeg ved at blive blæst ad vejen, og regndråberne er nu så store at de ligner sne. Temperaturen viser 16 grader. Velkommen til badebyen Brighton.

Sommer i Brighton

I to døgn henligger Brighton i regn, regn og atter regn. Først den anden aften begynder en dramatisk opklaring.

Vrede skyer over Brighton

Opklaring over Brighton Strand

Strandpromenaden i Brighton rummer et mylder af liv, der vågner ved blot det mindste tegn på godt vejr: Caféer og restauranter, beach volley, drageflyvning, kite surfere, gynger og karuseller.

Kite surfere på Brighton Beach

I baggrunden ses den berømte Brighton Pier, som er en gigantisk “badebro” med flere spillehaller, et stort tivoli med forlystelser, restauranter og butikker.

Brighton Pier

Brightons anden pier, West Pier, ligger i ruiner. Som et kæmpe rustent skelet står de sørgelige rester og forfalder i vandet. West Pier har ikke været i aktiv brug siden 70′erne, og to store storme har gjort det af med alt andet end jernskelettet. West Pier var tidligere en stor variete, hvor store kunstnere som Chaplin og Gøg & Gokke har optrådt.

West Pier ligger i ruiner

Dramatiske skyer over Brighton og West Pier

Endelig skal ret være ret. De sidste dage så vi en del til solen i Brighton omend temperaturen ikke ville snige sig meget over de 18 grader. Endelig kunne jeg få et par billeder at de klassiske engelske badehuse og ikke mindst liggestolene, som altid står på stranden når vejret er til det.

En plads i solen

Eller endnu bedre - 4 pladser i solen

Klassiske engelske badehuse

Vores hotel ligger smukt når vejret tillader

Vi bor i den store hjørnebygning på billedet ovenover. Lidt komfortabelt skal det være efter London. Havudsigt? Ja, selvfølgelig!

Denne lille billedkavalkade slutter med lidt åkande-lignende vækster fra et gadekær i den nærliggende, lille by med det mærkværdige navn: Rottensdean.

Gadekæret i Rottensdean

Hvorfor kan man ikke se disse og andre billeder fra turen til London og Brighton på Pbase? Ja, først og fremmest har det været så som så med kreativiteten, og så mangler jeg også lidt tid i øjeblikket. Måske de pludselig dukker op?

Næste gang vi høres ved kommer der en længere beretning fra en bus med 32 danske turister, der drøner rundt på landevejen mellem Barnaul og Novosibisk i den sydlige Sibirien på jagt efter et skyfrit område. En total solformørkelse er i anmarch, og vejret er i dårligt humør..

Bundet til sengen!

Jeg må straks beklage overfor de forventningsfulde. Denne ærbare side om rejser og foto er ikke på vej med en erotisk historie. Men inden vi bevæger os til Brighton skal I lige have historien om vores ankomst til London.

Det tager 1 time og 35 minutter at flyve fra København til London. Det lyder jo nemt og hurtigt. Men som du sikkert ved, skal man nu om stunder møde mindst to timer før i lufthavnen. Og så skal man også derud. Så for vores vedkommende starter rejsen ca. tre timer før flyafgang. Endelig skal man fra lufthavnen og til sit hotel. Summasummarum er den samlede rejsetid fra Slotsherrens Vænge til Hotel Bower House i Pimlico, London ca. seks timer. Det skulle nu komme til at tage 10 timer, og man kan diskutere, om Bower House fortjener betegnelsen hotel…

Sterling Airways er forsinket ca. to timer meddeler de, da vi alle er kaldt til gate. Så står man dér, i den fjerneste ende af Kastrup, i et lille lukket rum, så tæt på flyveren, at man næsten har lyst til at løbe om bord i protest, og kan absolut ingen verdens ting – andet end at vente. Det er en disciplin der falder mig meget vanskelig.

Til held for os andre, men måske knap så heldigt for de pågældende, er der kendisser, der også skal med flyveren. Det er den kære Ghita Nørby og hendes mand Sven Skipper (jo, jeg læser da Se & Hør i ny og næ). Så kan vi alle sammen bruge tiden på at kigge på dem, og se hvordan de tackler forsinkelsen og heden i det nu lukkede venteværelse. Ghita er åbenbart vandt til at vente på instruktører eller det rigtige vejr til en optagelse - hvad ved jeg? - ihvertfald fortrækker hun ikke en mine. Men hun kvitterer dog for opmærksomheden ved at tage et par stjerneformede briller (lidt i Elton John stil) på.

Det må være mærkeligt at være kendt. Vi såkaldt almindelige (ukendte for den brede offentlighed) ser en kendt på gaden nu og da i 2 sekunder. Den stakkels kendte derimod er offer for opmærksomhed så snart vedkommende forlader sit hjem. I Netto, på gaden, i bussen.. alle vegne. Hele tiden kan de høre den sagte hvisken: “Er det ikke…?”. Det er stof til eftertanke for de mange, som har så travlt med at blive kendte.

Heldigvis bliver vi hurtigt lukket ud af det lille rum og tilbage i lufthavnen. Flyveren skal skiftes, og vi bliver yderligere en time forsinket.

Vi lander således fire timer senere end forventet i Gatwick, syd for London. Undervejs har Sterling udsat os for den fornærmelse at tage 30 kr. for en øl i et fly, der er så meget forsinket. Nå, man flyver jo billigt nu om stunder, og så kan man glæde sig over det.

I Gatwick mangler vi en kuffert! Det er ganske vist kun sidst på eftermiddagen, men det er ved at være otte timer siden vi startede hjemmefra, og trætheden og irritationen er ved at melde sig. Lad gå med tre mellemlandinger i Afrika, men hvordan kan en kuffert forsvinde fra København til London? Jo, de har jo tømt det fly vi skulle have været med, og flyttet bagagen over i det nye fly.

Så står vi i kø for at meddele forsvunden bagage. Da vi har forklaret døre op og stolper ned om kuffertens udseende og størrelse, kan vi endelig tage toget mod Victoria Station i London.

Bower House Hotel ligger i Pimlico, der er et kvarter i det sydvestlige London, beliggende tæt ved Victoria Station. Området består næsten udelukkende af små hoteller, der oprindeligt har været lejligheder. Hotellet i sig selv ser meget hyggeligt ud, men vi bliver dirigeret to gader væk i en lille bygning og op på første sal. Værelset, der er bestilt til 4 voksne, er ikke meget større end de to senge der jo skal være. Hvor gør man af tre (forhåbentligt snart fire) kufferter?

Endelig viser den ene dobbeltseng sig at være en opredt sovesofa. Den er maks. 120 centimeter bred. Da jeg jo for nyligt er ryg-opereret lægger jeg mig mageligt i den anden seng, der er større og af bedre kvalitet, og overlader det til de andre at skændes om, hvem der skal mases ned i den lille seng. Man er vel en gentleman!

Det viser sig at fjedrebunden, i den i forvejen umulige seng, åbenbart for længst er gået til de evige jagtmarker. Bunden er erstattet af et reb der ligger som et gigantisk snørebånd under den tynde madras. Samlet set minder det vel mest om en hængekøje med madras.

Bower House Hotel, dobbeltseng deluxe..

Trætte og sultne bevæger vi os mod London centrum, og falder i Londons største turistfælde hvad mad angår: Aberdeen Steak House, som ligger på ethvert gadehjørne i Picadilly området. Da vi forladet det noget triste og internationale måltid begynder Tina at klø sig over det hele. Læsere af denne blog, husker måske “Tommeltot i knibe 1. & 2. del” fra forrige sommer, der handler om kløende udslæt. Et tilbagevendende problem der synes at følge os som en trofast rejsekammerat..

Tilbage på hummeret af et værelse ligner Tina en, der er ved at transformerer sig til et monster i en Hollywood film. Knopper i massevis springer frem hurtigere end vi kan tælle dem. I receptionen i hovedbygningen er de ved at ringe efter en ambulance, da de ser hende. Vi venter dog belært af erfaringen til til næste morgen, hvor de er forsvundet. Der er ikke det mindste tegn tilbage.

Inden jeg lukker øjnene denne første aften, tænker jeg: Det kan da kun blive bedre i morgen! I hvert fald sover jeg godt i den gode seng. Tina klager lidt over at natten på rebsengen har været slem kombineret med de kløende knopper. Men det er der ikke tid til at bekymre sig om – forude venter Londons pubber med dejlig øl og kartoffelmos med pølser..

Det er da lige indtil vi forventningsfulde går ind på den første pub, og de straks kigger på Vicki og siger: “Sorry, her må ikke være børn under 18 år” Mit hjerte står helt stille. Det blev værre end i går..

London calling..

Themsen med parlamentet, Big Ben og London Eye

“Se til højre, se til venstre, inden du går over gaden!” lærte jeg altid i skolen.

I London skal man se til højre, til venstre, rundt om hjørnet, se baglæns, se forlæns, og så trække vejret dybt, inden man kigger en ekstra gang i alle retninger, før man går. Og så risikerer man alligevel livet hver gang man krydser selv den mindste gade. Britterne kører i venstre side, og vi diskurerer ivrigt om det nu er “den forkerte side” eller blot den anden side. Bibelen eller Det internationale Trafikråd (om et sådan måtte findes) siger vist ikke noget om, hvad der er rigtigt eller forkert på det punkt. 

Men forvirrende er det. Man kigger og konstaterer at banen er fri, og i næste sekund tordner en af de velkendte røde, dobbeltdækker busser rundt om hjørnet fra højre, med høj fart, og kun 10 centimeter fra kantstenen. Det er et under jeg er i live, og i stand til at skrive den lille beretning fra London.

En dobbeltdækker angriber fra "det forkerte hjørne". Foto: Julie

 

Når vi nu er ved trafikken i London, så er der andre besværligheder for fodgængeren. Der går cirka 3 minutter fra man starter med at vente for rødt, til det bliver grønt. Det er i øvrigt rødt i alle retninger for fodgængerne. Man er derudover heldig hvis man overhovedet kan se lyskurven, der gøres mest ud af at vise de kørende trafikanter hvad farve lyset har. Ventetiden bevirker, at der ikke er nogen af dem, der har deres daglige gang i byen, der gider vente. Ingen respekterer lysene, bortset fra de mange turister fra højre-kørende lande, der ikke tør gå over for rødt. Med flere minutters ventetid ved alle overgange kan det tage sin tid at komme rundt – til gengæld er der noget at se på mens man venter.

London bygger moderne arkitektur alle vegne, og det blander sig smukt med de mange ældre, klassiske bygninger. Jeg har tidligere på denne side skrevet at både New York, Paris og andre storbyer får København til at lige en landsby. London har den samme internationale puls, og mange kalder den også for Europas New York. Folk fra hele verden strømmer til London for at arbejde. Overalt møder man hotelpersonale, tjenere og ekspedienter, der taler lige så dårligt britisk som en selv. Der er indere i de indiske restauranter, italienere i de italienske osv..

Jo, London tør og gør. Debatten herhjemme om skyskrabere og andre grænseoverskridende byggerier i København, drukner altid i romantisk pladder om ikke “at ødelægge byen”, frem for at se på det enkelte projekt.

Londons nye rådhus i smuk kontrast til Tower Bridge

Det nye rådhus set fra Tower Bridge

Sir Norman Fosters smukke St. Marys Axe, eller agurken som den populært kaldes, i kontrast til 900 år gamle Tower of London.

Med den enorme "ballongynge" London Eye har London på få år skabt et varetegn af samme kalbier som Eiffeltårnet. London tør..

 

På nogle punkter holder London dog stædigt fast i de klassiske dyder. For eksempel de røde telefonbokse. I Danmark, og mange andre lande, findes der stort set ikke en telefonboks mere, efter mobiltelefonen er blevet hver mands eje. Men i London er de jo et varetegn, og de bliver også benyttet flittigt. Hvor længe de overlever skal jeg ikke spå om, men mon ikke mange af dem vil blive stående? Det er svært at forestille sig London uden.

Den klassiske røde telefonboks, her med Big Ben i baggrunden.

 

Fire telefonbokse på stribe, Pimlico, London. Og de bliver brugt!

  

Når man bliver træt af trafikken og larmen i London kan man tilbringe en dag i Hyde Park, der er enorm, og har masser at byde på. Kiosker, restauranter, vandcykler, robåde, ridning og afslapning på græsset, mens man kigger på de mange rulleskøjteløbere, det laver artistiske tricks i verdensklasse. 

Hyde Park ligger smukt midt i London.

Selvportræt på vandcykel i Hyde Park. Vicki og jeg, og Tina og Julie i baggrunden.

 

England og musik er uløseligt forbundet. Titlen på dette indlæg stammer, som nogen vil vide, fra The Clash legendariske 80′er album London Calling. Et andet udødeligt musikalsk mesterværk er Pink Floyds album Animals, tilbage fra 70′erne. Omslaget fra LP’en (det var dengang pladerne var så store, at omslaget betød meget for udgivelsen) forestiller kraftværket Battersea Park, med de fire hvide skorstene. På omslaget svæver der en gigantisk lyserød gris i luften over den ene skorsten.

Battersea Powerplant om natten - uden gris..

Bemærk togtunellen i bunden af billedet. På dette billede ligger Battersea på den anden side af Themsen, og her er det Victoria Stations mange tog, der kører under Themsen i forgrunden.

Denne beretning fortsætter fra Brighton i Sydengland, hvor vi mødte det britiske vejr fra den værste side: hård vind, slagregn (var det sne?) og temperaturer på 16 grader. Læs og se hvad vi fik ud af det. Kommer snart på denne kanal.