Magiske Moskva Metro

Dybt under den russiske hovedstad gemmer sig en behagelig og smuk overraskelse.

Magiske og skønne Moskva Metro

Ja, det er ikke nogen hemmelighed jeg taler om, set i lyset af at den dagligt benyttes at tusinder af moskovitter og turister.  Men en overraskelse er det i høj grad for den uvidende.  Blandt sidstnævnte flok befandt jeg mig indtil besøget i august.

Moskvas Metro står i skærende kontrast til de lidt triste, grå gader den ligger under. Metrostationerne i Moskva er et festfyrværkeri af skønhed, estetik, arkitektur, udsmykning og ikke mindst noget så sjældent for togstationer som tryghed, renlighed og orden.

Lysekroner og udsmykkede buer

Man tror det er løgn, men på Sokolnicheskaya Linien er den ene station smukkere end den anden. Det minder mest om Amalienborg Slot bragt under jorden. Masser af renæssancestil med klunker og gesvejsninger, lysekroner og mosaik.  

Uplight i bedste russiske stil..

Amalienborg? Nej - Et metroloft i Moskva

Det er værd at vente på toget..

Når man, som jeg, har sin daglige gang på Islev S-togsstation, der er overmalet med graffitti og tags, er fuld af smadrede ruder og gammelt skald samt ikke mindst tonsvis af gratisaviser, så virker det nærmest som et magisk eventyrland at træde ned i Moskvas undergrund. Vel går jeg ikke ind for politistat eller unødig brutalitet, men der er ingen tvivl om, at metrostationerne i Moskva ser ud som de gør, fordi man vel stadig – her 20 år efter murens fald – ryger 30 år til Sibirien i arbejdslejr for at lave hærværk. I Danmark ville de smukke lamper og lysekroner ikke være hele i 10  minutter. Måske vi kunne lære lidt her?

Metro toget drøner under lysekronen. Det er ikke billedsnyd!

Myldretid. Det ligner mest noget fra en Harry Potter film..

Myldretid i smukke omgivelser

Sokolnicheskaya er den første og smukkeste linie. Den blev grundlagt af Josef Stalin i 1935 og har 19 stationer. Stilen er socialistisk realisme, så min sammenligning med Amalienborg Slot, hvor jeg i øvrigt aldrig har været, skyldes alene at jeg ikke har forstand på arkitektur ældre end 1950. Men det ligner da lidt Amalienborg eller noget ved Ludvig den 14.s hof, selv om socialismen ikke var opfundet dengang.

For Stalin var Metroen et prestigeprojekt og et manifest på socialismens fortræffeligheder. Samtidigt ledede han som bekendt et af historiens værste rædselsregimer, der myrdede og terroriserede den prøvede russiske befolkning. Men det er en helt anden historie…

Hvor længe holdt disse skønne lamper mon i Danmark?

Selv kiosken er en oplevelse..

Stationerne rummer flere Lenin portrætter. Her i en smuk mosaik:

Smuk mosaik af Lenin

Man bliver helt ør i hovedet af at køre fra station til station og kigge op i loftet og nyde de mange smukke ornamenter og lysekroner. Tog suser larmende forbi. Til sidst sejler det helt for mig: Skønhed, Socialisme, Stalin, Stil, Sokolnicheskaya…

Jeg bliver så ør, at jeg bilder mig ind at selveste Lenins genfærd følger efter mig. Jeg har dog nærvær nok i min tiltagende rus til at fotografere min diffuse forfølger. Det bliver rystet, som alle andre billeder jeg har set af spøgelser. Du må selv vurdere?

Vladimir Lenins genfærd??

Er Den røde Plads grå?

“Tænk at ha’ en flimmer, uden fede farver på
Der er stadig nogen, der tror Den røde Plads er grå!
Men efter jeg har fået colour på tossen,
så er livet blevet smukt og stort
før var det hvidt, og så var det sort”

Der er gået 30 år siden Shu•bi•dua i 1978, med deres hyldest til farve-tv’et, kom med denne genialitet af et ordspil: “Der er stadig nogen, der tror Den røde Plads er grå”.. Jo, i 70′erne var der ingen over og ingen under det danske humør-band. Siden blev de ældre og mere besindige, og ikke nær så skarpe… (sådan går det for de fleste af os, suk!)

30 år og sikken en udvikling i verden: kold krig, russerne som skurke, A-våben, en verden opdelt i sort og hvidt, Øst og Vest, agenter og spioner alle vegne. Siden blev det til nedrustning, murens fald, Glasnost og Perestrojka, Gorbatjov med modermærket i panden, og ikke mindst husker jeg stadig Boris Jeltsin på kampvognen, og angrebet på “Det hvide Hus” i Moskva.

Den røde Plads med St. Basil's kathedralen i baggrunden

I august 2008 flyver solformørkelsesholdet og jeg ind i Moskva på historiens vingesus, samtidigt med at russerne rykker ind i Georgien. Jeg gør mig ingen forhåbninger om at forstå blot 10 procent af den konflikt, men koncentrerer mig om det jeg ser og hører, og den enkelte russer. Det er demokratiets bagside, at vi har det med at sætte lighedstegn mellem et lands styre og hele dets befolkning. Som bekendt er der mange amerikanere, sådan ca. 150 millioner, der ikke er særlig stolte af deres præsident (for tiden er det vel nærmest 300 mio.?), ligesom vi er mange, der er meget lidt stolte over den position Danske Folkeparti har fået i det danske samfund. Men vi må alle acceptere vælgernes dom, det modsatte er ikke rart at tænke på.

Det er umuligt ikke at tænke på politik, når man er i Moskva. Jeg kan se Samuel Rachlin og Leif Davidsen for mig på hvert eneste gadehjørne med mikrofonen i hånden, og en stor russerhue på. Jeg tænker på Matthias Rust, der satte sin lille en-motors flyver ned på Den røde Plads, ene mand i aktion mod den kolde krig (han landede faktisk bag Den røde Plads, og var vist ikke koldkriger, men skidt – det er ikke det vi husker). Byen oser af historie, der bliver ved med at komme ind på nethinden.

Vores første møde med Den Røde Plads bliver en kø tidligt om morgenen. Og nej, selv om der altid er meget befærdet på pladsen (det var også derfor Rust ikke kunne lande) så står man trods alt ikke i kø for at komme ind. Men køen til Lenins mausoleum, der ligger midt på pladsen, starter i udkanten af Den røde Plads.

Lenin mausolæet er godt bevogtet

Der er en vis russisk grundighed forbundet med besøget i mausolæet, hvor Lenin ligger lit-de-parade. Vi må aflevere alle ejendele og gennem security-tjek, men det er ulejligheden og ventetiden værd. Man går fuldstændig tavs gennem det lille lokale og rundt om Lenin, der ligger dér så livagtigt og stirrer på en. Der er en vagt for hver anden meter, der sikrer at man opfører sig ordentligt. Man må ikke have hænderne i lommen, man må ikke smile og ikke stoppe op blot et split-sekund. Alle overholder reglerne, vores historieundervisning i skolen har fortalt rigeligt om russiske arbejdeslejre til, at nogen skal have noget klinket. Tavsheden og disciplinen gør kun oplevelsen større. Vi er stadig tavse da vi går ud, og føler vi lige har mødt en af historiens helt store personer nærmest i levende live.

Om det er Lenin, en voksdukke, eller en kombination, der ligger i mausolæet kan man diskutere fra nu af og til juleaften (år 2043), det er en del af mystikken.

Tilbage på pladsen, der er kæmpe stor, men dog ikke så enorm som jeg synes den virker på TV, er vores russiske guide i et, selv for ham, overvældende anfald af fortælleglæde, gået i gang med en tilsyneladende uendelig historie om hver eneste bygning på pladsen. Deres udsendte sniger sig uset væk og går ud i livet på pladsen, som vanligt bevæbnet med kamera. Der hænger desværre en ikke særlig foto-venlig blygrå himmel over pladsen. Det er her jeg kommer til at tænke på den gamle Shu•bi•dua sang.

St. Basil's kathedralen - Moskvas varetegn

Løgkuplerne på St. Basils Cathedral

Larsen og Larsen på Den Røde Plads. Selvportræt

Demonstranter ønsker kommunismen tilbage..

Vi møder et hold demonstranter, der, efter sigende, demonstrerer hver eneste dag for at få kommunismen tilbage. Det kan man ikke nødvendigvis fortænke dem i. Under kommunismen vidste alle hvad de havde, selv om tilværelsen for mange var kummerlig. Nu må man kæmpe for alt i et samfund, hvor alle forsøger at overleve for sig selv. Politiet er korrupt, og ingen kan vide sig sikre på, ikke at få en urimelig trafikbøde af astronomiske dimensioner. 

Flere gange vender jeg og andre dessatører tilbage til gruppen midt på pladsen, men vores talende guide synes ikke at være kommet meget længere i beretningen. Vi sniger os bort igen, og igen..

Dette lille indlæg er derfor ikke i stand til at gengive fakta om hver eneste historiske bygning i, og omkring Den røde Plads. Læseren må som jeg nøjes med kigget, her til sidst bag Kremls mure:

Assumption Cathedral, Kreml

Kuplerne på Assumption Cathedral

Patriarchs Palace, Kreml

Du kan se mange flere billeder fra Moskva her

Barnaul, Sibirien

Som om en solformørkelse ikke er nok i sig selv, ja, så er der også den dejlige tillægsgevinst, at man kommer steder hen på Jorden, hvor man (sandsynligvis) ellers aldrig ville have sat sine fødder. Tag nu byen Barnaul i Sibirien for eksempel. Den kommer vist aldrig i Startour kataloget.

Sibirien? Jeg havde forestillet mig nogle træskure, masser af sne, foroverbøjede, hærdede mennesker, med store russerhuer på, der beskyttede sig mod den hylende vind. Jeg vidste selvfølgelig godt det var sommer, og at Barnaul ligger sydligt i Sibirien - men alligevel. Jeg forudså stor fattigdom, sammenkogte gryderetter, serveret af gamle jernpotter med en stor træslev. Klask, op på tallerkenen. Jo, mit manglende forhåndskendskab til Barnaul, og i særdeleshed Sibirien, var udtalt.

Men Barnaul viste sig som en storby med 600.000 indbyggere, brede boulevarder, betonhuse, smukke træhuse og et helt almindeligt byliv. Og så lige 30 grader (plus) i skyggen. Unge piger, hvis lette påklædning var en hyldest til den korte, varme sommer, biler, busser og sporvogne. Pæn og ren. Ikke verdens mest spændende by måske, men det er heller ikke hver dag der kommer et hold udenlandske turister.

Barnaul, en by i Sibirien, Rusland

Barnaul, klassiske træhuse og beton

Sporvogn i Barnaul

Skulle der være noget, der levede op til forventningerne var det de skulende og afvisende russiske mænd, hvis påklædning stod i skærende kontrast til pigernes. Russiske mænd ser generelt ikke særligt venlige ud, og er det efter sigende heller ikke. Om der her er en parallel til de danske ditto, skal jeg ikke turde bedømme?

Alle russiske byer har tilsyneladende en Lenin plads, hvor en statue af landsfaderen skuer ud over byen. Vi bor centralt lige ved pladsen, på et hotel, hvor der ellers kun bor russiske forretningsfolk og politikere. Telefonerne på værelserne kimer hele tiden med tilbud på russisk. Når man siger “What?” svarer stemmen: “Sex?”. Fristende, når vi nu er på herretur, men alderen er begyndt at trykke mig, og fornuften råder alt for tit efterhånden.

De lokale guider fra Barnaul har forberedt, at vi skal se hele byen og dens “seværdigheder”. Det vil de der kender mig vide, at jeg ikke har det så godt med. Jeg gider ikke sidde i en bus og køre fra sted til sted, mens livet udenfor passerer forbi, og en guide ævler årstal og data af sig. Jeg kan ikke huske det alligevel bagefter, og jeg foretrækker så afgjort at vandre gennem byen i gå-tempo, med kameraet om halsen, og følge dagligdagen. Det er derfor jeg om muligt altid rejser på egen hånd. Jeg kan huske alle gader i hele verden, hvor jeg har været, og jeg kan finde rundt 10 år efter. De gange jeg har været på pakkerejser, kan jeg ikke finde op og ned på byerne, for jeg er bare blevet transporteret rundt.

Men skik følge. Dette er en pakkerejse, og – indrømmet – vi får set lidt af hvert. Tag nu højdepunktet, hvor vi bliver sat af ved det lokalhistoriske museum. De har en del musikinstrumenter og en imponerende samling af orgler/klaverer/pianoer (hvad ved jeg). Og ikke mindst en ældre herre der kan spille på dem allesammen, og som tager os på en musikhistorisk rejse via tolk. Han starter med at slå to sten mod hinanden, for at illustrere de første lyde, så ved vi godt hvad klokken er slået, og hvor lang tid det tager at nå frem til nutiden. Han smager på hvert eneste ord, og nyder næsten sadistisk, at der er 32 sagesløse turister fanget på museet. Tolken afkorter dog de lange indlæg mere og mere som sceancen skrider frem. Der soves her og der på tilskuerpladserne.

Vores musik-ven i storform. Selv tolken ser træt ud.

Da han endelig er færdig skifter menuen til russisk folkedans gennem tiderne. Ind kommer en hel dansetrup af lokale, unge dansende. Jo, der er i sandhed gjort noget ud af vores besøg. De generte danskere vågner, bliver budt op til dans, og inden længe danser jeg selv lystigt over gulvet. Sikken kontrast..

Lokale dansere byder op...

Det bliver også til en seljtur på Ob floden, der er grå og trist. Men maden ombord er i særklasse russisk, og der serveres fadøl fra store plasticflasker i stride strømme. Hele tiden bliver der fyldt op i glasset, og klokken er kun ti om formiddagen. Jovist, man kan da sige nej, men min høflighed forbyder mig at skuffe vores værter.

Russiske specialiteter på Ob floden

I de tre døgn vi er i Barnaul, spiser vi på tre forskellige restauranter, og maden og gæstfriheden fejler absolut ingenting. Den første aften får vi også selskab af en sangfugl, og musikken er så høj at vi må råbe til hinanden. Vi har slet ikke pungen oppe af lommen, alt er arrangeret og inklusiv. Imponerende, men de daglige ture i det lokale supermarked viser også, at prisnivauet er meget lavt.

Middag med sangfugl i baggrunden

Aftenstemning i Barnaul. De unge er ude..

Der er ikke mange steder at gå ud i Barnaul, så om aftenen mødes en del af danskergruppen på torvet ved byens udtørrede springvand og hygger sig, og drikker dagens høst fra supermarkedet. Det er smukke, lune aftener, og der er absolut ingen grund til at opsøge sit hotelværelse tidligere end højest nødvendigt.

Jeg må jo ikke engang tage telefonen..

Næste gang vi høres ved skal vi besøge russernes hovedstad og Den Røde Plads..