Katastrofen i Shanghai

Rejsen til Kina, 6. del

Dagen før solformørkelsen, tirsdag den 21. juli 2009, er det varmt i Shanghai. Ildevarslende varmt. Termometeret på vores yndlingscafé på Nanjing Road viser 41 grader. Dagen byder også på noget så sjældent som en relativt blå himmel. Luftfugtigheden er kvælende. Man er gennemblødt af sved fra morgenstunden. Ikke den lugtende slags heldigvis, der er tale om ren og skær dehydrering. Kroppen skiller sig af med væske. Derfor skal vi huske at drikke rigeligt med vand hele tiden. Jeg kan nu ikke udstå det sprøjt. Flaskevand hænger fast i halsen på mig, og jeg synes det er det kedeligste man kan indtage. Der er intet valg i Kina, men jeg lærer aldrig at forstå, at mange i Danmark betaler 14 kr. i en DSB kiosk for helt almindeligt vand?

Jeg opfinder selv en drink, der er en kombination af Soda Water (dansk vand) og Fanta. Den er dejlig perlende, læskende og indeholder også sukker. Ja (suk!) selv jeg må erkende, at en så ekstrem kombination af luftfugtighed og varme ikke egner sig til øl. Nå ja, ikke for mange i-hvert-fald.

Humøret er lavt, som det måske kan høres. Alle vejrudsigter siger, at et gevaldigt uvejr nærmer sig vestfra. Man kan også næsten fornemme det. Kun et mirakel kan redde solformørkelsen i morgen. Det er min 8. af slagsen, og indtil videre har vejret været med mig. Jeg føler mig derfor næsten usårlig. Jeg beroliger de andre med, at vejrmanden på CNN jo ikke kan vide at Gert Larsen er i Shanghai. Men jeg kan godt høre, at jeg ikke engang selv tror på det.

Vi tilbringer eftermiddagen med en sejltur på Hangpu River. Luften næsten smager af tordenvejr. Jeg håber i mit stille sind, at tordenbygen kommer allerede i nat, og morgendagen vil være frisk og klar.

Hangpu River, det er kvælende varmt.

Vi har rejst tværs over kloden for at være på det rigtigt sted, på det rigtige tidspunkt. Vi mangler nu kun de sidste 60 kilometer. Formørkelsen er total i selve Shanghai (hele 5 minutter faktisk), men 60 kilometer syd for byen får man yderligere 40 sekunder, og ikke mindst kommer man til havet og fri af Shanghais bygninger og grumsede luft.

Receptionisten på Astor House Hotel har hjulpet mig med at finde en privat chauffør, der kan køre os den sidste bid. Det har ikke været nemt, for alt hvad der findes af busser og minivans i byen er booket for længst. Alle skal ud af Shanghai tidligt næste morgen. Vi aftaler de skal hente os kl. 05.00. Vi skal ikke risikere at hænge fast i trafikken.

Om aftenen ringer telefonen på vores værelse. Det er den flinke recpetionist, der vil fortælle mig, at det er ok, hvis vi afbestiller bilen. Det bliver alligevel regnvejr i morgen, meddeler han. Jeg trækker vejret dybt, og svarer høfligt, at vi skam ikke har tænkt os at give op. Vi kører, om så en tyfon raser. Manden er helt uforstående, ikke mindst da jeg fortæller ham, at vi er kommet til Shanghai for solformørkelsens skyld. Det ender dog med han accepterer min beslutning, men han må desværre meddele, at vi kommer til at betale bilen, regnvejr eller ej! Flinke mennesker, kineserne. Jeg vil både kysse og betale chaufføren- for crying out loud!

Vi står klar kl. 5 næste morgen, som forventningsfulde skoleelever der skal på lejrskole for første gang. Der kommer hele to personbiler, to chauffører og en pige der kan tale engelsk. Hvilken luksus, jeg må have gjort stort indtryk i telefonen. Det regner ikke, men morgenhimlen er blygrå som en novemberdag i Østberlin før Murens fald. Vores mål er byen Jinshanwei, der ved naturens tilfældighed befinder sig lige dér, hvor kysten krydser solformørkelsens centerlinie. Trafikken flyder, og vi er fremme to timer før formørkelsen begynder. Alt er timet og tilrettelagt, som Egon Olsen ville have sagt.

Så står vi der, Jinshanwei, onsdag den 22. juli 2009. Det er snart 18 måneder siden jeg første gang fandt byen på et kort. Drøm møder virkelighed. Og vi er ikke alene! Cirka 100.000 andre har valgt at tilbringe onsdagen i byen. Vi står på en kæmpe parkeringsplads fyldt med busser. Pladsen ligger direkte til vandet, og der er ingen grund til at flytte sig yderligere. Stedet er perfekt.

Himlen er dog stadig ikke det mindste gavmild. Det er som om, den vil vise os alt hvad den kan, når det kommer til øvelsen gråt-i-gråt. Det værste vejr til solformørkelse. For at det ikke skal være løgn, er vi også omgivet af betonhuse. Gråt, i gråt, i gråt, i..

Jinshanwei, 22. juli 2009. Gråt, i gråt, i gråt...

Masser af busser på parkeringspladsen.

Folk er rastløse og urolige. Alle drysser lidt rundt, stiller alligevel udstyr op, og gør klar. Over os er solformørkelsen så småt i gang, og solen er dækket et par procent, men vi kan intet se. Der er ikke nogen der råber: “Første kontakt”, sådan som det er tradtion. Jeg stiller det lille kamera på stativet, for at fange mørket på video når formørkelsen bliver total. Skyfrit eller ej, mørket kommer uanset hvad.

Alle stiller udstyr op. Skyfrit eller ej..

Tålmodig - men forgæves - venten. Bemærk vores fine trøjer.

En halv time før totalitet får vi et par glimt af den halvt formørkede sol. Vi er blevet taknemmelige, og folk råber og skriger, som var det er kort glimt af en rockstjerne før en stor koncert. Pulsen kører på højtryk, og jeg håber en sidste gang på miraklet. Nærmest som skal vi hånes helt, brænder solen igennem to minutter før den er total. Vi ser et glimt af det smalle, smalle segl af solen, der nu er tilbage på himlen. Men så lukker skydækket helt til, og giver os ikke så meget som ti sekunders glimt af den smukke, formørkede sol.

Tina får et enkelt glimt af solen..

Men mørket bliver vores ven og redder dagen. Når det er skyfrit (som det skal være) til en solformørkelse er himlen stadig lys under totaliteten, nærmest som en klar sommeraften i Danmark. Men når det er massivt overskyet, så bliver det mørkt. Rigtig mørkt!  Det er som når en lysdæmper skruet ned for lyset. Det tager kun nogle sekunder, så er det sort som graven. Vi bliver helt tavse i vores blandede følelse mellem fascination og skuffelse.

done

 

I baggrunden hujes, råbes og klappes der i mørket. Blitzlys fra adskillige kameraer er det eneste, der lyser op i mørket. De næsten seks minutter føles lange. Vi opdager en stor stime af fisk, der springer forvirrede rundt i havoverfladen. Lyset vender tilbage lige så hurtigt som det forsvandt. Det er helt utroligt. Vi står ved siden af nogle kinesere, der ser fænomenet for første gang. De ved heldigvis ikke, hvad de er gået glip af, så de er bestemt ikke skuffede. Det varmer lidt.

done

 

Et minut efter lyset er vendt tilbage gør vejret ydmygelsen total. Regnen vælter ned. Den fejer hen over parkeringspladsen, og vi flygter alle i læ med stativer og kameraer under armen. Der er ingen Kære Mor i dag. Vi når imidlertid knap i læ, før vores to biler kommer drønende ind på pladsen med åbne døre. Hvilken service. Således når vi dårligt at sluge oplevelsen, mørket og dagen, før vi igen kører på motorvejen med kurs tilbage mod Shanghai.

Om aftenen sidder vi apatiske og kigger på Shanghais skyline. Det dårlige vejr tillader heldigvis at Fanta-blandingen er erstattet med øl. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at katastrofen er til at overse. Vi var der, vi så mørket, vi har stadig 12 spændende dage foran os,  jeg er i live, planeten drejer rundt.. Ligemeget hjælper det. Skuffelsen skal synkes, og synkes langsomt.

Næste morgen bliver der gnedet yderligere salt i såret! Jeg skal åbenbart helt ned i sølet. På trappen til hotellets pompøse indgang sidder en mand i solformørkelses t-shirt. Laila og han snakker engelsk. Da jeg snakker dansk til Laila, siger han på klingende dansk, at vi da lige så godt kan tale dansk. ”Nå”, siger han henkastet, “jeg vidste egentlig ikke der var solformørkelse. Og den var vist ikke så god her i byen, så godt vi var 200 kilometer vestpå i går. Det var rigtig flot!”

Jeg må sætte mig ned på trappen. Røvtur! Røvtur i Shanghai! Hverken mere eller mindre, tænker jeg og begraver ansigtet i hænderne..

Læs med i 7. del, hvor vil flyver langt sydpå i det mægtige kinesiske rige. Der er dømt rismarker, tai-chi, cykeltur og den smukkeste natur.

Det uigenkaldelige farvel

Rejsen til Kina, 1. del

Der er helt stille på stuen, da lægen trækker klædet af den døde. Vi ved det allerede, alligevel kommer det som et chock, at den døde mand er min far. Han er let blå, stadig dækket af et utal af slanger og dingenoter. Man kan se tungen i munden. Skægget stritter, og det minder mig et kort øjeblik om Lenins skægstubbe på det balsamerede lig i Moskva. Brystet bevæger sig ikke, og selv om han ser så levende ud, er det tydeligt at han ikke trækker vejret. Stilheden er et kort øjeblik total. Lægen og sygeplejersken kigger diskret væk.

Det er kun 12 timer siden vi tilbragte lørdag aften sammen med ham for at sige farvel, inden vi alle tre søskende skulle på den store tur til Kina. Vi havde selvsagt ingen idé om at det skulle blive et uigenkaldeligt farvel. Her søndag formiddag ligger han død på en stue på Bispebjerg Hospital, efter en ambulance har hentet ham hjemme om natten.

Laila og Ditte bryder ud i gråd og yderligere identifikation er herefter unødvendig. Lægen noterer, at den døde er Carlo Jacob Larsen, Don Carlo – min far.

Døden er et vilkår for, at livet overhovedet giver mening, alligevel forekommer den altid meningsløs og uforståelig. Den er så definitiv – alt eller intet. “Man gør hvad man kan, og så dør man til sidst”, som Thomas Helmig synger.

Min far - Don Carlo

Bedemanden ligner kokken fra Basserne, og hans forretning på Glasvej i Københavns Nordvest-kvarter er en lille luset butik, der hverken har set maling eller rengøring siden 70′erne. Men det er min fars eget valg, han er billig og effektiv, havde damerne i kortklubben fortalt. Vi har ikke tid til at diskutere valget, vi har kun tre dage til at klare alt det praktiske. Den gamle får sin vilje. Forretningen klares uden unødige fraser og bedemandsstemning. I grunden er det helt befriende. 

Således tilbringer vi den næstsidste dag inden Kina-turen i Søndre Kapel på Bispebjerg Kirkegård. Der er ingen præst. Der er ingen i familien Larsen, der tror på noget der ikke kan ses, lugtes eller smages. Alligevel lykkes det os at få en god ceremoni ud af det, så vi kan være os selv bekendt.

Fredag formiddag, den 10. juli 2009, flyver vi fra Kastrup mod London. Rygsækkene er pakket på ½ dag. Vi tror vi har husket det hele. Møllen kører rundt i hovedet; en blanding af følelser, samvittigheden over hastværket, sorgen, tabet, tankerne om liv og død, Kina, har jeg husket tandstikker? Hvad med opladeren til kameraet?

Ti timers flyvning fra London til Beijing kan imidlertid dræbe alle tanker. Man beskæftiger sig med at finde sig til rette i det lille sæde, og udføre alle gøremål her: Sove, spise og vente. Hver gang tænker min utålmodige sjæl, at det aldrig får en ende. Og så er det jo i virkeligheden vild luksus. Sølle 10 timer, så er man 12.000 kilometer hjemmefra. Jeg takker Skaberen (naturen, forstås) for at leve i en tid, hvor man, for en månedsløn, kan komme hvorhen man vil på et døgn.

Næppe har den enorme Boing 747 sat landingshjulene på Kinesisk jord før kaptajnen meddeler, at alle bedes blive siddende, indtil flyet, af de kinesiske sunhedsmyndigheder, er blevet godkendt til ankomst. Da “fasten seat belt” skiltet slukker, er det meget svært at holde de utålmodige passagerere i sædet. Kabinepersonalet skruer bissen på, og selv de mest ulydige må blive siddende på deres plads i det varme fly.

Tina er den første der får øje på væsenet, der kommer ned ad gangen. Han er iført hvid kittel, enorme dykkerbriller og blå ansigtsmaske, af samme type som man ser til operationer. Han har det vildeste, kinesiske strithår, der overgår ethvert morgenhår jeg endnu har set. Han ligner noget fra en Star Trek film. I hånden har han en pistol-lignende genstand, som han skyder passagererne i panden med – én efter én. Scenen er urkomisk, og i vores flymatte tilstand går der nogle sekunder, før det går op for os hvad der sker. Vi bliver alle testet for, om vi har feber. Svineinfluenzaen hærger, og de kinesiske myndigheder vil ikke have folk med feber ind i landet.

Nu behøver man ikke være førsteårsstuderende på Medicin for at vide, at feber er symptom på ca. 3.211 sygdomme, ligesom man ikke behøver være statistikker for at vide, at der, i et fly med 350 passagerere, uvilkårlig må være nogen der har lidt feber. Selv klarer vi alle fire skuddet i panden (jeg anede i øvrig ikke man kan måle feber så hurtigt og effektivt?). I den modsatte gang af flyet, er to andre febermålere nu kommet til syne. De parlamenterer vildt over en let skræmt yngre kvinde, det tilsyneladende ikke har den tilladte temperatur.

Der bliver varmere og varmere i flyet, hvor der nu er slukket helt for airconditionen. Alle tre dykkerbriller er nu samlet ved den stakkel kvinde, der nærmest bliver behandlet som om hun har pest i sidste stadie. Måske har de kinesiske myndigheder en pointe i, at smitten må begrænses, men lige nu er der ikke ret mange i flyet, der ikke har lyst til at proppe dykkerbrillerne ned i halsen på vores venner fra Star Trek. Mig selv inklusive, naturligvis.

Et kort, ubetænksomt øjeblik overvejer jeg at tage et billede af den absurde situation. Men tanken om 12 år i et kinesisk fængsel, med daglige prygl, får mig til at træffe det fornuftige valg at holde kameraet i ro. Læseren må således bruge sin fantasi, omend jeg lover at den ikke slår til.

Det ender dog lykkeligt, og vores dame med lidt feber bliver efter yderligere undersøgelser endelig godkendt. Vi slipper alle ud af flyet, og bevæger os ind i Beijings lufthavns enorme ankomsthal. Vi er dog øjensynligt stadig under mistanke. Alt personale i lufthavnen bærer operationsmasker. Et øjeblik kommer jeg igen til at tænke på Bispebjerg Hospital, før vi bevæger os mod Beijing centrum..

Fortsættelse følger naturligvis, og der kommer også masser af billeder fra det smukke Kina.

Tina, Laila og René i gang med at bestige Den Kinesiske Mur

Solens Korsfarere

Der findes en hemmelig hær, som er gravet ned i hver en by, i hvert et land, og på hvert et kontinent over hele kloden. Fra New Zealand i syd til Finland i nord. Fra Japan i øst til Hawaii i vest. En hær med en indkodet, en forberedt og en så hemmelig mission, at selv ikke Dan Brown har afsløret den endnu.

Der er i tusindvis af dem. De er spredt i alle folkeslag og har som udgangspunkt intet til fælles, der afslører dem. Nogle er buschauffører, nogle er atomfysikere, og andre sidder dagligt på kontoret fra ni til fem. Nogle er gift, nogle er single, nogle er stadig børn, og endnu andre tygger med kunstige tænder. Men de kender deres mission, og véd den bringer dem sammen. Pludselig og uden forvarsel begynder de alle at pakke. Som programmerede zombier forbereder de sig alle samtidigt, og alle med samme mål for øje. I Sidney, i Calcutta, i Kansas City og i Århus vågner de op, og begynder med minutiøs præcision deres forberedelser. Alle sidder de med det samme kort. Kortet har en smal, sort linje over landjorden…

Deres guru, mentor og sektleder, amerikaneren Dr. Fred Espenak har tegnet kortet flere år før. Hans tro væbner Dr. Jay Anderson har kigget i krystalkuglen og vurderet vejret. Dér på landkortet, hvor det gode vejr skærer den sorte linie, har de sat et kryds. Ingen af den hemmelige hærs disciple stiller spørgsmålstegn ved beslutningen. De aflæser krydsene, og ikke mindst den dato, der knytter sig til krydsene. De kender deres mission. På den dag, på et givent tidspunkt skal de møde op, lige dér hvor krydset er sat på kortet. De spekulerer ikke på hvor langt der er, hvor besværligt, eller dyrt, det er at kommer dertil. De kommer uden diskussion, som kaldet.

Roligt pakker de. Til lands, til vands og via luften når de frem. De ofrer gladeligt alle deres sparepenge på guruens befaling. Strækker sparegrisen ikke, må bankrådgiveren træde til. Det er ikke en mulighed at udeblive. Espenaks befaling er ikke en, man sidder overhørigt!

Til gengæld er den store leder barmhjertig, taknemlig og gavmild. Alle hans undersåtter møder op. På den rette tid, på det rette sted. Alle retter de ansigtet mod solen, nærmest i trance, nærmest i bøn til naturen. I nogle få minutter mødes de af et syn så skønt, at de ved hvorfor de er der, hvorfor de ikke sidder lederens befaling overhørigt.

De er Solens korsfarere - Crusaders of The Sun – og belønningen er som opium for deres hungrende trang. De klapper, de skråler, de bliver tavse, de græder. Lederens opium er ren og god. Den snehvide corona fra Solen lyser på deres blege kroppe.

Da den korte audiens med Solen er forbi, drikker de et enkelt glas champagne og skåler med hinanden.

Derefter skilles de. Ganske som du kom. Fra alle vinde og til alle vinde. Tilbage til hverdagen. Tilbage til bussen og til skrivebordene.

Men alle venter de kun. Venter på det næste kort fra guruen. Lige så snart det ankommer, vil de som sommerfugle svæve ud af deres kokoner, som havskildpadder, der klækkes på en strand, vandre over sandet. For igen at mødes og udføre den store lederes befaling. For igen at få et fix af evigheden.

Nu, hvor jeg har været så letsindig at afsløre sekten og navnene på lederne, er der efter al sandsynlighed en høj pris på mit hoved.  Jeg må derfor stikke af. Jeg drager mod Kina og Shanghai for at forsvinde i menneskemyldret. God tur til alle i Corona Adventure, Victors Farmor, Albatros og ikke mindst Københavns Astronomiske Forening. Clear skies to all of you!! May Espenak be with you!