Gert Larsen – Foto & rejser

Entries categorized as ‘Uncategorized’

Nye billeder

juli 18, 2007 · 1 Kommentar

Kefron pyramiden, GizaSå er der nye fotos på Pbase/Gert Larsen. Det skrider stille og roligt fremad. Der ligger stadig mange og venter, men hav tålmodighed så dukker de op. I næste uge skulle der gerne begynde at komme aktuelle billeder og tekst fra New York, hvis ellers jeg kan finde ud teknikken på internet cafe’erne derovre. Husk at teksterne bliver uden æ, ø og å. 

Kategorier: Uncategorized

Bliver verden mindre?

juli 16, 2007 · Skriv en kommentar

Så har jeg været ny på nettet i snart 10 dage. Formålet er at vise billeder og lave rejsebeskrivelser. Jeg har hurtigt opdaget, at det er en mærkelig proces. Hvad var det egentlig jeg ville? Det er underligt at fortælle om sig selv og vise (hvad der i realiteten er private) feriebilleder for hele verden. Skal det kun være gode, neutrale billeder, eller er der mon nogen der vil se min alt for store mave i et par badebukser? Næppe! Så indtil videre er stilen holdt ren.

Verden er blevet mindre med globalisering og internettet, siger man. Jeg synes det er noget vrøvl. Lad os lige kigge videnskabeligt på det først. Hvis der med “Verden” menes Jorden, så har Jorden den størrelse den altid har haft. Når vi bygger broer og internet, flytter vi bare rundt på atomerne. Vi omrokerer og organiserer atomer. Verden har den samme størrelse.

Men det er naturligvis i overført betydning det menes. Man kan maile og chatte med en i Australien, og se billeder der er 20 sekunder gamle fra Maldiverne. Alle ved alting, næsten før det er sket.

Men det er noget sludder, det med den bliver mindre. Verden er blevet større og bliver det hele tiden. Internettet er en ny ting. Globaliseringen er en ny ting. Der er tale om udvidelser. Vi bliver bombarderet med millioner af hjemmesider, gratisaviser og informationer. Verden vokser og vokser. Valgmulighederne bliver stadig større.

Da jeg var dreng bestod Verden af Nansensgade og den baggård, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom. Gik det vildt for sig, var vi to uger i sommerhus i Rørvig om sommeren. Dengang var verden lille. I dag kan alle, hvis de ellers prioriterer det, tage en tur til Australien for en månedsløn. Verden er i sandhed blevet stor. Og lad så være med at sige, at verden er mindre netop fordi man kan komme til Australien. Du kan alligevel ikke nå at se det hele i et liv. Det siges det vil tage 80 år at besøge alle gader i København og omegn i hver 5 minutter. Australien er bare en udvidelse af mulighederne.

Kategorier: Uncategorized

Velkommen!

juli 10, 2007 · 4 Kommentarer

Du kigger på det første, spæde spadestik til min blog og hjemmeside, der har det primære formål at fortælle historier fra mine rejser og vise de fotos jeg går og tager. Jeg er teknisk analfabet, og hjemmeside snedkeri er absolut ikke min stærke side – eller livret for den sags skyld. Men jeg elsker at skrive rejsebreve, og tage en masse fotos. Du kan linke til mine fotos under ”mine billeder” i højre side. Rejsebrevene? Ja, de dukker op for første gang om et par uger, hvor jeg drager til de store byer på den amerikanske østkyst: New York, Washington DC og Miami.

I skrivende stund er “mine billeder” en tynd kop the. Men du kan se lidt fra Danmark og lidt fra min seneste rejse til Grønland i april 2007. Efterhånden som jeg tager mig sammen – og ikke mindst får styr på opsætning og al den fucking teknik i cyberspace – vil de mange billeder fra hele verden, som jeg har liggende på lager, dukke op. Tålmodighed, please..

Det har taget lang tid og overvindelse for mig at nå så langt. “Hvad er der nu galt med de gamle fotoalbums og en sludder over billederne”? “Og så ligger der jo også 10 millioner billeder på nettet i forvejen”, og andre dårlige undskyldninger. Well, formålet er da også blot at familie og venner kan komme nemt til billederne. Skulle du ad nettets vandveje, ved en tilfældighed, havne på denne side er du velkommen til at kigge med. Enjoy!  

  

Kategorier: Uncategorized