Rejsen til Kina, 10. del

Efter tre ugers konstant rejse i Kina, er det blevet tid til den sidste togtur fra Guilin til Hong Kong. Herfra går turen hjem til Danmark. Jeg lider på ingen måde af hjemve og savner heller ikke spegepølse, brun sovs og kartofler, mit eget lokum eller min egen seng. Det er forskelligheden, det anderledes, der er hovedformålet med at rejse. Men når jeg véd jeg skal hjem, vil jeg gerne hjem. Jeg ser derfor frem til afslutningen i Hong Kong.

I fugleflugt er der ikke så langt fra Guilin til Hong Kong, og vi vurderer, på baggrund af erfaringerne, at togturen vil vare 7-8 timer. Vi ved bare ikke, at man ikke kan køre direkte – turen kommer derfor til at tage næsten 16 timer. Men vi kører igennem det naturskønne Sydkina, så der er masser at se på uden for vinduerne. 

Hong Kong var i 100 år britisk koloni, og forvandlede sig i den periode til en af Asiens største, finansielle metropoler. En verdensby på linie med Singapore og New York. I 1999 overgik Hong Kong igen til kinesisk styre, og alle frygtede det værste, når kommunismen gjorde sit indtog i byen. Men penge interesserer også kineserne, og der blev lavet en aftale om selvstyre, i en overgangsperiode på 50 år. Det betyder i praksis, at Hong Kong stadig ligner sig selv, og dermed er meget anderledes end det øvrige Kina. De har da også deres egen møntenhed, Hong Kong Dollars, og man skal stadig bruge pas for at komme ind i Hong Kong. 

Så på alle måder forlader vi Kina, da toget ved middagstid endelig når til grænsen til Hong Kong. Vi veksler penge, får udrejsestempel fra Kina, og rejser ind i staten Hong Kong. Det betyder også at vi rammes af de vestlige priser igen, og ikke mindst alle reglerne – det er slut med at ryge indendørs, en mindre katastrofe for ¾ af det lille, danske selskab.

Vi bor i Kowloon-delen af Hong Kong, som er en spids (halvø) af det kinesiske fastland. Ud for Kowloon ligger den store ø, Hong Kong Island, som udgør det pulserende finanscentrum. Kort fortalt er der lidt New York over Hong Kong Island, og meget med Asien over Kowloon.

Hong Kong Island set fra Kowloon-siden. The Peak i baggrunden.

Hong Kong Island i varmedis. I forgrunden Star Ferry

Kowloon. Østen møder Vesten..

Skilteskov i Kowloon

Man kan tage Metroen mellem de to bydele, hvilket vi gør adskillige gange, eller man kan sejle med den traditionsrige Star Ferry, der pendulerer mellem Kowloon og Hong Kong Island.

Hong Kong Island er formet som en kegle, på grund af det næsten 500 meter høje ”bjerg” The Peak, som rejser sig midt på øen. Man kører til toppen med en sporvogn, der med hiv og svig trækkes op af den stejle bakke. Fra toppen har man en helt utrolig udsigt over hele Hong Hong området. Der er så mange bygninger, at man aldrig bliver færdig med at tælle dem. Det ser ud som om de rører ved hinanden, men der er gader imellem. Jeg lover det, jeg har selv set det, og selv gået der :-)

Hong Kong set fra The Peak. Kowloon i baggrunden.

Kowloon og det kinesiske fastland i baggrunden

Det er weekend mens vi er i byen, og på Hong Kong Island ligger et lille lokalområde, der hedder Soho. Det minder nu på ingen måde om navnebroderen, det sagnomspundne Soho-område i London, der er synonym med bohéme kultur, punkere og små etniske butikker. I Hong Kong er Soho trendy restauranter og barer, og fredag og lørdag aften er der gang i synagogen. Gaderne myldrer med mennesker, og alle barerne spiller høj musik. Højttaler ved højttaler drøner musikken ud i den varme aften, og blandes med lyden fra tusinder af snakkende businessfolk i jakkesæt og spadserdragter, der summer som cikader i skumringen. Her kan man sidde ude, ryge, drikke øl og spise – kan vi bede om en bedre afslutning? Tale sammen kan vi ikke, dertil er musikken alt for høj. Men vi har efterhånden også tilbragt så mange timer i hinandens selskab, at ord er blevet overflødige. Tegnsprog og mimik slår rigeligt til.

Fredag aften i Soho, Hong Kong Island.

Fra havnefronten i Kowloon har man det mest fantastiske view til Hong Kongs imponerende skyline. Hvis der er noget der fascinerer mig, er det bjerge og skyskrabere. Det er nok fordi vi ikke har nogen af delene i lille Danmark. Med skyskrabere får jeg altid den tanke, at det er utrolig hvad mennesker kan skabe. Hvordan kan den nederste etage bære alle de øvrige etager? Hvor kommer alle materialerne fra? Hvordan ved man bygningen bliver stående i stormvejr? Ingeniør bliver jeg nok aldrig.

Mens pigerne alene bevæger sig hjem gennem Kowloons natteliv, fotograferer René og jeg nattens skyline. En næsten fuld måne hjælper til med at lyse skyerne op.

Hong Kong skyline. Tak til månen for lyset på skyerne.

Bank of Chinas smukke bygning er inspireret af en bambusstok.

Skabt af menneskehænder!

Natten slutter på en gadecafé i Kowloon. Her er ingen musik, ingen jakkesæt, men tilgengæld masser af kinesisk stemning.

Nattens sidste øl. Kowloon.

Kowloon

Natmad, Kowloon: Grisehoved, kylling, and eller blæksprutte?

Dagen efter besøger vi den tidligere Portugisiske koloni Macau, der ligger en times sejlads fra Hong Kong. Macau har, som Hong Kong, selvstyre de kommende 50 år. Macau er Østens Las Vegas, og præget af Casinoer, men det portugisiske fornægter sig heller ikke. Centrum ligner til forveksling en  mindre by i Portugal.

Portugisisk idyl, Macau, Kina.

Casino Lisboa, Macau.

View over Macau

Med otte nye stempler i passet, 6-8 kilo yderligere bagage, en kinesisk stråhat, tre Gore-tex jakker og et Seiko ur står vi pludselig i receptionen på Dorsett Seawiew Hotel i Kowloon, og er klar til afrejse. Der er langt til København. Først en hotel-shuttle til den nye lufthavnsbanegård i Kowloon. Her kan man tjekke sin bagage ind allerede på banegården. Fra banegården suser vi med ekspresstog til Hong Kong airport, der ligger på den store Lantau Island. Lufthavnen er gigantisk, men vi tilbringer ventetiden med lidt mad i et stille hjørne. Hovedet kan ikke rumme mere…

Den himmelske Freds Plads, med det store portræt af Mao, stemningen i Hutong’erne, den lange, svedige dag på Muren, Terrakotta statuerne, der med historiens vingsus bjergtog os i Xian, Pearl Tower i Shanghai, solformørkelsen der regnede væk, morgengymnastik i Guilin, eventyrlandet i Yangshuo, og ikke mindst den flittige kinesiske befolkning der fyldte kulissen ud. Det hele kværner rundt i vores forvirrede hoveder, mens British Airways i nattemørket sikkert bringer os tværs over jordkloden. For en gang skyld sover jeg hele vejen.

Rejsen til Kina er til ende. Tak til alle, som trofast fulgte med hele vejen, tak til de som stod af, og de som kom til. Skulle du finde 10.000 kr. i din lomme – så ligger Kina stadig derude. Det kan varmt anbefales!  

Kinesisk grafitti - måske der står: På gensyn?

Rejsen til Kina, 9. del

Cyklerne spinner og triller let over de bulede veje i Yangshuo området. Der sker hele tiden noget til højre og til venstre. Det ene motiv efter det andet passerer forbi, men hvis vi skal standse til ære for fotografen hver gang, så når vi aldrig nogen steder. Rundt om os arbejdes der hårdt i rismarkerne. Vores guide fortæller, at de fleste arbejder 365 dage om året, og meget sjældent holder ferie. Det er simpelthen en del af livet og hverdagen at passe markerne.

De unge risplanter står i vand konstant

Riskorn skilles fra planten ved håndkraft

Verdens smukkeste arbejdsplads?

Nye risplanter sås ved at stikke dem i jorden enkeltvis

Vores guide, hvis engelske navn jeg desværre har glemt, fortæller os, at der kun kommer få riskorn ud af hver plante. Tænk lige, hvor mange planter der skal til et kilo ris, der koster 9,95 i Føtex i Vanløse. Først skal risene plantes, hvilket sker ved at de stikkes i jorden plante for plante, de skal vokse, høstes, skilles fra planten, og endelig tørres på jorden i lang tid. Husk venligst det næste gang du som en selvfølge åbner en pose ris.

Til gengæld er der ikke noget der går til spilde. Selve risplanten tørres og bruges til tøj og andre tekstiler, læhegn, hængekøjer og alverdens andre ting. 

Risen rives og tørres på jorden

Der dyrkes også grøntsager i området

Masser af nye risplanter

Høsten slæbes hjem

Vi besøger Yangshuos ældste hus, der efter sigende har næsten 300 år på bagen. Damen der bestyrer, og bor i, huset viser os rundt med stor iver. Det er ingen hemmelighed, at der skal smides et par kroner i bøtten på vej ud, men vi får en grundig gennemgang af de forskellige køkkenredskaber, blandt andet en gigantisk saftpresser, der har være brugt i århundreder.

Yangshuos ældste hus. Vi ser vandpumpen

Senere skal vi krydse floden. Det foregår ved, at vores guide på bedste taxa-manér fanger en tømmerflåde, der kan fragte os over. Først de tre søskende Larsen på hug, så alle cyklerne, og endelig Tina og guiden til sidst.

Fem cykler på en bambusflåde...

Vores guide og Tina på vej over floden

Vi spiser frokost for foden af Moon Hill, en kæmpe kalkstensklippe, der har sit navn, fordi der i toppen er et kæmpe hul, der har form som en halvmåne. Moon Hill Café er fyldt med cyklister der holder pause. Heden er ulidelig her midt på dagen, og sveden drypper ned i maden. Forude venter de 6-700 trin op mod toppen af Moon Hill. Vores guide griner, hun har ikke selv så meget som en svedperle på panden. Hun bliver nede i skyggen, mens vi tager den slidsomme tur.

Vi behøver nu heller ikke nogen guide mod Moon Hill. Ganske som på Den kinesiske Mur, så møder vi straks en række kvinder, der følger efter os, mens de svinger en vifte foran ansigtet på os. De har også den obligatoriske kasse med vand og Cola de slæber på. Der er én oppasser til hver turist. Jeg prøver venligt, med bestemt, at vifte min skygge af. Men hun opgiver ikke – det bliver til sidst mig, der opgiver at komme af med hende.

Moon Hill - smuk, men grusom at bestige i varmen...

Tina på vej mod toppen

Det er så varmt og fugtigt, at vi efter ganske kort tid er helt gennemblødte af sved. Der er ikke længere pletter på min skjorte, den har simpelthen skiftet farve. Men jeg har en god dag. Tina og jeg holder ingen pauser, trin for trin går det mod toppen. Endelig, da vi er nået 2/3 af vejen, må vores damer med viften give op. De står, som Jørn Mader ville have kommenteret i Tour de France, stille, mens vi rykker væk. De er sgu seje, men efter nederlaget på Muren har vi endelig vundet over et par kinesere. De er ganske vist - efter alt at dømme - mindst 20 år ældre end os, men alligevel; sejren går til Danmark.

Jeg er den første der når toppen, og går fri af vegetationen, så jeg kan nyde udsigten over det smukke sceneri under os. Sekunder efter følger Tina, der ikke er til at ryste af. Laila er der fem minutter efter. Alle er vi lige til at vride.

Udsigt over Yangshuo området fra Moon Hill

Moon Hill girls

Kort efter følger sidste mand, som vi lige lader få lidt vand inden turen går videre gennem halvmånens åbningen. Der er vandsælgere alle vegne, og selv om vi i forvejen har vand køber vi alligevel. Deres er mere koldt mener de. Og det må man sige, jeg køber en flaske med en isblok i. Det tager isklumpen en time at smelte, selv i den varme.

Moon Hill

Blod, sved og tårer - Moon Hill besejret

Vejret har længe set truende ud, og på vej ned sætter regnen ind. Trappetrinene bliver fedtede og spejlglatte. Det tager næsten længere tid at gå ned, og det kræver mindst lige så mange kræfter at koncentrere sig om ikke at træde forkert. Nede venter vores guide utålmodigt, der er stadig 5-6 kilometer hjem til Yangshuo centrum.

Vi vælger markvejen frem for den store hovedvej, der ellers fører direkte hjem. Men der er absolut ingen grund til at skynde sig. Regnen stilner af, og landskabet fortsætter med vise sig fra sin bedste side.

Vandspejl i Yangshuo

Moden rismark

Fotostop i Wonderland

Høstede risplanter

På markvejen dukker der pludselig en fyr op med et barn i en kurv. Han stiller sig gladeligt op til fotografering, hvilket i sig selv er mistænkeligt i Kina, hvor de fleste løber væk når de ser et kamera. Jeg tager et billede af ham og fornemmer, at en skilling nok vil være på sin rette plads. Lidt senere møder vi en kvinde, der ligeledes har et barn i kurven. Motivet fejler ikke noget, så jeg tager et billede og betaler igen. Men nu har jeg lugtet lunten. Den næste vi møder er en gamling, uden tænder i munden, der hopper op på ryggen af sin bøffel og nærmest danser. Igen tager jeg et foto og betaler, men nu har vi fået nok. Vejen viser sig at være et sandt cirkus af mennensker der vil fotograferes.

Hvad er der egentlig i vejen med at betale for billederne? Intet, og det er bestemt heller ikke noget man bliver fattig  af. Men der er ingen sport i det, og det bliver også for meget for mig, når børn skal slæbes rundt i en kurv hele dagen til ære for turisterne. Det tager unægtelig også noget af charmen fra området.

Desværre er det "snyd"..

Og mere "snyd"..

Til gengæld står en sej ældre mand i vejkanten og er mere sky overfor kameraet. Det er et godt tegn! Eller også er han bare klogere end de andre

Stolt markarbejder

Risbonde, Yangshuo

Det er blevet sen eftermiddag, da vi trætte og mætte af naturen kører ind i Yangshuo. Vores guide skaffer os en taxa, der kan køre os de 80 kilometer tilbage til Eva Inn i Guilin. Vi griner af, at der skal sidde tre svedige og beskidte danskere på bagsædet hele vejen hjem. Jeg har vundet forsædet, da jeg altid skal sørge for vi kommer den rigtige vej. Men hvad sker der i Yangshuo, hvor alting kan klares? Der kommer en minivan med tonede ruder og fem store siddeplader, aircondition og hele svineriet.

Således bliver vi efter to døgn på farten transporteret hjem som grever. Og du har vel allerede gættet det? Der er ikke os, der trods 12 kilometes kørsel på markveje, og 700 trin mod himlen er Rismarkens Helte. Det er alle de arbejdere, der også nu i skrivede stund, går rundt i markerne derude på verdens smukkeste, men nok også hårdeste, arbejdsplads.

Følg med i 10. og sidste afsnit til den store finale i Hong Kong, hvor skyskraberne og storbyen for alvor vender tilbage.

Rejsen til Kina, 8. del

I lobbyen på Hotel Eva Inn i Guilin er et lille bureau, der arrangerer ture og sightseeing. Den unge kineser der passer butikken er meget ihærdig, han stopper os tre gange om dagen for at sælge ture. I først omgang er jeg nu mere interesseret i et sofabord han har stående. Det er kvadratisk og har en tyk stenplade med graverede kinesiske tegn. Han vil have 10.000 danske kroner for bordet, og så skal han nok sende det til Danmark. Prisen skræmmer mig ikke så meget, men jeg har ikke tillid til ham. Han taler meget hurtigt, og kan åbenbart klare hvad som helst. Så hvis du kommer forbi Eva Inn, så står bordet der så vidt vides endnu.

I stedet bestiller jeg en sejltur ned ad Li River fra Guilin til Yangshuo, der ligger 60 kilometer længere sydpå. Det er blevet kaldt verdens smukkeste sejltur, og der er ikke så meget at betænke sig på. Planen er at blive i Yangshuo og overnatte, og så cykle ud i rismarkerne dagen efter. Det er 13 år siden jeg sidst var i Yangshuo, og jeg glæder mig meget til at gense den lille by, hvor jeg tilbragte en uge, for hvad der synes en menneskealder siden.

Vi bliver hentet tidligt om morgenen på hotellet af en storsmilende kinesisk guide. Man kan ikke sejle de første 20 kilometer, så vi skal køre i bus til båden. Vi er åbenbart mange der skal med bussen, for vi bliver udstyret med et klistermærke med en Panda bjørn på. Vi skal sætte klistermærket synligt på brystet. “Panda Group!” siger guiden glad. De fire nye medlemmer af Panda gruppen sjosker ud i bussen.

Guiden ævler hele vejen til færgen. Hovedformålet er at sælge nogle flere ture, når vi kommer til Yangshuo. “Husk I er Panda Group,” minder han os hele tiden om. Vi er ikke i tvivl. Den lille bjørn lyser på brystet af os. Da vi kommer til færgehavnen, forstår vi hvorfor det er vigtigt med bjørnen. Der er flere hundrede mennesker der skal med bådene. “Panda Group!, Panda Group!” råber guiden og maser sig i gennem menneskemængden. Vi følger trofast efter. Han tæller hver eneste af os mens vi går ombord. “Panda Group,” tæller han hver gang en passerer ham, ikke noget med 1, 2, 3..

Ombord få vi endelig lidt ro for guiden. Men nye udfordringer venter. På båden vandrer sælgere rundt med postkort, tasker og andre sjove ting. Så snart vi er på vej ned af floden bliver vi angrebet af mindre både. Små tømmerflåder hægter sig fast på vores store båd, det er som en bedre kapring i rum sø. Der er to mand på hver flåde, og med akrobatisk dygtighed hægter de sig fast i båden, samtidigt med at de fremviser souvenirs. Det ser livsfarligt ud.

Vi glemmer diverse sælgere, og nyder i stedet den tre timer lange tur ned ad floden.

Li River, Yangshuo

Li River, Yangshuo

Ikke to klipper er ens.

Landsby ved Li River.

Vores guide kontakter mig på båden – han er klar over, at vi ikke skal hjem samme dag. Fra sin mobiltelefon arrangerer han en overnatning for os. Inden vi når i havn har han bekræftelsen, og to værelser venter på os. Der er intet der ikke kan klares i dette område.

Yangshuo dukker frem mellem klippetoppene. Der er myriader af både der lægge til. Men beliggenheden ved floden er så smuk som jeg husker den.

Vandbøfler ved Yangshuo

Indsejlingen til Yangshuo

Hundredvis af boder med t-shirts, souvenirs, hatte, tasker, tørklæder og alskens kram møder os på havnen. Alle river og flår i os. De vil sælge overnatninger, cykelture, sejlads på tømmerflåder osv. Vores guide peger på en lille kvinde, der er kommet for at hente os til hotellet. Vi siger farvel til Panda Group, og pløjer os igennem det sydende cirkus af mennesker. Vi bliver vist til Hotel Explorer, der heldigvis ligger i centrum, og er et lille, hyggeligt gadehotel. Der er en helt anderledes ro her, blot 3-400 meter fra havnens kaos.

Yangshuo er på mange måder en oase i Kina. Et pusterum efter de store byer, og ikke mindst kan man sidde udenfor på restauranter og barer, hvilket bestemt hører til sjældenhederne i Kina. Damen, der har fulgt os til hotellet, er ikke overraskende også lokal guide. Nu, hvor der er lidt mere ro på, har jeg overskud til at tale med hende. Vi aftaler at hun skal hente os næste morgen kl. 9 med fire cykler, og så er det ellers ud i rismarkerne. Hun vil også sælge os noget danseshow samme eftermiddag, men nu har vi fået nok af anmasende guider, og nu vil vi bare se byen, og ikke mindst sidde ned og nyde gadelivet.

Hotel Explorer ligger roligt i en lille gade.

Udsigt over Yangshuo fra Hotel Explorer

Yangshuo er en lille by, en meget lille by. Efter kinesisk standard nærmest ikke eksisterende. Alligevel har den vokset sig 3-4 gange så stor som sidst jeg var her. Turismen har for alvor sat sig præg. McDonalds og Pizza Hut, de to ultimative tegn på civilisationens indtrængen, præger gadebilledet. Men charmen og hyggen er der stadig.

Jeg kommer til at tænke på Kim Larsen nummeret ”Forklædt som Voksen”, hvor han anonym og forvokset vender tilbage. Jeg rammes af det ene flashback efter det andet: Det var her på hjørnet at Vicki, kun tre år gammel, kastede op fordi hun, for første gang i ugevis, havde fået noget mad hun kunne lide, og derfor havde proppet sig. Det var her Torben bestilte tre gange morgenmad. Det var her… Jeg finder også vores gamle hotel, hvor vi boede i en uge. Det er renoveret og ligner ikke sig selv. Gaden er også fuld af butikker, der ikke lå der dengang.

McDonalds Yangshuo Men smukt beliggende.

Heldigvis er byen også stadig kinesisk. Her den lokale opslagstavle.

Og cyklerne, de er der også heldigvis...

.. og der er mange af dem.

Måske sidder du og undrer dig over hvor alle turisterne og det cirkus jeg beskriver er henne? Tro mig, det er der. Jeg har heldigvis et kamera med turist og cirkus filter. Det kræver snilde og tålmodighed at skære turister og t-shirt boder fra, men jeg kan ikke lade være.

Resten af eftermiddagen og aftenen nyder vi bare at sidde ude. Vi når at spise to gange og besøge et par barer. Stueetagen af vores hotel er en restaurant, der har god mad og er super hyggelig, så der ender det med vi slår rod. En lille aftentur ned til floden blivet det dog også til.

Aftenhygge ved Hotel Explorer. Ølflaskerne er ikke vores

Aftenstemning ved Li River

Næste morgen er vores cykelguide klar. Vi henter fire fine cykler længere inde i byen. Det er forbundet med livsfare at komme ud af byen. Den kinesiske trafik har vi allerede talt om flere gange, men at cykle i den er endnu værre. Der er ikke andet at gøre, end at følge efter vores guide, der med dødsforagt krydser de trafikerede gader.  

Men inden længe lægger vi byen bag os, og bevæger os ad mindre veje ud i landskabet.

René tjekker cyklen. På vej mod Moon Hill

Oksen bruges stadig som trækdyr

Laila, René og Tina krydser floden, inden det for alvor går løs i rismarkerne.

Beretningen fortsættes i næste afsnit, hvor turen går 10 kilometer rundt i rismarkerne, inden vi ender ved den store Moon Hill.

Moon Hill rejser sig over landskabet.

Rejsen til Kina, 7. del

Turisme indebærer et paradoks. Vi vil allesammen se de samme steder, men stederne må gerne være autentiske, uberørte og tiden skal helst have stået stille. Og så skal der ikke være for mange andre turister. Sådan har man det måske ikke med New York, Barcelona eller Berlin, hvor man gerne vil se et pulserende liv, moderne arkitektur og fornemme tidens strømninger. Men når det kommer til Asien søger de fleste ægtheden og det oprindelige, frem for udvikling. Man ankommer i bedste Marco Polo stil, kun for at opdage, at der er et par hundrede tusinde andre, der har fået samme idé.

Guilin er centrum for turismen i det sydlige Kina. Michael Palin, den engelske Monty Python skuespiller, der nu mest er kendt som globetrotter for tv-stationen BBC, har sagt, at området ved Guilin er det smukkeste i verden. Og det siger ikke så lidt: Den gode Palin har været alle vegne. Med mit, i den sammenligning, beskedne kendskab til kloden, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Desværre er området af samme grund smittet af den farlige, forurenende bakterie vi kalder turisme. 

Hvis du nu sidder og forestiller dig noget i retning af Mallorca, så lad mig straks korrigere. Man kan gå rundt i Guilin i timevis uden at se en hvid mand, ligesom der er langt mellem butikker og madsteder, der bare minder om noget, der traditionelt kunne tiltrække en turist. Men byen og området indretter sig efter turisterne, og ikke omvendt. Det er det, der er det farlige. For hvorfor var det lige vi kom?

I næste afsnit  besøger vi Yangshuo dybt inde i rismarkerne, og her har turismen en direkte ødelæggende virkning på miljøet, i et område der ellers er så smukt, at man tror det er løgn. Men det vender jeg tilbage til..

Hvad er det så, der gør Guilin og - ikke mindst - dens omegn så attraktiv? Naturen har gavmildt udstyret området med tusindevis af enkeltstående, høje kalkstensklipper, der nærmest som sukkertoppe stikker op alle vegne i landskabet. Mellem klipperne flyder floden, Li River, der bugter sig ud og ind mellem toppene, der er beklædt med den grønneste vegetation. Mellem klipperne ligger rismarkerne, og bønderne går rundt i deres trekantede kineserhatte og arbejder. Det kan ikke blive mere asisatisk og idyllisk. Men de billeder må I vente med, til vi i næste afsnit begiver os ud i landskabet.

Vi bor i Guilin med bedste beliggenhed direkte til Li River. Hotellets restaurant ligger på 7. sal, og byder på den mest fantastiske udsigt til morgenmaden. Luften i Guilin er friskere og renere end i storbyerne, men skyerne er fulgt med, og der småregner i Guilin. Og det skal bliver meget værre..

Morgenmad med udsigt. Eva Inn, Guilin

Guilin i regnvejr

Om morgenen er der livlig aktivitet langs Li Rivers bredder. Der dyrkes Tai-chi, laves morgengymnastik og der danses standarddanse. Jo, der er rigtigt. Vaskeægte standarddanse a la Vild med Dans, blot iført kortærmet skjorte og maosko. Ghettoblasteren sørger for musikken, fitness-centeret er sparet væk og flyttet ud på gaden. Sikken en hyldest til livet.

Morgengymnastik ved Li River

Vild med dans i Guilin

Fingergymnastik?

Vi har sat vores morgenkurs mod Red Flute Cave, som ligger ca. 5 kilometer fra Guilin centrum. Red Flute er en drypstensgrotte, der dagligt besøges af adskillige turistbusser, men vi vælger at gøre turen til fods. På vejen ser vi igen det kinesiske gadeliv. Hvor der er en port, er der et gadekøkken. Hvor der er en cykel, er der et transportmiddel.

En port, et gadekøkken. Guilin

Meget unge, men effektive hjælpere i gade-køkkenet.

Alle trodser regnen i Guilin

Regnen truer hele tiden, og da vi kommer til udkanten af byen tager det til. Vi benytter lejligheden til at søge ly hos en frisør, hvor jeg bliver klippet. Opholdet bliver lidt længere end forventet. Jeg får hovedbundsmassage og vasket hår i en ½ time.  Jeg bliver klippet lige så længe (og håret er altså ikke så langt), endelig blivet det vasket endnu engang og føntørret som afslutning. Det hele koster 17 kr.!

Der er ingen vej tilbage, vi må ud i regnen igen. Naturen er smuk, og giver den første forvarsel om, hvad der venter i dette fortryllende landskab. Vi spiser frokost mens regnen siler ned. Kinesisk mad er et kapitel for sig, og vi holder os til nudler og kød. I Kina deler man alle retter på bordet, og vi kan ikke forklare, at vi alle ønsker at spise det samme. Ergo får vi nudelret til én person, som vi pænt må dele.

På vej mod Red Flute Cave, Guilin

Regnen stopper ikke et hold danskere..

Efter det store måltid krydser vi en mindre flod. Fotografen vil have et billede af de andre på dæmningen, og de stakkels foto-ofre må vente  med glade smil i regnen med kun en paraply. De bliver dog reddet af, at regnen bliver så voldsom, at jeg må have kameraet ind under skjorten. 

Besøget i grotten er overraskende imponerende, selvom jeg måske ikke helt forstår, at man skal lyse op med gule, grønne og lilla neonfarver, men de mange drypsten og store hvælvinge er fascinerende . Udenfor bliver vi overfaldet af diverse sælgere, der tilbyder sejlads på de tømmerflåder af bambus, der er områdets varetegn. Humøret er højt i regnen og vi hopper ombord.

Bamboo rafting - special price for you!

Deres udsendte ved Red Flute Cave

Om natten, og i dagene efter, fortsætter det med at regne og regne. Der er ikke noget overraksende i det. Det er regntid i det sydlige Kina, og det tager man med sindsro. Alle kinesere har en paraply, eller også er de bare ligeglade. Da vi skal besøge Guilins varetegn Elephant Hill, kan vi slet ikke komme ind, fordi regnen har oversvømmet indgangen. Elephant Hill ligger i det centrale Guilin, og er en af de karakteristiske klipper, der har en åbning, der får den til at ligne en elefant, der stikker snablen ud i floden. Der er også en korridor gennem klippen, der skal foregive øjet på elefanten. Den korridor er nu så symmetrisk, at nogen må have hjulpet naturen lidt på vej. Der går et døgn før vandmasserne tillader os at komme ind på området. 

Oversvømmelse i Guilin..

Vi sidder i elefantens øje...

Elephant Hill i natten. Vandstanden er høj..

Næste dag tager Laila og Tina, inspireret af mit frisørbesøg, mod til sig, og opsøger en finere frisørsalon i Guilin centrum. De vil gerne betale lidt mere, og være sikre på kvaliteten. Det gik da ellers meget godt med mit hår, men langt pigehår er en anden sag, mener de. Og godt og grundigt bliver det. 1½ time må drengene vente. Processen gentager sig  med hårvask på hårvask. Meget omhyggelig klipning – og endelig endnu en hårvask. Der afsluttes med en ualmindelig lang og finurlig føntørring. Tina får slangekrøller over det hele, og Laila egyptisk pagehår i bedste Cleopatra stil.

Pigerne er nået til 4. hårvask i Guilin

Og det bliver da også dyrere end min ydmyge herrefrisør; pigerne må slippe hele 26 kr. hver! Overraskede og smilende står de der og ligner et par milliontøser. Men udenfor venter vores ven regnen. Inden vi når at finde et sted, hvor vi kan få noget at drikke, hænger det fine hår vådt ned ad kinderne.

Følg med i 8. afsnit, hvor solen vender tilbage, vi tager på seljtur ned ad Li River til Yangshuo og cykler ud i de skønneste rismarker og bestiger Moon Hill.

Rismarker ved Yangshuo

Mens vi alle, også jeg, venter på 7. del af rejsen til Kina kan du tage forskud på vinteren med lidt billeder fra smukke, smukke Ilulissat (Jakobshavn) i Vest Grønland.

Jeg tilbragte kun 1½ døgn i byen, herunder en arbejdsdag, men var super heldig med vejret, der altid kan være lunefuldt på de kanter. Til lejligheden har jeg genoplivet mit fotoalbum på Pbase, der ellers har ligget stille en rum tid.

Kæmpe isbjerg i Disco bugten, Ilulissat

Sten og Is, Ilulissat

Billederne må tale for sig selv. Men lige lidt fakta til de interesserede:

Ilulissat har ca. 5.000 indbyggere og ikke mindst 6.000 slædehunde. Der er flere hundehuse end rigtige huse.

Der er flere slædehunde end mennesker i Ilulissat

Ilulissat er kendt, og meget besøgt, for den store isfjord. Isfjorden ligger lige syd for byen. Isfjorden er 60 kilometer dyb. I den ene ende strømmer indlandsisen ud i fjorden i form af isbjerge, og i den anden ende flyder isbjergene ud i Diskobugten. Det er her man sejler rundt, man kan ikke sejle ind i selve fjorden, der er tæt pakket med is.

De største isbjerge på billederne er anslået 30-40 meter høje – og husk, det er kun 1/10 del der ligger over vandet!

Naturens mesterværk

Den koboltblå isfarve findes kun i isbjerge

Solnedgang over Disco Bugten, Ilulissat

Rejsen til Kina – Intermezzo

Folket, og kun folket, er drivkraften i skabelsen af verdens historie…

/Mao Zedung

Xian

Guilin

Beijing

Den forbudte by

Shanghai

Beijing

Guilin

Yangshuo

Beijing

Beijing

Xian

Guilin

Beijing

Guilin

Shanghai

Yangshuo

Beijing

Rejsen til Kina, 6. del

Dagen før solformørkelsen, tirsdag den 21. juli 2009, er det varmt i Shanghai. Ildevarslende varmt. Termometeret på vores yndlingscafé på Nanjing Road viser 41 grader. Dagen byder også på noget så sjældent som en relativt blå himmel. Luftfugtigheden er kvælende. Man er gennemblødt af sved fra morgenstunden. Ikke den lugtende slags heldigvis, der er tale om ren og skær dehydrering. Kroppen skiller sig af med væske. Derfor skal vi huske at drikke rigeligt med vand hele tiden. Jeg kan nu ikke udstå det sprøjt. Flaskevand hænger fast i halsen på mig, og jeg synes det er det kedeligste man kan indtage. Der er intet valg i Kina, men jeg lærer aldrig at forstå, at mange i Danmark betaler 14 kr. i en DSB kiosk for helt almindeligt vand?

Jeg opfinder selv en drink, der er en kombination af Soda Water (dansk vand) og Fanta. Den er dejlig perlende, læskende og indeholder også sukker. Ja (suk!) selv jeg må erkende, at en så ekstrem kombination af luftfugtighed og varme ikke egner sig til øl. Nå ja, ikke for mange i-hvert-fald.

Humøret er lavt, som det måske kan høres. Alle vejrudsigter siger, at et gevaldigt uvejr nærmer sig vestfra. Man kan også næsten fornemme det. Kun et mirakel kan redde solformørkelsen i morgen. Det er min 8. af slagsen, og indtil videre har vejret været med mig. Jeg føler mig derfor næsten usårlig. Jeg beroliger de andre med, at vejrmanden på CNN jo ikke kan vide at Gert Larsen er i Shanghai. Men jeg kan godt høre, at jeg ikke engang selv tror på det.

Vi tilbringer eftermiddagen med en sejltur på Hangpu River. Luften næsten smager af tordenvejr. Jeg håber i mit stille sind, at tordenbygen kommer allerede i nat, og morgendagen vil være frisk og klar.

Hangpu River, det er kvælende varmt.

Vi har rejst tværs over kloden for at være på det rigtigt sted, på det rigtige tidspunkt. Vi mangler nu kun de sidste 60 kilometer. Formørkelsen er total i selve Shanghai (hele 5 minutter faktisk), men 60 kilometer syd for byen får man yderligere 40 sekunder, og ikke mindst kommer man til havet og fri af Shanghais bygninger og grumsede luft.

Receptionisten på Astor House Hotel har hjulpet mig med at finde en privat chauffør, der kan køre os den sidste bid. Det har ikke været nemt, for alt hvad der findes af busser og minivans i byen er booket for længst. Alle skal ud af Shanghai tidligt næste morgen. Vi aftaler de skal hente os kl. 05.00. Vi skal ikke risikere at hænge fast i trafikken.

Om aftenen ringer telefonen på vores værelse. Det er den flinke recpetionist, der vil fortælle mig, at det er ok, hvis vi afbestiller bilen. Det bliver alligevel regnvejr i morgen, meddeler han. Jeg trækker vejret dybt, og svarer høfligt, at vi skam ikke har tænkt os at give op. Vi kører, om så en tyfon raser. Manden er helt uforstående, ikke mindst da jeg fortæller ham, at vi er kommet til Shanghai for solformørkelsens skyld. Det ender dog med han accepterer min beslutning, men han må desværre meddele, at vi kommer til at betale bilen, regnvejr eller ej! Flinke mennesker, kineserne. Jeg vil både kysse og betale chaufføren- for crying out loud!

Vi står klar kl. 5 næste morgen, som forventningsfulde skoleelever der skal på lejrskole for første gang. Der kommer hele to personbiler, to chauffører og en pige der kan tale engelsk. Hvilken luksus, jeg må have gjort stort indtryk i telefonen. Det regner ikke, men morgenhimlen er blygrå som en novemberdag i Østberlin før Murens fald. Vores mål er byen Jinshanwei, der ved naturens tilfældighed befinder sig lige dér, hvor kysten krydser solformørkelsens centerlinie. Trafikken flyder, og vi er fremme to timer før formørkelsen begynder. Alt er timet og tilrettelagt, som Egon Olsen ville have sagt.

Så står vi der, Jinshanwei, onsdag den 22. juli 2009. Det er snart 18 måneder siden jeg første gang fandt byen på et kort. Drøm møder virkelighed. Og vi er ikke alene! Cirka 100.000 andre har valgt at tilbringe onsdagen i byen. Vi står på en kæmpe parkeringsplads fyldt med busser. Pladsen ligger direkte til vandet, og der er ingen grund til at flytte sig yderligere. Stedet er perfekt.

Himlen er dog stadig ikke det mindste gavmild. Det er som om, den vil vise os alt hvad den kan, når det kommer til øvelsen gråt-i-gråt. Det værste vejr til solformørkelse. For at det ikke skal være løgn, er vi også omgivet af betonhuse. Gråt, i gråt, i gråt, i..

Jinshanwei, 22. juli 2009. Gråt, i gråt, i gråt...

Masser af busser på parkeringspladsen.

Folk er rastløse og urolige. Alle drysser lidt rundt, stiller alligevel udstyr op, og gør klar. Over os er solformørkelsen så småt i gang, og solen er dækket et par procent, men vi kan intet se. Der er ikke nogen der råber: “Første kontakt”, sådan som det er tradtion. Jeg stiller det lille kamera på stativet, for at fange mørket på video når formørkelsen bliver total. Skyfrit eller ej, mørket kommer uanset hvad.

Alle stiller udstyr op. Skyfrit eller ej..

Tålmodig - men forgæves - venten. Bemærk vores fine trøjer.

En halv time før totalitet får vi et par glimt af den halvt formørkede sol. Vi er blevet taknemmelige, og folk råber og skriger, som var det er kort glimt af en rockstjerne før en stor koncert. Pulsen kører på højtryk, og jeg håber en sidste gang på miraklet. Nærmest som skal vi hånes helt, brænder solen igennem to minutter før den er total. Vi ser et glimt af det smalle, smalle segl af solen, der nu er tilbage på himlen. Men så lukker skydækket helt til, og giver os ikke så meget som ti sekunders glimt af den smukke, formørkede sol.

Tina får et enkelt glimt af solen..

Men mørket bliver vores ven og redder dagen. Når det er skyfrit (som det skal være) til en solformørkelse er himlen stadig lys under totaliteten, nærmest som en klar sommeraften i Danmark. Men når det er massivt overskyet, så bliver det mørkt. Rigtig mørkt!  Det er som når en lysdæmper skruet ned for lyset. Det tager kun nogle sekunder, så er det sort som graven. Vi bliver helt tavse i vores blandede følelse mellem fascination og skuffelse.

I baggrunden hujes, råbes og klappes der i mørket. Blitzlys fra adskillige kameraer er det eneste, der lyser op i mørket. De næsten seks minutter føles lange. Vi opdager en stor stime af fisk, der springer forvirrede rundt i havoverfladen. Lyset vender tilbage lige så hurtigt som det forsvandt. Det er helt utroligt. Vi står ved siden af nogle kinesere, der ser fænomenet for første gang. De ved heldigvis ikke, hvad de er gået glip af, så de er bestemt ikke skuffede. Det varmer lidt.

Et minut efter lyset er vendt tilbage gør vejret ydmygelsen total. Regnen vælter ned. Den fejer hen over parkeringspladsen, og vi flygter alle i læ med stativer og kameraer under armen. Der er ingen Kære Mor i dag. Vi når imidlertid knap i læ, før vores to biler kommer drønende ind på pladsen med åbne døre. Hvilken service. Således når vi dårligt at sluge oplevelsen, mørket og dagen, før vi igen kører på motorvejen med kurs tilbage mod Shanghai.

Om aftenen sidder vi apatiske og kigger på Shanghais skyline. Det dårlige vejr tillader heldigvis at Fanta-blandingen er erstattet med øl. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at katastrofen er til at overse. Vi var der, vi så mørket, vi har stadig 12 spændende dage foran os,  jeg er i live, planeten drejer rundt.. Ligemeget hjælper det. Skuffelsen skal synkes, og synkes langsomt.

Næste morgen bliver der gnedet yderligere salt i såret! Jeg skal åbenbart helt ned i sølet. På trappen til hotellets pompøse indgang sidder en mand i solformørkelses t-shirt. Laila og han snakker engelsk. Da jeg snakker dansk til Laila, siger han på klingende dansk, at vi da lige så godt kan tale dansk. ”Nå”, siger han henkastet, “jeg vidste egentlig ikke der var solformørkelse. Og den var vist ikke så god her i byen, så godt vi var 200 kilometer vestpå i går. Det var rigtig flot!”

Jeg må sætte mig ned på trappen. Røvtur! Røvtur i Shanghai! Hverken mere eller mindre, tænker jeg og begraver ansigtet i hænderne..

Læs med i 7. del, hvor vil flyver langt sydpå i det mægtige kinesiske rige. Der er dømt rismarker, tai-chi, cykeltur og den smukkeste natur.

Rejsen til Kina, 5. del

Shanghai er en stor by. En meget stor by. De officielle tal siger godt 16 millioner indbyggere, men langt flere menes at opholde sig i byen. Det er kun i regelrette lande som Danmark man ved, hvor hver enkelt borger befinder sig. Derfor regner man med, at der til enhver tid opholder sig næsten 20 millioner i Shanghai. Herunder også en rum mængde turister.

Den 18. juli 2009 om formiddagen ankommer endnu fire turister til byens mylder. Der er nu under 4 døgn til dette århundredes længste solformørkelse passerer durk gennem byen, og vil mørklægge den i 5 minutter. Det er en begivenhed, der har trukket mindst 100.000 rejsende fra hele kloden til Shanghai. Det er nu ikke noget vi umiddelbart kan se, de forsvinder nemt i millionbyen, og de ankommer ihvertfald ikke som os - på hard-sleeper med toget fra Xian.

Det er meningen et bureau skal hente os på Shanghais enorme banegård og køre os til hotellet, men der er ikke nogen. Det lille papskilt med vores navne på er ingen steder. I Kina hopper man ikke bare ind i en taxa og siger hotellets navn. Den går ikke. De forstår ikke engelsk, og vi taler ikke kinesisk. Efter en del forvikling lykkes det mig at få fat i bureauet på mobiltelefon. De har ventet på os i to timer, men er kørt igen. Vi er kommet ind med formiddagstoget, og ikke morgentoget som de havde regnet med. Der er så meget trafik i Shanghai, at de ikke bare lige kører ud og henter os igen. Det ville tage timer. Så vi finder selv en taxa, giver chaufføren telefonen, og så forklarer bureauet i den anden ende, hvor vi skal afleveres. Mon ikke Sonofon har tjenet en mindre formue på det arrangement? Regningen er ikke kommet endnu.

Da vi kommer til hotellet er jeg sikker på kommunikationen alligevel er gået galt. Vi kommer til et stort, meget fint hotel i britisk kolonistil med dørmænd, der bærer kilt. Næppe er vi kommet ud af taxaen, før bagagedrenge begynder at læsse vores beskidte rygsække på en polstret bagagevogn. Astor House Hotel står der med store guldbogstaver, og skiltet med “Proper dress required” (korrekt påklædning kræves) på vej ind i receptionen overbeviser mig om, at vi er galt på den. Jeg får flashback  til en lignende situation for 13 år siden i Hong Kong, hvor jeg også var havnet forkert.

Vi bor billigt i Shanghai, og det kan umuligt være her. Jeg ringer igen til bureauet der siger, at den skam er god nok. Hun taler glimrende engelsk, så vi misforstår ikke hinanden. I receptionen er de da også godt i gang med at tjekke os ind. I forvirringen stikker taxachaufføren af med byttepengene. Det bliver første og eneste gang vi bliver snydt i Kina. Tabet er til at overse, ca. 25 kr. Men det kan man køre i taxa i en time for i Kina, så derfor virker det lidt voldsomt lige da han kører, men lidt efter griner vi af det.

Astor House Hotel ligger lige ved Hangpu River, der deler Shanghai i to: Finansdistriktet med skyskrabere og på den ene bred, og The Bond, der er den ældre del af byen, på den anden bred. Bedre, og mere centralt, kan man næsten ikke bo. Værelset er enormt og ren luksus. Hvordan det kan lade sig gøre for de få penge vi har betalt hjemmefra, og så oven i købet midt under en solformørkelse, lader vi stå hen i det uvisse.

Pompøst og britisk, Astor House Hotel

Shanghai skyline

Skyskraberen, der ligner en øloplukker.

Shanghai skyline, set fra The Bund

Det meste af Shanghai er en stor byggeplads. Hele havnefronten, The Bund, kan man ikke komme til, den er spærret af høje plankeværk. Shanghai forbereder verdensudstillingen, Expo 2010, og den får ikke for lidt. Overalt kan man se plakater af, hvor flot det hele bliver i juli 2010. Men mens vi er der, må vi nøjes med kraner og stilladser langs floden.

Første bedrift er at besøge finansdistriktet med de høje skyskrabere, og tage op til det 267 meter høje udsigtspunkt i Shanghais mest markante bygning, tv-tårnet, Pearl Tower.

Pearl Tower

Da vi kommer op i det store kugleformede udsigtsområde, er der en fantastisk udsigt over byen, der viser hvor stor den er. Selv om sigtbarheden som vanligt er elendig, så kan man alligevel se, at byen forsvinder i det uendelige til alle sider. Bygning, efter bygning, efter bygning, indtil de fortoner sig i horisonten. 

Da vi har været hele vejen rundt, går vi ned af nogle trapper, der fører os længere ned i den store kugle. Her er noget så skræmmende som glasbund hele vejen rundt i kuglen. Man kan gå direkte ud over kanten og stirre 250 meter ned under sine fødder. Hvis fødderne altså vil derud. Mine står helt stille. Selv om det selvfølgelig er helt ufarligt at bevæge sig ud på glaspladen, føles det som det rene selvmord.

Glasbund i Pearl Tower. Værsgo' at træde ud..

Laila er den første, der tager de tre skridt ud i ingenting. Hun falder ikke ned! Stolt og grinende står hun og kigger ned. Under hende er der ikke andet en tyk glasplade. Og 250 meter frit fald. En ældre, amerikansk mand med stok, vandrer rundt ude på glaspladen, som om han ikke har bestilt andet hele livet. Han er ved at gå hele runden, og kommer nærmest spadserende forbi! Han ser min tøven, standser lidt, og vinker mig ud. Men fødderne vil ikke med. Han griner overbærende af tøsedrengen og vandrer videre.

Næste ”mand” er Tina og så René. Tilbage er kun deres udsendte. Jeg prøver at bilde de andre ind, at jeg ikke ville tage modet fra dem ved at være den første, så jeg har beskedent holdt mig tilbage. Den hopper de vist ikke på. Til sidst lykkes det. Jeg stirrer lige ud, og tager de frygtsomme tre skridt. Venter et par sekunder, og kigger så ned. Man kan se hele tårnet forsvinde i dybet, og Shanghais myriader af bygninger ligger som små legohuse, lige dér under fødderne. Det er bare med at komme hurtigt ind igen.

Laila og Tina på glaspladen, strategisk placeret ved samlingerne.

Om aftenen har vi fast grund under fødderne igen på Nanjing Road, en gågade, der strækker sig flere kilometer gennem det centrale Shanghai.  Gaden myldrer af liv. Ikke mindst irriterende sælgere, der kører på små rulleskøjter med lys i, som de gerne vil sælge. “T-shirts, Watch, Rolex, come see my shop” insisterer de allesammen. Der er ikke andet at gøre, end at ignorere dem, hvis man vil frem gennem gaden. Selv det er dog ikke altid nok til at stoppe deres ihærdighed.

Nanjing Road, liv og glade dage.

Shanghai og Pearl Tower i skumringen.

Shanghai by night.

Hangpu River og Pearl Tower i natten.

I den lune aften lader vi os overtale – af os selv - til at indtage en del store kinesiske øl, Tsingtao, på et af de få udendørs steder, der findes på Nanjing Road. Temperaturen om aftenen ligger på 35 grader og luftfugtigheden er høj og kvælende. Der er heller ingen sælgere på udskænkningsstederne, lad det være vores forsvar for at blive længe..

Dagen før solformørkelsen er den varmeste dag i Shanghai i 75 år. 41 grader fortæller CNN senere. Ikke desto mindre får vi bevæget os mod Old Town, der er den ælste, og mest stemningsfulde del af byen.

Tidlig morgenhede. Luften er fuld af Guldsmede.

Shanghai, nær Old Town.

Old Town, Shanghai.

I ly for solen, Old Town.

Transport af tagsten, Old Town

Fuldt læs i Shanghai.

Den varme dag i Shanghai bliver skæbnesvanger for den efterfølgende dag. Dagen for den næsten 6 minutter lange solformørkelse, som er den direkte årsag til denne lange rejse i Kina. Solformørkelsen som jeg har ventet på i 18 år. Men i kølvandet på varmen følger uvejret. Et gigantisk uvejr nærmer sig nordvest fra. Det er så stort, at alle prognoser siger, at der ingen chancer er for klart vejr. Men vi har ikke tænkt os at give op.

Hæng på, og vent tålmodigt  på 6. afsnit, Røvtur i Shanghai, der beretter om den katastrofale solformørkelse. Men også om den utrolige magi, der alligevel var på solformørkelsesdagen.

En sommermorgen i 1974 gør nogle bønder, der graver efter vand 40 kilometer øst for Xian, et af de største arkæologiske fund i nyere historisk tid. Deres skovle støder på nogle knuste statuer af ler. De har fundet et lille hjørne af det, der senere skulle vise sig at være hele 7.000 nedgravede statuer, skabt for to tusinde år siden, til at bevogte den første kejser af Kinas grav. Intet mindre end en hel hær af terrakotta krigere. Kinas nu største seværdighed, lige bortset fra Muren altså.

Terrakotta betyder jord-ler, som er det materiale de hule statuer er lavet af.  De er alle 1,80 meter høje, men alle har forskellige ansigtsudtryk. Hæren består også af heste, vogne og knælende bueskytter. Et helt ufatteligt stort arbejde ligger bag skabelsen af den talrige og spøgelsesagtige hær af kunstige krigere. Desværre var samtlige statuer knust i fordoms tid af indtrængende (og levende) krigere. Det omfattende arkæologiske arbejde med at udgrave og samle statuerne har stået på i de 35 år, der er gået siden fundet, og man er langtfra færdige endnu. Mange krigere bliver aldrig samlet.

Terrakotta hæren har haft kæmpe betydning for Xian. Millioner af turister valfarter hvert år til byen, der siden opdagelsen er vokset til tredobbelt størrelse. Vores lille rejseselskab skal naturligvis også se hæren. Xian ligger imidlertid 1.000 kilometer vest for Beijing, dybt inde i det kinesiske rige. Vi har planlagt en sviptur til Xian, og har kun to overnatninger i byen, inden turen går videre til Shanghai, og – nå ja – århundredets længste solformørkelse.

Vi har valgt at køre hele turen med tog, først de tusinde kilometer til Xian, og derefter tilbage mod det østlige Kina og Shanghai, en endnu længere tur på mere en 1.200 kilometer. Men ikke nok med det. Vi har også valgt at gøre turerne på hard-sleeper, der er togets økonomiklasse, og som efter sigende kan være noget af en udfordring. Nå, skal vi opleve noget eller ej?

Vi forlader Beijing fra den enorme West Beijing Railway Station, der kun er én af  fire store togstationer. Man får ikke lov til at gå ind på perronen før toget er kommet, og der er en kø uden lige til toget mod Xian. Toget må være mindst en kilometer langt, tænker jeg. Det viser sig at mange sidder ned, så det er trods alt lidt luksus at vi skal ligge ned. Hard sleeper udmærker sig ved, at der er seks mand i hver “kupe”, men der er ingen dør man kan lukke, så der er åbent ud til gangen, og dermed cirka hundrede mennesker, der sover i den samme vogn. Der er en sand leben, da alle slæber deres bagage ind. Vi er ikke for gode selv: fire store ryksække, fire mindre og adskillige poser.

Klar til afrejse ved den enorme West Beijing Railway Station

Kineserne er meget larmende og snakker højlydt. Vi tænker det bliver en lang nat. Men alle er søde, og selv om vi ikke er de eneste turister vækker vi alligevel en del opsigt. I vores kupe har vi selskab af noget så usædvanligt som en kæmpe stor kineser. Vi bliver enige om han må være den perfekte basketball spiller. Han ryger i kupeen selv om det ikke er tilladt og fylder det hele. Vi kan ikke tale med ham, men han stiller sig 10 centimeter for vores ansigter og stirrer indgående på os. Så griner han over hele 5-øren og begynder at stille en byge af spørgsmål på kinesisk. Vi svarer på dansk. Inden længe er vi de bedste venner.   

Kinesiske tog er udstyret med kogt vand i alle vogne. Man laver the og ikke mindst alle former for kopnudler, der lugter fælt af billig bouillon. Selv laver vi Neskaffe i vores medbragte plastickrus. Længe sidder vi og hygger os og kigger ud i det kinesiske mørke. Sengen er ren luksus, selv om den ved Gud er hård, så er den dog en lille smule blød. Sengene på hotellet i Beijing – og alle senere senge skulle det vise sig – var hårde som brædder. Da lyset i toget bliver slukket ved 23-tiden sænker roen sig som ved et trylleslag. Man sover godt når toget vugger over skinnerne.

Deres udsendte på hard sleeper. Sokkerne beskytter de ødelagte fødder fra mødet med Muren..

Xian dukker op i morgenlyset, og vi er klar fra morgenstunden. Pedal lokummerne er ikke blevet kønnere i løbet af natten, og man skal ikke være sart for at gøre den mest nødvendige morgentoilette. Bad og tandbørste må vente til vi når hotellet.

Vi bor på Bell Tower Hostel, der er et vandrehjem fyldt med unge rejsende fra hele verden. Vi er lidt vel gamle i den sammenhæng, men ingen bemærker noget. De er vel høflige? Stedet ligger perfekt i byens centrum, og, som navnet antyder, lige ved byens klokketårn. Vi bruger resten af dagen på at vandre rundt i Xian.

Gadestemning, Xian

Det muslimske marked, Xian

De kan også have meget på cyklen i Xian

Også noget der er meget tungt..

På andendagen i Xian, som også er vores eneste hele dag i byen, kører vi ud for at se Terrakotta hæren. Vi lejer bil, chauffør og en engelsktalende guide, det koster os kun godt 400 kr. Vi har hørt, at man kan blive lidt skuffet når man ser hæren, fordi man ikke kan komme tæt på, og derfor kun ser krigerne på afstand. Men vi bliver ikke skuffede!

Besøget indledes med en biograffilm, der vises 360 grader rundt om publikum, og som viser hvordan hæren blev fremstillet, og hvordan den blev skjult under jorden. Filmen viser også hvordan hæren senere blev knust, hvordan den derefter lå gemt i århundreder, og endelig hvordan bønderne tilfældigt fandt den en morgenstund i 1974. Filmen giver en rigtig god forståelse for den historiske baggrund, inden vi bevæger os i  hallerne, hvor de mange krigere står.

Krigerne står i lange rækker, præcis som de oprindeligt gjorde.

Klar til kamp. Nok mest mod onde ånder..

Flere steder kan man sagtens komme tæt på.

Vores guide fortæller os, at mange statuer aldrig vil blive gravet ud og samlet igen.  Arkæologerne har lært, at nogle dele er så medtaget af tidens gang, at det kun vil gøre ondt værre, hvis man forsøger at grave dem op. Vi besøger også de steder, som ikke vil blive gravet ud. Her er bare noget der ligner jordbunker, men der stikker en arm og et ben ud her og der, og jeg kan næsten mærke historiens vingesus. På en måde er det lige så fascinerende som de udgravede statuer.

Senere samme eftermiddag kører vi tilbage til Xian centrum, for at cykle rundt om byens 14 kilometer lange bymur, der er særdeles velholdt, og intakt hele vejen. Den er 18 meter høj, og det er en super god måde at se byen lidt fra oven på. Muren er næsten firkantet, og de fire langsider har hver deres lygtepæle med forskellig udsmykning. De smukke lamper står tæt, og synes at forsvinde i det uendelige. Vi drøner rundt på en time i bedste Tour de France tempo. Jeg krydser målstregen som første mand, efter en næsten 500 meter lang spurt. Bjarne, ring når du får tid!  

Tre glade cyklister på Xians bymur.

De smukke lygtepæle forsvinder i det uendelige..

Xian er et dejligt bekendskab. Vi besøger byens klokketårn og trommetårn, der begge ligger centralt og imponerer med musik og udstillinger at kinesisk kunst.

En dreng kigger ud fra Xians klokketårn

Tina (kæmpekvinden) i Trommetårnet

Klokketårnet en sjælden klar og smuk aften

En cykeltaxa venter på kunder

Det er blevet tid til at forlade Xian. Toget og hard sleeperen venter, og denne gang i 12-13 timer. Tror vi da. Vi har fået billetter til det langsomme tog, og turen kommer til at vare næsten 16 timer. Men humøret er højt. Vi er på vej mod multi millionbyen Shanghai og solformørkelsen. Der lugter af de velkendte kopnudler og kinesisk the, der slæbes igen alverdens bagage ombord. Toget drøner ud i natten. Da dong, da dong, da dong.

Tina på hardsleeper - kurs mod Shanghai.

Følg med i 5. del, hvor vi indtager det 267 meter høje Pearl Tower og kigger ud over den ufatteligt store Shanghai. Vi shopper på Nanjing Road og gør kurs mod solformørkelsen..

Jeg gik den under-fis-fløjt’me rundt og troede at man kunne spadsere en rolig og afslappet søndagstur på Den kinesiske Mur. Og lur mig om ikke du, kære læser, tror det samme. Men vi har bare ikke tænkt os om. Eller også er det helt almindelig uvidenhed. Du må selv vælge.

Den kinesiske Mur er bygget som et forsvarsværk. Kineserne opførte for 2.500 år siden den 6.200 kilometer lange mur (begge tal er rigtige!) på grænsen til Mongoliet, for at forhindre de blodtørstige mongoler i at trænge ind i landet. Vi skal ikke fortabe os i historien, men når man bygger en mur som forsvar, så sørger man hele tiden for at den ligger på det højeste punkt i landskabet, så man kigger ned på fjenden. Det ville være dumt at bygge muren i dalene, så mongolerne kunne stå på bakketoppene og skyde pile og spyd ned på muren. Ergo følger Den kinesiske Mur bjergtoppene i det kuperede, kinesiske landskab. Op og ned. Op, op, op og ned. Eller også er det omvendt.

Der er derfor tale om ren bjergbestigning. Eftersom muren har et par tusinde år på bagen, er den nedslidt mange steder, og næsten umulig at forcere. Alt det ved vi intet om, da vi starter ud en tidlig morgen, i en bil med chauffør vi har lejet for en dag. Den del af muren vi har valgt at besøge ligger ca. 75 km. nord for Beijing. De stykker af muren der ligger tættere på byen er efter sigende et turistmareridt, med rulletrapper, elevatorer og masser af butikker og boder. Samt ikke mindst alt for mange turister. Det gider vi ikke.

Vi styrer mod Jinshanling, hvor der skulle være ca. 10 kilometer mur, der er tilgængeligt og forholdsvis fredeligt. Vi hørte en foredragsholder i Jysk rejsebureau, fortælle om dette stykke af muren inden vi tog hjemmefra. Han var en veltrænet fyr på ca. 40 år, alligevel advarede han om strabadserne. Det tolkede jeg som “ikke egnet for gangbesværede”. Jeg skulle have lyttet bedre efter.

Først skal vi overleve de to timers biltur ud af Beijing. Chaufføren – der ikke kan ét eneste ord engelsk – kører som en vanvittig, selv efter kinesisk standard. Flere steder er der kun et spor på grund af vejarbejde. Der kører store lastvognstog med kæmpe læs på. Det gider vores chauffør ikke vente på, så han overhaler inden om, hvilket betyder halvt på vejen og halvt i grøften. Førerne i de store lastbiler, har ikke en jordisk chance for at se, at vi ligger derinde, nærmest under lastvognen, i vores lille personbil. Vi trøster os med at vores chauffør har kørt turen mange gange, og stadig er i live. Men helt sjovt er det ikke.

Således vel ankommet til muren køber vi et par ekstra flasker vand og nogle småkager til turen. Det er varmt – ca. 35 grader – men til fotografens irritation er der, som altid, en overskyet og grumset himmel, med elendig sigtbarhed. Dårligt fotovejr, ikke mindst når jeg gerne vil fange dybden i muren. Senere takker jeg vejrguderne for den overskyede himmel. Havde der også været solskin, havde jeg sikkert ikke siddet her og skrevet disse linier..

Alene trapperne op til selve muren er ved at tage livet af os. Et par hundrede trin vel. Forude venter efter sigende 30 tårne og 10 kilometer mur. De skulle tage 4-5 timer. Så skal man da også gå langsomt, tænker jeg overlegent. Men så får jeg øje på tårnene, der trods sigtbarheden er synlige i det fjerne. Vi kan se ca. 10 tårne frem. De synes at befinde sig uendeligt langt væk, og meget højt oppe.

Muren forsvinder i det uendelige.. Bemærk de små firkanter på bjergkammen i det fjerne, det er de kommende tårne.

Nuvel, humøret er højt og vi begynder at traske derudaf. Vi bliver straks flankeret af kinesiske hjælpere. De lever af at følge turisterne på muren, sælge noget vand, og fortælle lidt om muren. Først er de irriterende, senere skal vi blive glade for dem.

De første par tårne går godt. Muren er her rimelig tilgængelig, men når det går opad mod tårnene er de fleste trappetrin ødelagt eller bare slidt flade. Når vi går nedad, er det med at holde tungen lige i munden for ikke at skvatte. Vi sveder voldsomt – ikke mindst i sandalerne, som det er ved at gå op for os, ikke er særligt velegende til murklatring. Vores kinesiske følgesvende siger flere gange, at vi har det forkerte fodtøj på. Man skal have lukkede sko og strømper på, forklarer den lille dame mig og peger på sine egne udslidte maosko. Jeg skal lære hende, skal jeg!

Der sker det underlige at formen bliver bedre og bedre. Vi tager 4-5 tårne næsten uden pause. Men fødderne begynder at drille. Remmene på sandalerne bliver spændt helt ind, så vi ikke sejler rundt i skoene. De første vabler begynder at melde sig. Tøserne er i storform, de griner og pjatter jo værre stykker mur vi forcerer.

Vi er i storform på muren, der er velholdt her.

Det er også svært at gå nedad..

Da vi har gået en times tid når vi til det skrappe stykke. Tårnene rejser sig nærmest lodret foran os. Muren er nu meget slidt og vanskelig at gå på. Det går ikke længere nedad efter hvert tårn, nu fortsætter de blot opad og opad.

Muren fortsætter ubarmhjertigt..

Laila skyder genvej.

Vi kan lige så godt grine over udfordringen

Det samlede lille hold. Foto: ukendt franskmand

Vi holder en kort pause inden vi begiver os ud på det svære stykke. Småkagerne viser sig at være to år over sidste salgsdato. De er så tørre, at de næsten smuldrer i munden. Det griner vi meget af, men spiser dem alligevel med velbehag, der er godt med sukker i. Det bliver den sidste pause vi holder. De næste par timer bevæger fødderne sig pr. automatik. Vi griner, sveder, kravler og klatrer, spænder sandalerne ind igen og igen. Det bliver en helt forrygende tur.

Det går opad, og trinene er dårlige.

Rækværket er helt væk flere steder

Bemærk venligst, hvor stejt der er her

Tårn efter tårn, efter tårn

De kinesiske piger der løber med os springer som gazeller hen over muren. De har vist ikke lavet andet hele livet. Vi møder også en gut på (efter sigende) 72 år. Han vandrer også lystigt rundt på muren og sælger vand. På dette stadie af turen er en flaske vand høj i kurs. Selv om det er femdobbelt pris, koster den dog stadig kun 10 kroner, så man bliver ikke ruineret.

72 år (?) og bjergged.

Flere steder må man klatre.

To seje tøser og de høje trin

Laila i kamp mod elementerne.

Endelig fortæller vores kinesiske venner os, at vi er ved at være ved vejs ende. Vi skal bare fortsættet ligeud (som om vi havde tænkt os at gå tilbage?). Fra nu af bliver det lettere, siger de. Vi giver dem lidt penge, køber en bog og siger pænt farvel. Straks efter spurter (!) de væk for at kapre de næste turister, et andet sted på muren. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Jeg har så meget salt sved i øjnene, at jeg alligevel ikke kan mærke forskel.

Det viser sig dog at vi stadig mangler 8-9 tårne. Ikke så skrappe måske, med det går nedad, og vi glider hele tiden i gruset. Jeg tør ikke tænke på, hvad man gør i regnvejr? Det må være direkte livsfarligt. Sidst på ruten kommer vi til en stor kløft, hvor en flod løber igennem. Den gamle bro, der blev bygget sammen med muren, er forlængst forsvundet, og vi skal i stedet over en lang hængebro, gennem det smukkeste landskab.

Man må forlade muren for at kommer over hængebroen.

Deres udsendte på hængebroen. Foto: Laila

Der er fortsat stejle stigninger. Bemærk hængebroen i dybet..

Alting får en ende, også de 10 kilometer mur i Jinshanling. Skulle din vej nogensinde komme på kinesiske kanter, må du ikke snyde dig selv for denne del af muren. Da vi når frem til enden og til vores chauffør, har jeg det som om jeg kunne fortsætte med at gå til Månen.

Den overlegne stil varer dog kun til jeg kommer ind i bilen. Selv om jeg sidder forrest, og igen er vidne til noget, der mest ligner en biljagt i en James Bond film, formår jeg alligevel at lukke øjnene og falde i søvn på vejen tilbage til Beijing centrum.

Følg med i 4. del, hvor turen går videre med nattog på hard sleeper til silkevejens endestation Xian, der mest er kendt for den store hær af terrakotta statuer. Vi skal også ud og cykle på Xians 14 kilometer lange bymur, der heldigvis er flad som en pandekage..