Godt Nytår!

“Nej, hvor gik det år hurtigt!” eller: “Som tiden dog flyver afsted. Det er slet ikke til at tro, der er gået endnu et år.”

Tid er et mærkeligt begreb. På den ene side er tiden det mest sikre og stabile vi har. Et sekund er et sekund. Et døgn et døgn, og – ja – et år er et år. Et år er altid lige langt, hvis man da lige ser bort fra skudårene, hvor vi tillægger en ekstra dag hvert 4. år, for at indhente det faktum at et år faktisk varer 365,25 døgn. Tiden kan man ikke diskutere, naturens urværk går præcist. Helt præcist!

Hvorfor er det så vi alligevel mener at året er gået hurtigt? Hvorfor har vi pludselig glemt alle de søndag eftermiddage, hvor vi sad og kedede os, og næsten syntes at tiden var gået i stå? Hvorfor virker 14 dage frem i tiden som uendelig lang tid, hvis der er noget vi glæder os til? Mens noget vi oplevede for fem år siden, føles, som var det i går?

Forskerne siger at tiden er irreversibel. Ordet lyder svært, men er ganske simpelt. Det kommer af det engelske “reverse” som betyder tilbage, baglæns eller omvendt. Når noget er irreversibelt, betyder det, at det ikke kan stoppes, og at der ikke kan spoles tilbage. Tiden kan som bekendt ikke stoppes, gøres om, eller spoles tilbage. Det er vi vist mange, der tit har ærgret os over: “Bare jeg kunne spole tiden tilbage og gøre det om.”

En forklaring på at året virker kort, når det først er gået, hænger måske sammen med irreversibiliteten. Vi kan ikke spole tilbage. Vi kan ikke trykke på stop. Det nye år er allerede i gang. Tilbage i det gamle år har vi fortrængt hverdagen, kedsomheden, og husker ofte kun det, der skilte sig ud; højdepunkterne og nedturerne. Denne sammentrækning af året, dette referat af året om du vil, får det til at virke kort. Det var det ikke. Året varede et år. Præcist!

Mit referat af året der gik, begynder i februar (allerede her har jeg skåret en måned af, ikke underligt et år går hurtigt  ). Det havde længe irriteret mig, at en forladt fabriksbygning på Slotsherrensvej 205 var totalt smadret, raseret og overmalet med graffiti. Byggematerialer og andet skidt flød helt ud på gaden. Jeg måtte se på det hver dag jeg skulle til og fra arbejde. Men værre var, at den tilstødende parkeringsplads, som tilhører kommunen, havde ladet sig smitte af svineriet. Folk havde langtidsparkeret deres campingvogne, så de ikke selv skulle have dem stående hjemme på parcelhusgrunden, og også store, grimme lastvogne havde fundet vej til pladsen. Det havde givet nogen det indtryk, at når der nu var grimt i forvejen, så kunne man nok også smide sit skrald samme sted. Parkeringspladsen ligger klods op ad den ellers så kønne Stadion sø, og til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere.

Jeg tog nogle billeder og skrev et surt indlæg til Rødovre Avis, adresseret til borgmesteren og hans tekniske forvaltning. Det hjalp. I dag er pladsen afspærret og totalt ryddet for diverse vogne. Jeg er næppe populær hos campingfolket, der måtte hente deres vogne, men moralen er, at det kan betale sig at gøre noget. Jeg har talt med flere i min ejendom, der er lige så glade for resultatet som jeg.

Parkeringspladsen, da den var værst. I dag er den ryddet.

Byggematerialer og campingvogne i smuk forening. Bygningen, der er privatejet, ligner desværre stadig noget der er løgn.

Tina og jeg fejrede sucessen med at tage til Malmø. Som du sikket husker var det hård vinter i Danmark. Det var det selvfølgelig også i Malmø. Men vi fik et pustereum fra hverdagen, og føjede et kapitel til årets referat.

Tina i hopla på gågaden i Malmø med indkøbsposer.

I maj drog Laila, Tina og jeg til Rom. Det var næsten på etårsdagen for vores seneste besøg i byen, der, som det vil være trofaste læsere bekendt, blev forlænget med et par dage som følge af vulkanudbruddet i Island. Og minsandten om ikke en ny vulkan samme sted spøgte. I dagene før afrejsen var Europas lufthavne igen lukningstruede. Men denne gang artede vulkanen sig, og rejsen forløb helt som planlagt.

Det var forår i Rom, og det bliver jeg personligt aldrig træt af.

Så enkelt skal det gøres. Penne Arrabiata.

Piazza Navona

Pantheon. Står som plantet midt i byen.

Min favoritplads er Campo de Fiori: Blomsterpladsen. Om dagen er den et gedemarked af grønt- og blomsterhandlere, og om aftenen ryddes pladsen og man sidder på de mange barer, og lader sig underholde – eller irritere – af et utal af gadegøglere. Pladsen er desværre efterhånden meget turistet, og souvenirvogne gør et større og større indhug i de traditionsrige grøntboder. Men pladsen har stadig meget af sin charme intakt.  

Campo de Fiori om dagen.

Heldigvis er der stadig mange grøntboder..

Og lækkert ser det ud..!

Campo de Fiori by night.

Det var også i Rom vi lod os velsigne af Pave Benedict den 16. Det var en stor dag på Peterspladsen, og så absolut ventetiden værd.

Tina, Laila og ikke mindst, i baggrunden over det røde klæde, Pave Benedict XIV.

Inden årets sommerferie gik til Amsterdam, var jeg på tjenesterejse i Grønland. Det var mit syvende besøg i Grønland, og denne gang var jeg, udover Nuuk, for første gang i Tasiilaq i Østgrønland. Det var lyst 23 timer i døgnet, og underlige 20 grader varmt midt på dagen.

Selvportræt. Klokken er 22!!

Aftenhygge på Tasiilaqs centrale plads.

Sommer eller ej, der er ingen friske blomster i Grønland. Disse er alle plastic.

Det er efterhånden blevet tradition, at den lille, sammenbragte familie holder sommerferie i en storby. Det byder på lidt for enhver smag. I år faldt valget på Amsterdam, hvor det i øvrigt regnede lige så meget som i Danmark.

Vi morede os meget over de mange coffeeshops, hvor man – ret skal være ret – kunne få kaffe, men hvor der, frem for alt, blev røget masser af sødligt, lugtende hash. Størst morskab havde vi dog i Red Light District, hvor de mange silikonepumpede piger står halv (eller hel) nøgne i vinduerne og gør sig til, mens turister i tusindvis nysgerrigt spadserer forbi. Selve scenen er i grunden lidt tragisk, men det virkede nu mest komisk, og vi opfandt den ene tossede historie efter den anden. Selv om turisterne generelt ikke holdt sig tilbage, afholdt jeg mig fra at tage billeder i Red Light området, kiggeriet var grænseoverskridende nok. Så du må selv afsted, hvis du vil kigge med..

Kanalbyen Amsterdam

Det er ikke Olsen Banden men tre piger på kanalkig,

På guided cykeltur udenfor Amsterdam.

Hr. og Fru Danmark på ægte hollandsk restaurant. Der var rødkål til alle retter. Foto: Vicki

I september tog jeg på vaskekægte herretur til den årlige Oktoberfest i München. Torbens ven Frank havde taget sig sammen og bestilt billetter, og så fangede bordet. Billeder og beretninger fra de fire døgn i München er totalt mørkelagt af en broderskabssvoren ed. Af hensyn til deltagernes karrierer, ægteskaber og ikke at forglemme vores generelle omdømme i samfundet (tænk hvis vi engang skal sikkerhedsgodkendes af PET) vises og diskuteres materialet kun i en meget snæver, lukket kreds.

Jeg vover dog pelsen med et par uskyldige smagsprøver.

Seks herrer klar til Oktoberfest. Her ædru!

Selvportræt ved indgangen til festpladsen.

Der er masser af Heidi'er på festpladsen.

Sådan starter festen. Og her slutter beretningen..

Så meget fra rejseåret der gik. Men det er jo også tradition i denne nytårshilsen at kigge lidt på naturen og vejret. I skal ikke snydes i år.

Her er det forår i Bernstorffsparken, Gentofte

Påske i Torben og Ibens kolonihave. Hvilken dag.

Efterår i Bernstorffsparken, Gentofte

Vores gamle ven Stadion Søen i Rødovre blev helt svigtet her på bloggen i året der gik. Men jeg kan trøste med, at den stadig ligger der.

Efterår ved vores gamle ven, Stadion Søen i Rødovre

Solen står op. Stadion Søen, Rødovre, november 2011.

Således gik et år på næsten ingen tid. “Hvor gik det hurtigt,” fristes man til at sige, men det ved vi nu det ikke gjorde. Det varede et år. 

Men allerede inden året helt lukker flyver jeg til Paris for at fejre nytår. Så 2012 bliver ikke en dag gammel, før der er nye rejsehistorier. Og endelig – ikke at forglemme – ligger billetten til Australien i november 2012 allerede i kommodeskuffen. Der er solformørkelse, og det kommer I til at høre meget, meget mere om i 2012. Hvad enten I vil eller ej!

Rigtig godt nytår!

Jeg er ikke nogen religiøs mand. Jeg har ikke været til gudstjeneste siden 1993, og jeg kommer det heller ikke igen. Bryllup, barnedåb eller konfirmation gør ingen forskel. Det skyldes nu på ingen måde foragt for religion, den ene eller den anden slags, men snarere respekt. Jeg kan ikke deltage i gudstjeneste i en kristen kirke, når jeg ikke er kristen. Alene at anvende kirken som kulisse for en fest, er ikke min kop the.

Jeg besøger dog med største fornøjelse enhver form for kirke, tempel, moské med de arkitektoniske, videnskabelige, antropologiske, og ikke mindst blot turistens, briller på.

Således står Peterskirken i Vatikanstaten i Rom højt på listen.

Peterskirkens imponerende kuppel set fra Tiberen

For det første gør det jo ikke noget at kirken ligger i Rom. Byen er formidabel. Man vandrer rundt i et stort museum, og byen er et madtempel, hvis lige ikke findes andre steder i verden. Jeg bliver aldrig træt af at sidde på Fiori-pladsen med et glas rødvin, og kigge på livet. Eller gå rundt mellem de 2000 år gamle søjlestumper på Forum Romanum, for slet ikke at tale om at bøje nakken, og måbende kigge op gennem det gabende hul i kuplen på Phanteon, templet, der står, som plantet fra en fjern fortid, midt på den skønne Rotonda Plads.

Peterskirken er fast på min to-do liste. Du skal ikke blive bange for den lange kø, der ofte snor sig hele vejen rundt på den enorme Peters Plads. Det er ikke et billethul man skal igennem, men en sikkerhedsscanning, og ofte tager det ikke mere end en halv time. Under alle omstændigheder er det køen og ventetiden værd.

De religiøse monumenter er overalt på vej til Peterskirken

Når man træder ind, suger det høje, åbne kirkerum øjeblikkeligt i maven. Det sker hver gang. Størrelsen i sig selv er imponerende, og der går et stykke tid før man kommer sig, og begynder at registrere de mange detaljer. Der er ikke en kvadratcentimeter, som ikke er udsmykket. Mest iøjnefaldende er de 3-4 meter høje mamorfigurer, der er alle vegne, og som - sådan ser det ihverftfald ud – er lavet af ét stykke sten. Detaljerne i loftet 20-25 meter oppe bliver man aldrig færdig med.

Detalje fra Peterskirken. Englen våger over døbefonden.

Lyset rammer en af kirkens mange døbefonde

Det høje rum nærmest griber den besøgende.

Jesus med korset, udenfor hvælvingen.

Personligt er jeg ikke nogen tålmodig museumsgæst, så jeg opgiver på forhånd at sætte mig ind i historien, og den håndværksmæssige baggrund for alle de vidunderlige kunstværker. Men jeg gribes af rummet, helheden, stemningen, og til sidst også af tvivlen. Hvordan i alverden kan så mange mennesker være så enige, om så enkel en tekst, at de kan opføre en monument af denne størrelse og perfektion? Svaret findes vel ikke, jeg har mit eget, som jeg finder frem, straks jeg er ude igen. Men mens jeg står derinde, under hvælvingen, som ankommet til en anden, eventyrlig verden, nager tvivlen.

Jeg sørger altid for at være i Rom på en søndag, så kan man slå to fluer med ét smæk. Hvis ellers Paven er hjemme, dukker han ved middagstid op i et vindue, i den store bygning bag Peterspladsen, og messer ud over pladsen. Der er stemning som ved en rockkoncert. Pilgrimme og turister fra hele verden valfarter til begivenheden, og tager opstilling flere timer før.

For mig er det en enestående mulighed for at lade mig velsigne af Hans Højvelbårenhed Pave Benedikt den 16., uden at gå til gudstjeneste. Messen foregår i det fri, og fra et vindue. Det er tilladt efter mine helt egne, men meget strikse, regler.

Søndag kl. 12. Der er stemning som ved en rockkoncert.

Stemning mens vi venter..

Mangfoldigeheden er stor.

Som menig turist aner jeg aldrig om Paven er hjemme eller ej. Der er nemlig lige så mange mennesker på pladsen, selv om han ikke er der, så det kan man ikke regne med. Tegnet kommer først ca. kvart i tolv. Et rødt klæde bliver hængt ud af vinduet, og så ved man med sikkerhed at Paven kommer i dag.

Pladsen summer nu af forventning, og præcis kl. 12.00 dukker Paven op i det fjerne vindue, men armene rejst over hovedet. Jo, Bruce Springsteen kunne ikke gøre det meget bedre. Et langstrakt brøl fra den store tilskuermængde overdøver Pavens indledende hilsen. Først da han sænker armene bliver der ro.

Pave Benedikt XVI. Mr. Rockstar.

I 10 minutter lyder Pavens smukke italiensk, godt blandet med latinske gloser, fra de mange højttalere, der kaster lyden rundt på Peterspladsen. Jeg aner ikke hvad der bliver sagt, men sproget i sig selv tryllebinder. Pludselig slår han over i tysk, så polsk, så engelsk, og endelig noget der lyder som portugisisk? Alle får en hilsen og velsignelse med på vejen. Det kræver et godt sprogøre at blive pave, eller også er det Herren der hjælper lidt til?

Pladsen bliver tømt lige så hurtigt, som efter en koncert eller en fodboldkamp. Vi skal også videre til det centrale Rom. Dagens oplevelse må skylles ned, og stykke ægte, romersk Pizza, eller en gang pasta, kan man vel også knibe ned.

Glade katolske nonner forlader Peterspladsen

Det er ikke til at se, at det er søndag i de smalle gader i centrum af Rom. Byen er en turistmagnet året rundt, og døgnet rundt. Søndag er ingen undtagelse. Som altid er kunsten at holde sig langt væk fra de mange fortorvsrestauranter, der ligge i en uendelig række, på begge sider af stræderne. De ser ellers hyggelige ud, og har alle rødternede “Lady og Vagabonden” duge. Men som regel bedrager skindet. Chancen er ikke værd at tage. Hav altid en bog med anbefalinger af restauranter med, eller endnu bedre, bevæg dig selv lidt ned i sidegaderne, og gå efter en lidt anonymt udseende romersk madhule. Du bliver sjældent skuffet.

Vi spiser pasta på L’archetto, der med 100 fantastiske pastaretter altid er et besøg værd. Pastaen i sig selv er en oplevelse, og man behøver sådan slet ikke olie, fyld, tilbehør og for alt i verden ikke den evindelige kødsovs, vi ødelægger med i Danmark.

Herren må have fået et godt tag i mig denne dag. Uvist af hvilken grund bevæger jeg mig ind i endnu en kirke. Et lysende, rødt kors, der er lavet som mosaik i et vindue højt oppe, fanger min opmærksomhed. Chiesa di Sant’Ignazio de Loyola, står der på kirkedøren. Jeg sniger mig indenfor. Rummet er selvfølgelig mindre, men det røde kors kaster et – nå ja – guddommeligt lys gennem kirkerummet. Lyset rammer selveste Jomfru Maria.

Et guddommeligt lys rammer Den hellige Jomfru.

Et tegn fra Herren?

Et kort splitsekund tænker jeg, om det er endnu et tegn til ateisten, som Herren, i et sidste desperat forsøg, sender mig denne smukke eftermiddag i Rom. Men så kommer jeg til mig selv og lusker ud igen. Det skulle jo nødigt hedde sig jeg var blevet sentimental på mine gamle dage…

Jeg er snart tilbage med den traditionsrige nytårshilsen med klip og fraklip fra året der gik. Her skal vi også en tur til Amsterdam, og endelig offentliggøres de første billeder fra Oktoberfesten i München.

Ejendommene bliver i Hammerslag bedømt på en skala fra 1-5. Skalaen er baseret på de tre vigtigste forhold når en bolig skal sælges: Beliggenhed, beliggenhed og, sidste men ikke mindst, beliggenhed. Alt andet kan laves, og har ikke den store betydning.

Tillad mig i den forbindelse at henlede programmets opmærksomhed på Tasiilaq i Østgrønland. Her løftes begrebet beliggenhed til et andet niveau, en helt anden dimension om du vil. Jovist, der er skønt på Strandvejen med udsigt over Øresund, men i sammenligning med Tasiilaq reduceres whiskeybæltets - ellers så eftertragtede - herlighedsværdi til en skummel baggårdsudsigt på det inderste Nørrebro anno 1950.

Boligkøberen kan vælge mellem havudsigt, udsigt til bjergene, eller hvad med begge dele? Tasiilaq ligger i bunden af en fjord, og er omkranset af det smukke, sneklædte fjeld til alle sider. Byen er bygget op ad skråningen, og udsigten er guddommelig uanset hvor man befinder sig.

Kigger den interesserede køber ud af sine måske kommende vinduer, møder der et syn, som vist ikke har sit modstykke ret mange steder i verden.

I juni måned, hvor disse billeder er taget, står solen på himlen 23 timer i døgnet i Tasiilaq, der kun ligger nogle få grader syd for Polarcirklen. Boligejerne behøver derfor om sommeren ikke bekymre sig om terassen vender mod syd eller nord. Der er i dagens løb sol hele vejen rundt om huset. Mørkt bliver det aldrig, og skumringen varer flere timer. Det er i øvrigt også ligegyldigt hvilken vej terassen vender om vinteren, der kan man alligevel ikke komme ud for sne, og den times sol der er midt på dagen, er så lav, at den er uinteressant til solbadning.

Den flere timer lange solnedgang bør være et helt kapitel for sig i ejendomsannoncen.

.

Inden du begynder at gætte priser på ejendomme i Tasiilaq, skulle vi måske lige kigge på et par andre forhold, der trods alt også betyder noget for prisen. For eksempel indkøbsmuligheder. Du har måske 500 meter til det nærmeste supermarked, og et par kilometer til den nærmeste Føtex eller Bilka. I Tasiilaq er der to supermarkeder. Ingen af byens godt 1.900 indbyggere har nu særligt langt, men der er det lille problem, at der kun kommer friske varer fire gange om året, og det sker kun i perioden maj – august. Derefter fryser fjorden, og ikke mindst det østgrønlandske hav, til og ingen skibe kan nå frem i den lange, mørke vinter.

I 2011 havde pakisen drillet, og årets første skib var endnu ikke nået frem i begyndelsen af juni. Det lå stadig i Aalborg Havn og ventede på godt vejr. Byen var helt udgået for alle friske varer. Der fandtes kun dybfrost og tørvarer, der kan holde sig i månedsvis, og de var i stor stil også udsolgt. Grøntsagshylderne var for længst tomme. Et opslag viste dog at skibet forventes at ankomme 26. juni.

Et andet parameter, der også kunne være relevant for ejendomsprisen, er adgangen til offentlig transport. Den er måske ikke den bedste. Der er kun adgang til Tasiilaq med helikopter. Der kan kun være 8 passagerer ombord, og der er højst 3-4 daglige afgange til den nærliggende landingsbane i Kulusuk. Herfra kan man på hverdage komme videre med en lille flyver til enten Nuuk eller Reykjavik. Såvel helikopter som fly går kun i luften i klart og roligt vejr, og det hører til sjældenhederne i denne fjerne del af verden. Jo, trafikalt har Tasiilaq måske ikke den bedste beliggenhed. Til gengæld kan man sagtens skrive i husannoncen, at der ikke er nogen støj fra nærliggende motorveje eller togstationer. Fred og ro forefindes. Med statsgaranti!

Deres udsendte i helikopteren iført lyserøde høreværn på en sjælden klar dag, hvor flyveturen var en udsøgt fornøjelse.

Du må selv gætte. Jeg skal ikke afsløre priserne på husene i Tasiilaq, men overlader spændingen til Peter Ingemann og hans ejendomsmæglere, der helt sikkert kommer, når første de har læst dette indlæg.

Note: Tasiilaq udtales med “D”, dvs.: Dasilak, fordi grønlænderne udtaler t som d. Der er kun to byer (og en masse helt små bygder) på den 2.500 km. lange grønlandske østkyst: Tasiilaq og den nordligere, lidt mindre, Ittoqqortoormiut. Ja, prøv at udtale det! De store byer og den, efter grønlandske forhold, store befolkningskoncentration findes i Vestgrønland, der klimatisk og geografisk ligger bedre.

Lad gå hvis Stockholm nu havde ligget ud til Øresund. Så gav det måske mening. Men en bro til Malmø? Det kunne da umuligt være i danskernes interesse. At Malmøboerne (malmingene?) ville få en nem flugtvej til København, gav omvendt rigtig god mening. Som det gode medmenneske jeg er, støttede jeg derfor naturligvis broen.  Meeen ligefrem deltage i betalingen så jeg absolut ingen grund til. For hvad i alverden skulle en dansker i Malmø, eller i Sverige for den sags skyld?

Min måske noget antikverede opfattelse af nabolandet havde ikke ændret sig meget siden 1980, hvor den tidligere DR-journalist og nyhedsoplæser Mogens Berendt udgav sin omdiskuterede bog “Tilfældet Sverige”, der gav forbuds-landet en velfortjent bredside.  Hvem vil besøge et land, hvor så grundlæggende en menneskeret som at drikke en øl nærmest var forbudt - eller i hvert fald ikke velset? 

Jeg havde da været i Sverige, men mine eneste besøg lå langt tilbage i tiden, og begrænsede sig til den årlige nytårstur med svenskerbådene til Malmø for at hente kanonslag. Af uransagelige grunde var det, dengang så uundværlige knaldfyrværkeri, ikke forbudt i forbudslandet over dem alle. Det var derimod ulovligt at bringe kanonslagene tilbage til København, men det er en helt anden historie..

Jo, for min skyld kunne Sverige være Sverige.

Vendepunktet kom i september 2007. Min ungdoms helte, new-wave bandet The Police, var genforenet efter 20 års pause, og de tog på turné over den ganske klode. I Danmark faldt valget af spillested på en pløjemark i Midtjylland. Skandale! Den gik ikke med mig. Jeg valgte derfor at møde Police i Globen i Stockholm, og tilbragte samtidigt fire dage i svenskernes hovedstad. Til min store overraskelse var der ingen forbud, og det sagnomspundne Spritbolag var tilsyneladende rykket ud i butikkerne og på værtshusene. Byen var oven i købet smuk og ren under den høje, blå septemberhimmel. “De Do Do Do, De Da Da Da” sang Sting (og jeg) ud over Stockholms gader. Hvilken fest!

Således var Sverige åbent igen. Malmø havde jeg dog stadig en lumsk mistanke til. Var det ikke bare et lille provinshul, stadig indhyllet i forbudstidens mørke?

I februar det Herrens år 2011 var temperaturen, som du måske husker, minus 10-15 grader i vores lille land. Al min restferie var brugt i Sydamerika, alligevel drømte jeg om Maldiverne. Men jeg kunne højst skrabe en enkelt fridag sammen. Maldiverne eller… Malmø! Jo, hvorfor ikke tilbringe en forlænget weekend i Malmø. Det vigtigste var jo at komme lidt væk. Det krævede kun en togbillet og et hotelværelse i det centrale Malmø. Temperaturen – nå ja – et par grader koldere. Men pyt.

Tina og jeg ankommer tidligt torsdag aften. I mørket på Lille Torv er der lys i alle caféerne, og folk sidder udenfor og ryger. Varmelamperne er tændt og hyggen nærmest strømmer os i møde på det gamle torv med bindingsværkshusene. Det er næsten som i en amerikansk julefilm, hvor Hollywood har givet den hele armen.

Snart sidder vi selv udenfor i kulden og nattemørket på den trendy café Moosehead. Et enkelt tæppe kan gøre det, for der er tændt godt op i gasbrænderne. Øllet holder sig derimod dejlig koldt. En svensker ved nabobordet hører os tale dansk. Henset til tidspunktet, spørger han: “Hvad i alverden laver i her?”. Vi kan meddele at vi er på weekend, og ikke har travlt. Vi bor lige henne på hotellet på hjørnet. Det forstår han slet ikke: Hvorfor er vi ikke blevet i København? Jeg fortæller ham, hvor hyggeligt vi synes her er, og at Københavnerne i øvrigt sidder inde, og ikke ude, om vinteren. Han kigger mistroisk på os, og siger så, at han håber Skåne, Halland og Blekinge snart vender tilbage under danske faner. “Det var de forkerte der vandt krigen!” konstaterer han tørt.

Svenskerne deler altså min gamle opfattelse af forbudssverige. Eller også er det bare hovedstaden København, der trækker i vores unge, svenske ven. Selv må jeg konstatere, jeg er ved at blive gammel. Jeg nyder roen og renheden i Malmø. Dagslyset afslører, at der ikke er graffiti nogen vegne. Jeg har lært at leve med graffiti på stationer. Men de hæslige tags, der efterhånden er alle vegne, også på smukke gamle bygninger, og f.eks. på de gamle lygtepæle på Dronning Louises Bro på Nørrebro, er næsten ikke til at bære.

Malmø har, byens størrelse taget i betragtning, verdens længste gågade, og masser fede butikker. Jeg, der ellers aldrig shopper udenbys, køber en jakke, et jakkesæt og flere andre ting. Tina hiver også lidt ned af hylderne, det er dog måske knap så usædvanligt

Mens der shoppes lurer jeg som altid ned ad sidegaderne for finde gode restauranter. Det er et andet alderstegn, at det bliver vigtigere og vigtigere hvad jeg kommer i munden. De bedste spisesteder findes sjældent i de store gader, men ofte en sidegade eller to væk. Vær derfor altid på restaurantkig, mens du alligevel går rundt. Er man først sulten, søger man i desperation alt for ofte ind i turistfælder, eller bare kedelige kæderestauranter. 

I et lille indhak på gågaden ligger en næsten skjult dør i hjørnet. Over indgangen står Bistro i rød neon, men både “t” og “r” er gået ud. Absolut ikke prangende, men der er bid. Indenfor ligner stedet en mellemting mellem en dansk danserestaurant anno 1950 og Moulin Rouge. En lang bar, lysekroner og hyggelige runde borde, fordelt over hele det store, åbne lokale. Menukortet er fransk og maden fantastisk. En perle midt i Malmø!

Søndag morgen bevæger vi os ud af byen, mod Malmøs nye varetegn den 190 meter høje skyskraber Turning Torso, der er en beboelsesejendom på hele 54 etager. Bygningen minder mig om den Frisko is, der hedder Twister.

Turning Torso står i et nybygget område, der minder lidt om Ørestaden. Ikke så charmerende måske, til gengæld ligger det lige til Øresund, og der er masser af badebroer, boldbaner og plads til strandaktiviteter. I dag hyler vinden dog ind fra vest, og der er næppe over 10 minusgrader. Så I får ikke set mig i badebukser denne gang.

Jeg har tit undret mig over hvordan danskere kunne finde på at flytte til Malmø. Pludselig synes jeg at forstå dem. Om det er min modenhed (læs: alderdom) der har bragt min tættere på svenskerne, eller om det er svenskerne, der har tilpasset sig banditterne fra Danmark, skal jeg ikke gøre mig klog på. Uanset hvad kan et besøg i Malmø stærkt anbefales. Se bare at komme afsted!

 MEN husk din dansk/svenske ordbog. Sproget har de ikke fået gjort noget ved endnu – det er stadig helt uforståeligt!

Huske altid, at det er dig der er gæsten i fremmede lande. Udvis stor respekt og tolerence. Men naboerne – for vores vedkommende svenskerne og tyskerne – må man naturligvis gerne drille!

Siden (og der var vel også nogen før) er fulgt en hær af tv-serier, spillefilm, tegneserier og romaner der omhandler samme tema: En gruppe overlevende efter en altødelæggende atomkrig, naturkatastrofe eller en hærgende sygdom. Der er meget skidt i mellem, ikke mindst på filmsiden, men de bedste kredser om emnerne overlevelse, isolation og tab af teknologisk viden.

Hvorfor er det, at der er så meget salg; så meget godt stof, i den type historier? Hvorfor er det vi elsker dem? For mit vedkommende er det fordi, det minder mig om noget jeg kender: En gruppe på ca. seks milliarder individer, der for tiden er de overlevende efter en dramatisk skabelse, alverdens ulykker og naturkatastrofer, en uendelig række af tilfældigheder og ikke mindst et helt usandsynligt held. Alle isoleret på en lille, blå planet, et helt tilfældigt sted i et uendeligt verdensrum. Rummet udenfor kun kan besøges med en teknologi, der ligger meget længere væk, end stenøksen gør fra rumfærgen.

Det er den totalt isolerede, overlevende gruppe vi kalder menneskeheden.

Overlevende, fordi alle odds er imod at man – du, kære læser – er i live. Hvis vi ser bort fra miraklet i naturens skabelse (det er en hel historie for sig) og tager udgangspunkt i at Jorden bare er der, og at livets opståen (endnu en historie for sig) er en realitet, så et det stadig helt utroligt at netop du er i live.

Bag ethvert nulevende menneske står en række af forfædre (og mødre) der kan føres helt tilbage til de første mennesker. Man ville ikke være i live, hvis blot et enkelt af disse mange tusinde led var døde før de fik børn, eller blot var barnløse. Hver gang nogen ikke formerer sig kappes en line, der kan føres hele vejen tilbage det, vi kunne kalde “livets år 0″. Det er tankevækkende, at dine og mine forfædre har overlevet istider, pest, kolera, tørke, hungersnød, krige og folkemord. Vi véd det er tilfældet – ellers var netop vi her ikke. Nogle andre måske, men ikke os.

Vi holder altså fat i en lang, tynd livline. Men det er ikke gjort med det! Hvor mange ægløsninger har din mor haft? Hvor mange sædceller har din far produceret? Denne ærbare side vil ikke stille det indiskrete spørgsmål om, hvor tit de to elementer har mødtes, blot konstatere, at i hvert fald et møde er det blevet til – dig. Vi ved også, at der var millioner af sædceller at vælge imellem den dag, ligesom din mor var modtagelig. Det sammentræf, kombineret med den tynde livline, vi nu ved dine forældre hang i, skal man vist være mere end matematisk professor for at beregne sandsynligheden af. Jeg vil ikke gøre forsøget, men mon ikke det svarer til at have syv rigtige i Lotto i 52 uger i træk. Altså ikke sandsynligt, men dog alligevel teoretisk, og ikke mindst konstaterbart, muligt. Du er i sandhed en overlever!

Isoleret, fordi verdensrummet – det vi kan se – er så stort. Fordi afstandene er så store, at det næsten ikke giver mening, og derfor kun kan udtrykkes i tal. En isolation så dramatisk, så total, at vi gør det eneste vi kan; fokuserer på det daglige, på overlevelsen, på en teknologi vi kan håndtere. Jorden er i sandhed en øde ø i et uendeligt hav. Den nærmeste båd er meget langt væk, og når ikke frem hverken i vores eller de kommende generationers levetid.

Mens vi venter på båden, er vi på ingen måde forskellige fra vores overlevende venner i den engelske serie Survivors. Vi må indrette os, overleve, slås og elske. ”Dying is easy. Surviving is hard” var seriens noget dystre budskab. Videnskabeligt er udsagnet korrekt. Det er statistisk fandens svært at være blandt de overlevende.

Netop derfor elsker jeg film, hvor en ensom mand går rundt alene, på en øde landevej, med en forladt storby i baggrunden, på vej mod noget, han ikke ved hvad er. Det eneste der driver ham er overlevelse. Et sted dybt inde i mit urmenneske kender jeg ham godt.

Heldigvis tændes lyset som bekendt i biografen på et tidspunkt, og så går jeg ud i det, der til hverdag ligner en stor og mangfoldig verden.. 

Med denne lille lommefilosofiske lækkerbid er der sparket liv i hjemmesiden efter lang tids frivillig pause. Jeg har ikke glemt jeg skylder en historie fra Malmö, og vi skal også med Hammerslag til Grønland og en tur til Rom. Endelig ligger der en kommende oktoberfest i München og venter. Glæd dig til: Gert Larsen – rejser og foto – nu med tyrolerhat!

Stadion Parken, Rødovre

Stadion Søen, Rødovre

Bernstorffsparken, Gentofte

Bernstorffsparken, Gentofte

Norddyssen, Amager

Norddyssen, Amager

Bernstorffsparken, Gentofte

Norddyssen, Amager

Et skønt, men djævelsk, par. Strandgangen, Amager.

Norddyssen, Amager

Bernstorffsparken, Gentofte

Norddyssen, Amager

Strandgangen, Amager

Bernstorffsparken, Gentofte

Norddyssen, Amager

Favela Rocinha, onsdag den 8. december 2010 - (fortsat fra 5. del)

Stien vi går på snoer sig tilfældigt mellem faldefærdige bygninger, små butikker, skidt, skrald og dynger af gammelt byggemateriale, der er efterladt hulter til bulter. Stien er ikke bredere end man akkurat kan gå to og to, hvilket dog sjældent tillades, da der også er gående den anden vej. Vi går ned ad bakke, eller mere korrekt: Ned ad bjerg. Vi er vel i 3-400 meters højde og det går stejlt nedad. Favelaen er bygget op ad bjergskråningerne, i en halvskål, nærmest som et amfiteater. Vi går fra toppen mod bunden i favelaens venstre side, og kan hele tiden se det syrede syn af tusindevis af små huse på den modsatte skråning. Det ser fra afstand meget malerisk ud.

Favelaen vokser helt over bjergkammen

Stien ligner flere steder et forladt byggeprojekt

Det er tidlig eftermiddag, og det er drønvarmt. Temperaturen ligger vel på 30-35 grader, og luftfugtigheden er høj. Vejret skifter konstant mellem overskyet og skyfrit, fordi store vattotter at skyer samles højere oppe på bjergets tinde.

Alt om den hektiske motorcykeltur er glemt, og mit hoved roterer som på kugleleje for at se alle detaljerne. Vores guide gør holdt ved tre knægte, der sidder klar til at give et lille nummer på to trommer, der er lavet af en gammel olivenoliebøtte, og en omvendt spand. Det er sikkert deres daglige koncert for de besøgende.

Det kongelige kapel?

Kapelmesteren ser roligt til

Favelaens beboere er fattige i international forstand og ikke mindst efter europæisk standard. Men vi taler, som det ses, på ingen måde om opsvulmede maver og fluer i øjnene, hvis det er det billede man får på nethinden, når der tales om fattigdom. De fleste har arbejde i Rios centrum i butikker, på hoteller og restauranter. Men indkomsterne er lave, og det er ofte en mand/kvinde der forsørger mange. Beboerne i Favela Rocinha har yderligere den fordel, at favelaen ligger tæt på Rios centrum. I Brasilien er det arbejdsgiverens ansvar at bringe de ansatte til og fra arbejde. Derfor er det attraktivt at bo så tæt på Rio som muligt. Favelaer der ligger mange kilometer fra Rio er fattigere, fordi indbyggerne har sværere ved at finde arbejde.

Der ligger små hyggelige barer langs stien, og forretninger med et forbløffende udbud af varer. Vi besøger en købmand, hvis speciale er hjemmebagte kager af den sødeste slags. Han er utroligt venlig og viser rundt. Man kan købe alt. Kagerne er friske og der guffes løs. I varmen trænger man hele tiden til salt, sukker og væske.

Små barer og butikker ligger langs stien..

Der spises kager i den lille købmandsbutik

Købmanden tilser sin fugl

De børn vi møder er velklædte og rene. De er glade, legende og fnisnede som alle andre børn. Ingen tigger eller er påtrængende, sådan som vi har oplevet nogle af gadebørnene på Copacabana, de er også forældreløse, og i en meget mere desperat situation.

Humøret fejler ikke noget

Drengens t-shirt reklamerer for Rios OL-værtsskab i 2016. Dét er der råd til i Brasilien.

Farver og glæde strømmer os i møde alle vegne

Favelaens glade unger

Vores guide fortæller og fortæller, og hun besvarer beredvilligt alle spørgsmål. Der er ingen tabuer. Vi får alt at vide om narkobandernes gøren og laden, og deres opkrævning af “skatter”. Der er ingen tvivl om, at det stiller store både fysiske og psykiske krav at overleve i en favela. Men for beboerne er det helt almindelig dagligdag, og af samme grund fungerer det. 

Vi besøger en kombination af et børnehospital og en slags vuggestue. Også her er rent, omend meget spartansk. Vi hilser hjerteligt på dem der arbejder der. En del af den afgift vi har betalt for turen går til netop denne institution, fortæller vores guide. Vi føler os nu ikke som de store velgørere, det er os, der får noget i dag. Vuggestuen ligger højt, og fra et trapperepos er der en fantastisk udsigt over favelaen. Flere steder er bygningerne malet i stærke pastelfarver, og hvis man ikke vidste bedre, ligner det fra afstand en ren eventyrby. For mig signalerer farverne stolthed, håb og overlevelse.

Håbets pastelfarver lyser op i Rocinha

Jeg bor i nummer 8, det lille grønne hus..

Både far og barn ser ikke ud til at mangle noget

Mens vi står der og kigger ud over dalen, lyder der pludselig høje skud flere steder fra. “Øhh.. var det ikke skud?” spørger en af de unge fyre i gruppen. Der er nu ingen panik, for vores guide har ikke fortrukket en mine. Det tvivler jeg i øvrigt på hun ville, hvis der sprang en sulten tiger ind foran hende. “Det er bandemedlemmerne der fortæller hinanden, hvor de er,” forklarer hun.  Selvfølgelig, tænker jeg, hvorfor også bruge noget så gammeldags som mobiltelefon, når man nu har et skydevåben! 

Turen ned ad skråningen varer vel et par timer, men jeg har forlængst mistet al tidsfornemmelse. Som en sidste bonus, vil vores guide vise os et af de vagthuse, hvorfra narkobanderne holder øje med hvem der kommer og går i favelaen. Kameraerne er gemt væk – helt væk. Hun nærmer sig stille og roligt et lille skur af brune plader, som jeg aldrig ville have fået øje på i den almindelige forvirring. Det hele ligner jo i forvejen et forladt byggemarked. Hun stiller sig diskret i den lille åbning, der ikke kan kaldes en dør, og vifter med sin evige cigaret. Ud kommer straks en ikke særligt høj, meget ung mand i bar overkrop. Han er slank, senet og muskuløs. Maven er en Mikkel Kessler værdig. Guiden og han snakker lavt sammen over en cigaret. Vi andre står bare stille og ser sikkert dumme ud.  Han ligner ikke en man skal sige hej til, og der ligger et våben på et bord lige indenfor i det interimistiske skilderhus.

Der ryges færdigt, og vi bevæger os tavse de sidste par hundrede meter ud af favelaen. Da vi er tilbage på flad jord åbenbarer et kæmpe gedemarked af en bazar sig. Hundredevis af tøjbutikker – eller det vi sige tøjstativer i flere meters højde, der er overdækket af presenninger. Der er også montre med mobiltelefoner, ure og alskens tingeling. Vi er i favelaens stormagasin.

Først da vi krydser den store gade, hvor vi ankom for snart fire timer siden, kan jeg igen fiske kameraet op af lommen. De andre går i snakke og rygeposition. Dagens indtryk vælter ud. Jeg sniger mig til at tage et enkelt foto ind mod favelaen, inden bussen triller tilbage mod vores forskellige hoteller.

En af indgangene til Favela Rocinha. Længere kommer man ikke på egen hånd.

Det er blevet sen eftermiddag, da Tina og jeg sidder på vores stamcafé i strandkanten på Copacabana. I baggrunden ligger de mange luksushoteller dør om dør, og skinner gyldent i den lave sol. Trafikken er livlig på Avenida Atlantica. Vi er som med en tidsmaskine bragt tilbage i en anden tid, i et andet land, på en anden planet, i en fjern galakse, langt, langt borte.

Tilbage på Copacabana

Den lave sol oplyser Copacabanas hotellinje

Vi er enige om at det har været en helt fantastisk tur til favelaen, og vi virkelig ville have snydt os selv, hvis ikke vi havde gjort det. Det stærkeste indtryk er nok stoltheden. Midt i al elendigheden så vi en sjælden livsglæde, et mod og en overlevelseskraft, der nærmest strømmede os i møde.

I favelaen befinder man sig konstant i bunden af livets behovspyramide. Dagen handler om mad, tag over hovedet, arbejde og basal overlevelse. Alt det vi andre tager for givet. Vi sidder på toppen af behovspyramiden og kigger ned. Det får os som bekendt til at brokker os over hvad-som-helst, ikke mindst små, ubetydelige detaljer, og taknemmelighed har vi for længst glemt.

Livet og miljøet i favelaen er bestemt ikke noget at stræbe efter, men for mig er det et paradoks, som jeg har set mange steder i verden, at den største og mest umiddelbare livsglæde og gæstfrihed ofte findes der, hvor velstanden er lavest. Livets goder er så ulige fordelt på denne jord, det lever vi med i det daglige, uden nødvendigvis at værdsætte det.

Nå, tænker jeg, tager et sug af min farvestrålende drink, og finder den logik frem, som vi overlever på i den vestlige verden: “Man kan jo ikke løse alle verdens problemer!” 

Det bliver sent inden vi vender tilbage til værelset. Der skal pakkes. Forude venter 20 timers rejse med det kolde nord, mørket, indadvendtheden og julefrokosten. Tak Buenos Aires, tak Iguazu, tak Rio de Janeiro, tak Sydamerika - jeg lover det.. Vi ses igen!

Hermed slutter rejsen til Sydamerika. Tusind tak til alle som fulgte med. Jeg er snart tilbage fra …. kort trommehvirvel … Malmö!! Ja du læste rigtigt, oplevelsen er ikke nødvendigvis proportional med afstanden, det er beviser Malmö..

“Rejser i meget?” spørger den unge, israelske kvinde, der sætter sig ved siden af os, og fylder det sidste ledige sæde i den lille bus.  Dermed er vi 10 i alt.  Ser man bort fra os, er gennemsnitsalderen i bussen vel maksimalt 25 år.

Jeg ved ikke rigtigt om jeg skal tolke hendes spørgsmål som almindelig høflighed, eller om der ligger en snert af: “Hvad i alverden laver mormor og morfar på denne tur?”  Jeg forsøger at besvare begge scenarier, og siger vel samtidig sandheden: “Så meget som muligt!”

Også guiden er 20 år yngre end os. Hun er piercet alle vegne, har store, drabelige tatoveringer, mørke solbriller og taler perfekt engelsk med amerikansk accent. Hun kunne, hvis man klippede det lange hår af, sagtens være castet som Lisbeth Salander.

Heldigvis er jeg tilbage i topform, er solbrændt, har alle mine armbånd på og ølmaven er væsentligt reduceret af fem dages diarré. De kan bare komme an allesammen, kan de!

Favela Rocinha, Rio de Janeiro.

Vi har haft store overvejelser om vi skal besøge en favela. Favela betyder “slumby”, og betegnelsen holder stik, selv om indbyggerne ikke kan lide udtrykket. Alene i Rio bor mere end 4 millioner mennesker i favelaer. I Brasilien som helhed er det næsten 50 millioner mennesker. Det er ufatteligt mange mennesker, og 25% af den samlede befolkning.

En favela er en selvorganiseret og selvbygget by, der ikke er en del af det officielle Brasilien. Man har ingen adresse, ingen strøm (officielt), ingen kloarkering, og ingen renovation. Husene ligger ekstremt tæt, ofte op ad bjergskråninger, lag på lag oven på hinanden. Når den ene er færdig med at bygge sit hus, bygger den næste ovenpå hans tag osv. Det er ikke ualmindeligt med 5-10 huse oven på hinanden. Bygningsreglement findes ikke, og ingen ved om det nederste hus kan bære dem ovenpå. For slet ikke at tale om risikoen for jordskred, i de meget regnfulde perioder i det tropiske land. Husene er små, og ofte bor der mange i hvert hus. Favelaer regeres af kriminelle narkobander, der er i evig indbyrdes krig. Der er ingen politi, ingen domstole. Når politiet endelig kommer, er det i stort antal, for at udføre en enkelt operation, hvorefter de trækker sig tilbage igen.

Skal man som turist tage på en guided tur ind i et sådan område? Er det ikke som at gå i zoologisk have og se på dyrerne? Er det ikke nedværdigende både for beboerne og for turisten? Og hvad med sikkerheden? Hvad hvis nogen – med god grund – ser sig ond på de indtrængende, fremmede turister, der som led i dagens underholdning kigger på slum? Jo, overvejelser har vi nok af.

Det afgørende bliver at alle guidebøger skriver, at man ikke må snyde sig selv for den oplevelse, og at man bliver taget imod med åbne arme. De guidede ture har en særlig aftale med favelaen, og der er fuld accept af besøget. Dog skal man overholde alle spilleregler. F.eks. ingen kameraer før guiden siger til.

Den tur vi ender med at købe, går med motorcykel fra bunden af Favela Rocinha op til toppen, hvorefter man går til fods i samlet flok ned gennem favelaens snævre “gader”. Rocinha ligger på bagsiden af det smukke bjerg “De to brødre”. Først går turen med bus langs de smukke strande og rundt om bjerget, indtil vi når bunden af favelaen, og derfra skal vi videre på motorcykler.

Bunden af favelaen myldrer med mennesker, det larmer og det oser. Mere eller mindre afpillede kørertøjer forsvinder ad hovedvejen ind i favelaen. Den lille holdeplads for motorcykler bliver også flittigt brugt af favelaens beboere, der bruger dem som taxaer. Vores guide begynder at gå i forhandling med førerne af motorcyklerne. Det er ikke nemt. De vil have flere penge. Men de møder deres overmand i vores seje guide. Selv om det tager lang tid, bliver der ikke givet en øre mere. De to første ryger afsted mod toppen på hver deres motorcykel. Tina kommer afsted som nummer tre. De øvrige chauffører vil ikke køre til den aftalte pris, så vi må vente på at de andre motorcykler kommer ned igen. De tiloversværende chaufførere råber, pifter og laver samlejebevægelser efter vores guide. Hun har prøvet det før, og griner bare mens hun ryger smøger i massevis.

Det kommer næsten til at tage en time, før jeg selv kommer afsted i den sidste gruppe på fire, heriblandt guiden selv. Det går stejlt opad, og vi drejer skarpt ind i favelaen. Vejen eksploderer i farver. Der er mennesker alle vegne, butikker og gadehandlere. Der er kun et spor i hver retning, og der er myriader af biler, små busser, knallerter, motorcykler og frygtløse fodgængere. Færdselsregler er der selvsagt ingen af. Min motorcykel foretager halsbrækkende manøvrer på den hullede vej, ud og ind mellem busser og biler. Der er kun 30-40 centimeter at køre på i midterrabatten, hvor vi suser frem mellem kørertøjer og mennesker. I samme rabat kommer masser af motorcykler, der er på vej den anden vej. Fik jeg nævnt, at jeg selvfølgelig har bare ben og arme, og ingen hjelm på?

Jeg er nu mest optaget af sceneriet. Det er som om jeg er sprunget direkte ind i en film optaget i Bombay eller Soweto. Det er desværre strengt forbudt af have sit kamera fremme, men min arme er også optaget af et gedigent tag om min chauffør.

Vejen stiger og stiger. Endelig går vi fri af den værste trafik, hvilket straks får min chauffør til at accelerere voldsomt. Vi kører mindst 80 kilometer i timen på den hullede vej, hvor man aldrig ved hvad der sker om 10 sekunder. Vi ligger nærmest ned i kurverne inden han endelig hugger bremserne. Vi er på toppen.

De andre har ventet utålmodigt på os. Alle taler om den halsbrækkende tur. Tina er glad for at se mig i live, og fortæller at hun selv var ved at skide en grøn på vej op. Chaufføren har nok mindst fire trykkede ribben, så fast har hun holdt. Hun overvejede også at stige af undervejs, men det var næppe faldet i god jord, så det var bare at hænge på.

Vores guide byder os velkommen til Rocinha, og instruerer om reglerne. Ingen kameraer før hun siger til. Favelaens beboere er helt almindelige brasilianere og ikke tiggere. Vi vil møde mange, der vil sælge os noget, og det er ok. Men vi må ikke give penge til børnene, uden at få noget igen. Vi skal forblive samlede, og ikke forsvinde ad sideveje.

Således instruerede krydser vi med dødsforagt den kaotiske gade, og bevæger os ind i favelaens gyder. Der er ingen tvivl om at beboerne, på den sti vi følger, er vant til at se turister, og det næppe tegner et helt retvisende billede af den værste del af Brasiliens favelaer. Men for os er der rigeligt at se til.

Skidt og affald ligger i store dynger alle vegne. Gigantiske bundter af el-ledninger hænger i uorganiserede klaser fra tagene, og noget der minder om lygtepæle. Guiden forklarer at her både er internet, kabel-tv og strøm. Det foregår på den måde, at man 500-600 meter ned i bunden af favelaen kobler sig på en kommunal lygtepæl. Herfra er nettet så vokset kabel for kabel til at forsyne 600.000 mennesker i Rocinha!

Endelig må jeg tænde kameraet.

Tina ad favelaens stier..

Affald ligger ned ad skråningerne. Det lugter fælt i heden..

Bundter af ledninger slynger sig fra tag til tag.

Det ene hus oven på det andet...

Fortsættelse følger i 6. og sidste del af rejsen til Sydamerika, hvor vi møder favelaens beboere, og et paradoks åbenbarer sig. Stay tuned!

Rio de Janeiro! Alene navnet giver kuldegysninger. Rio er en af de byer der drager, bare man tænker på den. Navnet smager også godt i munden. Prøv at smage på andre indbydende bynavne: Kuala Lumpur, Hong Kong, San Francisco, Alexandria…

Det er nu ikke navnet, der gør det hele. Rio er uløseligt forbundet med karneval, samba, livsglæde, smukke mennesker og ikke mindst sin unikke beliggenhed mellem høje, frodige bjergtoppe ved Atlanterhavet. Og så er der lige strandene Copacabana og Ipanema, og ikke mindst den store kristusstatue der står på toppen af Corcovado bjerget, og omfavner byen med udstrakte arme. Jo, billederne vælter ind på nethinden.

Kristus på Corcovado bjerget. Her fotograferet fra Sukkertoppen.

Rio de Janeiro er portugisisk og betyder “Januarfloden”. Byen fik sit navn i 1502, da portugisiske navigtører en januardag fejlagtigt antog Riobugten for at være en flodmunding. At de alligevel valgte – med eller uden flod – at anlægge en by, kan man bestemt ikke fortænke dem i.

Det skorter ikke på advarsler, når man rejser til Rio. Byen har en af verdens højeste mordrater, og kriminelle gadebørn og voldelige narkobander findes alle vegne. Alle hoteller annoncerer med øget sikkerhed.  I følge Udenrigs-ministeriets hjemmeside skal man udvise den største agtpågivenhed i alle Brasilianske storbyer. Det er sikkert rigtigt, men for den almindelige turist er Rio lige så fredelig som en dansk landsby. De kvarterer man skal undgå, ligger alle så langt væk, at man ikke tilfældigvis kommer til at gå derind.

Skulle man alligevel være kommet forbi, bliver man  høfligt stoppet inden man når at gå længere. Man skal i øvrigt være både døv og blind, hvis man ikke opdager, at nu er det tid at vende om. Der er kun adgang til enkelte, sådanne kvarterer, og kun med en autoriseret guide. Men det vender jeg altsammen tilbage til i næste del.

Vi har otte dage i Rio, og vi har ingen planer. Med mindre det betragtes som en plan i sig selv at have god tid. Vi har bestilt hotel med havudsigt i første række på Copacabana. Mindre kan ikke gøre det, nu vi er her. Det er nu ikke den store luksus Hotel Rio Orthon Olinda har at byde på, men beliggenheden kan vi ikke klage over. Vinduet er skævt og gennemtæret af havgus. Hver gang vi åbner det, er det ved at rasle ud. Døren vil ikke låse, og vi må skifte værelse efter et par dage. Låsen er bedre det nye sted, vinduet værre. Men det holder.

Udsigten fra hotellet fejler ikke noget..

Min mave rumler og jeg har mavekramper. Jeg håber det hurtigt går over. Jeg sender en tanke til Risottoen med skaldyr fra Iguazu, men måske er den uskyldigt dømt? Det er nu ikke værre, end vi kaster os hovedkuls ud i Rios to største attraktioner, eller højdepunkter fristes man måske til at sige, Kristusbjerget og Sukkertoppen.

Den 38 meter høje kristusfigur har siden 1931 bredt sine arme ud over Rio. I 2007 kom den på listen over verdens 7 nye vidundere, og den ære har bestemt ikke gjort figuren mindre besøgt. Der er også en - ja - gudesmuk udsigt over Riobugten fra det 710 meter høje bjerg Corcovado, hvor statuen står. Corcovado betyder “pukkelryg”, og bjerget rejser sig også, som så mange andre tinder i Rio, umotiveret som pukkel, der ikke burde være der.

Turen til toppen går ad stejle hårnålesving de første 500 meter. Derefter skifter man til en mindre bus, der slæber 10-12 mand ad gangen, de næste meget stejle 200 meter. Til sidst kan man vælge trapper eller elevator. Alene køen til elevatoren, kan få selv den mest udmattede til at vælge de mange trin. For os er trapperne en fornøjelse efter at have siddet sammenklemt i bussen. Trods dis i horisonten bliver udsigten mere og mere betagende for hvert trin. Rio lever virkelig op til sit ry, som en af verdens smukkest beliggende byer.

Riobugten set fra Corcovado. Det klassiske Rio billede med Sukkertoppen.

Den store sø midt i Rio, Largo Rodrigo. I baggrunden Das Palmas øerne.

Kristusstatuen er imponerende i den strålende formiddagssol. Mange siger det egentlig bare er en grim betonstatue, men jeg synes den udstråler det Kristussymbolet vel skal: Ro og barmhjertighed. Der er mindst 20 meter fra hånd til hånd i det store favntag, og man føler sig virkelig omfavnet, når man står på den lille udsigtsplatform på toppen af det pukkelryggede bjerg.

Kristus - med åbne arme: "Kom til mig, mine børn.."

Fra Kristus kører vi direkte ned i bunden af byen, og mod Rios næste varetegn, Sukkertoppen, der ligesom Corcovado stritter lige op i den blå luft. Sukkertoppen ligger næsten ude i Atlanterhavet, og danner en naturlig grænse mellem downtown Rio og Copacabana. Sukkertoppen er så stejl, at der kun er en vej op. Det er med en hårrejsende svævebane, det først løfter dig op til en mindre top, Urca, og derfra direkte ud i intetheden med kurs mod Sukkertoppen. Jeg tænker straks på Ørneborgen, men Richard Burton hænger, så vidt jeg kan se, ikke oven på den ene vogn..

Svævebanen forlader Urca. Kurs mod Sukkertoppen.

Sukkertoppen set fra kabelvognen. Bemærk skyggen fra vognen i trætoppene.

Tina på toppen - Sukkertoppen! Rio i baggrunden.

De kommende dage har jeg ondt i maven. Rigtig ondt i maven. Det irriterer mig det ikke vil gå væk. Men ulykken er ikke værre, end man kan tilbringe dagen på værelset med kig ud over havet, gå langs stranden eller tilbringe en rum mængde timer på en af de mange caféer langs Copacabana. Af underlige årsager synes øl at være det eneste min mave ikke reagerer på.

Der er et mylder af liv på stranden hele dagen, og om aftenen spilles der fodbold, beachvolley og alskens andre ting. Mens Københavnerne gemmer sig i mørket og kulden langt mod nord, leves livet på fuld tryk langs strandene i Rio.

Der spilles fodbold om aftenen på Copacabana.

Tropisk aftenhimmel varsler ofte regn.

Ly under palmerne...

Rio aftenstemning.

Om søndagen er Avenida Atlantica, den brede vej der løber langs Copacabana, helt bilfri. Vi vandrer i den brændende hede mere end 10 kilometer langs stranden, og videre til bunden af nabostranden Ipanema. Jeg tænker maven nok skal holde, der er alligevel ikke mere i den.  Men flere gange undervejs må jeg erkende, at diarré tærer på kræfterne.

Copacabana - december 2010.

Bilfri søndag på Av. Atlantica.

Mandag morgen overgiver jeg min endelig og kontakter en læge. Han er på værelset en time efter, og tager det meget alvorligt. Enten er det en virus eller en madforgiftning. Det må en blodprøve afgøre. Og vupti, efter endnu en time står der en sygeplejerske på værelset og tager blodprøve. Jeg får nogle piller, og må vente fem timer på resultatet af prøven. Den første pille virker, og derfra går det kun fremad, omend det tager flere dage, før styrken er helt tilbage. Moralen er: Stædighed kurerer ikke sygdomme - ring til lægen med det samme! Og prøven? Sikkert en forgiftning forårsaget af mad. Ingen virus, så jeg slipper for pennecilin.

Dagen efter besøger vi downtown Rio, der ligner et finanskvarter i enhver anden storby. Skyskrabere, finansfolk og beskidte gader. Min appetit er vendt tilbage, og pludselig finder jeg mig selv siddende på min yndlingsaversion, den såkaldte “restaurant” McDonalds, spisende en burger. Hvad sygdom ikke kan drive en til..

Finanskvarteret, downtown Rio

 I Rio har de stadig masser af telefonbokse. De er udformet nærmest som en åben kugle, man stikker hovedet ind i, for at ringe i fred for gadelarmen. På indersiden af kuglen er der masser af forslag til hvem man kan ringe til, hvis det nummer man ellers havde tænkt sig skulle være optaget.

Hvem skal man ringe til?

Jeg slutter med et billede fra Ipanema stranden taget på den bilfri søndag. Det skulle nok, selv her næsten tre måneder senere (hvor det stadig er koldt i lille Danmark), kunne få enhver til at længes efter sommer. Men bemærk venligst det smukke “dobbeltbjerg” i baggrunden. Bagsiden af  dette skønne bjerg, gemmer på en hemmelighed, som også er bagsiden af Rios skønhed, og hele Brasilliens sorte samvittighed.

To be continued…

Ipanema Beach, Bjergene "De to brødre" i baggrunden.

Tilbage på La Sorgente Hotel skal dagens succes ved vandfaldene fejres. La Sorgente huser en italiensk restaurant, La Toscana, der umiddelbart ser ud til at være efter alle kunstens regler. Der hænger frisklavet pasta i mange varianter til tørre, og der står den rigtige olivenolie på bordene. Det eneste, der bekymrer mig lidt er, om alle råvårerne kan være friske, når der er så få gæster, og ca. 100 retter på menukortet? Men den problematik gælder hele byen.

Deres udsendte fejrer vandfaldene i baren på La Sorgente

Jeg tager det helt store spring og bestiller risotto med skaldyr.  Smagen er super,  og der er masser frisk fisk og skaldyr i, og på toppen ligger en jomfruhummer. Jeg spiser med største velbehag. Hvidvinen er kold, natten er varm, brisen lyder i palmerne, vandfaldene bruser stadig i min krop…

Næste morgen er det tidligt afsted til den argentinske side. I badet bemærker jeg at alle mine neglerødder er gule. Samme farve som risottoen. Jeg ligner en, der har spist med fingrene. Tina mener jeg er skør. Men det er da mærkeligt, at alle fingre er gule. Jeg er i bad og vasker yderligere hænder fem gange. Alligevel ligner jeg stadig en, der har rodet i karrypulver hele natten.

Som du måske husker, kunne man på den brasilianske side ikke komme ind i den dybe kløft af vandfald, der ender i Djævelens Gab, Devils Throat! På den argentinske side kan man køre helt forbi Gabet, og ankomme bagfra ad en lang gangbro, der går ud i floden. I dag er der ingen paskontrol, og vi er hurtigt i den argentinske nationalpark.

Efter en lang gåtur gennem lav regnskov kommer vi til en togstation, hvorfra der kører et lille tog. Toget kører i et kvarters tid. Der er meget lidt plads, og vi sidder sammen med fire ”let” overvægtige israelere. Det er hofte mod hofte, og knæene ligger ind over hinanden. Den ene israelske mand ævler hele tiden, og da jeg fortæller jeg er fra Danmark, er vi verdens bedste venner, mener han. Jeg tør ikke spørge til palæstinenserne, vi har ferie og bliver ved høflighedsfraserne.

Toget til Djævelens Gab er proppet med turister...

Fra endestationen bevæger vi os ud på en lille sti, der hurtigt bliver til en gangbro, der fører ud over floden, der nu er dukket op. Floden løber stille og roligt her, og ligner en hver anden fredelig flod. Iguazu floden er meget bred, der er derfor langt fra bredden, hvor vi står, og ud til Gabet. Vi vandrer og vandrer ud af den uendelige gangbro. Vi lader os falde lidt tilbage, så vi bliver alene, og kan nyde freden inden næste tog kommer ind og fylder broen med turister igen. Der er heldigvis kun et tog, så der er mere end en halv time mellem hver vognladning.

Vi er alene på gangbroen. "Røgen" fra Gabet i baggrunden.

I det lave vand ser vi store fisk, der ligger roligt og vugger.  Jeg tænker mig de kan  mærke uro i vandet, og fordufter hvis de kommer for tæt på Gabet? Vi går vel mindst en kilometer på gangbroen, før Gabet  dukker op. Det ser fuldkommen syret ud.  Pludselig forsvinder den ellers rolige flod ned i et gigantisk hul. Det ligner en køkkenvask, hvor nogen uden varsel har trukket proppen op. Og der er ikke brug for afløbsrens her! Afløbet hjælper tilsyneladende også selv til og suger grådigt løs.

Pludselig forsvinder floden, som i et afløb...

Gangbroen bliver til den første af tre platforme, og vi vader direkte ud i bunden af den kløft, der begynder her ved Djævelens Gab. Det tager helt pusten fra os. Det er ligesom at tage et skridt ud fra et højhus. Vandmængderne er enorme, og kløften fortsætter flere hundrede meter, hvor vandet falder på begge sider. Det er umuligt af se bunden for vanddamp, og tusinder af fugle blander sig som  ivrige fluer med dampen, der mest ligner røg.

Djævelens Gab! Foz do Iguazu, Argentina.

Vandet falder på begge sider af kløften.

Kløften forsvinder i vanddamp, og det er umuligt at se bunden.

De tre udsigtsplatforme er konstrueret direkte på kanten af kløften. Hvordan i alverden man har støbt betonsøjler her forbliver en gåde, men sikkert er det, at bare tanken kan give enhver fra Arbejdstilsynet et akut ildebefindende. Vandet raser og larmer, så vi må råbe til hinanden. Regnjakkerne bliver lukket og hætten trukket helt op og snurret til. Det kilder i fødderne når jeg læner mig ud over rækværket. Bare det holder..

Toget fører os tilbage til nationalparkens start, hvor man kan se de mange, mindre vandfald, der ligger her længere nede ad floden. Djævelens Gab suger stadig i mine fødder. Jeg har det lidt sådan, at jeg ikke kan klare mere, jeg kan ikke absorbere flere vandfald i dag. Men det glemmer jeg hurtigt, Iguazu Falls er bestemt ikke færdig med at overraske.

Ad små stier bevæger vi os ind i regnskoven. Inden længe når vi frem til lysningen, og et landskab taget ud af Ringenes Herre åbenbarer sig. Vi er i Elverfolkets Land: Kløvedal!

Elverfolkets Land: Kløvedal...

Leguaner pusler overalt i skovbunden. Her en fætter på 80-90 cm.

Skønheden er overvældende.

Om lidt kommer en urfugl sikkert flyvende...?

I timevis går vi rundt på små stier og broer. Det hele er anlagt smukt og diskret i naturen. Der er heldigvis ingen isboder, restauranter eller andet. Det er dejligt at se, at der på trods af stedets popularitet, er gjort alt for at bevare stedets oprindelige skønhed.

Man skal døbes i Iguazu, når man nu er der. Vi køber billet til en båd, der sejler rundt blandt de mindre vandfald, og efter sigende også sejler helt ind under vandstrømmen og døber de sagesløse turister. Jeg lægger et par pengesedler i lommen, da jeg har betalt. Billetmanden kigger på mig: “Du skal ikke lægge penge i lommen,” siger han og griner: “Du bliver dyngvåd!”

Nede ved bredden får vi redningsveste på, og samler alle ejendele i en vandtæt gummitaske. Den lukkes hermetisk til. Båden er en stor, åben gummibåd, hvor der vel sidder 30-40 passagerere. Fyren der styrer båden, og en anden der videofilmer, er begge klædt i regntøj, der mest ligner noget fra en boreplatform i Nordsøen.  

På vej til båden kommer vi helt ned til bredden.

Bådene sejler direkte ind i vandmasserne..

Båden drøner afsted med høj fart ned ad floden. Fra alle sider falder vandet. Jeg føler mig et øjeblik som statist i en computergenereret film. Der er tændt for kulissen, og instruktøren har råbt: “Værsgod!”. Kameraet snurrer.

Vi sejler helt hen til et vandfald, og båden standser. Styrmanden nærmest gasser op mens båden holder stille. Så vender vi pludselig rundt og suser tilbage. Øv, vi blev slet ikke rigtig våde! Båden fortsætter til et endnu voldsommere vandfald. Samme procedure. Der gasses op. Denne gang giver han gassen fri i den rigtige retning. Vi drøner ind under vandmasserne, der vælter ned over os. Man kan næsten ikke trække vejret. Det er som om vi er ved at drukne, og for hver vejrtrækning må vi gylpe en halv liter vand op. Endelig trækker båden ud igen, og lægger sig 10 meter fra det bulrende vand. “Igen, igen!” skriger vi alle på spansk med brug af den sidste luft. Opfordringen belønnes, og denne gang bliver vi så længe under vandet, at det er lige før vi gribes af panik. Sikkerhed er ikke et issue i denne del af verden.

Da vi forlader båden er vi våde fra yderst til inderst. Vandet sejler af os, da vi går fra borde. Jeg sender en stille tanke til billetmanden, der reddede mine pengesedler.

To døgns vandfald bruser i mine ører, som den larmende stilhed efter en rockconcert. Jeg har i bogstaveligste forstand vand i hovedet. Jeg hoster stadig vand op. Tøjet kan vrides, og selv den tropiske varme formår ikke, på den to timer lange gåtur tilbage til bussen, at få bugt med vandet.

Mit hoved arbejder på en vandet vittighed, helst på engelsk, da jeg træt går ind i bussen. Den kommer ikke. Vi har vist også fået vand nok for i dag…

Følg med i 4. del, hvor vi flyver til sommer og samba i Rio de Janeiro. Tag med kabelbanen til Sukkertoppen og ad snoede veje til Kristus-statuen, der fra 700 meters højde breder sit milde favntag over den utrolige, smukke by. Det er også her risottoen (?) bliver til en ualmindelig ondartet omgang tyndskid..