On The Beach

Rejsen til Albanien, 5. del

Vores albanske chauffør drejer af i motorvejskrydset før Dürres og kører de syv kilometer sydpå til Hotel Majestic, der ligger direkte til Adriaterhavet. Kystvejen er spækket med hoteller der tilsyneladende ikke har set vedligeholdelse i årevis. Her fra bagsiden ser man kun afskallede mure og tusindvis af airconditionanlæg, der drypper af beskidt kondensvand. Nå, det bekymrer de rige turister nordfra sig ikke om. Jeg venter hvert øjeblik at Majestic dukker op som en svane i ællingegården eller som Las Vegas dukker op af Nevadas ørken.

Vi drejer af, ned ad en lille vej der er fyldt med skidt og skrald. Majestic ligner fra bagsiden de andre hoteller. Men indgangen er da nydelig. Ret skal være ret. Indenfor er der ingen i receptionen. Der er sand og vand overalt på gulvet. Våde unger stormer rundt i badebukser. Jeg stikker hovedet ind i den aflukkede restaurant. Her er hyggelig og afslappet loungestemning. Men der er også en stor terrasse udenfor. Jeg når ikke at stikke hovedet derud, da receptionisten i mellemtiden er dukket op. Hun er vel 16 år og taler dårligt engelsk. Hun kigger op i loftet mens hun konstaterer, at vi først kan få værelset om to timer.

Nuvel, terrassen udenfor og ikke mindst havet på den anden side lokker. Så vi smider de beskidte rygsække og går ind i den rolige restaurant. Vi går igennem og åbner døren til terrassen. En mur af larmende, tårnhøj popmusik fra billige højttalere, der er presset langt over deres ydeevne, nærmest slår os omkuld. Jeg har åbnet døren til helvede. Terrassen er en myretue af badegæster og tjenere der styrter rundt mellem hinanden. Stengulvet er oversået med madrester og udtrådte pomfritter. Jeg løfter hovedet. Stranden foran er propfuld af parasoller og solsenge. De første tyve meter af havet ligner en svømmehal i myldretiden. Der er mennesker overalt.

Vi flygter fra den larmende terrasse og ud i sandet. Musikken skifter. Jeg ser mig forvirret omkring. “Tell me, how am I supposed to live without you,” brøler Michael Bolton. Men hvor er han? Så får jeg øje på højttalertårne, der er placeret med 30 meters mellemrum  langs hele stranden – så langt øjet rækker. Du godeste!

Stranden flyder med papir, coladåser og efterladte legeting. I vandet, hvor der ikke lige er mennesker, sejler der plasticflasker og papir rundt. Store vogne der sælger badedyr, badetøj, skakspil og alverdens mærkelige ting bevæger sig som vogntog langs stranden. Der er også et sandt mylder af madvogne der sælger alt mellem himmel og jord. Affaldet får lov at blive liggende.

P1020085

Store salgsvogne med badedyr bevæger sig langs stranden.

P1020096

Skakspil eller dykkerbriller..?

P1020126

Der handles ivrigt ved vognene..

P1020136

Ny bikini eller måske en spand?

P1020130

Livet leves under parasollerne!

Jeg er ved at få en blodprop. Jeg er i forvejen ikke til overfyldte charterstrande. Det her får Spies Rejser og Mallorca til at ligne den mest øde sandstand på Maldiverne. Tina forsøger at berolige mig og griner nærmest overstadigt af det hele.

Med Michael Bolton i ørerne bevæger vi os tilbage på terrassen, hvor musikken skifter til Boy George, der kæmper sig i gennem Karma Chameleon, på de svært overbelastede højttalere, der på ingen måde yder ham den fornødne respekt. Jeg falder dog lidt til ro, da jeg ser tjeneren tage mit ølglas ud af fryseren og fylde det med Carlsberg. Isen løber ned over glassets logo. Men det er ikke nok. “Her bliver vi ikke,” konstaterer jeg tørt. Tina griner.

Jeg bladrer op i min guidebog. Jeg har ikke læst et ord om stranden her. Det skulle jeg nok have gjort alligevel. Bogen rammer plet. Der står næsten ordret: “Strandene nær Dürres er de seneste år blevet overbygget og kan ikke anbefales, specielt ikke i højsæsonen, juli og august, hvor store mængder af albanere, fra det kystløse Kosovo og Makedonien, strømmer til. På denne årstid kan du forvente overfyldte strande, og at havet er fyldt af plasticflasker og tomme chipsposer.” Jo tak, lidt forberedelse skader aldrig, og husk at kigge i guidebogen, når du nu har købt den alligevel.

Vi har bestilt havudsigt. Fint skal det være. Vi bor på første sal, lige over terrassen. Da jeg åbner altandøren er Guns n’ Roses i gang med ‘Paradise City’. Der er ikke noget i vejen med albanernes musiksmag, i særdelshed ikke deres kærlighed til 80’erne. Men et sæt nye højttalere ville være på sin plads. Vi kan fra altanen se vandet og det myldrende cirkus på stranden. Det mest synlige er dog ca. 10 meter terrassetag med beskidt tagpap, hvor der er smidt skrald og et bjerg af nøddeskaller. Der er heller ikke ro, når jeg lukker døren. Et kæmpe airconditionanlæg står på taget lige uden for for vores rum. Det banker mod væggen og hele værelset summer. Vi flygter ned på stranden og ud i vandet . Der er i det mindste lidt ro.

P1020144

Hotel Majestic fra vandkanten.

P1020089

Under de charmerende parasoller..

I aftenskumringen bliver der mere roligt på stranden og musikken toner ud. Badedyrsvognene vender vrangen ud og forvandles til smykkebutikker. Nye vogne med diverse fast food kommer til.

P1020156

I aftenskumringen dør musikken endelige ud..

P1020159

Dagen er forbi..

P1020163

Badedyrsvognene forvandles til smykkebutikker.

P1020152-1

Hr. og Fru Danmark. On the Beach, Dürres.

Natten tilbringer vi med hver et håndklæde rullet rundt om hovedet. Nu, hvor der ikke er musik, er airconditionanlægget foran vores værelse ved at taget livet af os. Vi er ikke støjfølsomme, og jeg sover normalt fint i selv den værste larm. Men den monotome rumlen fra anlægget gør mig næsten sindssyg. Jeg planlægger at stikke af straks næste morgen, hele Albanien ligger jo derude og venter.

Morgenmaden serveres i et baglokale. Bjerge af hvidt brød  og skamstegte spejlæg bliver indtaget ved bordene, der flyder i krummer. Jeg er ikke i godt humør, da vi bagefter sidder på terrassen og drikker kaffe. Men Tina får mig overtalt til at blive på hotellet, i hvert fald dagen ud. Jeg har Ken Folletts ‘Giganternes fald’ (1.000 sider med mikroskrift) liggende i rygsækken. Hvad med om jeg for en gang skyld slappede lidt af?

Ergo kan jeg pludselig se jeg mig selv, nærmest som statist i en film, hanke op i et stort badehåndklæde, Folletts mursten af en roman, lidt pengesedler og mine sandaler. Jeg er mentalt fraværende da jeg ser mig selv bestille to solsenge og vi lægger os ned. En time – og cirka 40 sider – senere løfter jeg hånden, og en tjener kommer straks løbende med to kopper kaffe.

Således går dagene mens siderne i Ken Folletts roman tager mig igennem første verdenskrig. Når jeg afbryder læsningen og kigger over bogens kant mødes jeg af en anden, men mindst lige så fjern, verden. Jeg sniger mig til at forevige strandkanten fra min liggestol.

P1020095

Fabeldyr eller virkelighed. Hvor er jeg?

P1020148

“Buy from me, please..”

P1020129

Popcorn? Eller måske lotteri ved lykkehjulet..

P1020134

Vafler eller fodbolde..?

P1020138

Lidt fredelig leg i vandkanten…

Lidt motion skal der alligevel til. En dag, jeg husker ikke hvilken, kun at Michael Bolton pludselig er væk fra mine ører, går vi de syv kilometer til Dürres by. Det er en fornøjelse at komme væk fra stranden og ud i gaderne. Er der noget vi ikke kan klage over, så er det autenticitet. Man møder ikke en turist på sin vej, ikke en McDonalds eller Starbucks. Det går pludselig op for mig, at det også er dét, der er charmen på stranden. Det kan godt være det er et cirkus uden lige, men det er et hundrede procent albansk cirkus, og er det ikke det jeg altid leder efter?

P1020097

På vej mod Dürres.

P1020098

Frisk mælk i kaffen..

P1020121

Overalt er sedler med billeder og navne slået op på søjler. Det er umuligt at forstå hvad det handler om.

P1020167

Man kan ikke klage over autenticiteten i Albanien

P1020107

Man får varme fødder når temperaturen ligger tæt på 40 grader..

P1020111

Drømmer jeg stadig? Har musikken gjort mig skør? Nej, denne gade i Dürres er fyldt med svævende paraplyer.

P1020115

Køb en paraply..

P1020116

Umbrella Alley

Tilbage på stranden ser jeg efter min åbenbaring det hele i et nyt perspektiv. Det er som om stranden ligefrem er blevet kønnere, himlen mere blå, og vognene med badedyr ligner ikke længere noget fra en fjern planet. Jeg har tilpasset mig. Jeg er blevet albanske badeturist.

P1020146

Pludselig er vognene med badedyr kønne..

Jeg bestiller en af de iskolde Carlsberg og kigger ud over havet. Det ser ikke længere så kaotisk ud. For 117. gang spørger Michael Bolton “How am I supposed to live without you?” Jeg får den samme tanke. Albanien gav så meget: Den næsten uendelige gæstfrihed, de skønne landskaber, den kontrastfyldte Tirana og det autentiske badehelvede i Dürres. How am I supposed to carry on?

Således fik vi endelig afrundet turen til Albanien. Jeg er på vej til Berlin for at fejre nytåret, og selv om jeg næppe møder en vogn med gule badedyr – mon så ikke der sker noget overraskende alligevel?

Turist i Tirana

Rejsen til Albanien, 4. del

Det er en mat forsamling den lille bus sætter af i en hyggelig sidegade tæt ved Tiranas centrum. Nogle – mig selv inklusive – er stadig syge. Andre bare tømt for energi. Men gruppen har travlt. De skal nå at se Tirana i dag, inden turen i morgen formiddag går mod København. Heldigvis har vi to dage mere i Tirana og kan tage den med ro.

Tina drikker en lille øl – jeg er stadig på Cola. Det lykkes mig også at score en banan i hotellets frugtkurv.

P1020040

Vi er kommet til byen og selv telefonen virker igen.

Om aftenen er der afslutningsmiddag på en mondæn italiensk restaurant. Maden er helt i top. Det er underligt med al den renlighed, porcelæn og anrettet mad, efter vi i en uge har spist lokalt. Jeg har stadig kvalme, og selv en lækker risotto må jeg levne, og halvdelen af min pasta ryger ud igen. Tjeneren er bekymret for smagen, men den fejler absolut ikke noget. Det bliver heller ikke til de store optøjer denne aften, alle lister stille hjem.

Beskidt tøj vejer og fylder mere end rent. Sådan er det bare. Vi må sidde oven på rygsækkene for at fået det hele i. Der er ikke meget rent tøj til den sidste uge og det er krøllet som en filosofhjerne. Rygsækkene en fulde af korte, stride hestehår. Det er egentligt uretfærdigt for geden, når man siger, at noget der lugter forfærdeligt, lugter af ged. Intet – jeg lige kan komme i tanke om – stinker værre end hest.

Foran hotellet siger vi farvel til gruppen, som vi er kommet til at kende så godt. Trofaste læsere af denne hjemmeside vil vide, at jeg ikke er skabt til grupperejser, men på denne tur har det været en fornøjelse. Når bare der er noget at tage sig til, om man ikke sidder i en turistbus hele tiden, så er jeg til at have med at gøre.

Der er ikke langt til det hotel vi selv har booket, så vi trasker af sted gennem Tirana med den store rygsæk bagpå og den lille foran. Vi er to aliens i en by næsten uden turister.

Tirana er centreret om den enorme Skanderbeg Plads, der i kommunismens tid måtte lægge asfalt til de store klassiske militærparader. Mange par nypudsede støvler har marcheret fra den ene ende til den anden, mens folket mere eller mindre frivilligt har set måbende til. I dag ånder alt fred på de omkransende brede boulevarder og den store græsplæne, der udgør pladsens midte.

P1020082

Det meste af Skanderbeg Plads er i dag græs.

P1020078

Nyt og gammelt mødes på Skanderbeg Plads.

P1020081

Skanderbeg højt til hest, flankeret af det albanske flag.

Skanderbeg er Albaniens nationalhelt og er vel for albanerne, hvad Gøngehøvdingen er for danskerne. Skanderbeg kæmpede i 1400-tallet for at holde de frygtede og barbariske tyrkere ude af landet. Gøngehøvdingen kæmpede (vist nok) mod folkeslag der er endnu værre: Svenskere.

I den ene ende af Skanderbeg Plads ligger det nationalhistoriske museum der er udsmykket med en imponerende mosaik, der illustrerer albanernes historie. Mosaikken viser i bedste kommunistiske stil stærke og sunde arbejdere, bønder og revolutionære soldater.

P1020073

Det nationalhistoriske museum.

P1020048

Den store mosaik giver Tirana centrum en snert af den kommunistiske fortid. Alle andre symboler og statuer er væk.

P1020076

Sunde og stærke arbejdere, soldater og sagnhelte.

Selve museet er ikke noget at skrive hjem om. Ikke mindst fordi alle tekster kun står på albansk. Men det spartanske og støvede look er i sig selv morsomt. Kustoder i grå klæder går gabende rundt på gangene, hvor man efter alt at dømme kan fjerne hvad man vil, der er i hvert fald ingen synlige alarmer. Det er helt befriende.

I to dage traver vi Tirana centrum tynd. Byen er hyggelig og fredelig med masser af caféer. Der er en skønsom blanding af nye og gamle bygninger, moskeer og kirker, monumentale bygninger i russisk stil blandet med simple gademarkeder og basarer.

P1020055

Hr. og Fru Danmark. Downtown Tirana.

P1020042

Alt ånder fred i Tirana

P1020047

Næsten parisiske gader i Tirana

P1020057

Har man et gadehjørne, har man en bod.

P1020058

Har man en mur, kan man sælge brugt tøj.

P1020059

Man kan også bruge en port.

P1020064

Der er caféer alle vegne, og de bliver brugt.

P1020053

Mange steder trænger til lidt renovering. Men med knofedt kommer man langt.

Mest opsigtsvækkende og overraskende er dog de mange dyre biler, der står i skærende kontrast til alt andet. Vi er i et af Europas fattigste lande, hvor et godt måltid mad koster 30 kr. Og så kører alle rundt i Mercedes og Audi. Jeg er ikke den store bilekspert, alligevel er det noget jeg straks bemærker og ikke mindst undrer mig over. Svaret er lige så enkelt, som det er mærkeligt. I kommunismens tid kørte alle rundt i faldefærdige Trabanter og Ladaer. Faktisk var privat bilisme helt forbudt i lange perioder. Da styret faldt opstod der åbenbart en kollektiv enighed om, at fremover skulle man køre i ordentlige biler. Ikke noget med middelklasse Toyota eller Ford, men tysk kram af fineste slags. Der er ingen afgifter i Albanien, så de henter selv bilerne i Tyskland og kører dem hjem. Stadig skulle man mene, det er mange årslønninger for en albaner, men bilerne er sikkert det ultimative symbol på frihed og demokrati. Det kan som bekendt ikke gøres op i penge.

P1020051

Cola og vand.

Vi opsøger den italienske restaurant igen, nu hvor maverne er i bedring. Det bliver til to colaer (verdens mindste Pepsi-flasker) og to flasker vand. Det er nærmest ynkeligt, og stærkt bekymrende for mit renomé. Jeg hører mig selv seriøst spørge, om vi ikke skal dele en flaske mere (vand, forstås)! Til de, der her næsten fire måneder senere, overvejer at aflægge mig et sygebesøg: Tak, jeg har det meget bedre.

P1020070

Frisk rulletobak på markedet.

P1020077

Tirana er overraskende farverig. I forgrunden er lille, ramponeret Tivoli.

P1020072

Idyl i Tirana.

P1020071

Fårehoveder og kyllinger side om side.

Vi får hotellet til at bestille en bil med chauffør, der kan køre os de 30-40 kilometer til adriaterhavskysten og byen Dürres, hvor vi skal tilbringe de sidste 5 døgn på et 4-stjernet luksushotel. Jeg ser noget a la fransk middelhavsstemning for mig, øde strande og service i verdensklasse. I dette næsten turisttomme land  en næsten jomfruelig strandpromenade vente os. Jeg tænker de vil modtage os som grever. Jeg tager den pæneste t-shirt på og håber den er fin nok til hotellets lobby.

Men Albanien er ikke færdig med at overraske. Jeg skal igen blive meget, meget klogere..

Følg med i 5. og sidste del, hvor et sandt overfyldt strandhelvede venter os. Jeg kan dog afsløre, at det som i andre gode eventyr ender lykkeligt. 

Shit de l’amour

Rejsen til Albanien 3. del

Majestætiske, forrevne bjergtinder byder os velkomne til Valbonadalen. Humøret er højt. Meget højt. Vi spadserer den sidste kilometer på en asfalteret vej. Forude venter en hotelseng, et badeværelse, kolde øl og en stor festmiddag med folkedans om aftenen. Der er absolut intet at være ked af.

DSC_2706

Spidse, majestætiske tinder omkranser Valbonadalen

DSC_2716

Det er sydende varmt i dalen, men kigget til toppene køler lidt.

DSC_2707

“Keep Valbona clean and beautiful” står der på skiltet ved indgangen til dalen. Det kommer vi desværre ikke til at overholde.

Men først skal vi spise frokost, inden vi går de sidste ti minutter til hotellet. Frokosten er en lækker grillet fisk, der er en kærkommen afveksling fra det rustikke, albanske køkken. Desværre er der ikke nok til alle, så nogen må tage til takke med økset lam. Efter tre dage i ødemarken smager min Tirana Pilsner, der oven i købet bliver serveret i glas, himmelsk.

En norsk kvinde beder om en taxa til hotellet. Først tænker jeg hun må have drukket af natpotten. For det første er der kun 10 minutter til hotellet, for det andet er vi er ganske vist tilbage på asfaltvej – men en taxa har de vist aldrig hørt om her. De venlige guider forsøger at forklare hende det faktum. Det preller af. Hun insisterer. Ergo starter vi vandringen mod hotellet lidt tidligere end planlagt. Vi når ikke ud af restaurantens område, før vores vores norske veninde kaster op. Uden varsel og direkte ud i det blå. Ikke noget med at gå i vejkanten. De har ingen opdragelse de nordmænd, tænker jeg.

Da vi ankommer til hotellet er der flere, der er dårlige. Tina og jeg er i storform. Vores værtsfamilie på hoteller har smidt to rammer øl i rindende vand. “Help yourselves,” siger manden grinende. Det gør vi så. Badet går jo ingen steder.

DSC_2715

Vi holder en lille pause med en øl – badet går ingen steder.

DSC_2709

Udsigten fra vores værelse.

Valbonadalen er en skøn blanding af få moderne, nyopførte hoteller, restauranter og ikke mindst simple huse og landbrug, hvor livet går sin stille gang.  Der er stadig meget autentisk, og ikke noget, der tyder på turismen for alvor er ved at gøre sit indtog. Om der en dag er McDonalds og lysreklamer tvivler jeg på. Lad os håbe det bedste.

DSC_2710

Det vogtes får foran vores værelse. Damen taler dog i mobiltelefon🙂

DSC_2638

Et par let skeptiske, men nysgerrige drenge.

P1020033

Der er masser af skønne, skæve huse i Valbonadalen.

P1020036

Arbejdet går sin daglige gang.

Vi bader længe. Hotellet her må mindst fordoble prisen, på grund af det overdrevne vandforbrug de mange beskidte vandrere påfører stedet. Men nu har Tina det også skidt. Hotellet er ikke større end man kan høre de andre. Der kastes op rundt omkring. Nede på gårdspladsen foran hotellet går snakken om en sand epidemi, der breder sig som steppeild. Selv turguiden, Ivan, der ellers har overlevet alverdens bjergtoppe, er ramt og melder ud at han ikke kan deltage i aftenens folkedans.

Vores albanske guide, Durian, er sønderknust. For ham er det vigtigste, at vi alle har det godt, og han føler sig personlig ansvarlig for den kedelige situation. Det bliver således kun en halv gruppe på 10-12 stykker der tager den lille bus til festmiddag og dans i byen. Der er dækket op til os udenfor, på noget der mest ligner en parkeringsplads. Folkedanserne, der tilsyneladende har ventet på os hele dagen, byder os velkomne og begynder straks at spille musik. Maden vælter ind på bordet. Ret efter ret, efter ret. Forsamlingen er sløv og mat. Durian byder op til dans, og prøver af alle kræfter at skabe en god stemning. Vi danser i ring mens solen forsvinder bag bjergtoppene. Scenen er sat perfekt, men jeg har kvalme.

Vi når kun lige tilbage til bordet, da min krop begynder at ryste. Voldsomme kuldegysninger får mine skuldre til at hoppe ukontrollabelt op og ned. Så løber jeg. Opkastet ligger allerede i munden på mig. Toiletbygningen er vel kun 40 meter væk, og afstanden virker uoverskuelig. Men der er længere til vejkanten. Jeg vælger toilettet der heldigvis er ledigt. Det strømmer ud af mig allerede i en meters højde over kummen. Det er vel 10 år siden jeg sidst har kastet op, og jeg har helt glemt hvor ubehagelig det er. Jeg tømmer mig til maven kun svarer med kramper. Jeg når kun ud lige ud i den befriende luft, da den anden ende melder sig.

Jeg iler tilbage til toilettet, netop som en ung mand lukker døren. Dametoilettet..

Udenfor venter Durian. Han ser bekymret ud. “Nu også dig?” spørger han på sit flydende engelsk. Jeg nikker tavst. Han er ked af det. Jeg forsøger at forklare ham, at det kan være maden eller måske vandet fra de mange kilder, vi har drukket i bjergene. “I Danmark lever vi i et hygiejnehelvede, hvor alt er pakket ind i plastic og dåser,” forklarer jeg ham, i forsøg på at give ham lidt mod tilbage. “Når vi så kommer til udlandet går vores maver i stykker af ingenting.” Han ser ikke overbevist ud.

P1010956

Måske er vi forgiftet af det klare, velsmagende kildevand fra bjergene?

Vi kører tidligt hjem. Der er flere syge nu. Folkedanserne får tidligt fri, og det meste af den dejlige mad bliver båret ud igen. Det er super ærgerligt. Jeg sveder og har en frygtelig kvalme på den korte bustur tilbage til vores hotel. Jeg spæner op på værelset, hvor Tina har taget fast plads på tønden. Jeg kaster op i brusenichen. Natten bliver lang. Vi går i pendulfart mellem sengen og toilettet. Rundt om på hotellet er der højlydt aktivitet. Næsten alle tilbringer natten på samme måde.

Efter planen skal vi forlade hotellet tidligt næste morgen for at starte vores sidste lange vandredag, og overnatte hos endnu en værtsfamilie i bjergene, inden turen ender i Tirana. Gudskelov får vi lov at blive i sengen. De få friske vil gå en lang tur, resten bliver i hotelområdet. Det gør selvfølgelig ondt langt ind i sjælen, at vi må aflyse den sidste tur, men selv den bedste vilje hjælper ikke her. Som dagen skrider frem begynder folk så småt at komme sig igen. Tina er frisk ved frokosttid.

På gårdspladsen samles man og udveksler historier. Den ene overgår den anden. Intet bliver pakket ind. Et ægtepar har sloges så meget om toilettet, at også håndvasken har været i brug og nu er stoppet. Jeg ligger i min seng og lytter gennem de åbne vinduer. En ting er alle enige om: Godt, epidemien brød ud mens vi var på hotel! Tænk, hvis vi alle havde skulle slås om Hallils træskur? Der jokes om, hvordan vi ville løbe i rundkreds om skuret, og skiftes til at hoppe ind.

De to rammer øl, der i går var i høj kurs, er næsten urørte. Til gengæld er cola blevet en mangelvare. Nogen mener at have drukket mindst 10. Vores stakkels vært må til byen og hente nye forsyninger. De er varme, men udsolgt på få minutter. Om aftenen kører de raske på restaurant. Tina tager med, og denne gang er det mig der må blive hjemme. Men jeg har gemt en cola under puden. Jeg åbner døren til toilettet og hilser på min ven, tønden. “Vi to skal tilbringe aftenen sammen, gamle ven,” hvæser jeg.

Om natten får jeg det bedre, men må hele tiden høre Tina fortælle om pomfritter og andet god mad de har fået på restauranten, i forsøg på at reparere folks maver. Der er ingen pomfritter, men de har dog taget en humpel brød med hjem til mig, som jeg sidder udenfor i nattemørket og gumler på.

Tidligt næste morgen sætter bussen kurs mod Tirana. Samtidigt sætter et større rengøringshold kurs mod de værelser vi forlader. Paradokset er, at albanerne er mere kede af det end vi er. Vi synes vi har svinet, selv om alle efter bedste evne har gjort rent, og er nærmest flove. Vores albanske værter har det skidt med den oplevelse, vi har haft i deres land. Tænk hvis det var omvendt? Vi danskere har meget at lære om gæstfrihed.

Følg med i 4. del, hvor toiletbesøg igen bliver en privat affære, vi siger farvel til gruppen fra Topas og indtager hovedstaden Tirana.