Amerikanske toiletter..!?

Denne lille humørspreder er absolut ikke for sarte sjæle! Så stop nu, hvis latrinære udtryk ikke passer dig til eftermiddagskaffen eller på noget tidspunkt..

Vel ankommet til New York stifter jeg bekendtskab med de amerikanske toiletter, som jeg lykkeligt har glemt i de 16 år der er gået siden jeg sidst besøgte landet. Mens danskerne de seneste 10 år har haft travlt med at overgå hinanden i designerkøkkener, minimalistiske blandingsbatterier og andet gejl til boligens to prestige rum køkken og bad, så synes udviklingen på dette område at stå stille i det amerikanske. Vel har jeg ikke besøgt de rige og trendy Newyorkere, men det skulle være ganske vist, at amerikanske lokummer ser ens ud de fleste steder. I hvert fald på hoteller, restauranter og i lufthavne.

Et besøg på et amerikansk toilet er en tilbage til naturen oplevelse; her stifter man virkelig bekendtskab med sine egne indre væsker og ekskrementer. Desværre glemte jeg at tage et billede (af toilettet, forstås), men nogle ting har det også bedst med kun at være i hukommelsen. Lad os tage designet først. Der er ingen cisterne (vist et gammeldags udtryk for den vandbeholder, der i Danmark enten sidder i ryggen på toilettet eller er bygget ind i væggen) men alene en stor vandhanelignende genstand med en trykpumpe på. En ikke særlig elegant installation set med danske briller, hvor vi helst gemmer rørene i væggen. Selve kummen er næsten rund, og ikke elliptisk som vi kender det, så bagdelen skal have en god bredde før man sidder rigtigt godt.

Det, der for alvor gør toilettet spektakulært er vandet og skyllet. Kummen er fyldt næsten til randen med vand! Man sidder oven på et badekar eller en lille fiskedam. Hvis ens balder er for runde eller for herrernes vedkommende tissemanden for lang (ja, jeg advarede jo)  så rammer man ganske enkelt overfladen. Undertegnede forholder sig dog alene teoretisk til disse to problemstillinger.

Men hvis din fantasi ikke allerede er sat i gang, så forestil dig hvad der sker, når du begynder at forrette din nødtørft oven på dette badekar af et toilet. Ja, ganske rigtigt – det hele begynder at sejle rundt i vandet, som jo kun er ganske få centimeter fra din mås. Mens man sidder der og hygger sig, kommer ens egne efterladenskaber sejlende forbi. Det forkorter toiletbesøget til kun at vare absolut den strengt nødvendige tid.

Den latrinære biologiundervisning fortsætter, når man rejser sig for at skylle ud. Nu behøver man jo ikke at kigge ned i tønden, men personligt har jeg det sådan, at det er svært at lade være. Husk lige på, at på dette tidspunkt af forestillingen er der også tilføjet papir til mængden af ingredienser i badekarret. Når man vipper håndtaget på førnævnte store vandhane begynder skyllevandet at sprøjte ind i toilettet – ikke fra toppen, men fra et (og kun et) lille hul i bunden af toilettet. Der sker dermed det, at toilettet tømmes nedefra – og husk nu på, at det, der skal skylles ud befinder sig i overfladen! Når vandet har løbet lidt begynder der at danne sig en tragtformet hvirvel i vandet og det hele begynder at roterer rundt i toilettet. Som en malstrøm, eller en mindre tornado, drøner lorten rundt i høj fart i en rum tid, før det hele i et voldsomt sug trækkes ud af toilettet. Herefter fyldes toilettet igen omgående til randen med vand. Første gang står man paralyseret og kigger undrende ned i tønden.

Skulle der efterfølgende være behov for at bruge en børste (til mandlige læsere: en aflang genstand med børstehår, som kvinder benytter til at rengøre toilettet efter sig, primært af hensyn til fremtidige brugere) ja, så må man altså også dyppe børsten ned i karret.

Hvem, der har udtænkt ingeniørkunsten i dette toilet, og hvorfor det har overlevet årtiernes gang ved jeg ikke, men mærkeligt er det, at den eneste nation, der har viljen, midlerne og teknologien til at sende et bemandet rumfartøj til Mars, dagligt sidder på et toilet, som får selv det mest primitive vietnamesiske pedallokum til at ligne kongelig porcelæn. 

Reklamer

5 responses to “Amerikanske toiletter..!?

  1. Sidder lige på arbejdspinden – midt i morgenkladden og rundstykket – og læser din meget “malende” beskrivelse af amerikanske toiletter. Osten og kaffen glider pludselig lidt anderledes ned …..men advarslen virkede jo – læs kun videre, hvis du kan tåle det. Selvfølgelig kan man det – nysgerrig er man jo.
    Tak iøvrigt for kigget af alle de flotte fotos – det ser ud til, at I alle nyder turen.
    Forsat god rejse til Jer alle.
    Hilsen
    Gitte Y – og resten af regnskabsmafiaen

  2. Kære Gitte og alle,
    Ja, desværre er jeg netop vendt tilbage til Danmark. Dejlig i gider kigge med. Vi ses snart!

  3. Som du dog kan sige det Gert! Fantastisk beskrivelse – og hylende morsom. En forfatter i absolut topform.

    Et utroligt paradoks at amerikanerne har sådanne lokumsforhold!

  4. Da jeg for første gang i marts stiftede bekendtskab med dette unikke stykke Amerikansk kultur – det amerikanske toilet – kom jeg straks til at tænke på din morsomme beskrivelse.

    Mit største problem er ikke at kigge. Det er på en måde dybt fascinerende at se denne hvirvel, denne vortex dannes i et toilet. Det er så knapt så fascinerende at se det der drøner rundt i hvirvlen, men som en svejseflamme er det svært at lade være med at kigge på. Hvis jeg bevidst kigger væk ved jeg hele tiden det sker lige foran mig og mine øjne kæmper med ikke at kigge i den forbudte retning. Dybt fascinerende opfindelse, hvordan det land fik folk på månen er og bliver en gåde (gode tyske ingeniører!)

  5. Kære Flemming,

    Dejligt du stadig kan huske den gamle beretning. Ja, amerikanerne kan meget – men der er klart også rum for forbedringer..

    Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s