Tyrkisk totaloplevelse..

Så er vi nået til 2. del i den lille serie fortællinger fra solformørkelser. Denne gang er vi i Tyrkiet i marts 2006, hvor totaliteten varede hele 3 minutter og 40 sekunder. Sikken en fest. Artiklen her er tidligere bragt i Tycho Brahe Planetariets blad Aktuel Astronomi nr. 3, 2006.

For de uindviede skal jeg nok lige forklare, at denne solformørkelse startede ude i Atlanterhavet og bevægede nordpå gennem Nordafrika og Sahara, gennem Egypten og endelig til Tyrkiet. Det er derfor min datter kunne se formørkelsen fra Egypten, 20 minutter før jeg så den i Tyrkiet. 

Manavgat, Tyrkiet, 29. marts 2006

En SMS fra himlen
Den 29. marts 2006, kl. 13.50, lokal tid tikker en SMS ind på min mobiltelefon der, som jeg selv, befinder sig i Manavgat, øst for feriebyen Antalya, på den tyrkiske middelhavskyst. SMS’en kommer på et helt absurd tidspunkt. Der er kun fem minutter til den allerede fremskredne solformørkelse er total. Jeg står i et landskab af grålig, transparent himmel. Temperaturen er syv grader lavere end for blot 10-15 minutter siden og en pludselig, kølig vind står ind fra Middelhavet.

Den delvist formørkede sol

Forventningen blandt de tilrejsende er på kogepunktet. Selv er jeg på vej i en trance jeg ikke kan kontrollere, og benene ryster let under mig.

Uvist af hvilken grund vælger jeg alligevel at fiske telefonen op af lommen. Beskeden kommer fra min 12-årige datter, der er med sin mor i Egypten i samme anledning: ”Vi har lige set den er du gal den er flot glæd dig det er helt vildt”. Beskeden er uden tegnsætning, der desværre ikke alene skyldes hendes opkørte sindsstemning. Men budskabet er klart nok fra et forkælet barn af Nintendo generationen, der normalt ikke bruger store ord om noget som helst. Hun har lige oplevet noget helt ud over det sædvanlige.

Selv om solformørkelsens centrum rejser med gennemsnitligt 4.500 km i timen henover jordkloden, og dermed kun er 20 minutter om at tilbagelægge turen over middelhavet fra Egypten til Tyrkiet, så er SMS’en alligevel nået frem til mig først – selv om den har været via Danmark. Og hvis hårene på mine arme ikke allerede har rejst sig, så..

Forår i Antalya
Vi er 80 deltagere i CoronaAdventure /Viktors Farmors gruppe i Tyrkiet.

Antalya er et fredeligt og behageligt bekendtskab, klædt i den smukkeste forårsdragt. Turistsæsonen er endnu ikke begyndt, alt ånder fred, og vi møder stor venlighed alle vegne. En tjener har dog meget svært ved at tro på, at vi ”kun” er kommet herned i anledning af solformørkelsen. Jeg fortæller ham at det skam er rigtigt nok, og beder ham så inderligt om at kigge på himlen, når det går løs. Restauranten ligger lige på centerlinien. Det lover han, forudsat arbejdet tillader det!

Festklædte Antalya

Antalya klar til solformørkelse

En lykkelig dag
Heldet er med os. Solen skinner fra en skyfri himmel om morgenen den 29. marts 2006. Vejret er meget omskifteligt på denne årstid, og prognosen for klart vejr på en martsdag er kun omkring 45%.

Vi kører, som det er god skik og ikke mindst sund fornuft, fra vores hotel tidligt om morgenen. Heldigvis glider trafikken let og vi er fremme i god tid. Vores guider har udvalgt et forholdsvis øde strandstykke en kilometers penge fra byen Side, hvor rigtig mange solformørkelsesjægere fra hele verden er samlet.

Vi får dog selskab af et par tyrkiske skoleklasser. Børnene råber og skriger og er meget interesserede i alle kikkerter og kameraer. Vi tager godt imod dem, og viser dem solen. Deres begejstring er smittende, selv om alle os med fotografisk opstilling forsøger at forklare dem, at når det går løs må de ikke skubbe til os. Bekymringen viser sig ubegrundet. Solformørkelsen lukker munden på dem alle, da det kommer dertil. I hvert fald er der 5 minutter, hvor de synes som sunket i jorden, eller også er det mig selv der ikke ænser dem.

Nysgerrige skoleunger..

Der sker, som jeg oplever det, 5 samtidige begivenheder i de sidste minutter før formørkelsen er total:

  • Det bliver mærkbart (endnu) koldere.
  • Dagslyset får en ubestemmelig, transparent farve, skyggerne er skarpe, og det er som om man kan røre ved luften, der forekommer grynet.
  • Der begynder at tegne sig en lys solnedgang 360º hele horisonten rundt.
  • Lydniveauet fra de mange mennesker på stranden tiltager nærmest til en susen. Nogen råber, nogen tier. Andre siger mærkelige lyde, da de simpelthen overrumples af begivenheden. ”Jeg besvimer, jeg besvimer!” lyder det et sted i nærheden.
  • Den femte begivenhed sker inde i mig selv, og er vanskelig at beskrive. Jeg bliver blød i knæene og min krop gennemrystes af en kuldegysning, jeg ikke kan mindes fra andre situationer. Jeg har det som om hele verdensrummet raser igennem mig som en usynlig ånd. Og det er vel også det, der sker: Aktørerne er intet mindre end Solen, 150 millioner kilometer borte, Månen, Jorden, Universet og tyngdekraften, der i et eneste nu demonstrerer deres skønhed på denne lille, udvalgte plet på planeten Jorden, hvor jeg har det privilegium at befinde mig.

Mere livsbekræftende begivenhed skal man lede længe efter!

Jeg fotograferer formørkelsen
Jeg fotograferer løs. Foto: Laila Larsen

Diamantringen skinner

Tina og jeg under formørkelsen
Se de måbende udtryk. Som altid slår solformørkelsen benene væk under dig! Foto: Laila Larsen

I 3 minutter og 40 sekunder skinner den perlemorshvide korona over os, inden lyset ubarmhjertigt vender tilbage igen.

Bagefter har jeg det som om jeg har løbet et helt maratonløb. Alligevel er der kræfter til at omfavne alt og alle. Champagnepropperne springer, og der udveksles indtryk på kryds og tværs.

Det var min fjerde totale solformørkelse, for andre var det første gang. Fælles for os er dog, at vi allerede snakker om, hvor og hvornår det nu er, der er solformørkelse næste gang.

En ydmyg tak
10 minutter efter finder jeg endelig ro til at snige mig til mobiltelefonen igen. Jeg sender en SMS tilbage over Middelhavet til min datter: ”Nu har vi også set den. WAAU!”

Hvis jeg have været klarere i hovedet, og hvis det ikke var fordi det ikke gav mening i den anden ende af telefonen, så havde jeg skrevet det, der i skrivende stund synes det mest oplagte: ”Det var smukt. Tusind tak, Kære Big Bang”

End of story. Næste gang skal vi tilbage til 2001 og det urohærgede Zimbabwe. 

Reklamer

6 responses to “Tyrkisk totaloplevelse..

  1. Hej Gert!

    Et herligt rejsebrev – som sædvanligt! Man kommer jo ikke udenom, at du har ordet i din magt.

    Jeg ser frem til beretningen fra Zimbabwe, som endnu en appetitvækker til vores tur til Novosibirsk til sommer. For de uindviede er der også hér tale om en solformørkelse. Min første, som jeg glæder mig vildt til.

    René

  2. Hej Gert!

    Sidder med gåsehud over det hele, fedt rejsebrev, næsten som at være der igen.

    Glæder mig vildt til den næste, selvom jeg desværre må vente på den i Kina i 2009.

    Det er heller ikke uden stolthed, at se et par af mine billeder er kommet på nettet, må dog lige bemærke at din søster hedder Laila Jensen.

    Laila

  3. Kære begge,

    Dejligt i følger med på siden..

    Laila, der er vel ingen grund til at kundgøre for den ganske verden, at du så skammeligt har kastet dit smukke Larsenske efternavn i grams?

    Gert.

  4. Hanne B. Stegemüller

    Dejligt brev – som altid. Jeg glæder mig til det næste.

    Hrmm…. hvad øhhh koster det der Novosibirsk? Jeg sidder og får helt blod på tanden.

  5. Kære Hanne,

    Du skal være velkommen. Du får hele verdensrummet for kun 16.800,-. Det må da siges at være dagens tilbud 🙂

    Gert.

  6. Hanne B. Stegemüller

    Kære Gert

    Tak – det er da absolut overkommeligt for et verdensrum. Hvornår skal vi være i lufthavnen (dato)?

    ../Hanne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s