Er Den røde Plads grå?

“Tænk at ha’ en flimmer, uden fede farver på
Der er stadig nogen, der tror Den røde Plads er grå!
Men efter jeg har fået colour på tossen,
så er livet blevet smukt og stort
før var det hvidt, og så var det sort”

Der er gået 30 år siden Shu•bi•dua i 1978, med deres hyldest til farve-tv’et, kom med denne genialitet af et ordspil: “Der er stadig nogen, der tror Den røde Plads er grå”.. Jo, i 70’erne var der ingen over og ingen under det danske humør-band. Siden blev de ældre og mere besindige, og ikke nær så skarpe… (sådan går det for de fleste af os, suk!)

30 år og sikken en udvikling i verden: kold krig, russerne som skurke, A-våben, en verden opdelt i sort og hvidt, Øst og Vest, agenter og spioner alle vegne. Siden blev det til nedrustning, murens fald, Glasnost og Perestrojka, Gorbatjov med modermærket i panden, og ikke mindst husker jeg stadig Boris Jeltsin på kampvognen, og angrebet på “Det hvide Hus” i Moskva.

Den røde Plads med St. Basil's kathedralen i baggrunden

Den røde Plads med St. Basil's kathedralen i baggrunden

I august 2008 flyver solformørkelsesholdet og jeg ind i Moskva på historiens vingesus, samtidigt med at russerne rykker ind i Georgien. Jeg gør mig ingen forhåbninger om at forstå blot 10 procent af den konflikt, men koncentrerer mig om det jeg ser og hører, og den enkelte russer. Det er demokratiets bagside, at vi har det med at sætte lighedstegn mellem et lands styre og hele dets befolkning. Som bekendt er der mange amerikanere, sådan ca. 150 millioner, der ikke er særlig stolte af deres præsident (for tiden er det vel nærmest 300 mio.?), ligesom vi er mange, der er meget lidt stolte over den position Danske Folkeparti har fået i det danske samfund. Men vi må alle acceptere vælgernes dom, det modsatte er ikke rart at tænke på.

Det er umuligt ikke at tænke på politik, når man er i Moskva. Jeg kan se Samuel Rachlin og Leif Davidsen for mig på hvert eneste gadehjørne med mikrofonen i hånden, og en stor russerhue på. Jeg tænker på Matthias Rust, der satte sin lille en-motors flyver ned på Den røde Plads, ene mand i aktion mod den kolde krig (han landede faktisk bag Den røde Plads, og var vist ikke koldkriger, men skidt – det er ikke det vi husker). Byen oser af historie, der bliver ved med at komme ind på nethinden.

Vores første møde med Den Røde Plads bliver en kø tidligt om morgenen. Og nej, selv om der altid er meget befærdet på pladsen (det var også derfor Rust ikke kunne lande) så står man trods alt ikke i kø for at komme ind. Men køen til Lenins mausoleum, der ligger midt på pladsen, starter i udkanten af Den røde Plads.

Lenin mausolæet er godt bevogtet

Lenin mausolæet er godt bevogtet

Der er en vis russisk grundighed forbundet med besøget i mausolæet, hvor Lenin ligger lit-de-parade. Vi må aflevere alle ejendele og gennem security-tjek, men det er ulejligheden og ventetiden værd. Man går fuldstændig tavs gennem det lille lokale og rundt om Lenin, der ligger dér så livagtigt og stirrer på en. Der er en vagt for hver anden meter, der sikrer at man opfører sig ordentligt. Man må ikke have hænderne i lommen, man må ikke smile og ikke stoppe op blot et split-sekund. Alle overholder reglerne, vores historieundervisning i skolen har fortalt rigeligt om russiske arbejdeslejre til, at nogen skal have noget klinket. Tavsheden og disciplinen gør kun oplevelsen større. Vi er stadig tavse da vi går ud, og føler vi lige har mødt en af historiens helt store personer nærmest i levende live.

Om det er Lenin, en voksdukke, eller en kombination, der ligger i mausolæet kan man diskutere fra nu af og til juleaften (år 2043), det er en del af mystikken.

Tilbage på pladsen, der er kæmpe stor, men dog ikke så enorm som jeg synes den virker på TV, er vores russiske guide i et, selv for ham, overvældende anfald af fortælleglæde, gået i gang med en tilsyneladende uendelig historie om hver eneste bygning på pladsen. Deres udsendte sniger sig uset væk og går ud i livet på pladsen, som vanligt bevæbnet med kamera. Der hænger desværre en ikke særlig foto-venlig blygrå himmel over pladsen. Det er her jeg kommer til at tænke på den gamle Shu•bi•dua sang.

St. Basil's Cathedral - Moskvas varetagn

St. Basil's kathedralen - Moskvas varetegn

Løgkuplerne på St. Basils Cathedral

Løgkuplerne på St. Basils Cathedral

-)

Larsen og Larsen på Den Røde Plads. Selvportræt 🙂

Demonstranter ønsker kommunismen tilbage..

Demonstranter ønsker kommunismen tilbage..

Vi møder et hold demonstranter, der, efter sigende, demonstrerer hver eneste dag for at få kommunismen tilbage. Det kan man ikke nødvendigvis fortænke dem i. Under kommunismen vidste alle hvad de havde, selv om tilværelsen for mange var kummerlig. Nu må man kæmpe for alt i et samfund, hvor alle forsøger at overleve for sig selv. Politiet er korrupt, og ingen kan vide sig sikre på, ikke at få en urimelig trafikbøde af astronomiske dimensioner. 

Flere gange vender jeg og andre dessatører tilbage til gruppen midt på pladsen, men vores talende guide synes ikke at være kommet meget længere i beretningen. Vi sniger os bort igen, og igen..

Dette lille indlæg er derfor ikke i stand til at gengive fakta om hver eneste historiske bygning i, og omkring Den røde Plads. Læseren må som jeg nøjes med kigget, her til sidst bag Kremls mure:

Assumption Cathedral, Kreml

Assumption Cathedral, Kreml

Kuplerne på Assumption Cathedral

Kuplerne på Assumption Cathedral

Patriarchs Palace, Kreml

Patriarchs Palace, Kreml

Du kan se mange flere billeder fra Moskva her

Reklamer

3 responses to “Er Den røde Plads grå?

  1. Kære Gert!
    Du overgår dig selv gang på gang, imponerende!
    Tak for endnu en dejlig historie, følte mig helt hensat til gamle James Bond film, med al den koldkrigshistorie.
    Knus Laila

  2. Kære Laila,

    Tak fordi du stadig er trofast, selv om det jo ikke er verdens mest aktive side. Det holdt hårdt denne gang, nogen gange gider jeg ikke kigge på en computer i ugevis. Det må være en erhvervsskade..

    Gert.

  3. Min kære broder.

    For en sjænden gangs skyld var jeg ikke først på pletten med en kommentar denne gang!

    Du siger at du trods lidt ugidelighed først nu kommer med dette indlæg – men jeg må give vor kære søster Laila helt ret: Du har overgået dig selv denne gang.

    Blandt alle de mennesker, som jeg personlig kender – eller har være i kontakt med – er der ingen, der kommer nærheden af dig, når det handler om at skrive en underholdende, velskrevet og medrivende historie. Bravo!

    Også nogle dejlige billeder, selvom jeg nu ikke synes at jeg gør mig specielt godt på vores fællesportræt.

    Ser frem til eventuelle senere indlæg fra vores udsendte.

    Mange hilsner

    René

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s