Gensyn med Saros 136

18 år og 11 dages ventetid er ved at være forbi..

Så længe er det siden jeg sidst hilste på Saros 136. Det var den 11. juli 1991 på et glohedt tag under tropisk sol i Mexico, på sydspidsen af den californiske halvø. Palmer, kaktus og den smukkeste blå havbugt omkransede scenen. Og nej, Saros 136 er ikke et kodenavn for en skøn mexicansk signorita, der lå i mine arme i en hængekøje. (Men du må da gerne lade det billede stå et lille øjeblik, inden du læser videre).

Saros 136 er alligevel meget skønnere end du kan forstille dig! Saros er den videnskabelige betegnelse for en serie af solformørkelser. I dette tilfælde Saros serie 136, som udemærker sig ved at give de længste solformørkelser i min – og læsernes – tid. Naturen har skruet solsystemet sammen således, at solformørkelser der ligner hinanden i længde, type, varighed osv, gentager sig selv med 18 år og 11 dages mellemrum. Man siger også de er i familie med hinanden. Det er heldigvis solformørkelse oftere, hvilket betyder at der kører mange Saros-serier samtidigt. Men Saros 136 er altså noget ganske særligt, eftersom serien i sit lange liv kulminerer med de længste formørkelser netop i vores levetid.

Solformørkelsen den 30. juni 1973 varede lige over 7 minutter, hvilket er tæt på det maksimalt opnåelige for en formørkelse. Dengang var jeg en knægt på 9 år, tynd som en pind, med blege kinder, og var lige gået ud af 3. klasse på Nansensgade Skole. Jeg havde absolut ikke den ringeste viden om, at der fandtes en verden uden for kvarteret, og da slet ikke oppe i himlen. Ja, det var dengang jeg troede man skulle op i verdensrummet, og ikke ud i det. Man siger stadig, at amerikanerne rejste op til månen. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Der findes ikke op og ned i verdensrummet. De rejste ud til månen. Vi ser bare kun månen, når den er over os på nattehimlen. Heraf talemåden. Nå undskyld dette sidespring til et andet af mine yndlingsemner.. tilbage til vores ven Saros 18 år senere..

18 år og 11 dage senere, den 11. juli 1991, stod jeg klar i La Paz (ikke at forveksle med Bolivias hovedstad) på sydspidsen af den californiske halvø, Baja California, i Mexico. Jeg var da blevet 27 år gammel (dog stadig tynd og bleg) og mange års medlemsskab af Københavns Astronomiske Forening havde bragt mig til denne min første solformørkelse. The Big One! kaldte amerikanerne den, næsten 7 minutters formørkelse – det længste nogen kunne opleve, om så de blev 100 år.

På taget af det hotel vi boede på installerede vi alle vores kikkerter og fotografiapparater. Udsigtet over La Paz bugten var guddommelig, og vi kunne se ind mod bjergene på det Mexicanske fastland. Selv om jeg havde rejst den halve jord rundt, og havde forberedt mig på den største af alle begivenheder, anede jeg ikke at mit liv skulle ændre sig. Solformørkelse, der varede hele 6 minutter og 45 sekunder i La Paz den dag, brændte hul i min sjæl. 

Siden er det blevet til 4 andre totale solformørkelser og 2 ringformede, en lang række oplevelser, og rejser til mere eller mindre umulige steder på kloden.

Total solformørkelse - her fra Zimbabwe i 2001.

Total solformørkelse - her fra Zimbabwe i 2001.

I går morges ankom så bundtet af billetter til næste store solformørkelse, og det er netop den næste i Saros 136 serien, og dermed er det ved at være 18 siden starten i Meixco. Den 22. juli 2009 ( præcis 18 år og 11 dage efter 11. juli 1991) gør Saros 136 sin entre over Asien. Formørkelsen er længst ude i Stillehavet, men ved Shanghai i Kina får man hele 5 minutter og 50 sekunder. En luksus formørkelse af 1. grad. Og jeg er naturligvis med. Det bliver også til en lang rundrejse i Kina.

Der kommer naturligvis meget mere om formørkelsen og rejsen på denne side når tiden nærmer sig..

Se flere solformørkelsesbilleder i mit galleri på Pbase. Læs solformørkelsesberetninger og rejsebeskrivelser her på siden.

Reklamer

4 responses to “Gensyn med Saros 136

  1. Hej Gert!

    Du forstår at skrue spændingen op!
    Jeg er så KLAR :o))
    Dejlig historie at varme op med, det burde være alle forundt at opleve en solformørkelse.
    Kina here we come…

    Knus Laila

  2. Hej Gert!

    Jeg troede faktisk i min naivitet, at den længste formørkelse i dette århundrede – og dermed i Saros 136 serien – var den i Kina næste år.

    Men med et maximum på 6 min 39 sek, kan jeg jo godt se , at det ikke er tilfældet.

    Men som sædvanlig en god historie fra mesterens hånd.

    Jeg er helt enig med min kære søster Laila!

    China – here we come!

    Lyder godt med billetterne …

    Mange hilsner

    René

  3. Kære begge,

    Ja, det hjælper lidt på ventetiden at se billetterne. De vejer mindst ½ kilo. Jeg tror det hele er der.

    Kh
    Gert

  4. Pingback: Countdown to China « Gert Larsen - Foto & rejser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s