Grim Canaria, 2. del

Skønhed findes alle vegne, siges det. Fagotspilleren og atomfysikeren Peter Bastian sagde engang, at hvis man ikke kan se skønheden en novemberdag på Rådhuspladsen, så kan man heller ikke se den i Himalaya. Ergo må jeg til at tage mig sammen, og jage skønheden på Gran Canaria.

Solen står op over Puerto Rico

Solen står op over Puerto Rico

Hver morgen får jeg en SMS fra min guide. Star Tour informerer om dagens udflugter og muligheder. Det er svært at gemme sig fra den allesteds nærværende guide. I 1. del undlod jeg at fortælle, at SMS’en på den første dag inviterede til velkomstmøde med Sangria på et nærliggende hotel. Velkomstmøde! Hvad skulle der mon være at informere om her? Ja, I har vel allerede regnet ud, at jeg ikke deltog. Selvfølgelig skammer jeg mig overfor læserne, det kunne jo have været morsomt at iagttage, hvad der mon foregår på sådan et møde. Men jeg var en tøsedreng. Mine sandaler ville ikke derhen. Undskyld.

Denne morgens SMS handler om et aftenarrangement med middag og sjove, frække tjenere. Jeg beslutter at flygte helt ud af Puerto Rico, i håb om at guiden ikke finder mig, før omtalte middag for længst er i gang.

I stedet vælger vi at tage til fredagsmarked i Puerto de Mogán, der ligger 10 kilometer mod vest. Vi vil gøre turen til fods, en rask lille gå tur. Eneste mulighed er at gå langs vandet, da der kun er motorveje ud og ind af byerne. Det går godt de første kilometer frem til nabobugten, der udviklingsmæssigt er af nyrere dato, men godt og grundigt i gang med at blive plastret til med hoteller og butikker af tvivlsom art. Der er masser af kraner, men flere steder ser det ud som om byggeriet er gået i stå. Finanskrisen er sikkert også nået til Spanien, og her kommer krisen altså den stakkels bugt til undsætning.

Herefter forsvinder vejen langs vandet. En stund fortsætter vi stædigt indtil det bliver livsfarligt at kravle rundt om klipperne mens bølgerne slår ind. Vi vandrer op til motorvejen, hvor der absolut ikke er så meget som ti centimeters plads til noget så udsædvanligt, som en fodgænger på Gran Canaria. Vi går uden for autoværnet, selv om det går 10-12 meter ned, lige der hvor vi går. Alternativet inde på vejbanen er langt farligere. En stund kravler vi dumdristigt rundt, men må helt opgive da en tunnel standser os.

Det er livafarligt at kravle uden på autoværnet

Det er livsfarligt at kravle uden for autoværnet


Vejen langs vandet er for længst ophørt, og alle spor at turister er væk.

Vejen langs vandet er for længst ophørt, og alle spor af turister er væk.

Vi må erkende at vi er ved vejs ende, og Tina forsøger at standse en taxa. Vi får øje på en statuelignende klippe lidt ala Påskeøen. Hvor mange andre har mon set den, mens de suser forbi i bil med 100 kilometer i timen?

Påskeøen? Nej, Gran Canaria!

Påskeøen? Nej, Gran Canaria!

Jeg når lige at tage et par billeder af den overraskende klippe (til højre i billedet) før vi drøner gennem tunellen i en taxa. Taxaen bliver ved med at køre i lang tid, over den ene klippetop efter den anden. Det viser sig der stadig er seks kilometer til Mogán, og vi var aldrig nået frem til fods. Vi er griner højlydt af os selv på bagsædet. Det bekræfter sikkert chaufførens anelser om, at han har samlet to tosser op derude i intetheden.

Da vi endelig når Mogán er markedet ved at lukke, men, rigtigt gættet, vi er ikke gået glip af hverken antikviteter og etniske specialiteter. 

Indiansk? marked i Puerto de Mogán.

Indiansk? marked i Puerto de Mogán.


Fiskerbåde, Puerto de Mogán

Fiskerbåde, Puerto de Mogán

 MAN KAN IKKE forlade Gran Canaria uden at have set den store sandklit, Dunas de Maspalomas. Gran Canarias svar på Råbjerg Mile. Der er 12 kilometer til Maspalomas, så dagen efter overgiver vi os til en taxa med det samme. Sandklitten adskiller strandområderne Maspalomas og Playa del Inglés, som tilsammen udgør hjertet i Gran Canarias turisme. Her mangler deres udsendte ord, med lad mig i det stille sige, at der er værre end i Puerto Rico.

Sandklitten er til gengæld imponerende, og når man først er kommet igennem et stort nudistområde, og flere elskende par, der har søgt tilflugt for sandfygningen, så føler man sig hurtigt hensat til Sahara.

Tina i kamp mod sandfygningen.

Tina i kamp mod sandfygningen. Dunas de Maspalomas


Dunas de Maspalomas

Dunas de Maspalomas


Det tager et sandkorn 500 år at passerer gennem klitten

Det tager et sandkorn 500 år at passere gennem klitten

Man skal være hårdfør for at ligge på stranden ved foden af klitten. Sandet fyger som små syle gennem luften, og trænger ind alle vegne. Det knaser i tænderne, ørene sander til, og selv i underbukserne begynder det at blive som sandpapir. Måske det er derfor så mange på denne strand fravælger sidstnævnte? 

Parasollerne bliver brugt i kamp mod sandfygningen

Parasollerne bliver brugt i kamp mod sandfygningen

Med besøget på klitten begynder stemningen så småt at vende i hovedet på Deres udsendte. Og det skal blive bedre endnu.

Efter sigende skulle byen Arguineguin (A gin gin – i folkemunde), der kun ligger en spadserertur (på to timer) fra Puerto Rico, byde på noget så fremmed som lidt spansk stemning. Det er jo lige noget for os, så vi finder sandalerne frem igen. Det første, der møder os efter vandreturen over klipperne (her er faktisk nedtrådt en lille sti), er et gigantisk hotel med de efterhånden velkendte blå plasticstole, der er bar i den enorme swimmingpool, og hundredevis af glade, brune turister.. Så meget for den spanske stemning i A gin gin.

Men vi går selvfølgelig videre og det belønnes! Da selve byen åbenbarer sig, er der en lille strand uden mennesker. Og ingen grimme butikker og skilte. Hallelujah!

Arguineguin - Hallelujah

Arguineguin - Hallelujah

Vi finder et lille torv, hvor der sidder ægte, indfødte spaniolere (eller grankanutter, hedder de vel her?). Jeg gå ind på torvets bar, her sidder de og ser spansk TV, og de kigger lidt, men anerkendende, på den mærkelige turist. Der står tapas fremme, mutter går og hygger i køkkenet. Krofatter har stort, spansk overskæg og jeg må bruge mit begrænsede spansk for at få to øl. Det er næsten ikke til at tro. Hvilken fest!

En spansk plads - uden cirkus! Arguineguin.

En spansk plads - uden cirkus! Arguineguin.


Deres udsendte i sit es. Øl, og ingen (andre) turister..

Deres udsendte i sit es. Øl, og ingen (andre) turister..


Maden fejler heller ikke noget!

Maden fejler heller ikke noget!


Eller resten af byen. Man tror det er løgn..

Eller resten af byen. Man tror det er løgn..

Som tiden og dagene går vænner jeg mig til livet “hjemme” i Puerto Rico. Maden er overraskende god alle vegne. Ved siden af vores noget ydmyge, lille lejlighedskompleks, ligger byens bedste restaurant. Det er gourmet kunst i verdensklasse. Nede i byen er maden også vellavet og betjeningen helt i top. Solopgangne fra vores værelse er også til at vænne sig til:

Solopgang, Puerto Rico

Solopgang, Puerto Rico


Ild i himlen, Puerto Rica.

Ild i himlen, Puerto Rico.

Det er som om grimheden i baggrunden begynder af forsvinde, eller også ser jeg det bare ikke mere. Således sker det utrolige, at vi den sidste dag sidder på en lille strandbar, der flere gange har haft glæden af at betjene os. Øllet er koldt, solen banker i panden, og jeg kan kun se havet. De blå plasticstole på stranden bliver filtreret fra i min hjerne. Derhjemme, tænker jeg, er det februar, koldt, mørkt og det er arbejdsdag.
“Det her kan man godt vænne sig til” siger jeg, grebet af situationen.
“Må jeg citere dig for det”? lyder svaret.
“Nej”, svarer jeg hurtigt. “Vi må hellere lade det blive i denne snævre kreds”.

Reklamer

6 responses to “Grim Canaria, 2. del

  1. Hej Gert!

    Dejligt at læse at du kunne abstrahere fra alt det grimme til sidst og bare nyde ferien i fulde drag.
    Som altid en fantastisk historie.
    TAK

  2. René Larsen

    Hej Gert.

    Laila har allerede drillet mig med 2. pladsen som kommentator, men jeg prøver at komme først næste gang!

    Helt enig med min søster: Som altid en fantastisk historie. Også nogle fine billeder som altid.

    Men du kom dog nogenlunde helskindet gennem Grim turen – også med lidt positive oplevelser.

    Denne undgik man billeder af Tina i sin sædvanlige røde rejsejakke!

    René

  3. Kære begge,
    Rart med faste kommentatorer, der aldrig svigter, også selv om skattereformen jo har taget dagsordenen i Danmark i dag.

    Når snakken nu (godt hjulpet af mig selv) falder på politik, forstår i øvrigt ikke snakken om Anders Foghs exit eller ej, Pia Kjærsgaard har jo været statsminister de seneste år.

    Gert.

  4. andreas pihl nielsen

    hejsa.
    du skriver at der er rigtig god gourmet restaurant med verdens klasse med, jeg ville lige høre dig hvor den ligger henne i puerto rico og hvad den hedder?
    på forhånd tak! 🙂

  5. Her går vi og gruglæder os til at rejse til Gran Kanaria, så vi lo godt af dine beskrivelser og lover, at vi nok skal bestræbe os på at se skønheden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s