Det uigenkaldelige farvel

Rejsen til Kina, 1. del

Der er helt stille på stuen, da lægen trækker klædet af den døde. Vi ved det allerede, alligevel kommer det som et chock, at den døde mand er min far. Han er let blå, stadig dækket af et utal af slanger og dingenoter. Man kan se tungen i munden. Skægget stritter, og det minder mig et kort øjeblik om Lenins skægstubbe på det balsamerede lig i Moskva. Brystet bevæger sig ikke, og selv om han ser så levende ud, er det tydeligt at han ikke trækker vejret. Stilheden er et kort øjeblik total. Lægen og sygeplejersken kigger diskret væk.

Det er kun 12 timer siden vi tilbragte lørdag aften sammen med ham for at sige farvel, inden vi alle tre søskende skulle på den store tur til Kina. Vi havde selvsagt ingen idé om at det skulle blive et uigenkaldeligt farvel. Her søndag formiddag ligger han død på en stue på Bispebjerg Hospital, efter en ambulance har hentet ham hjemme om natten.

Laila og Ditte bryder ud i gråd og yderligere identifikation er herefter unødvendig. Lægen noterer, at den døde er Carlo Jacob Larsen, Don Carlo – min far.

Døden er et vilkår for, at livet overhovedet giver mening, alligevel forekommer den altid meningsløs og uforståelig. Den er så definitiv – alt eller intet. “Man gør hvad man kan, og så dør man til sidst”, som Thomas Helmig synger.

Min far - Don Carlo

Min far - Don Carlo

Bedemanden ligner kokken fra Basserne, og hans forretning på Glasvej i Københavns Nordvest-kvarter er en lille luset butik, der hverken har set maling eller rengøring siden 70’erne. Men det er min fars eget valg, han er billig og effektiv, havde damerne i kortklubben fortalt. Vi har ikke tid til at diskutere valget, vi har kun tre dage til at klare alt det praktiske. Den gamle får sin vilje. Forretningen klares uden unødige fraser og bedemandsstemning. I grunden er det helt befriende. 

Således tilbringer vi den næstsidste dag inden Kina-turen i Søndre Kapel på Bispebjerg Kirkegård. Der er ingen præst. Der er ingen i familien Larsen, der tror på noget der ikke kan ses, lugtes eller smages. Alligevel lykkes det os at få en god ceremoni ud af det, så vi kan være os selv bekendt.

Fredag formiddag, den 10. juli 2009, flyver vi fra Kastrup mod London. Rygsækkene er pakket på ½ dag. Vi tror vi har husket det hele. Møllen kører rundt i hovedet; en blanding af følelser, samvittigheden over hastværket, sorgen, tabet, tankerne om liv og død, Kina, har jeg husket tandstikker? Hvad med opladeren til kameraet?

Ti timers flyvning fra London til Beijing kan imidlertid dræbe alle tanker. Man beskæftiger sig med at finde sig til rette i det lille sæde, og udføre alle gøremål her: Sove, spise og vente. Hver gang tænker min utålmodige sjæl, at det aldrig får en ende. Og så er det jo i virkeligheden vild luksus. Sølle 10 timer, så er man 12.000 kilometer hjemmefra. Jeg takker Skaberen (naturen, forstås) for at leve i en tid, hvor man, for en månedsløn, kan komme hvorhen man vil på et døgn.

Næppe har den enorme Boing 747 sat landingshjulene på Kinesisk jord før kaptajnen meddeler, at alle bedes blive siddende, indtil flyet, af de kinesiske sunhedsmyndigheder, er blevet godkendt til ankomst. Da “fasten seat belt” skiltet slukker, er det meget svært at holde de utålmodige passagerere i sædet. Kabinepersonalet skruer bissen på, og selv de mest ulydige må blive siddende på deres plads i det varme fly.

Tina er den første der får øje på væsenet, der kommer ned ad gangen. Han er iført hvid kittel, enorme dykkerbriller og blå ansigtsmaske, af samme type som man ser til operationer. Han har det vildeste, kinesiske strithår, der overgår ethvert morgenhår jeg endnu har set. Han ligner noget fra en Star Trek film. I hånden har han en pistol-lignende genstand, som han skyder passagererne i panden med – én efter én. Scenen er urkomisk, og i vores flymatte tilstand går der nogle sekunder, før det går op for os hvad der sker. Vi bliver alle testet for, om vi har feber. Svineinfluenzaen hærger, og de kinesiske myndigheder vil ikke have folk med feber ind i landet.

Nu behøver man ikke være førsteårsstuderende på Medicin for at vide, at feber er symptom på ca. 3.211 sygdomme, ligesom man ikke behøver være statistikker for at vide, at der, i et fly med 350 passagerere, uvilkårlig må være nogen der har lidt feber. Selv klarer vi alle fire skuddet i panden (jeg anede i øvrig ikke man kan måle feber så hurtigt og effektivt?). I den modsatte gang af flyet, er to andre febermålere nu kommet til syne. De parlamenterer vildt over en let skræmt yngre kvinde, det tilsyneladende ikke har den tilladte temperatur.

Der bliver varmere og varmere i flyet, hvor der nu er slukket helt for airconditionen. Alle tre dykkerbriller er nu samlet ved den stakkel kvinde, der nærmest bliver behandlet som om hun har pest i sidste stadie. Måske har de kinesiske myndigheder en pointe i, at smitten må begrænses, men lige nu er der ikke ret mange i flyet, der ikke har lyst til at proppe dykkerbrillerne ned i halsen på vores venner fra Star Trek. Mig selv inklusive, naturligvis.

Et kort, ubetænksomt øjeblik overvejer jeg at tage et billede af den absurde situation. Men tanken om 12 år i et kinesisk fængsel, med daglige prygl, får mig til at træffe det fornuftige valg at holde kameraet i ro. Læseren må således bruge sin fantasi, omend jeg lover at den ikke slår til.

Det ender dog lykkeligt, og vores dame med lidt feber bliver efter yderligere undersøgelser endelig godkendt. Vi slipper alle ud af flyet, og bevæger os ind i Beijings lufthavns enorme ankomsthal. Vi er dog øjensynligt stadig under mistanke. Alt personale i lufthavnen bærer operationsmasker. Et øjeblik kommer jeg igen til at tænke på Bispebjerg Hospital, før vi bevæger os mod Beijing centrum..

Fortsættelse følger naturligvis, og der kommer også masser af billeder fra det smukke Kina.

Tina, Laila og René i gang med at bestige Den Kinesiske Mur

Tina, Laila og René i gang med at bestige Den Kinesiske Mur

Advertisements

10 responses to “Det uigenkaldelige farvel

  1. Hi Gert, du er meget god til at beskrive ting, det var lige som at vaere med!!!

  2. Kære Gert!

    Fantastisk godt skrevet…TAK
    Dejligt både at kunne grine og græde samtidig.

    Kæmpe knus

  3. Kære Gert

    Ja en meget hård start på jeres ferie.
    Kommer selv til at tænke på vores ankomst til Marokko – der stod også 2 damer som lignede rumvæsner med deres pistoler. Vi blev dog ikke ramt i hovedet men på brystet ;o)))
    Heldigvis var udendørs temp. ikke steget til over de 40 c på det tidspunkt vi ankom – for så var vi nok ikke blevet lukket ind.
    Knus ibse

  4. Hej Gert,

    Din beskrivelse af din fars bortgang, rammer meget nært, havde den samme oplevelse med min egen far.

    Per

  5. Kære Iben,

    Det glæder mig det ikke kun er kineserne der har fået idéen. Vi må konkludere, at man ikke længere kan rejse hvis man har feber. Det bliver problematisk til vinter, hvor de regne med at 33% af den danske befolkning vil få influenzaen.
    Hård tid for flybranchen.

    Gert.

  6. Min kære broder

    Et fantastisk indlæg fra mesteren. Jeg glæder mig til at læse fortsættelserne.

    Meget smukt skrevet om far!

    Det glæder mig at du undgik de 12 år med daglige prygl i et kinesisk fængsel!

    Mange hilsner, og tak for en super ferie i Kina.

    René

  7. Hej Per,

    Dejligt at høre fra dig. Tak for kommentaren.

    Du var røget i spam-filteret, derfor gik der lidt tid inden din kommentar røg igennem.

    Gert.

  8. Kære Gert

    Velkommen hjem!

    En meget smuk og gribende beretning om “Don Carlo” og det sidste farvel. Nogle gange er det helt befriende at græde…

    Jeg glæder mig til fortsættelsen.

    Kh.
    Hanne

  9. Kære Hanne,

    Velkommen hjem til dig også.

    Glæder mig at du vil følge med i fortsættelsen..

    Kh, Gert

  10. PS: Det mærkelige er, at selv om der der kun er én ting, der er helt sikker, når vi fødes, nemlig at vi skal dø, lever vi alle sammen som om “det sker ikke for mig”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s