Katastrofen i Shanghai

Rejsen til Kina, 6. del

Dagen før solformørkelsen, tirsdag den 21. juli 2009, er det varmt i Shanghai. Ildevarslende varmt. Termometeret på vores yndlingscafé på Nanjing Road viser 41 grader. Dagen byder også på noget så sjældent som en relativt blå himmel. Luftfugtigheden er kvælende. Man er gennemblødt af sved fra morgenstunden. Ikke den lugtende slags heldigvis, der er tale om ren og skær dehydrering. Kroppen skiller sig af med væske. Derfor skal vi huske at drikke rigeligt med vand hele tiden. Jeg kan nu ikke udstå det sprøjt. Flaskevand hænger fast i halsen på mig, og jeg synes det er det kedeligste man kan indtage. Der er intet valg i Kina, men jeg lærer aldrig at forstå, at mange i Danmark betaler 14 kr. i en DSB kiosk for helt almindeligt vand?

Jeg opfinder selv en drink, der er en kombination af Soda Water (dansk vand) og Fanta. Den er dejlig perlende, læskende og indeholder også sukker. Ja (suk!) selv jeg må erkende, at en så ekstrem kombination af luftfugtighed og varme ikke egner sig til øl. Nå ja, ikke for mange i-hvert-fald.

Humøret er lavt, som det måske kan høres. Alle vejrudsigter siger, at et gevaldigt uvejr nærmer sig vestfra. Man kan også næsten fornemme det. Kun et mirakel kan redde solformørkelsen i morgen. Det er min 8. af slagsen, og indtil videre har vejret været med mig. Jeg føler mig derfor næsten usårlig. Jeg beroliger de andre med, at vejrmanden på CNN jo ikke kan vide at Gert Larsen er i Shanghai. Men jeg kan godt høre, at jeg ikke engang selv tror på det.

Vi tilbringer eftermiddagen med en sejltur på Hangpu River. Luften næsten smager af tordenvejr. Jeg håber i mit stille sind, at tordenbygen kommer allerede i nat, og morgendagen vil være frisk og klar.

Hangpu River, det er kvælende varmt.

Hangpu River, det er kvælende varmt.

Vi har rejst tværs over kloden for at være på det rigtigt sted, på det rigtige tidspunkt. Vi mangler nu kun de sidste 60 kilometer. Formørkelsen er total i selve Shanghai (hele 5 minutter faktisk), men 60 kilometer syd for byen får man yderligere 40 sekunder, og ikke mindst kommer man til havet og fri af Shanghais bygninger og grumsede luft.

Receptionisten på Astor House Hotel har hjulpet mig med at finde en privat chauffør, der kan køre os den sidste bid. Det har ikke været nemt, for alt hvad der findes af busser og minivans i byen er booket for længst. Alle skal ud af Shanghai tidligt næste morgen. Vi aftaler de skal hente os kl. 05.00. Vi skal ikke risikere at hænge fast i trafikken.

Om aftenen ringer telefonen på vores værelse. Det er den flinke recpetionist, der vil fortælle mig, at det er ok, hvis vi afbestiller bilen. Det bliver alligevel regnvejr i morgen, meddeler han. Jeg trækker vejret dybt, og svarer høfligt, at vi skam ikke har tænkt os at give op. Vi kører, om så en tyfon raser. Manden er helt uforstående, ikke mindst da jeg fortæller ham, at vi er kommet til Shanghai for solformørkelsens skyld. Det ender dog med han accepterer min beslutning, men han må desværre meddele, at vi kommer til at betale bilen, regnvejr eller ej! Flinke mennesker, kineserne. Jeg vil både kysse og betale chaufføren- for crying out loud!

Vi står klar kl. 5 næste morgen, som forventningsfulde skoleelever der skal på lejrskole for første gang. Der kommer hele to personbiler, to chauffører og en pige der kan tale engelsk. Hvilken luksus, jeg må have gjort stort indtryk i telefonen. Det regner ikke, men morgenhimlen er blygrå som en novemberdag i Østberlin før Murens fald. Vores mål er byen Jinshanwei, der ved naturens tilfældighed befinder sig lige dér, hvor kysten krydser solformørkelsens centerlinie. Trafikken flyder, og vi er fremme to timer før formørkelsen begynder. Alt er timet og tilrettelagt, som Egon Olsen ville have sagt.

Så står vi der, Jinshanwei, onsdag den 22. juli 2009. Det er snart 18 måneder siden jeg første gang fandt byen på et kort. Drøm møder virkelighed. Og vi er ikke alene! Cirka 100.000 andre har valgt at tilbringe onsdagen i byen. Vi står på en kæmpe parkeringsplads fyldt med busser. Pladsen ligger direkte til vandet, og der er ingen grund til at flytte sig yderligere. Stedet er perfekt.

Himlen er dog stadig ikke det mindste gavmild. Det er som om, den vil vise os alt hvad den kan, når det kommer til øvelsen gråt-i-gråt. Det værste vejr til solformørkelse. For at det ikke skal være løgn, er vi også omgivet af betonhuse. Gråt, i gråt, i gråt, i..

Jinshanwei, 22. juli 2009. Gråt, i gråt, i gråt...

Jinshanwei, 22. juli 2009. Gråt, i gråt, i gråt...

Masser af busser på parkeringspladsen.

Masser af busser på parkeringspladsen.

Folk er rastløse og urolige. Alle drysser lidt rundt, stiller alligevel udstyr op, og gør klar. Over os er solformørkelsen så småt i gang, og solen er dækket et par procent, men vi kan intet se. Der er ikke nogen der råber: “Første kontakt”, sådan som det er tradtion. Jeg stiller det lille kamera på stativet, for at fange mørket på video når formørkelsen bliver total. Skyfrit eller ej, mørket kommer uanset hvad.

Alle stille udstyr op. Skyfrit eller ej..

Alle stiller udstyr op. Skyfrit eller ej..

Tålmodig - men forgæves - venten. Bemærk vores fine trøjer.

Tålmodig - men forgæves - venten. Bemærk vores fine trøjer.

En halv time før totalitet får vi et par glimt af den halvt formørkede sol. Vi er blevet taknemmelige, og folk råber og skriger, som var det er kort glimt af en rockstjerne før en stor koncert. Pulsen kører på højtryk, og jeg håber en sidste gang på miraklet. Nærmest som skal vi hånes helt, brænder solen igennem to minutter før den er total. Vi ser et glimt af det smalle, smalle segl af solen, der nu er tilbage på himlen. Men så lukker skydækket helt til, og giver os ikke så meget som ti sekunders glimt af den smukke, formørkede sol.

Tina får et enkelt glimt af solen..

Tina får et enkelt glimt af solen..

Men mørket bliver vores ven og redder dagen. Når det er skyfrit (som det skal være) til en solformørkelse er himlen stadig lys under totaliteten, nærmest som en klar sommeraften i Danmark. Men når det er massivt overskyet, så bliver det mørkt. Rigtig mørkt!  Det er som når en lysdæmper skruet ned for lyset. Det tager kun nogle sekunder, så er det sort som graven. Vi bliver helt tavse i vores blandede følelse mellem fascination og skuffelse.

 

I baggrunden hujes, råbes og klappes der i mørket. Blitzlys fra adskillige kameraer er det eneste, der lyser op i mørket. De næsten seks minutter føles lange. Vi opdager en stor stime af fisk, der springer forvirrede rundt i havoverfladen. Lyset vender tilbage lige så hurtigt som det forsvandt. Det er helt utroligt. Vi står ved siden af nogle kinesere, der ser fænomenet for første gang. De ved heldigvis ikke, hvad de er gået glip af, så de er bestemt ikke skuffede. Det varmer lidt.

 

Et minut efter lyset er vendt tilbage gør vejret ydmygelsen total. Regnen vælter ned. Den fejer hen over parkeringspladsen, og vi flygter alle i læ med stativer og kameraer under armen. Der er ingen Kære Mor i dag. Vi når imidlertid knap i læ, før vores to biler kommer drønende ind på pladsen med åbne døre. Hvilken service. Således når vi dårligt at sluge oplevelsen, mørket og dagen, før vi igen kører på motorvejen med kurs tilbage mod Shanghai.

Om aftenen sidder vi apatiske og kigger på Shanghais skyline. Det dårlige vejr tillader heldigvis at Fanta-blandingen er erstattet med øl. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at katastrofen er til at overse. Vi var der, vi så mørket, vi har stadig 12 spændende dage foran os,  jeg er i live, planeten drejer rundt.. Ligemeget hjælper det. Skuffelsen skal synkes, og synkes langsomt.

Næste morgen bliver der gnedet yderligere salt i såret! Jeg skal åbenbart helt ned i sølet. På trappen til hotellets pompøse indgang sidder en mand i solformørkelses t-shirt. Laila og han snakker engelsk. Da jeg snakker dansk til Laila, siger han på klingende dansk, at vi da lige så godt kan tale dansk. “Nå”, siger han henkastet, “jeg vidste egentlig ikke der var solformørkelse. Og den var vist ikke så god her i byen, så godt vi var 200 kilometer vestpå i går. Det var rigtig flot!”

Jeg må sætte mig ned på trappen. Røvtur! Røvtur i Shanghai! Hverken mere eller mindre, tænker jeg og begraver ansigtet i hænderne..

Læs med i 7. del, hvor vil flyver langt sydpå i det mægtige kinesiske rige. Der er dømt rismarker, tai-chi, cykeltur og den smukkeste natur.

Reklamer

6 responses to “Katastrofen i Shanghai

  1. Gert Larsens blog – nu med video! En dag må du forklare mig, hvordan du har fået det til at virke. Jeg har prøvet at lægge lyd ind, har købt særlig plads til det mv., men om jeg kan få det til at du’!

    Du skriver så man kan mærke skuffelsen, og alligevel får jeg den kendte solformørkelses-kuldegysning, da der bliver mere og mere mørkt på videoen.

    Altså ham danskeren der var 200 km. nordligere, han skulle have haft en spids albue lige i siden skulle han!

    Kh.
    Hanne

    • Kære Hanne,

      Det var heller ikke det nemmeste. Jeg måtte betale 60$ til WordPress for at få videoplads. Jeg måtte også hente et videoredigeringsprogram fra nettet. Men da først det var klaret så virkede det. Glæder mig i øvrigt, at det vist er første gang jeg kan noget med en computer, som du ikke kan.. 🙂

      Han skulle ikke slippe med en albue. 10 år i kinesisk fælgsel med ham!

      Kh
      Gert.

  2. Kære Gert!

    Du overgår dig selv, kan mærke skuffelsen vælte frem igen, rigtig godt skrevet.

    Fedt med video, elsker dit ansigtsudtryk til sidst :´(

    Glæder mig til næste søndag og se de smukke billeder fra Guilin.

    Laila

    • Kære Laila,

      Ja, jeg kunne også mærke skuffelsen igen. Jeg tænkte også om det nu var nødvendigt, men vi skulle jo igennem det afsnit. Nu går det heldigvis mod de grønne rismarker og klippetoppene i Guilin.

      kh
      Gert.

  3. Rigtig god beskrivelse, ja det var jo en skam at tage saa langt og saa blive skuffet. Selv om vi gerne vil kan vi jo ikke gore noget ved vejret endnu!!! – Det var da godt at se video fra jeres tur!

    I ser frem til 7. del

    Mona

    • Kære Mona,

      Jeg mener faktisk at de kinesiske myndigheder gjorde noget ved vejret under OL i Beijing i 2008. De skød et eller andet op i luften, så skyerne skildtes, og himlen blev klarere. Det er ellers ikke noget jeg går ind for, men de måtte gerne have gjort det samme i Shanghai 🙂

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s