Rismarkens helte

Rejsen til Kina, 9. del

Cyklerne spinner og triller let over de bulede veje i Yangshuo området. Der sker hele tiden noget til højre og til venstre. Det ene motiv efter det andet passerer forbi, men hvis vi skal standse til ære for fotografen hver gang, så når vi aldrig nogen steder. Rundt om os arbejdes der hårdt i rismarkerne. Vores guide fortæller, at de fleste arbejder 365 dage om året, og meget sjældent holder ferie. Det er simpelthen en del af livet og hverdagen at passe markerne.

De unge risplanter står i vand konstant

De unge risplanter står i vand konstant

Riskorn skilles fra planten ved håndkraft

Riskorn skilles fra planten ved håndkraft

Verdens smukkeste arbejdsplads?

Verdens smukkeste arbejdsplads?

Nye risplanter sås ved at stikke dem i jorden enkeltvis

Nye risplanter sås ved at stikke dem i jorden enkeltvis

Vores guide, hvis engelske navn jeg desværre har glemt, fortæller os, at der kun kommer få riskorn ud af hver plante. Tænk lige, hvor mange planter der skal til et kilo ris, der koster 9,95 i Føtex i Vanløse. Først skal risene plantes, hvilket sker ved at de stikkes i jorden plante for plante, de skal vokse, høstes, skilles fra planten, og endelig tørres på jorden i lang tid. Husk venligst det næste gang du som en selvfølge åbner en pose ris.

Til gengæld er der ikke noget der går til spilde. Selve risplanten tørres og bruges til tøj og andre tekstiler, læhegn, hængekøjer og alverdens andre ting. 

Risen rives og tørres på jorden

Risen rives og tørres på jorden

Der dyrkes også grøntsager i området

Der dyrkes også grøntsager i området

Masser af nye risplanter

Masser af nye risplanter

Høsten slæbes hjem

Høsten slæbes hjem

Vi besøger Yangshuos ældste hus, der efter sigende har næsten 300 år på bagen. Damen der bestyrer, og bor i, huset viser os rundt med stor iver. Det er ingen hemmelighed, at der skal smides et par kroner i bøtten på vej ud, men vi får en grundig gennemgang af de forskellige køkkenredskaber, blandt andet en gigantisk saftpresser, der har være brugt i århundreder.

Yangshuos ældste hus. Vi ser vandpumpen

Yangshuos ældste hus. Vi ser vandpumpen

Senere skal vi krydse floden. Det foregår ved, at vores guide på bedste taxa-manér fanger en tømmerflåde, der kan fragte os over. Først de tre søskende Larsen på hug, så alle cyklerne, og endelig Tina og guiden til sidst.

Fem cykler på en bambusflåde...

Fem cykler på en bambusflåde...

Vores guide og Tina på vej over floden

Vores guide og Tina på vej over floden

Vi spiser frokost for foden af Moon Hill, en kæmpe kalkstensklippe, der har sit navn, fordi der i toppen er et kæmpe hul, der har form som en halvmåne. Moon Hill Café er fyldt med cyklister der holder pause. Heden er ulidelig her midt på dagen, og sveden drypper ned i maden. Forude venter de 6-700 trin op mod toppen af Moon Hill. Vores guide griner, hun har ikke selv så meget som en svedperle på panden. Hun bliver nede i skyggen, mens vi tager den slidsomme tur.

Vi behøver nu heller ikke nogen guide mod Moon Hill. Ganske som på Den kinesiske Mur, så møder vi straks en række kvinder, der følger efter os, mens de svinger en vifte foran ansigtet på os. De har også den obligatoriske kasse med vand og Cola de slæber på. Der er én oppasser til hver turist. Jeg prøver venligt, med bestemt, at vifte min skygge af. Men hun opgiver ikke – det bliver til sidst mig, der opgiver at komme af med hende.

Moon Hill - smuk, men grusom at bestige i varmen...

Moon Hill - smuk, men grusom at bestige i varmen...

Tina på vej mod toppen

Tina på vej mod toppen

Det er så varmt og fugtigt, at vi efter ganske kort tid er helt gennemblødte af sved. Der er ikke længere pletter på min skjorte, den har simpelthen skiftet farve. Men jeg har en god dag. Tina og jeg holder ingen pauser, trin for trin går det mod toppen. Endelig, da vi er nået 2/3 af vejen, må vores damer med viften give op. De står, som Jørn Mader ville have kommenteret i Tour de France, stille, mens vi rykker væk. De er sgu seje, men efter nederlaget på Muren har vi endelig vundet over et par kinesere. De er ganske vist – efter alt at dømme – mindst 20 år ældre end os, men alligevel; sejren går til Danmark.

Jeg er den første der når toppen, og går fri af vegetationen, så jeg kan nyde udsigten over det smukke sceneri under os. Sekunder efter følger Tina, der ikke er til at ryste af. Laila er der fem minutter efter. Alle er vi lige til at vride.

Udsigt over Yangshuo området fra Moon Hill

Udsigt over Yangshuo området fra Moon Hill

Moon Hill girls

Moon Hill girls

Kort efter følger sidste mand, som vi lige lader få lidt vand inden turen går videre gennem halvmånens åbningen. Der er vandsælgere alle vegne, og selv om vi i forvejen har vand køber vi alligevel. Deres er mere koldt mener de. Og det må man sige, jeg køber en flaske med en isblok i. Det tager isklumpen en time at smelte, selv i den varme.

Moon Hill

Moon Hill

Blod, sved og tårer - Moon Hill besejret

Blod, sved og tårer - Moon Hill besejret

Vejret har længe set truende ud, og på vej ned sætter regnen ind. Trappetrinene bliver fedtede og spejlglatte. Det tager næsten længere tid at gå ned, og det kræver mindst lige så mange kræfter at koncentrere sig om ikke at træde forkert. Nede venter vores guide utålmodigt, der er stadig 5-6 kilometer hjem til Yangshuo centrum.

Vi vælger markvejen frem for den store hovedvej, der ellers fører direkte hjem. Men der er absolut ingen grund til at skynde sig. Regnen stilner af, og landskabet fortsætter med vise sig fra sin bedste side.

Vandspejl i Yangshuo

Vandspejl i Yangshuo

Moden rismark

Moden rismark

Fotostop i Wonderland

Fotostop i Wonderland

Høstede risplanter

Høstede risplanter

På markvejen dukker der pludselig en fyr op med et barn i en kurv. Han stiller sig gladeligt op til fotografering, hvilket i sig selv er mistænkeligt i Kina, hvor de fleste løber væk når de ser et kamera. Jeg tager et billede af ham og fornemmer, at en skilling nok vil være på sin rette plads. Lidt senere møder vi en kvinde, der ligeledes har et barn i kurven. Motivet fejler ikke noget, så jeg tager et billede og betaler igen. Men nu har jeg lugtet lunten. Den næste vi møder er en gamling, uden tænder i munden, der hopper op på ryggen af sin bøffel og nærmest danser. Igen tager jeg et foto og betaler, men nu har vi fået nok. Vejen viser sig at være et sandt cirkus af mennensker der vil fotograferes.

Hvad er der egentlig i vejen med at betale for billederne? Intet, og det er bestemt heller ikke noget man bliver fattig  af. Men der er ingen sport i det, og det bliver også for meget for mig, når børn skal slæbes rundt i en kurv hele dagen til ære for turisterne. Det tager unægtelig også noget af charmen fra området.

Desværre er det "snyd"..

Desværre er det "snyd"..

Og mere "snyd"..

Og mere "snyd"..

Til gengæld står en sej ældre mand i vejkanten og er mere sky overfor kameraet. Det er et godt tegn! Eller også er han bare klogere end de andre 🙂

Stolt markarbejder

Stolt markarbejder

Risbonde, Yangshuo

Risbonde, Yangshuo

Det er blevet sen eftermiddag, da vi trætte og mætte af naturen kører ind i Yangshuo. Vores guide skaffer os en taxa, der kan køre os de 80 kilometer tilbage til Eva Inn i Guilin. Vi griner af, at der skal sidde tre svedige og beskidte danskere på bagsædet hele vejen hjem. Jeg har vundet forsædet, da jeg altid skal sørge for vi kommer den rigtige vej. Men hvad sker der i Yangshuo, hvor alting kan klares? Der kommer en minivan med tonede ruder og fem store siddeplader, aircondition og hele svineriet.

Således bliver vi efter to døgn på farten transporteret hjem som grever. Og du har vel allerede gættet det? Der er ikke os, der trods 12 kilometes kørsel på markveje, og 700 trin mod himlen er Rismarkens Helte. Det er alle de arbejdere, der også nu i skrivede stund, går rundt i markerne derude på verdens smukkeste, men nok også hårdeste, arbejdsplads.

Følg med i 10. og sidste afsnit til den store finale i Hong Kong, hvor skyskraberne og storbyen for alvor vender tilbage.

Advertisements

10 responses to “Rismarkens helte

  1. Kære Gert

    Jeg begriber ikke, at 1 kg. ris ikke koster 100 kr. efter den fremstillingsproces! Plante én plante ad gangen, vente på at de vokser op, og så høste 3-4 korn af hver plante. Hvor mange korn går der mon på 2½ dl., som passer til fire ikke så sultne voksne?

    Man kan synes, det er usmageligt og en form for prostitution at slæbe sine børn rundt i kurve for at få taget billeder af dem til gengæld for en skilling. Men jeg forstår dem godt. Måske skulle man stikke en skilling og undlade billedet?

    På jeres vegne er jeg stolt over, at I “satte” to kinesiske kvinder, der ganske vist – en detalje naturligvis – var 30 år ældre…

    Tak for endnu et dejligt afsnit af Rejsen til Kina. Rejs venligst straks et ny sted hen og start en ny serie.

    Kh.
    Hanne

  2. Kære Gert!

    Endnu en fantastisk beretning og nogle vildt smukke billeder.

    Gad vist om man ikke andre steder i Kina har industrialiseret risdyrkning noget mere?? Det vil jeg da håbe, men selvfølgelig arbejdskraft koster ingenting, det gør maskiner.

    Kh
    Laila

    • Kære Hanne,

      Du har ret. Det handler slet ikke om penge. Overhovedet ikke. Men det er det, at man føler sig afpresset, og af noget der ligner medlidenhed, ikke kan lide andet end at betale. Det er meget udansk. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op.

      Og, ja vi fortsatte faktisk med at betale uden at tage billeder. Men også det kan virke lidt arrogant.

      Jeg rejser gerne ud igen – og endnu en gang tak for dine trofaste kommentarer.

      Kh
      Gert

    • Kære Laila!

      Tak. Ja det må man håbe, hvordan i alverden hænger priserne ellers sammen?

      Kh
      Gert.

  3. Hi Gert:

    Endnu engang fantastiske billeder og kommentar. Ja, man forstaa jo ikke hvordan risen kan vaere saa billig, naar det er saa besvaerligt at dyrke. Det er nok lettere for dem at tjene penge ved at faa deres billider taget af turister.

    KH
    Mona

  4. Kære Gert

    Endnu et fremragende afsnit i Kina-sagaen!

    Ja, det med risene giver så sandelig stof til eftertanke. Man skal nok ikke klage over prisen på en pose ris, når man gør sig klart, hvad der kræves, før den når vores lokale supermarked.

    Jeg glæder mig allerede til Hong Kong afsnittet 🙂

    Kærlig hilsen

    René

  5. Det bare sådan nogen flottet billder jeg er selv fotograf så jeg ved hvad jeg snakker om og det er virkelig smukt jeg bliver bare helt rørt. jeg har selv rejst helte verden rundt og ved også hvad det ville siger at stå sådan et udsøgt sted som dette.

    Arne.

  6. Jeg stødte tilfældigt på jeres side , da jeg kom til at tænke på risplanter og hvorfor de skulle plantes i vand,,,skøn og levende fortælling det var rart,, mange tak
    Benny

  7. Kære Benny,

    Tak, det er altid rart når nogen helt tilfældigt “falder” over siden.

    Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s