Finale i Hong Kong

Rejsen til Kina, 10. del

Efter tre ugers konstant rejse i Kina, er det blevet tid til den sidste togtur fra Guilin til Hong Kong. Herfra går turen hjem til Danmark. Jeg lider på ingen måde af hjemve og savner heller ikke spegepølse, brun sovs og kartofler, mit eget lokum eller min egen seng. Det er forskelligheden, det anderledes, der er hovedformålet med at rejse. Men når jeg véd jeg skal hjem, vil jeg gerne hjem. Jeg ser derfor frem til afslutningen i Hong Kong.

I fugleflugt er der ikke så langt fra Guilin til Hong Kong, og vi vurderer, på baggrund af erfaringerne, at togturen vil vare 7-8 timer. Vi ved bare ikke, at man ikke kan køre direkte – turen kommer derfor til at tage næsten 16 timer. Men vi kører igennem det naturskønne Sydkina, så der er masser at se på uden for vinduerne. 

Hong Kong var i 100 år britisk koloni, og forvandlede sig i den periode til en af Asiens største, finansielle metropoler. En verdensby på linie med Singapore og New York. I 1999 overgik Hong Kong igen til kinesisk styre, og alle frygtede det værste, når kommunismen gjorde sit indtog i byen. Men penge interesserer også kineserne, og der blev lavet en aftale om selvstyre, i en overgangsperiode på 50 år. Det betyder i praksis, at Hong Kong stadig ligner sig selv, og dermed er meget anderledes end det øvrige Kina. De har da også deres egen møntenhed, Hong Kong Dollars, og man skal stadig bruge pas for at komme ind i Hong Kong. 

Så på alle måder forlader vi Kina, da toget ved middagstid endelig når til grænsen til Hong Kong. Vi veksler penge, får udrejsestempel fra Kina, og rejser ind i staten Hong Kong. Det betyder også at vi rammes af de vestlige priser igen, og ikke mindst alle reglerne – det er slut med at ryge indendørs, en mindre katastrofe for ¾ af det lille, danske selskab.

Vi bor i Kowloon-delen af Hong Kong, som er en spids (halvø) af det kinesiske fastland. Ud for Kowloon ligger den store ø, Hong Kong Island, som udgør det pulserende finanscentrum. Kort fortalt er der lidt New York over Hong Kong Island, og meget mere Asien over Kowloon.

Hong Kong Island set fra Kowloon-siden

Hong Kong Island set fra Kowloon-siden. The Peak i baggrunden.

Hong Kong Island i varmedis. I forgrunden Star Ferry

Hong Kong Island i varmedis. I forgrunden Star Ferry

Kowloon. Østen møder Vesten..

Kowloon. Østen møder Vesten..

Skilteskov i Kowloon

Skilteskov i Kowloon

Man kan tage Metroen mellem de to bydele, hvilket vi gør adskillige gange, eller man kan sejle med den traditionsrige Star Ferry, der pendulerer mellem Kowloon og Hong Kong Island.

Hong Kong Island er formet som en kegle, på grund af det næsten 500 meter høje “bjerg” The Peak, som rejser sig midt på øen. Man kører til toppen med en sporvogn, der med hiv og svig trækkes op af den stejle bakke. Fra toppen har man en helt utrolig udsigt over hele Hong Hong området. Der er så mange bygninger, at man aldrig bliver færdig med at tælle dem. Det ser ud som om de rører ved hinanden, men der er gader imellem. Jeg lover det, jeg har selv set det, og selv gået der 🙂

Hong Kong det fra The Peak. Kowloon i baggrunden.

Hong Kong set fra The Peak. Kowloon i baggrunden.

Kowloon og det kinesiske fastland i baggrunden

Kowloon og det kinesiske fastland i baggrunden

Det er weekend mens vi er i byen, og på Hong Kong Island ligger et lille lokalområde, der hedder Soho. Det minder nu på ingen måde om navnebroderen, det sagnomspundne Soho-område i London, der er synonym med bohéme kultur, punkere og små etniske butikker. I Hong Kong er Soho trendy restauranter og barer, og fredag og lørdag aften er der gang i synagogen. Gaderne myldrer med mennesker, og alle barerne spiller høj musik. Højttaler ved højttaler drøner musikken ud i den varme aften, og blandes med lyden fra tusinder af snakkende businessfolk i jakkesæt og spadserdragter, der summer som cikader i skumringen. Her kan man sidde ude, ryge, drikke øl og spise – kan vi bede om en bedre afslutning? Tale sammen kan vi ikke, dertil er musikken alt for høj. Men vi har efterhånden også tilbragt så mange timer i hinandens selskab, at ord er blevet overflødige. Tegnsprog og mimik slår rigeligt til.

Fredag aften i Soho, Hong Kong Island.

Fredag aften i Soho, Hong Kong Island.

Fra havnefronten i Kowloon har man det mest fantastiske view til Hong Kongs imponerende skyline. Hvis der er noget der fascinerer mig, er det bjerge og skyskrabere. Det er nok fordi vi ikke har nogen af delene i lille Danmark. Med skyskrabere får jeg altid den tanke, at det er utrolig hvad mennesker kan skabe. Hvordan kan den nederste etage bære alle de øvrige etager? Hvor kommer alle materialerne fra? Hvordan ved man bygningen bliver stående i stormvejr? Ingeniør bliver jeg nok aldrig.

Mens pigerne alene bevæger sig hjem gennem Kowloons natteliv, fotograferer René og jeg nattens skyline. En næsten fuld måne hjælper til med at lyse skyerne op.

Hong Kong skyline. Tak til månen for lyset på skyerne.

Hong Kong skyline. Tak til månen for lyset på skyerne.

Bank of Chinas smukke bygning er inspireret af en bambusstok.

Bank of Chinas smukke bygning er inspireret af en bambusstok.

Skabt af menneskehænder!

Skabt af menneskehænder!

Natten slutter på en gadecafé i Kowloon. Her er ingen musik, ingen jakkesæt, men tilgengæld masser af kinesisk stemning.

Nattens sidste øl. Kowloon.

Nattens sidste øl. Kowloon.

Kowloon

Kowloon

Natmad, Kowloon: Grisehoved, kylling, and eller blæksprutte?

Natmad, Kowloon: Grisehoved, kylling, and eller blæksprutte?

Dagen efter besøger vi den tidligere Portugisiske koloni Macau, der ligger en times sejlads fra Hong Kong. Macau har, som Hong Kong, selvstyre de kommende 50 år. Macau er Østens Las Vegas, og præget af Casinoer, men det portugisiske fornægter sig heller ikke. Centrum ligner til forveksling en  mindre by i Portugal.

Portugisisk idyl, Macau, Kina.

Portugisisk idyl, Macau, Kina.

Casino Lisboa, Macau.

Casino Lisboa, Macau.

View over Macau

View over Macau

Med otte nye stempler i passet, 6-8 kilo yderligere bagage, en kinesisk stråhat, tre Gore-tex jakker og et Seiko ur står vi pludselig i receptionen på Dorsett Seawiew Hotel i Kowloon, og er klar til afrejse. Der er langt til København. Først en hotel-shuttle til den nye lufthavnsbanegård i Kowloon. Her kan man tjekke sin bagage ind allerede på banegården. Fra banegården suser vi med ekspresstog til Hong Kong airport, der ligger på den store Lantau Island. Lufthavnen er gigantisk, men vi tilbringer ventetiden med lidt mad i et stille hjørne. Hovedet kan ikke rumme mere…

Den himmelske Freds Plads, med det store portræt af Mao, stemningen i Hutong’erne, den lange, svedige dag på Muren, Terrakotta statuerne, der med historiens vingsus bjergtog os i Xian, Pearl Tower i Shanghai, solformørkelsen der regnede væk, morgengymnastik i Guilin, eventyrlandet i Yangshuo, og ikke mindst den flittige kinesiske befolkning der fyldte kulissen ud. Det hele kværner rundt i vores forvirrede hoveder, mens British Airways i nattemørket sikkert bringer os tværs over jordkloden. For en gang skyld sover jeg hele vejen.

Rejsen til Kina er til ende. Tak til alle, som trofast fulgte med hele vejen, tak til de som stod af, og de som kom til. Skulle du finde 10.000 kr. i din lomme – så ligger Kina stadig derude. Det kan varmt anbefales!  

Kinesisk grafitti - måske der står: På gensyn?

Kinesisk grafitti - måske der står: På gensyn?

Reklamer

9 responses to “Finale i Hong Kong

  1. Kære Gert!

    Jeg bliver helt sørgmodig, hvad skal jeg nu lave på søndag??
    Tusind tak, det har været fantastisk at følge med i dine rejsebeskrivelser og tanker fra vores dejlige ferie.
    Jeg skal nok lede længe for at finde en lomme med 10.000, men finder jeg den, er jeg klar igen, synes det var et meget spændende land og folk, som bestemt er et besøg mere værd.

    Kh
    Laila

  2. Kære Laila,

    Ja desværre er man ikke “Drengen med guldbukserne”. Der er også lige det problem med de manglende feriedage. Nå, pyt – vi må leve på minderne lidt endnu.

    kh
    Gert.

  3. Hi Gert:

    Endnu engang dejlige billeder og fantastisk beskriving af jeres rejse. Det vi alle mangler er penge og ferie, saa kan man da rigtig komme omkring. Det er jo altid dejligt at se noget andet saa maa vi se hvor den naeste rejse tager os!

    KH
    Mona

  4. Hej Gert

    Fantastisk beskrivelse – jeg syntes jeg kan skimte flere skyskrabere end da vi var der sidst.
    Jeg forstår ikke hvordan de kan finde pladsen. Da vi var der stod alle skyskraberne jo som sild i en tønde :o)og det er da rigtig mange år siden.
    Kh
    Ibse

    • Kære Iben,

      Ja, den høje til højre i billedet var der ikke i 1996. Jeg husker stadig da i sad og ventede på os på Kowloon Hostel, mens vi var blevet kørt til Kowloon Hotel, der var 10 gange så dyrt. HaHa – det var sjovt. Eller da vi mødtes på den samme restaurant – efter at have gået hver for sig hele dagen! Det var tider..

      Kh
      Gert

  5. Kære Gert

    Ja, disse minder!

    Det er lidt vemodigt at skulle undvære nye Kina billeder og beskrivelser fremover. Nu havde jeg lige vænnet mig til dem!

    Som altid er du i topform. Det har været (næsten) som en Kinatur 2 at følge med. Tusind tak 🙂

    Kærlig hilsen

    René

  6. Har aldrig personligt været i Hong Kong, men den skyline fås da vist ikke smukkere nogen andre steder! Den må lige noteres til næste gang, der skal vælges rejsemål.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s