Året der gik, 2009/Godt Nytår!

Tilegnet min far, Carlo Jakob Larsen, 30. august 1933 – 5. juli 2009.

Godt Nytår!

På tegnebrættet lignede 2009 et sandt festfyrværkeri. 

Tro nu ikke jeg kun taler om de store begivenheder på den politiske scene. Ok, Obama tændte da et håb i mig, som i millioner – nå ja, milliarder – af andre. Hvem husker ikke præsidentindsættelsen på The Mall i Washington, hvor en enorm menneskemængde, en iskold dag i januar,   fejrede håbet og vel ikke mindst George Bushs exit. Kloden har brug for den slags begivenheder, der samler os. I den anden ende af året skulle verdens klimaproblem løses i København i december. I begge tilfælde skulle det vise sig, at der er langt mellem ord og handling, og vel ikke mindst, at menneskeheden og naturen har sin egen vilje, der ikke sådan lader sig flytte. Men håbet for begge: Obama og klodens overlevelse, det har vi da lov at ha’, som Liva Weel sang.  

Nej, meget vigtigere end de politiske trækasserier nede på jordkloden, var det faktum, at naturens urværk var i gang med at indstille sig til århundredets længste solformørkelse. Solen, månen og jorden tikkede stille og roligt på plads, uden menneskelig indblanding. Mødet mellem de tre himmellegemer skulle finde sted over Asien den 22. juli 2009. Jeg var klar – det havde jeg sådan set været i 18 år – og billetterne til Kina lå allerede i kommodeskuffen, da 2009 blev skudt ind.

Begivenheden markerede også 18-året for min første solformørkelse i La Paz,  på Den californiske Halvø i Mexico, i 1991. Oplevelsen i Mexico slog benene væk under den 27-årige knægt, jeg dengang var. Stående på et betontag, med udsigt over havet og palmerne, brændte solformørkelsen hul i min sjæl. Jeg lovede mig selv at se den næste, og den næste.. Og ikke mindst Mexico-formørkelsens “søster”, den næste i den såkaldte Saros serie 136, der ville finde sted i Kina nøjagtigt 18 år og 11 døgn senere. Dengang synes 2009 dog så uendeligt langt væk..

Jo, der var i sandhed lagt brænde i kakkelovnen til et forrygende 2009.

Inden det skulle blive sommer og solformørkelse, så husker trofaste læsere nok, at årets første rejse gik til Gran Canaria. Den danske vinter, mørket og kulden, får jeg det med årene stadig sværere med. Det havde fået mig til noget så drastisk, som at bestille en uges charterrejse til De canariske Øer. A viva Espana! Ja, det er vist ingen hemmelighed at charterrejser i almindelighed, og canarieøerne i særdeleshed, ikke er min livret. Det blev på denne side til beretningen om “Grim Canaria”, en fortælling i to dele om charterrejsens trængsler og glæder anno 2009.

Charterhygge på Grim Canaria

Men udover de gyselige, ensfarvede plasticstole, som billedet viser et skrækeksempel på, bød Gran Canaria også på små oaser. Herunder har vi fundet en vaskeægte spansk bar på en plads i Arguineguin. Og så er jeg i mit es med en fadøl i hånden.

Spansk hygge i Arguineguin

Deres udsendte i yndlingsposition

Også naturen på Gran Canaria har noget at byde på. Den enorme sandklit, Dunas de Maspalomas, er så stor, at man helt kan forsvinde, og forestille sig man er ved at krydse en uendelig ørken. Det fik øjensynligt flere par til at tro de rent faktisk var alene i verden, i hvert fald mødte vi flere elskende par. Og nej, jeg beholdt selv speedo badebukserne på – denne side er og bliver ærbar.

Tina krydser Dunas de Maspalomas

Tanket op med sol og sjove oplevelser vendte vi tilbage Danmark. Nu var det hele til at overskue, foråret lå lige om hjørnet, og der var kun fire måneder til Kina ventede.

Foråret bobler frem i Påsken 2009

Her er vi et lille selskab i skoven i Nordsjælland på den årlige, og meget traditionsrige, Påske-tur til maleriudstilling hos Peter Christoffersen i Esrom. Solbrillerne er fundet frem, og solen kilder i nakken.

Forberedelserne til solformørkelsesturen blev af mange grunde mere spændende end godt var. Det kulminerede med den ultimative, ulykkelige begivenhed i ugen op til afrejsen. Min far døde natten mellem lørdag og søndag den 5. juli 2009. Netop som vi havde tilbragt lørdag aften sammen med ham, for at sige pænt farvel, inden alle tre søskende Larsen drog til Kina. Næste morgen var han død, angiveligt efter et voldsomt anfald af mangel på luft. 

Der var på det tidspunkt kun fire hverdage til afrejsen, og gode råd var dyre. Chokket og sorgen sloges med samvittigheden, men det gav ingen mening at aflyse. Alt det praktiske blev som bekendt også nået til tiden, men de fire døgn blev de mest hektiske i mands minde, og rygsækken blev pakket med udgangspunkt i kaosteorien: uorden er også en form for orden!  

Min far i Påsken 2009 - R.I.P.

Fra bisættelse til Beijing på 24 timer. Jeg har glemt at tjekke om rekordforsøget har nået dette års udgave af Guinness Rekordbog.

I Beijing startede jeg på at fotografere cyklister i hverdagssituationer, og jeg fortsatte i resten af Kina. Det blev senere til et fotogalleri på Pbase med titlen: Bicycles of China. Galleriet fik flere positive kommentarer med på vejen fra de ellers så kritiske fotografer, der kigger med.  Nuvel, jeg er nok stadig rangeret som nr. 1.345.556 på foto-ranglisten på Pbase, men jeg steg da et par pladser i 2009.

Fotografen på arbejde i Beijing. Foto: Tina.

Maden var heldigvis blevet mere spiselig siden mit første besøg i Kina i 1996, og i Beijings hutong’er var den en sand fornøjelse.

Kinamad - der kan spises!!

Rejsen rundt i Kina foregik primært i tog på budgetklasse: Hard Sleeper. Det var sjovt og blev på mange måder turens højdepunkter, og der hvor vi kom tættest på kineserne.

En kæmpe kineser underholder os - på kinesisk!

Tina på sin hylde på Hardsleeper, her kurs mod Shanghai

Da vi nåede til Xian var der under en uge til den solformørkelse, jeg havde ventet på i 18 år. Det føles altid mærkeligt, når en dato man har ventet længe på, pludselig nærmer sig. Det er nærmest uvirkeligt. På Bell Tower Hostel i Xian boede rygsæksrejsende fra hele verden, og de gule vægge i receptionen og restauranten, hvor man i øvrigt kunne spise de lækreste stegte ris for 10 kroner, var overmalede med hilsner fra de mange rejsende. Vi satte også vores præg, og gjorde os udødelige på væggen. I den almindelige eufori tegnede jeg naturligvis også en formørket sol.

Bell Tower Hostel, Xian. Væggene har hilsner fra hele verden.

Dannebrog og solformørkelse. Mon det står der endnu?

Som jeg antydede i indledningen så kan man planlægge sig ud af meget. Men naturen er sin egen. Vi nåede trods trængslerne til Shanghai. Vi nåede til Jinshanwei, 65 kilometer syd for Shanghai, den 22. juli 2009. Vores private taxa kørte kl 05.00 om morgenen, så vi nåede frem 2 timer før solformørkelsens start. Alt var timet og tilrettelagt. Desværre nåede et skymassiv på adskillige tusinde kvadratkilometer også frem. Det blev århundredets længste solformørkelse, det blev til over 5 minutters mørke, men det blev også århundredets røvtur. Ikke så meget som to sekunders syn af den formørkede sol blev det til. Skæbnen kan være hård. 

Tusind gange siden har jeg overbevist mig selv om, hvor fantastisk mørket var, hvor heldig jeg har været med skyfrit vejr til alle de andre solformørkelser, at jeg er rask, at kloden stadig drejer rundt, at jeg er et utaknemmeligt skarn (der er børn der sulter i Afrika) osv. Lige meget hjælper det. Skuffelsen vil ikke gå væk.

Beretningerne om det 3½ uge lange ophold i det store rige i øst, blev til 11 blog-indlæg på denne lille side. Ikke siden Matador har gaderne ligget øde søndag efter søndag. Hele 130 læsere fandt vej til sidst.

Hjemme igen i Danmark går der kun få dage før Laila og jeg står i den Gamles lejlighed på Nørrebro. Selv om den har stået uberørt hen i en måned, kan jeg næsten fornemme han er der. Det plejer han jo at være. Synet er desværre ikke kønt. Møblerne er kastet til side, og der ligger diverse dingenoter på gulvet. Ambulancefolkene har kæmpet en brav kamp for at holde ham i live. Vi er i sandhed vendt hjem til virkeligheden.

Min far ejede intet af værdi for andre end ham selv, og dødsbomanden meddeler høfligt, at vi må betale for at få det kørt væk. Den er vi med på. Vi forlader lejligheden med er par kasser gamle fotos, og smækker døren bag os for sidste gang. Et liv er forbi, og et kort øjeblik forekommer livet meningsløst og urimeligt. Resultatet er altid det samme, uanset hvor meget umage man gør sig: Det ender med et par fotoalbum. Så selv om det er banalt og sagt mange gange, så husk at bruge de midler du har, og nyde livet mens du kan.

I september var jeg på tjenesterejse i Grønland. Selv om det var en kort, hektisk tur blev der alligevel tid til at lufte kameraet. Specielt en fantastisk solnedgang  og en sejltur ved Isfjorden i Ilulissat afstedkom nogle gode billeder. Dem kan du naturligvis også se på Pbase.

Først var jeg i Nuuk, som jeg efter flere besøg har et meget ambivalent forhold til. Beliggenheden og den rene luft er uovertruffen. Den gamle kolonihavn med de malede, stemningsfulde huse er smuk, men resten af byen ligner en rodebutik i stil med Klondyke. På næste billede ses den legendariske Blok P i Nuuk, der snart skal rives ned. Blokken er et af mange eksempler på dårligt 70’er byggeri i Nuuk. Det Grønlandske flag på endegavlen er lavet af tøj, og kunstværket er lavet af børn i anledning af Grønlands udvidede selvstændighed.

Blok P, med det Grønlandske flag. Nuuk.

Kolonihavnen. Nuuk, hvor byen er smukkest.

Senere samme uge pløjede kutteren Luffe sige i gennem det isede hav ud for Ilulissat. Vejret var med os, og skønheden ubeskrivelig.

Kutteren Luffe skærer sig gennem ishavet. Ilulissat.

Vejret skifter hurtigt. Blå himmel dukker pludselig op.

Om klimatopmødet i København får indflydelse på den smeltende Grønlandske is eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på. Skipperen på kutteren Luffe var ikke i tvivl. Han tog et sug af piben og konstaterede, at det altid havde gået op og ned med isen. Længere var den ikke, mente han.

Jeg skal have sluttet denne lille nytårshilsen, og må nok konstatere det ikke kommer til nogen konklusion. Det skulle da lige være det faktum, at livet består af en skøn blanding af drøm og virkelighed, forudsete begivenheder og uforudsete. Man kan planlægge, men sygdom, død og vejret kan vi ikke styre endnu. Og heldigvis for det!

Der er dog et forhold der er sikkert. Solen står op igen i morgen. Det blive den ved med de næste 5 milliarder år. I 2010 er der solformørkelse over Stillehavet, og selv om den kombination er det rene guf, må jeg nok erkende, at den må springes over. Det åbner omvendt muligheden for andre rejsemål. I skrivende stund aner jeg ikke hvorhen. Men det bliver næppe kedeligt, så mon ikke vi høres ved?

Rigtig godt nytår!

Min ven solen. Her på vej ned ved Ilulissat.