Sydlige Polen – eller Sydpolen?

Bedre sent end aldrig, er vist blevet mit motto på nettet denne vinter.  Jeg skylder fortsat de sidste trofaste læsere lidt stemningsbilleder fra Krakow i Polen, som Tina og jeg besøgte tilbage i januar. 

Mens du måske spørger dig selv, hvad man laver i det sydlige Polen i januar, hvor temperaturen sjældent kommer over minus 10 grader (denne vinter ikke over minus 15!), kigger vi andre lidt på Krakow: 

Krakow

Sporvogn i Krakow

Krakow

Vinterstemning, Krakow

Krakow

Markedspladsen, Maly Rynek

Krakow

Vinterstemning II, Krakow

Pakket ind i så mange lag tøj, at vi knap kan bevæge os, besøger vi den jødiske kirkegaard i Krakow. Polakkerne led om nogen under 2. verdenskrig, og de polske jøder i særdeleshed. Årstallene på gravstenene fortæller da også deres tydelige, grusomme historie. De fleste blev ikke ret gamle, og mange er døde i årene 1939 – 1943. Der er ikke så mange døde i de sene krigsår, 1944 og 1945, på det tidspunkt var det allerede slut med de polske jøder. Vi er helt alene på kirkegården denne stille, iskolde formiddag. Der er på alle måder koldt som graven. 

Krakow

Den jødiske kirkegård

Krakow

Hebraiske gravstene, den jødiske kirkegård

Krakow

Der er minus 15 grader på kirkegården denne formiddag

Vi fortsætter vores kolde færd til fods over Wisla floden, der løber igennem det centrale Krakow, og i øvrigt også Warszawa. På den anden side af floden kan man se resterne af den legendariske og frygtede jødiske ghetto i Krakow.

Krakow

Tina ved Wisla floden

Der er i dag kun få, synlige spor tilbage af den jødiske ghetto, der husede mere end 18.000 jøder på et meget lille areal. De ufrivillige beboere blev som bekendt systematisk udryddet, og hverdagen i ghettoen var sult, overbefolkning, tvangsarbejde og mord. Da ghettoen blev ryddet var alle døde, og det eneste der stod tilbage var nogle efterladte stole og kufferter. Når man går rundt i kvarteret i dag, er der flere steder symbolsk opstillet stole til minde om ghettoen. På den centrale plads er der opført et monument, bestående alene af en samling stole. Det er et enkelt og gribende vidnesbyrd, der virker utroligt stærkt, når man kender historien.

Krakow

Monument af stole, den jødiske ghetto.

Hvis man overhovedet kan finde noget positivt i forhold til Krakow og krigen, er det, at den som den eneste polske by gik næsten fri af bombardementer, og derfor stadig står, som den er bygget gennem tiderne.

Krakow

Starowislna gaden løber tværs gennem Krakow

Krakow

Starowislna Gaden

Krakow

Briller til de tykke?

Krakow

Antik = Antyk. Polsk er nemt.

Billedet ovenfor minder mig i den grad om Nansensgade i 70’erne, men det er altså taget i en tilfældig gade i Krakow i år 2010. I det hele taget er der noget Gamle Danmark over Krakow. Det er også derfor mange danske filmhold bruger Polen, når de skal lave optagelser fra en svunden tid. Mange af gadescenerne i f.eks. Drengene fra Sct. Petri, Flammen og Citronen osv. er optaget i Polen, simpelthen fordi man ikke behøver lave så meget om på gadebilledet. Steven Spielberg og hans filmhold tilbragte månedsvis i byen under optagelserne til Schindlers Liste, der netop handler om den jødiske ghetto i Krakow. Det forlyder, at også Spielbergs filmhold nød godt af, at de ikke i bedste Hollywood stil måtte bygge hele byen om, for at skabe den rette stemning.

Som turist er det bare super hyggeligt at bevæge sig rundt i det historiske Krakow, og føle sig hensat til København før verden gik af lave..

Krakow

Sporvogn II, Krakow

Krakow

Den ortodokse kirke på Markedspladsen, Maly Rynek.

Polen ældste restaurant, Wierzynyk, ligger på den store centrale Markedsplads, Maly Rynek. Steven Spielberg har selvfølgelig besøgt restauranten, og sat sit navnetræk på et menukort, der hænger i vinduet. Supermodellen Kate Moss har sat sit navnetræk samme sted. I menukortet praler de med, at også Fidel Castro har været forbi, og ikke mindst vores egen Valdemar Atterdag! Jo, det må i sandhed være en gammel restaurant. Efter sigende er meget lidt lavet om siden 1463!

Maden er helt i top, og man har en tjener på hver hånd. Retterne bliver båret ind på tallerkener med store sølvlåg. Det ser nærmest komisk ud, men tjenerne tager det skam helt alvorligt. Og resultatet på tallerkenen kræver bestemt også respekt. Gourmet mad, tilsat et stænk gedigent, Polsk mormorhåndelag. Endelig er prisen også en fornøjelse. Velkomstdrink, 3 retter mad, vin, kaffe og avec ender i 1.200 danske kroner.    

Krakow

Polens ældste restaurant, Wierzynek

Krakow

Deres udsendte i restaurant Wierzynek

Krakow

Marineret svinekød med sennep og figner

Krakow

Lammekrone ala Polski

Så jo, faktisk er der mange gode grunde til at besøge Krakow i januar. Men husk lige huen og de lange underbukser. Samt ikke mindst to til tre trøjer. Og for mit eget vedkommende var der den lille tillægsgevinst, at jeg med Polen føjede det 37. land til samlingen over lande jeg har besøgt.  

Advertisements

6 responses to “Sydlige Polen – eller Sydpolen?

  1. Stegemüller

    Kære Gert

    Waugh – det ser fedt ud! Aktuelle billeder fra en svunden tid. Krakow er da bestemt en messe værd. Richtich dejlig koldt og solskin og minus15 – sådan skal vinter være.

    Jeg har aldrig hørt eller læst om de med stolene før, men jeg kan godt forstå, at monumentet må være meget gribende IRL; dit billede taler sig eget sprog.

    Og velkommen i blogland; jeg hedder Hanne og er din ven 🙂

    • Kære Hanne,

      Ja, Krakow er absolut et besøg værd. Alene det at være på vinterferie uden ski er jo fantastisk.

      I perioder gider jeg ikke nettet, når jeg kommer hjem. Jeg tror det er en erhvervsskade, fordi jeg sidder ved en computer hele dagen. Hvis man arbejder i Fona, hører man måske heller ikke musik, når man kommer hjem. Det er nærmest en slags overarbejde. På den anden side er næsten alt arbejde i dag jo pc-baseret, så den holder vist ikke helt. I andre perioder elsker jeg nettet. Min ustabilitet gør, at jeg ikke kalder mig blogger, men jeg har slet og ret en hjemmeside, hvor man kan se hvad jeg laver, og historierne har lidt længere holdbarhed.

      Så kan jeg jo glæde mig over, at der er andre (uden at nævne navne) der er mere aktive 🙂

      Din ven
      Gert.

  2. Hi Gert:

    Det var rigtigt rart at se billeder fra Polen. Du har ret i at det ligner det gamle Kobenhavn, for det ser ud som jeg kan huske det fra 1959 i Helbeaksgade 13, da vi boede hos farmor.

    Jeg er glad for at det var jer der vogede jer ud i det kolde, det holder jeg ikke meget af, det har vi mere end nok af her, naar det er vinter.

    Tusind tak for endnu en god oplevelse set med dine ojne.

    Mona

    • Kære Mona,

      Selv tak, og tak fordi du er så trofast.

      Ja, Krakow er en skøn by, hvor tiden flere steder har stået stille. Det mest befriende er, at der ikke er så meget graffiti som i København. København ligner efterhånden en legeplads for børnehavebørn, der er gået amok med 100.000 liter maling.

      Jeg havde nu også fået nok af den danske kulde denne vinter, men man skal meget langt væk, for at finde varme himmelstrøg i Europa på den årstid, så alternativt må man vælge kulden – bare et andet sted. Jeg hader skiferier, så det gider jeg ikke.

      Jeg husker godt min far har talt om Hellebækgade 13. Skægt at tænke på, at du vel er den eneste efterhånden, der kender de historier fra dengang.

      Kh
      Gert.

  3. René Larsen

    Kære Gert,

    Rart at høre lidt fra “deres udsendte” igen!

    Som altid en meget spændende og yderst velskrevet beretning – krydret med en masse dejlige billeder fra Krakow.

    Selv har jeg kun været i Stettin i Polen (den polske stavemåde for byen opgiver jeg). De to byer kunne ligeså godt ligge i to forskellige lande.

    Du har helt ret omkring det med ligheder fra tidligere tiders København (fx Nansensgade).

    Kærlig hilsen

    René

    • Kære René,

      Ja, “man” burde sende mig noget mere ud i den store verden. Jeg rapporterer gerne. Nå, jeg skal jo til Rom i næste uge, så må vi se om det bliver til en beretning derfra, uden der går 3 måneder.

      Jeg har godt set billeder fra Stettin, der vist mest af alt består af beton. Krakow har virkelig noget at byde på, og det er en fornøjelse at gå i de gamle, smukke gader. Dertil kommer at polakkerne er meget venlige og imødekommende – det gælder i øvrigt de fleste folkeslag, der har en barsk fortid. Ikke som danskerne, der har nok i sig selv.

      kh
      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s