Tyven fra Trastevere

Strandet i Rom, 1. del

Denne hjemmeside benytter sig at to værktøjer: Et tastatur og et fotografiapparat. Sidstnævnte har jeg ikke mere. Forfatteren er halveret, amputeret. Kameraet er væk. Derfor må jeg beklage, at der desværre er sort skærm i dette indlæg, fra det ellers så farverige og billedskønne Rom. Men tastaturet har jeg da stadig.  

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at man skal passe på sine ting, når man er i udlandet. I særdeleshed på de store turiststeder, hvor der er mange mennesker. Man er noget sårbar, hvis man mister tasken med penge, kreditkort og pas. Så man skal holde på hat og briller derude. Det er børnelærdom. Selv har jeg nu aldrig været ude for noget. Den ene gang jeg har fået stjålet min pung, skete det såmænd i Kongens København.

Engang i Solvang i Californien glemte jeg min rygsæk på en bænk midt i byen. Hele mit liv var i tasken: billetter, pas, penge, kreditkort, hotelvouchers, kamera – hele molevitten. Da jeg vendte tilbage to timer senere stod tasken der endnu. I Panama City glemte jeg samme taske på et 5 stjernet hotel, fordi jeg skulle nå bussen til Panama-kanalen. Bussen ventede mens jeg spænede tilbage og fandt tasken under det bord, hvor jeg havde spist morgenmad. Begge gange var vist mere held end forstand, men det ledte mig til den konklusion, at verden mest består af ærlige mennesker.

For mange år siden i Filippinernes hovedstad Manila, var det nu umiddelbart anderledes. Allerede inden vi kom til byen var vi forberedt til tænderne. Rygsækken sad på maven, og alle penge var i et særligt bælte med indvendig lynlås, som ingen kunne komme til, uden at slå manden ned først. Sidstnævnte kunne i øvrigt sagtens ske, forlød det. Jeg har stadig bæltet, der aldrig bliver kaldt andet end mit “Manila-bælte”. Men både jeg og mine ejendele overlevede Manila. Samme oplevelse havde jeg i Moskvas metro, dybt under den russiske hovedstad. Her fik vi også at vide, at chancerne for at komme ud med alle ejendele i behold var små. Også her mødte jeg kun venlighed. Det er nok kun danskerne der er mistroiske.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. I sidste uge, dette forår, det Herrens år 2010, fik banditterne endelig skovlen under mig. Og de ramte mig dybt i hjertet. Mit elskede kamera, og så (ikke mindst) med et par hundrede billeder i kassen. Det gik sådan her til:

Det er en smuk forårsdag i Trastevere; Roms Christianshavn (bare uden kanaler). Forårssolen hamrer igennem med 22 grader, og træerne er en måned længere fremme end i Danmark. De skønne huse, med den afskallede maling i karry- og terrakottafarver danner rammen om de smalle gader og små pladser, der er plastret til med restauranter og specialbutikker. Det lyder som indledningen til en Italiensk Morten Korch roman, men sådan ser der ud i Trastevere i april.

Gaderne myldrer med alskens kunstnere, gøglere, musikere, blomstersælgere, tiggere, men også helt almindelige romere og masser af turister. Det hører alt sammen med til det romerske gadebillede. Vi slentrer rundt og leder efter et bord i solen. Det er, på trods af den næsten skyfri himmel, ikke det nemmeste i de smalle gader. Men vi har heldet med os på hjørnet af den skønneste, lille café. Eller café er et fransk begreb. I Rom er alt restauranter, trattoria, spaghetteria eller pizzeria. Men man kan sagtens sidde og få noget at drikke.

Vi drikker en øl, og sidder og glor lige op i solen. Romerne har trøjer og jakker på. Der er “kun” 22 grader, og åbenbart småkøligt i deres øjne. Turisterne har smøget ærmerne op og nyder solen. Nabobordet slår en parasol op. Det fornærmer os meget, da den også skygger for os. Efter fem måneders vinter i Danmark, skal hver en solstråle nydes. Vi rykker bord og stole endnu længere ud på hjørnet.

Tina går på toilettet, og jeg beder samtidigt om regningen. Min rygsæk står helt inde ved bordbenet, og mit kamera ligger på bordet lige foran mig. Der er ikke 10 centimeter mellem det og mig. En mand gør væsen af sig, ude på den i forvejen levende gade. Han står og taler i mobiltelefon, måske 2-3 meter fra mig. Pludselig går han helt amok og skælder ud i telefonen, mens han stamper i jorden som et hidsigt barn. Et kort øjeblik strejfer den tanke mig, at han ikke taler med nogen. Andet bemærker jeg ikke.

Damen, der ekspederer, kommer med regningen. Jeg betaler. Tina vender retur, og vi rejser os. Der er højst gået et minut siden optrinnet. “Hvor er mit kamera?” spørger jeg ud i den blå luft, da jeg rejser mig. Det går pludselig op for mig det er væk. Vi roder lidt rundt om bordet, selv om kameraet har en rum størrelse, og ikke sådan forsvinder. Har jeg lagt det i rygsækken, uden at tænke over det? Intet hjælper, væk er det. Ingen ved nabobordene gør væsen af sig. De nyder fortsat livet og ser helt rolige ud.

Så kommer jeg i tanke om manden med mobiltelefonen. Så nemt er det. Man afleder opmærksomheden 100 procent i et kort øjeblik, imens er der – efter al sandsynlighed – en anden der tager kameraet. Stille og roligt, uden nogen bemærker noget. Vi er alle fokuseret på den gale mand med mobiltelefonen. Det er samme måde tryllekunstnere arbejder på. Mens ens hjerneceller er optaget andetsteds, kan de frit arbejde i kulissen med noget andet.

To gange går vi rundt om bordet, og derefter i de omkringliggende gader. Der er ikke skyggen af nogen mand med en mobiltelefon. Selvfølgelig. De er professionelle. Det siges de kan tage skjorten af en, uden man opdager det.

Der er ikke andet at gøre end at tage det roligt. Der er ingen grund til at ødelægge ferien også. Kameraet er væk, og sådan er det. Heldigvis stod rygsækken under bordet. Det værste er den snigende følelse af ydmygelse og krænket integritet. Nogen har sneget sig meget tæt på, og helt ubemærket stået 10 centimeter fra mig. Måske har han sagt “Tak for dit bidrag,” mens han tog kameraet. Jeg ville ikke have hørt det.

Næste dag besøger vi Forum Romanum området, der er et åbent museum midt i Rom, hvor man går direkte rundt i resterne af det 2000 år gamle Rom. Mellem stumper af sten og søjler vokser smukke, vilde forårsblomster. Tina begynder at tage billeder med sin mobiltelefon. Jeg finder også min egen frem, selvom kvaliteten ligger lysår fra mit forsvundne Nikon D70. Tina siger jeg ligner et barn, der har mistet sin sut. Vi griner i solskinnet. Trods alt har vi kun mistet noget materielt. Det er på ingen måde verdens undergang.

Imens nærmer en gigantisk vulkansk askesky sig nordfra. Heller ikke det kunne selv den mest garvede rejsende have forudset..

Følg med i 2. del, hvor billederne vender tilbage – nu med mobiltelefon!

Advertisements

14 responses to “Tyven fra Trastevere

  1. Laila Jensen

    Hej Gert!

    Du klarer fint at lave billeder med dit tastatur, så vi klarer os uden fotografier, denne gang 🙂

    Kh
    Laila

  2. Æv, det er da godt nok ægte jysk “træls”!

    Men en god undskyldning for nu at købe et fullframe Nikon, D700 eller D3 😀 Desuden må du have dig en PSD eller tage en bærbar med så du kan tage backup af memory cards undervejs!

    • Kære Flemming,

      Godt at høre fra dig. Mit nye Nikon D700 er allerede anskaffet. Jeg købte det i går i Photografica. Det er et kvantespring i forhold til D70, men det har tjent mig vel.

      Back up er en god idé, det må jeg gøre noget ved.

      Gert.

  3. Mona Pielot

    Hi Gert:

    Det var en dejlig beskrivelse, jeg har kun vaeret til Verona i nord Italien for mange aar siden. Det er jo en skam med kameraet, de er jo lidt dyre, vi tager altid en laptop med os, saa har vi jo en kopi af billederne. Men I fik da den dejlige oplevelse ud af det!!

    KH
    Mona

  4. Stegemüller

    Pokkers at miste et kamera – også selv om det bare er en ting! Snydetampe, snøbelkatte, snigaber og meget andet, ref. Haddock.

    Heldigvis lader min ven Gert sig ikke slå ud, men går straks ud for at købe noget der lyder meget fint D700 – når der nu et et ekstra 0 herpå er der så også et ekstra 0 på prissedlen 🙂

    Spøg til side – det kamera glæder jeg mig til at se, og du må gerne komme med…

  5. Super, D700 er et fedt kamera, så skal du da også købe Nikon’s 14-24mm wide angle objektiv – det er verdens bedste vidvinkel zoom og jeg er “#€$$#€” på Canon for ikke at producere noget tilsvarende.

  6. René Larsen

    Hej Gert. Ja, så skulle det altså også ramme mesteren selv!

    Du bør se programmet “Real hustle” på Discovery – så var du næppe faldet i fælden!

    Nå, men heldigvis var det “kun” kameraet – og så fik du jo omsider en undskyldning til at købe et mere moderne ét af slagsen.

    Men hér på din side går det såmænd ganske udmærket uden billeder!

    Kærlig hilsen
    René

    • Hej René,

      Ja, selv den bedste kan gå i fælden. Men bare rolig billederne – vender tilbage.

      Tyven er i øvrigt blevet godt skuffet. Mit 6 år gamle kamera er ikke det mest attraktive i nutidsværdi. Det har næppe kunnet indbringe ham mere end en frokost eller to. Men jeg savner det nu..

      Gert

  7. Jep, pas på mænd med mobiltelefoner!
    Jeg var udsat for næsten det samme på Roms hovedbanegård, Termini, i 2001. Toget hjem kører om 20 min., og fruen er gået på toilettet. Jeg vogter gods og guld, da jeg tiltales af en und mand, der vifter med en mobiltelefon. Han spør’ om noget, som jeg ikke fanger, og uvilkårligt træder jeg et skridt frem. Det drejer sig om sekunder, og da jeg træder tilbage, er fruens rygsæk (“håndbagagen”) væk – med pas, briller og you name it.
    Hjem kom vi, og ingen ville se det forsvundne pas.

  8. Kære Eric,
    Tak for kommetaren, og tak for historien. Det kan vi alle lære noget af. Godt I kom sikkert hjem!

    Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s