En søndag i Gentofte

Ved et tilfælde fandt jeg forrige onsdag Bernstorff Parken i Gentofte, på vej til et møde i forbindelse med mit arbejde. Jeg fandt den virkelig, som en bedre opdagelsesrejsende.

Når man, som jeg, er opvokset i et arbejderhjem i Nansensgadekvarteret, og de seneste 20 år har været  bosiddende i Rødovre på Københavns vestegn, er det ikke hver dag  Gentofte, eller andre mondæne steder nord for København, står på menuen. Jeg havde derfor intet kendskab til parkens eksistens og slet ikke dens skønhed.  Jo, bevares, jeg kan da huske man kunne købe Bernstorffsvej i Matador, og den var vist temmelig dyr?  

Jeg skulle kun gå 1o minutter gennem parken fra Gentofte Station til Bernstorff Slot, der har et kursuscenter. Jeg blev næsten slået omkuld af efterårsfarverne, og jeg glemte helt hvorfor jeg var kommet.  Det mest utrolige var dog tætheden af skoven, der nærmest greb mig, og efter bare få minutters gang kunne jeg ikke se skoven for bare træer. Jeg var lige ved at fare vild, hvilket dog ikke generede mig det mindste. Den ene smukke sidevej efter den anden åbenbarede sig, men jeg måtte, presset af tiden, stædigt følge den lige vej til slottet.

Aldrig har jeg savnet mit kamera så meget. Jeg besluttede mig straks for at vende tilbage den kommende weekend, og bad en stille bøn til at bladene måtte klæbe sig til træerne et par dage endnu.

Det blev til søndag den 31. oktober. I første omgang var jeg lettere irriteret over at det var gråvejr, så jeg gik glip af solens lys i bladene og den blå himmel som baggrund. Men det viste sig at være en kæmpe fordel, da jeg kom derud. For det første kan man de fleste steder ikke se himlen i den lille, tætte park, for det andet giver gråvej en ens fordeling af dagslyset, så man undgår problemerne med sollys contra skygge.

Ellers skal jeg love for det var blevet søndag i parken, der nærmest var tom ved mit første besøg hin, tilfældige onsdag eftermiddag. Scenen var skiftet, og overalt luftede Gentofte-borgerne deres hunde. Iført Hunter® gummistøvler og Burberry® frakker – en enkelt wallisisk oilskinsfrakke havde også sneget sig ind – fyldte de hele parken, mens de råbte “Fido” eller “Tjavser”. Det var bare med at holde øje med ryggen, inden et uhyre på 60 kilo kom farende gennem skoven.

Tålmodigt ventede jeg dog på at vejene blev mennesketomme.

Et tæppe af løvfald

"Sad i parken på en bænk..."

Blade af guld

Jeg har længe sloges med mit nye kamera, der – ihverfald i pris – godt kan gøre sig i Gentofte, uden jeg på nogen måde behøver skamme mig. Problemet er nu endelig løst, som billederne gerne skulle vise. Det første objektiv jeg købte var noget skidt. Uskarpe, slørede billeder uden kontrast. Takket være verdens bedste foto-test hjemmeside Ken Rockwell.com blev jeg bekræftet i mine iagttagelser. Ken havde også løsningen: Den splinternye 24-120 mm/F4 fra Nikons professionelle Nano serie. Endnu et dybt greb i lommen, men nu får jeg det fulde udbytte af mit D700, og jeg kan langt om længe se dets kvaliteter. Tak til Ken. PS. Køb aldrig et kamera, stort som småt, dyrt eller billigt, uden at konsultere Ken først. Der er mange penge og ærgelser at spare! 

Jo, de kan sagtens i Gentofte

Efterårs Avenue

Det er stadig grønne træer..

Jo, der er smukt i Vietman, i Kina, i San Francisco, på Bali og i Sisimiut. Men husk, der er også smukt lige rundt om hjørnet – og i Bernstorff Parken i Gentofte. Jeg vender helt sikkert tilbage når sneen (forhåbentligt) ligger i parken, og når de første træer springer ud.

Efterårsfarver - 24 karat.

Se hele galleriet på Pbase.

Hvad blev der af historierne fra Barcelona, solopgangene ved Stadion Søen, osv..? Jeg skal være den første til at beklage den lange pause på denne side. Undskyldninger er der nok af, nu ser vi frem – som man ynder at sige i min branche – og forude venter Sydamerika!

Advertisements

9 responses to “En søndag i Gentofte

  1. Lækre farver og smukke billeder! Dejligt at du nu får noget positivt ud af kameraet:-)

  2. Kære Gert

    Smukke og skønne billeder! Jeg har siddet og nydt dem alle i dit galleri i stor størrelse. Jeg kan godt se, at dit kamera kan noget som mit ikke kan – der er en større skarphed og en større kontrast, som gør billederne mere “levende” eller hvad det nu end hedder. Dejligt at du nu har fået løst dit problem med objektivet omend jeg forestiller mig, at det har været en dyr løsning 🙂

    Jeg er så enig med dig i, at man skal kunne se det smukke i sit nærområde, før end man behøver bevæge sig til udlandet for at finde skønheden. Vi har vist talt om det tit, og du plejer at citere en eller anden…

    Kh. Hanne

    • Kære Hanne,

      Tak. Det er Peter Bastian der har sagt, at hvis man ikke kan se skønheden på Rådhuspladsen, så kan man heller ikke se den i Himalaya. Manden har ret.

      Det er helt utroligt hvad mit kamera kan nu. Mange af billederne fra Bernstorff Parken er skudt på 1/15 sekund. Normalt giver det rystede og uklare billeder, men her er ingen problemer selv i stor forstørrelse. Det er helt vildt..

      Gert.

  3. Kaere Gert:”

    Det er nogen fantastiske billeder, man faa jo lyst til at gaa en tur. Det er da godt at du har faaet dit kamera til at virke igen. Du og Ben skulle tale sammen om det, han har en hel samling af kameraer, osv.

    Kh. Mona

    • Kære Mona,

      Ja, det kunne være sjovt. Jeg har 3 spejlrefleks til film, 1 spejlrefleks digital m/ 3 objektiver, og 2 mindre digital-kameraer. Det er da det mindste!

      Jeg er glad for du kan lide billederne. Jeg er selv meget tilfreds – og det er sjældent..

      Kh, Gert

  4. Kære Gert, godt fundet, det er da en ret fotogen park Gentofte har præsteret og gode billeder du har præsteret. Gråvejr og specielt tåge og storm er ens ven når der skal skydes skov, specielt hvis det lige har regnet. Jeg fangede for et par år siden Frederiksberg Have lige efter en haglstorm, det var ret surrealistisk.

    Farverne er ret fantastiske, og objektivet virker til at have god farvedybde og kontrast. Kompositionsmæssigt kunne jeg godt tænke mig lidt mere dynamik, billeder skudt fra stående stilling bliver for bekendte og tamme for vores øjne er så vant til den vinkel. Ned og rod rundt i efterårsmulden og få noget mere dynamik i vinklerne og jord under neglene 🙂 Det sidste billede har noget af det.

    • Kære Flemming,

      Dejligt at høre fra dig i Australien.

      Tak for de gode råd. Du har ret, ned på knæ så sker der noget.

      Fantastisk at læse dine beretninger fra PGN, jeg overvejer allerede at købe en seljbåd. Jeg kan i øvrigt godt lide dine billeder når de ikke er fremkaldt. De har en dejlig naturlig glød, hvor der nogen gange går lidt for meget maleri i den, når de har været igennem dine kyndige hænder i lightroom.

      Fortsat godt tur – selv flyver jeg til Argentina og Brasilien i morgen 🙂

      Gert.

      • Tak for de pæne ord om mine PNG beretninger og billeder. Glæder mig du kan lide billederne, de er faktisk temmelig meget photo-shoppede (bortset fra den først post skrevet ombord på skibet) men med en helt andet look jeg er ved at udvikle, et faded fedt 50er agtigt slide look og langt mere naturligt. Enig i at der gik for meget maleri i det, blev træt af det gamle look selvom det stadig vil blive brugt til nogle landskaber hvor det passer til.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s