Forår i november

Rejsen til Sydamerika, 1. del

I over en time flyver Iberias Airbus A340 lavt ind over det sydamerikanske kontinent. Længe kan vi se det Argentiske og Brasilianske fladland, pampassen, inden vi går ind over Buenos Aires. Flyet har været på vingerne i over 12 timer siden vi forlod Madrid, og jeg håber virkelig piloten har blikket på benzinmåleren. Min dårlige, højre fod er svulmet op til ca. dobbelt størrelse i nattens løb. Måske jeg skulle oveveje støttestrømper ligesom Tina? Der er efterhånden gået lidt 65-rejser i den. Jeg ankommer til Argentina uden mit elskede spejlreflekskamera, med et arsenal af medicin mod hvad-som-helst, og en kæreste – nå nej, kone! – med støttestrømper.

Der er i sandhed sket noget siden rygsækkens dage, men entusiasmen og energien er den samme, og jeg bliver ved med at rejse, til de eventuelt skal rydde plads til kørestolen.

En nyskabelse er også, at der står en mand i lufthavnen og vifter med et skilt med vores navne på. Ikke noget med at slås med taxa-chauffører, eller finde en bus. Nej, vi bliver komfortabelt afhentet og kørt direkte til hotellet. For ti år siden ville jeg afvise det nogensinde skulle ske. Det er kun for tyskere. Men nuvel, vi bliver jo alle ældre, og hvem ved, en dag finder jeg måske også mig selv i selskab med en guide. I skrivende stund forekommer tanken absurd. Men lad os tales ved i 2020.

Buenos Aires er spansk og betyder God Luft. Der er da også høj, blå himmel over byen da vi triller ind ad motorvejene. Hovedet roterer som på kuglelejer. Hvordan ser husene ud, hvad med bilerne, er der noget specielt argentinsk? Den hævede fod har jeg helt glemt da vi nærmer os centrum, der umiddelbart ligner en kombination af Paris og Madrid.

“Don’t cry for me Argentina” lyder automatisk i baghovedet, selv om nummeret ikke er spor argentinsk. Det blev skrevet at hitmagerne Andrew Lloyd Webber og Tim Rice til musicalen “Evita”, der ganske vist handler om Argentinas legendariske førstedame, Eva Peron, der døde ganske ung, og stadig er Argentinas største ikon. Lige bortset fra den nulevende Diego Maradona måske. Fodboldgeniet, landstræneren, narkomanen og skandalemageren over dem alle.

Det er forår i Buenos Aires. Træerne er lysegrønne, temperaturen ligger på 23-27 grader, luften er tør, og det føles som en god sommerdag i Danmark. Men kalenderen viser sidst i november. Herligt, hvad en flyvetur kan betyde. Vi er 35 længdegrader syd for ækvator, og årstiderne er lige omvendt af den nordlige halvkugle.

Smukkest – og mest overraskende – er, at hele byen er fuld af nyudsprungne træer med lilla blomster. Jeg har aldrig set dem før, og i første omgang ser de lidt plasticagtige ud. Men den er skam godt nok. Jacaranda, hedder træerne, og det lader sig ikke umiddelbart oversætte til dansk, men det er et palisander træ, og dermed en ædel træsort.

Det er forår i Buenos Aires

Jacaranda træerne er sprunget ud

Tina danser muntert gennem forårsfarverne..

Buenos Aires centrum består af brede boulevarder, der næsten alle tager udgangspunkt i verdens bredeste af slagsen, Avenida 9 de Julio, der nærmest splitter byen i to. 144 meter er der fra husmurene på den ene side, til murerne på den anden. Der er 10 bilspor i hver retning, og flere brede rabatter undervejs. Det tager fem minutter og mindst fire grønne lys at krydse over. I centrum af boulevarden står en høj, ikke særlig køn, obelisk og knejser over gaderne. Av. 9 de Julio og obelisken er gode pejlemærker, der gør det super nemt at finde rundt i byen. 

Av. 9 de Julio - 144 meter bred og 20 spor.

Obelisken på Av. de 9 julio

Høj, blå himmel over verdens bredeste boulevard.

Eva Peron ligger begravet på Cementerio de la Recoleta, men hendes gravsted er efter sigende ikke noget særligt, det er kirkegården i sig selv til gengæld. Katolske gravsteder er hele huse, nærmest mausolæer, bygget i marmor og med masser af udsmykning. De har alle en dør, bag døren ligger kisterne på hylder, og der er gjort plads til hele familien. Det ene imponerende gravsted efter det andet åbenbarer sig. Kirkegården er enorm, men der er ikke plads til så meget som en eneste ekstra sten. Der er fyldt op fra hjørne til hjørne. Gad vide om “husene” sælges og skifter ejer som årene går? 

Cementerio de la Recoleta

Smukt indgangsparti. Fotografen, der spejler sig i vinduet, er heldigvis på den rigtige side af døren.

Recoleta-kirkegården spejler sig i et gravsteds blanke marmor.

Vi ser aldrig Eva Perons gravsted, men en overfyldt gang, hvor vi ikke kan komme ned for mennesker, og hvor en rød paraply indikerer, at en guide er i nærheden, overbeviser os om at tampen brænder. Vi lister væk, og forlader den imponerende kirkegård i småregn.

Aftenlivet er forbavsende tamt i Buenos Aires. Jeg skriver med vilje ikke nattelivet, for der sover de gamle, trætte rejsende. Temperaturen taget i betragtning er der få mennesker i gaderne og ikke mindst på udendørsstederne. Men det lykkes naturligvis deres udsendte at finde en øl eller to.

Deres udsendte i yndlingsposition. Selvportræt.

Et kærestepar trodser trafikken på Av. de 9 Julio

Buenos Aires mest kendte kvarter er det farverige, bohémeagtige La Boca. I La Boca danses der tango i gaderne, og restauranterne ligger side om side med souvenirbutikker og de velkendte kunstnere, der udstiller deres malerier og portrætterer folk. Meget af dette cirkus er selvfølgelig mest til ære for turisterne, alligevel har stedet formået at bevare lidt af sin oprindelige charme og stemning, og det er svært ikke at lade sig rive med.  

La Boca

En af de mange kunstnere i La Boca

... og endnu en.

Farverig stemning i La Boca

Et lille hvil i farver, La Boca.

Man har ikke været i Buenos Aires, hvis ikke man har deltaget i et af de mange store tangoshows. Vi har en aftale med vores lokale rejseagent om, at de skal hente os på hotellet kl. 19.30. Aftenen står på lidt tangoundervisning, middag og show. Vi har store overvejelser om påklædningen. Ikke fordi vi har det fine festtøj med, men vi tænker det måske ikke er passende med vores Mallorca sommertøj. Vi finder det fineste frem, men jeg synes stadig jeg ligner en badegæst. Jeg har aldrig haft det godt med bare ben i en storby.

Bussen kommer ikke og henter os, og efter mere end en times venten ringer jeg til vores ven. De har glemt os, og så ryger vi i huj og hast i en taxa. Vi misser tangoundervisning (desværre 🙂 ) men når frem i tide til middagen. Heldigvis er der en dunkel belysning i lokalet, for alene duften af parfume og aftershave overbeviser mig om, at badetøj ikke er aftenens gennemsnitspåklædning.

Tango in the night..

Dagene i Buenos Aires flyver afsted; Mayo pladsen, gågaden Florida, hvor tusinde af handlende forsøger at sælge de mærkeligste ting, havneområdet, der mest minder om en amerikansk havneby. Sol og forår. Hjemmefra begynde SMS’er at strømme ind med sne- og frostmeldinger. Det er svært at fjerne det smørede grin. Men hvorfor skulle vi også?

Følg med i 2. del, hvor vi sejler på Tigris deltaet ud for Buenos Aires, men ikke mindst tager bussen 17 timer nordpå til Iguazu Falls..

PS. Jeg skal være den første til at beklage fotokvaliteten i dette og de kommende afsnit. Billeder og video (kommer fra vandfaldene) er taget med et Panasonic Lumix DMC-TZ-10 og et Nikon Coolpix P6000. Selv om begge disse kameraer hører til i den bedre ende af lommemodellerne, er det også et bevis på, at der reelt ikke findes alternativer til spejlrefleks.

Advertisements

13 responses to “Forår i november

  1. Min kære broder

    Et herligt indlæg, som du hér kommer med. Som sædvanlig en særdeles velskrevet tekst og nogle herlige billeder!

    Fortsat god ferie – og hils fruen,

    Kærlig hilsen

    René

  2. Min kære broder

    Som sædvanligt et herligt indlæg fra Sydamerika – velskrevet og med dejlige billeder. Skønt at se og læse!

    Fortsat god ferie og hils fruen.

    Kærlig hilsen

    René

  3. Kære Gert

    Tak for 1. afsnit. Du skriver dejligt! Og selvfølgelig er der et stykke til spejlrefleks-niveauet, men jeg synes, det er skønne billeder, og at det lille kamera folder sig godt ud; det ses i sær på billederne med de mange farver.

    Kærlig hilsen
    Hanne

    • Kære Hanne.

      Af hjertet tak. Ja, de små kameraer klarer sig bedst på kort afstand, og når der er masser af farver. Det er mest, når det er udsigtsbilleder, og store gadepartier, at det går galt. Der er ingen skarphed, slet ikke i dybden.

      kh
      Gert

  4. Kaere Gert:

    Det var rigtig dejligt med foraaret her lige midt om vinteren, naa ja men det er jo ikke vinter inden paa tirsdag. Billederne er meget meget gode, rigtig mange farver. Jeg ser frem til de naeste afsit, det er jo en hel oplevelse at folge med!

    Kaelig hilsen fra det kolde syd Ontario.

    Mona

    • Kære Mona,

      Tak. Jeg tror det er lige så koldt i Danmark i øjeblikket, som det er i Ontario. Det er virkelig blevet vinter i det lille land i Nordeuropa.

      Næste afsnit kommer snart..

      Gert.

  5. Sikke da en herlig historie! Blot kan jeg ikke forstå, at du vil stoppe den dag, de skal rydde plads til kørestolen. Det må da være fedt at blive kørt, komme først på flyet og den slags. Det ville jeg ikke have spor imod 😉

  6. Kære Gert!

    Dejligt med et pust af forår, jeg kan næsten dufte de smukke blomstrende træer.
    Hvor var det ærgeligt du missede tangolektionen, den ville jeg gerne have set på video 🙂
    Glæder mig til forsættelsen, ikke mindst de smukke vandfald.

    Laila

    • Kære Laila,

      Vi har skam et tangobillede, et rigtig turistfoto, hvor vi står sammen med to af danserne. Det må du se ved lejlighed.
      Der kommer masser af vandfald og smuk natur.

      Gert.

  7. Kirsten Rasmussen

    Kære Gert
    Tak for en flot fortælling 1 med herlige billeder. Det må virkelig hav været en vidunderlig oplevelse at stå der midt i alt det brusende vand. Jeg elsker at opholde mig ved vand, og jeg nyder lyden både af stille skvulpen og af den voldsomme brusen fra vandfald. Du formår næsten at skabe lyden inde i mit hoved med din fortælling.
    Venlig hilsen
    Kirsten b r

  8. Kære Kirsten,

    Tusind tak for din kommentar. Det er med til at holde gejsten oppe. Jeg elsker også vand. Det er beroligende og fascinerende, og der er ikke noget så dejligt som at kigge mod horisonten.

    Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s