Et par millioner liter vand, og en enkelt øl

Rejsen til Sydamerika, 2. del
 

Stor må overraskelsen have været for de spanske erobrere tilbage i 1500-tallet, da de først hørte den fjerne buldren, og senere så støvskyen af vand rejse sig over regnskoven. Legenden vil vide, at de indfødte ikke var kommet med nogen form for advarsel, da de førte de intetanende fremmede ned ad Iguazu floden. Set i bakspejlet skyldte de dem heller ikke andet. Datoen kendes med sikkerhed. Den  14. januar 1542 så den hvide mand første gang vandfaldene, der i dag er kendt som Foz do Iguazu.

Der skulle gå næsten 400 år, før området blev en nationalpark, og turisterne begyndte at valfarte til dette fjerne, uvejsomme hjørne af verden.

Midt i den frodige regnskov på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay ligger Foz do Iguazu, der med gruppen af 275 vandfald er det største i verden målt på vandvolumen. Iguazu betyder “Big Water”, og har også lagt navn til floden, hvis plateau pludselig falder næsten 70 meter. “Stakkels Niagara!” skulle Eleanor Roosevelt (frue til præsidenten) spontant have udbrudt da hun så vandfaldene.

Der er 800 kilometer i fugleflugt fra Buenos Aires til Puerto Iguazu, som er den argentinske by der ligger tættest på faldene. Turen tilbagelægger vi i luksusbus. Det tager ganske vist 17 timer, men man sidder næsten som på 1. klasse i et fly. For det ikke skal være løgn, er der også en steward med om bord. Han er i uniform, og serverer varm aftensmad på en bakke. Hvis man trækker gardinerne for, kan man bilde sig selv ind man sidder på Singapore Airlines First Executive Class.

Først skal vi sige farvel til Buenos Aires, og da bussen kører sent på eftermiddagen, er der tid til en tur på Tigrisflodens delta, der ligger tæt på byen. Vi har absolut ingen forventning om at se andet end en flodmunding, men til vores store forundring sejler vi rundt i stille kanaler, hvor der ligger fine villaer (med egen bådebro) roklubber og eksklusive gamle hoteller i kolonistil. Der er også noget så eksotisk som flydende supermarkeder. Vi kører tilbage til byen ad Panamerican Highway, og bliver sat af på søndagsmarkedet i San Telmo. Roligt vandrer vi tilbage mod vores hotel i den lune, forårsklædte by. Vi kommer til at savne den hele vinteren i Danmark, det ved vi allerede.

Tigrisdeltaet - alle har egen bådebro.

Søndagsmarked i San Telmo

Man kan næsten ligge ned i bussen..

Det er blevet morgen i bussen. Tina har rullet gardinerne fra, og fjernet illusionen om Singapore Airlines, da jeg vågner i næsten liggende stilling. Solen står op over det argentinske landskab, der her nordpå er flat som en pandekage, med lave buske så langt øjet rækker. Vores steward kommer med morgenmad. På denne måde kunne man sagtens køre på kryds og tværs af hele Sydamerika, tænker jeg. Det er billigt og behageligt.

Det er over middag før bussen ruller ind på stationen i Puerto Iguazu. Forskellen er til at mærke og få øje på. Klimaet er helt anderledes, luftfugtigheden er høj, det er mindst 7-8 grader varmere, og byen er en lille, hyggelig flække næsten tom for mennesker.

Puerto Iguazu, Argentina.

Aftenhygge i Puerto Iguazu

Vi bor på La Sorgente Hotel, der ligger i udkanten af byen, hvilket vi sige ca. 500 meter fra det centrum, som byen ikke rigtigt har. Her er ingen mennesker om dagen; alle er ved vandfaldene. Vi vandrer rundt og indsnuser stemningen. Jeg har ingen idé om hvor vandfaldene er i forhold til byen, og vi kan hverken se eller høre dem. Heldigvis bliver vi hentet næste morgen, og kørt direkte til vandfaldene, først på den brasilianske side, og dagen efter på den argentinske side. Det er ikke noget vi har bestilt eller betalt for, men det har agenten i Buenos Aires sørget for.

La Sorgente Hotel, Puerto Iguazu.

Der er en bro over den lille pool på La Sorgente

Næste morgen får vi svaret på, hvorfor vi ikke kan høre vandfaldene. Der er næsten 20 kilometer, og så meget larmer de trods alt ikke. Vi kører over Iguazu floden ad Friendship Bridge, der med sin lange bue spænder fra bred til bred, og ind i Brasilien. Jeg har en mærkelig fornemmelse i maven. Vi har hørt så meget om vandfaldene, men aner ikke hvad der venter. Måske er synet skuffende?

Da vi stiger ud af den lille bus der har hentet os, kan vi stadig ikke hverken se eller høre noget. Det skyldes, at vi er i den fjerne ende af vandfaldsområdet, dér hvor det slutter og vandet igen er roligt. Men vi går kun 100 meter da de første mange, mindre vandfald dukker op på den modsatte side af hvor vi går – i det Argentina vi netop har forladt.

Et kig fra Brasilien mod den argentinske side

Skønheden er overvældende!

Vi bevæger videre langs den brasilianske side af floden. Der er masser af fugle, insekter, firben og sommerfugle. Der er hele tiden mindre vandfald man kan se. Snart kan vi se længere op ad floden mod de store vandfald, der ender i det helt store ragnarok, hvor vandet nærmest suges ned i et bundløst afløb – heraf navnet Devils Throat – Djævelens Gab!

Her på den brasilianske side kan man næsten ikke se Devils Throat for de mange store vandfald, der omgiver gabet til alle sider. Det ligger dybt inde i en lang slugt. Vi er på den lave del af flodplateauet, og kigger op mod vandfaldene. På den argentinske side er man over vandfaldene og kigger ud over kanten, og direkte ned i Gabet. Det vender vi tilbage til i næste del.

Iguarzu floden, for enden Devils Throat

Millioner af liter vand i sekundet - Devils Throat i bunden

Den frodige regnskov omkranser vandfaldene

Skumsprøjt vælter ned over os på den lange gangbro, der er konstrueret ud i floden tæt på de store vandfald, så man bedre kan se, og ikke mindst mærke vandfaldene. Der er mange mennesker, og alle skal have et japaner-foto med kæresten i forgrunden. Så det tager sin tid at få plads direkte ved rækværket. Men så er det også næsten som at stå med fødderne i vandet. Mindst 10 store vandfald buldrer ned fra alle sider. Vender man sig rundt kan man se ned ad floden, og alle de “mindre” vandfald. Jeg kigger dybt ned i den rivende strøm, lukker øjnene og lader mig flyde med.

Der er trængsel for enden af gangbroen

På gangbroen går man direkte ud i floden

Hvornår kommer kanoen med de spanske erobrere?

Stien på den brasilianske side ender – måske ikke overraskende – i en souvenirbutik. Butikken ligger højt på en platform, hvor man kan se ind over den øvre del af floden, hvorfra vandet falder. 

Iguazu floden falder..

Efter næsten tre timers skumsprøjt er jeg blevet tør i halsen. Man er vel dansker! Ved siden af souvenirbiksen er der heldigvis også en lille kiosk. Det bliver til to poser peanuts (husk salt i varmen!) og to dåsebajere (husk væske i varmen!). Vi går helt hen til kanten, og stirrer fortryllet ned i  floden. Vandet buldrer. Jeg kigger over mod Argentina, og siger: “Det kan ikke blive bedre i morgen.”

Jeg skal blive meget, meget klogere..

Følg med i 3. del, hvor vi kommer dybere ind i kløften, og kigger direkte ned i Djævelens Gab!

PS. Af hensyn til min stolthed skal jeg minde trofaste læsere – og ikke mindst eventuelt nye – om, at billederne i disse indlæg er taget med et lille kamera. Jeg beklager, og håber i overlever, selv er jeg ikke helt sikker.. 

Reklamer

10 responses to “Et par millioner liter vand, og en enkelt øl

  1. Hi Gert:
    Tak for endnu en god berettelse af jeres rejser. Det er dejligt at folge med i. Det fik helt det kolde vejr med masser af sne til a forsvinde. Vi ser frem til vores naeste rejse til Puerto Vallarta, Mexico, vi kan taelle dagene nu.
    Kh.

    Mona

    • Hi Mona!

      Tak. Her i Danmark har kulden sluppet sit tag, og vi er ved at drukne i smeltevand fra den megen sne. Jeg er misundelig og vil rigtig gerne med til Mexico!

      Gert.

  2. Flot beskrivelse og imponerende sceneri, som får en til at glemme alt om ‘less than perfect’ billedkvalitet!

    • Hej Eric. Tusind tak for din kommentar. Jeg må nok holde inde med at undskylde billederne. Du har ret i, at det er helheden der tæller. Det var egentlig også det jeg tænkte, da jeg valgte at lade mit 1,8 kilo tunge spejlreflekskamera ligge hjemme. Det var befriende i storbyerne, men lige netop i Iguazu savnede jeg det voldsomt..

      Gert.

  3. Kære Gert!

    Endnu engang en fantastisk rejsebeskrivelse, dejligt at få historien med om de berømte vandfald.
    Du har ganske ret, Niagara kan godt gå hjem og pakke sig – i forhold til det her, utroligt at der kan blive ved at komme så meget vand, det tænkte jeg også da jeg så Niagara, men endnu mere her!!

    Glæder mig til fortsættelsen.
    Laila

    • Kære Laila!

      Tak. Jeg har jo ikke set Niagara, så det må stå for Fru Roosevelts regning. Men jeg har set det imponerende Victoria Falls i Zimbabwe, som falder hele 110 meter, og det kan heller i måle sig med Iguazu. Men de har hver deres skønhed, og sådan er det nok også med Niagara..

      Gert

  4. Jeg sidder og lader mig rive lige så meget med af flodbølgerne som af din fortælling, og kan slet ikke forestille mig suset/susene fra de kolossale vandfald. Når jeg er ved min egen pc skal jeg se videoen, for den har du sikkert taget med lyd på. Din fortælling kompenserer for billederne!

  5. Hov undskyld. Jeg glemte
    “Kære Gert” og
    “Kh. Hanne”
    som sig hør og bør.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s