I djævelens gab!

Rejsen til Sydamerika, 3. del

Tilbage på La Sorgente Hotel skal dagens succes ved vandfaldene fejres. La Sorgente huser en italiensk restaurant, La Toscana, der umiddelbart ser ud til at være efter alle kunstens regler. Der hænger frisklavet pasta i mange varianter til tørre, og der står den rigtige olivenolie på bordene. Det eneste, der bekymrer mig lidt er, om alle råvårerne kan være friske, når der er så få gæster, og ca. 100 retter på menukortet? Men den problematik gælder hele byen.

Deres udsendte fejrer vandfaldene i baren på La Sorgente

Jeg tager det helt store spring og bestiller risotto med skaldyr.  Smagen er super,  og der er masser frisk fisk og skaldyr i, og på toppen ligger en jomfruhummer. Jeg spiser med største velbehag. Hvidvinen er kold, natten er varm, brisen lyder i palmerne, vandfaldene bruser stadig i min krop…

Næste morgen er det tidligt afsted til den argentinske side. I badet bemærker jeg at alle mine neglerødder er gule. Samme farve som risottoen. Jeg ligner en, der har spist med fingrene. Tina mener jeg er skør. Men det er da mærkeligt, at alle fingre er gule. Jeg er i bad og vasker yderligere hænder fem gange. Alligevel ligner jeg stadig en, der har rodet i karrypulver hele natten.

Som du måske husker, kunne man på den brasilianske side ikke komme ind i den dybe kløft af vandfald, der ender i Djævelens Gab, Devils Throat! På den argentinske side kan man køre helt forbi Gabet, og ankomme bagfra ad en lang gangbro, der går ud i floden. I dag er der ingen paskontrol, og vi er hurtigt i den argentinske nationalpark.

Efter en lang gåtur gennem lav regnskov kommer vi til en togstation, hvorfra der kører et lille tog. Toget kører i et kvarters tid. Der er meget lidt plads, og vi sidder sammen med fire “let” overvægtige israelere. Det er hofte mod hofte, og knæene ligger ind over hinanden. Den ene israelske mand ævler hele tiden, og da jeg fortæller jeg er fra Danmark, er vi verdens bedste venner, mener han. Jeg tør ikke spørge til palæstinenserne, vi har ferie og bliver ved høflighedsfraserne.

Toget til Djævelens Gab er proppet med turister...

Fra endestationen bevæger vi os ud på en lille sti, der hurtigt bliver til en gangbro, der fører ud over floden, der nu er dukket op. Floden løber stille og roligt her, og ligner en hver anden fredelig flod. Iguazu floden er meget bred, der er derfor langt fra bredden, hvor vi står, og ud til Gabet. Vi vandrer og vandrer ud af den uendelige gangbro. Vi lader os falde lidt tilbage, så vi bliver alene, og kan nyde freden inden næste tog kommer ind og fylder broen med turister igen. Der er heldigvis kun et tog, så der er mere end en halv time mellem hver vognladning.

Vi er alene på gangbroen. "Røgen" fra Gabet i baggrunden.

I det lave vand ser vi store fisk, der ligger roligt og vugger.  Jeg tænker mig de kan  mærke uro i vandet, og fordufter hvis de kommer for tæt på Gabet? Vi går vel mindst en kilometer på gangbroen, før Gabet  dukker op. Det ser fuldkommen syret ud.  Pludselig forsvinder den ellers rolige flod ned i et gigantisk hul. Det ligner en køkkenvask, hvor nogen uden varsel har trukket proppen op. Og der er ikke brug for afløbsrens her! Afløbet hjælper tilsyneladende også selv til og suger grådigt løs.

Pludselig forsvinder floden, som i et afløb...

Gangbroen bliver til den første af tre platforme, og vi vader direkte ud i bunden af den kløft, der begynder her ved Djævelens Gab. Det tager helt pusten fra os. Det er ligesom at tage et skridt ud fra et højhus. Vandmængderne er enorme, og kløften fortsætter flere hundrede meter, hvor vandet falder på begge sider. Det er umuligt af se bunden for vanddamp, og tusinder af fugle blander sig som  ivrige fluer med dampen, der mest ligner røg.

Djævelens Gab! Foz do Iguazu, Argentina.

Vandet falder på begge sider af kløften.

Kløften forsvinder i vanddamp, og det er umuligt at se bunden.

De tre udsigtsplatforme er konstrueret direkte på kanten af kløften. Hvordan i alverden man har støbt betonsøjler her forbliver en gåde, men sikkert er det, at bare tanken kan give enhver fra Arbejdstilsynet et akut ildebefindende. Vandet raser og larmer, så vi må råbe til hinanden. Regnjakkerne bliver lukket og hætten trukket helt op og snurret til. Det kilder i fødderne når jeg læner mig ud over rækværket. Bare det holder..

Toget fører os tilbage til nationalparkens start, hvor man kan se de mange, mindre vandfald, der ligger her længere nede ad floden. Djævelens Gab suger stadig i mine fødder. Jeg har det lidt sådan, at jeg ikke kan klare mere, jeg kan ikke absorbere flere vandfald i dag. Men det glemmer jeg hurtigt, Iguazu Falls er bestemt ikke færdig med at overraske.

Ad små stier bevæger vi os ind i regnskoven. Inden længe når vi frem til lysningen, og et landskab taget ud af Ringenes Herre åbenbarer sig. Vi er i Elverfolkets Land: Kløvedal!

Elverfolkets Land: Kløvedal...

Leguaner pusler overalt i skovbunden. Her en fætter på 80-90 cm.

Skønheden er overvældende.

Om lidt kommer en urfugl sikkert flyvende...?

I timevis går vi rundt på små stier og broer. Det hele er anlagt smukt og diskret i naturen. Der er heldigvis ingen isboder, restauranter eller andet. Det er dejligt at se, at der på trods af stedets popularitet, er gjort alt for at bevare stedets oprindelige skønhed.

Man skal døbes i Iguazu, når man nu er der. Vi køber billet til en båd, der sejler rundt blandt de mindre vandfald, og efter sigende også sejler helt ind under vandstrømmen og døber de sagesløse turister. Jeg lægger et par pengesedler i lommen, da jeg har betalt. Billetmanden kigger på mig: “Du skal ikke lægge penge i lommen,” siger han og griner: “Du bliver dyngvåd!”

Nede ved bredden får vi redningsveste på, og samler alle ejendele i en vandtæt gummitaske. Den lukkes hermetisk til. Båden er en stor, åben gummibåd, hvor der vel sidder 30-40 passagerere. Fyren der styrer båden, og en anden der videofilmer, er begge klædt i regntøj, der mest ligner noget fra en boreplatform i Nordsøen.  

På vej til båden kommer vi helt ned til bredden.

Bådene sejler direkte ind i vandmasserne..

Båden drøner afsted med høj fart ned ad floden. Fra alle sider falder vandet. Jeg føler mig et øjeblik som statist i en computergenereret film. Der er tændt for kulissen, og instruktøren har råbt: “Værsgod!”. Kameraet snurrer.

Vi sejler helt hen til et vandfald, og båden standser. Styrmanden nærmest gasser op mens båden holder stille. Så vender vi pludselig rundt og suser tilbage. Øv, vi blev slet ikke rigtig våde! Båden fortsætter til et endnu voldsommere vandfald. Samme procedure. Der gasses op. Denne gang giver han gassen fri i den rigtige retning. Vi drøner ind under vandmasserne, der vælter ned over os. Man kan næsten ikke trække vejret. Det er som om vi er ved at drukne, og for hver vejrtrækning må vi gylpe en halv liter vand op. Endelig trækker båden ud igen, og lægger sig 10 meter fra det bulrende vand. “Igen, igen!” skriger vi alle på spansk med brug af den sidste luft. Opfordringen belønnes, og denne gang bliver vi så længe under vandet, at det er lige før vi gribes af panik. Sikkerhed er ikke et issue i denne del af verden.

Da vi forlader båden er vi våde fra yderst til inderst. Vandet sejler af os, da vi går fra borde. Jeg sender en stille tanke til billetmanden, der reddede mine pengesedler.

To døgns vandfald bruser i mine ører, som den larmende stilhed efter en rockconcert. Jeg har i bogstaveligste forstand vand i hovedet. Jeg hoster stadig vand op. Tøjet kan vrides, og selv den tropiske varme formår ikke, på den to timer lange gåtur tilbage til bussen, at få bugt med vandet.

Mit hoved arbejder på en vandet vittighed, helst på engelsk, da jeg træt går ind i bussen. Den kommer ikke. Vi har vist også fået vand nok for i dag…

Følg med i 4. del, hvor vi flyver til sommer og samba i Rio de Janeiro. Tag med kabelbanen til Sukkertoppen og ad snoede veje til Kristus-statuen, der fra 700 meters højde breder sit milde favntag over den utrolige, smukke by. Det er også her risottoen (?) bliver til en ualmindelig ondartet omgang tyndskid..

Advertisements

6 responses to “I djævelens gab!

  1. Tak for en herlig beretning og billederne giver et storartet indtryk af det fantastiske sceneri, selvom de ikke er taget med dit elskede spejlrefleks 😉

  2. Hi Gert:

    Mange tak for endnue en fantastisk berettelse af jeres rejse. Jeg kan hore vandet og foler mig vaad!! Du fik da pengene redet, Ben har gerne penge lagt hen for at tore hver gang vi er paa ferie. De torer nemt nok over nat.

    Ser frem til naeste udgave!!!

    KH
    Mona

  3. Hi Mona,

    Beklager du blev våd 🙂 Jeg henter straks et håndklæde til dig.
    Jeg ved godt penge kan tøre. Jeg har tit vasket en 1oo-krone, og det er altid blevet til penge igen. Jeg havde nok også overlevet i Argentina – det var vist ikke mere end 20-30 kroner.. 🙂 Men historien er god.

    Kh,
    Gert

  4. Kære Gert!

    Fantastisk beretning, næsten som at være der selv! 🙂
    Hvor er det dog et formidabelt sceneri og sikke en larm, hvis man kan tillade sig at kalde det det.
    Synes det er dejligt at se byen ikke er blevet til det rene cirkus, det er det ved Niagara, det tager næsten det smukke af det.

    Kh
    Laila

    • Kære Laila,

      Tak. Ja, der er utroligt smukt i Iguazu.

      Tænkte nok Niagara havde en del butikker og cirkus. Hvad var det Eddie Skoller sang i “What did you learn in school today?” om den amerikanske dreng, der kommer hjem fra skole:
      “I learned that we were the first to put a man on the Moon,
      and I guess we’ll have a hamburger stand there soon”

      Asiaterne kan nu også godt være med. Hvor der er turister skal der være alverdens tingel tangel og skrammel. Det er selvfølgelig en måde at lave penge på, men ikke særlig charmerende.

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s