December på Copacabana

Rejsen til Sydamerika, 4. del

Rio de Janeiro! Alene navnet giver kuldegysninger. Rio er en af de byer der drager, bare man tænker på den. Navnet smager også godt i munden. Prøv at smage på andre indbydende bynavne: Kuala Lumpur, Hong Kong, San Francisco, Alexandria…

Det er nu ikke navnet, der gør det hele. Rio er uløseligt forbundet med karneval, samba, livsglæde, smukke mennesker og ikke mindst sin unikke beliggenhed mellem høje, frodige bjergtoppe ved Atlanterhavet. Og så er der lige strandene Copacabana og Ipanema, og ikke mindst den store kristusstatue der står på toppen af Corcovado bjerget, og omfavner byen med udstrakte arme. Jo, billederne vælter ind på nethinden.

Kristus på Corcovado bjerget. Her fotograferet fra Sukkertoppen.

Rio de Janeiro er portugisisk og betyder “Januarfloden”. Byen fik sit navn i 1502, da portugisiske navigtører en januardag fejlagtigt antog Riobugten for at være en flodmunding. At de alligevel valgte – med eller uden flod – at anlægge en by, kan man bestemt ikke fortænke dem i.

Det skorter ikke på advarsler, når man rejser til Rio. Byen har en af verdens højeste mordrater, og kriminelle gadebørn og voldelige narkobander findes alle vegne. Alle hoteller annoncerer med øget sikkerhed.  I følge Udenrigs-ministeriets hjemmeside skal man udvise den største agtpågivenhed i alle Brasilianske storbyer. Det er sikkert rigtigt, men for den almindelige turist er Rio lige så fredelig som en dansk landsby. De kvarterer man skal undgå, ligger alle så langt væk, at man ikke tilfældigvis kommer til at gå derind.

Skulle man alligevel være kommet forbi, bliver man  høfligt stoppet inden man når at gå længere. Man skal i øvrigt være både døv og blind, hvis man ikke opdager, at nu er det tid at vende om. Der er kun adgang til enkelte, sådanne kvarterer, og kun med en autoriseret guide. Men det vender jeg altsammen tilbage til i næste del.

Vi har otte dage i Rio, og vi har ingen planer. Med mindre det betragtes som en plan i sig selv at have god tid. Vi har bestilt hotel med havudsigt i første række på Copacabana. Mindre kan ikke gøre det, nu vi er her. Det er nu ikke den store luksus Hotel Rio Orthon Olinda har at byde på, men beliggenheden kan vi ikke klage over. Vinduet er skævt og gennemtæret af havgus. Hver gang vi åbner det, er det ved at rasle ud. Døren vil ikke låse, og vi må skifte værelse efter et par dage. Låsen er bedre det nye sted, vinduet værre. Men det holder.

Udsigten fra hotellet fejler ikke noget..

Min mave rumler og jeg har mavekramper. Jeg håber det hurtigt går over. Jeg sender en tanke til Risottoen med skaldyr fra Iguazu, men måske er den uskyldigt dømt? Det er nu ikke værre, end vi kaster os hovedkuls ud i Rios to største attraktioner, eller højdepunkter fristes man måske til at sige, Kristusbjerget og Sukkertoppen.

Den 38 meter høje kristusfigur har siden 1931 bredt sine arme ud over Rio. I 2007 kom den på listen over verdens 7 nye vidundere, og den ære har bestemt ikke gjort figuren mindre besøgt. Der er også en – ja – gudesmuk udsigt over Riobugten fra det 710 meter høje bjerg Corcovado, hvor statuen står. Corcovado betyder “pukkelryg”, og bjerget rejser sig også, som så mange andre tinder i Rio, umotiveret som pukkel, der ikke burde være der.

Turen til toppen går ad stejle hårnålesving de første 500 meter. Derefter skifter man til en mindre bus, der slæber 10-12 mand ad gangen, de næste meget stejle 200 meter. Til sidst kan man vælge trapper eller elevator. Alene køen til elevatoren, kan få selv den mest udmattede til at vælge de mange trin. For os er trapperne en fornøjelse efter at have siddet sammenklemt i bussen. Trods dis i horisonten bliver udsigten mere og mere betagende for hvert trin. Rio lever virkelig op til sit ry, som en af verdens smukkest beliggende byer.

Riobugten set fra Corcovado. Det klassiske Rio billede med Sukkertoppen.

Den store sø midt i Rio, Largo Rodrigo. I baggrunden Das Palmas øerne.

Kristusstatuen er imponerende i den strålende formiddagssol. Mange siger det egentlig bare er en grim betonstatue, men jeg synes den udstråler det Kristussymbolet vel skal: Ro og barmhjertighed. Der er mindst 20 meter fra hånd til hånd i det store favntag, og man føler sig virkelig omfavnet, når man står på den lille udsigtsplatform på toppen af det pukkelryggede bjerg.

Kristus - med åbne arme: "Kom til mig, mine børn.."

Fra Kristus kører vi direkte ned i bunden af byen, og mod Rios næste varetegn, Sukkertoppen, der ligesom Corcovado stritter lige op i den blå luft. Sukkertoppen ligger næsten ude i Atlanterhavet, og danner en naturlig grænse mellem downtown Rio og Copacabana. Sukkertoppen er så stejl, at der kun er en vej op. Det er med en hårrejsende svævebane, det først løfter dig op til en mindre top, Urca, og derfra direkte ud i intetheden med kurs mod Sukkertoppen. Jeg tænker straks på Ørneborgen, men Richard Burton hænger, så vidt jeg kan se, ikke oven på den ene vogn..

Svævebanen forlader Urca. Kurs mod Sukkertoppen.

Sukkertoppen set fra kabelvognen. Bemærk skyggen fra vognen i trætoppene.

Tina på toppen - Sukkertoppen! Rio i baggrunden.

De kommende dage har jeg ondt i maven. Rigtig ondt i maven. Det irriterer mig det ikke vil gå væk. Men ulykken er ikke værre, end man kan tilbringe dagen på værelset med kig ud over havet, gå langs stranden eller tilbringe en rum mængde timer på en af de mange caféer langs Copacabana. Af underlige årsager synes øl at være det eneste min mave ikke reagerer på.

Der er et mylder af liv på stranden hele dagen, og om aftenen spilles der fodbold, beachvolley og alskens andre ting. Mens Københavnerne gemmer sig i mørket og kulden langt mod nord, leves livet på fuld tryk langs strandene i Rio.

Der spilles fodbold om aftenen på Copacabana.

Tropisk aftenhimmel varsler ofte regn.

Ly under palmerne...

Rio aftenstemning.

Om søndagen er Avenida Atlantica, den brede vej der løber langs Copacabana, helt bilfri. Vi vandrer i den brændende hede mere end 10 kilometer langs stranden, og videre til bunden af nabostranden Ipanema. Jeg tænker maven nok skal holde, der er alligevel ikke mere i den.  Men flere gange undervejs må jeg erkende, at diarré tærer på kræfterne.

Copacabana - december 2010.

Bilfri søndag på Av. Atlantica.

Mandag morgen overgiver jeg min endelig og kontakter en læge. Han er på værelset en time efter, og tager det meget alvorligt. Enten er det en virus eller en madforgiftning. Det må en blodprøve afgøre. Og vupti, efter endnu en time står der en sygeplejerske på værelset og tager blodprøve. Jeg får nogle piller, og må vente fem timer på resultatet af prøven. Den første pille virker, og derfra går det kun fremad, omend det tager flere dage, før styrken er helt tilbage. Moralen er: Stædighed kurerer ikke sygdomme – ring til lægen med det samme! Og prøven? Sikkert en forgiftning forårsaget af mad. Ingen virus, så jeg slipper for pennecilin.

Dagen efter besøger vi downtown Rio, der ligner et finanskvarter i enhver anden storby. Skyskrabere, finansfolk og beskidte gader. Min appetit er vendt tilbage, og pludselig finder jeg mig selv siddende på min yndlingsaversion, den såkaldte “restaurant” McDonalds, spisende en burger. Hvad sygdom ikke kan drive en til..

Finanskvarteret, downtown Rio

 I Rio har de stadig masser af telefonbokse. De er udformet nærmest som en åben kugle, man stikker hovedet ind i, for at ringe i fred for gadelarmen. På indersiden af kuglen er der masser af forslag til hvem man kan ringe til, hvis det nummer man ellers havde tænkt sig skulle være optaget.

Hvem skal man ringe til?

Jeg slutter med et billede fra Ipanema stranden taget på den bilfri søndag. Det skulle nok, selv her næsten tre måneder senere (hvor det stadig er koldt i lille Danmark), kunne få enhver til at længes efter sommer. Men bemærk venligst det smukke “dobbeltbjerg” i baggrunden. Bagsiden af  dette skønne bjerg, gemmer på en hemmelighed, som også er bagsiden af Rios skønhed, og hele Brasilliens sorte samvittighed.

To be continued…

Ipanema Beach, Bjergene "De to brødre" i baggrunden.

Advertisements

10 responses to “December på Copacabana

  1. Tak for beretningen. Den giver jo et sug i maven, ikke efter risotto, men varme, ferie og sand mellem tæerne.

  2. Herlig beretning og skønne billeder. Glæder mig til fortsættelsen 😀

  3. Kære Gert!

    Endnu engang en fantastisk beretning, lyder som en vildt spændende tur i har været på.
    Ikke bare det sidste, men alle billederne kan få mig til at drømme om sol og sommer.
    Svævebanen kan jeg måske godt undvære 🙂

    Du må da snart have lært at dine kundskaber som læge ikke slår til, fjols!!

    Kh
    Laila

    • Kære Laila,

      Hmmm. Jeg har jo de seneste mange år praktiseret som min egen læge. Jo, det er ikke altid optimalt, men jeg har da også haft succes. Tina siger i øvrigt at jeg glemte at skrive, at det var hende der insisterede på det med lægen. Det er sandt, men jeg kan jo ikke få det hele med i den korte historie 🙂

      Kh
      Gert

  4. Kære Gert

    Tænk at du skulle blive 47 før du for alvor erkender, at stædighed ikke kurerer sygdomme. Jeg ved godt, at du plejer at være din egen diagnostiker, men med alderen stiger risikoen for at sygdommene ikke er sådan lige at kurere med stædighed.

    Tak for endnu et dejligt afsnit! Jeg er helt vild med det øverste billede, hvor bjergene står i blå nuancer.

    Kh.
    Hanne

    • Kære Hanne,

      Tak! Ja, det har været en lang erkendelsesproces, men jeg flytter mig stille og roligt. Jeg må vel til syvende og sidst erkende lægevidenskabens fornuft.

      Kh
      Gert.

  5. Kirsten Rasmussen

    Tak fordi du deler ud af dine/jeres oplevelser i det fremmede. Jeg fryder mig ved læsningen.
    Madforgiftning er ikke det bare sjov. Håber, du er ovre det nu.

  6. Hej Kirsten. Tusind tak. Dejligt du vil læse med.
    Jo tak, maven kom hurtigt i orden igen.

    vh
    Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s