Favela Rocinha

Rejsen til Sydamerika, 5. del

“Rejser i meget?” spørger den unge, israelske kvinde, der sætter sig ved siden af os, og fylder det sidste ledige sæde i den lille bus.  Dermed er vi 10 i alt.  Ser man bort fra os, er gennemsnitsalderen i bussen vel maksimalt 25 år.

Jeg ved ikke rigtigt om jeg skal tolke hendes spørgsmål som almindelig høflighed, eller om der ligger en snert af: “Hvad i alverden laver mormor og morfar på denne tur?”  Jeg forsøger at besvare begge scenarier, og siger vel samtidig sandheden: “Så meget som muligt!”

Også guiden er 20 år yngre end os. Hun er piercet alle vegne, har store, drabelige tatoveringer, mørke solbriller og taler perfekt engelsk med amerikansk accent. Hun kunne, hvis man klippede det lange hår af, sagtens være castet som Lisbeth Salander.

Heldigvis er jeg tilbage i topform, er solbrændt, har alle mine armbånd på og ølmaven er væsentligt reduceret af fem dages diarré. De kan bare komme an allesammen, kan de!

Favela Rocinha, Rio de Janeiro.

Vi har haft store overvejelser om vi skal besøge en favela. Favela betyder “slumby”, og betegnelsen holder stik, selv om indbyggerne ikke kan lide udtrykket. Alene i Rio bor mere end 4 millioner mennesker i favelaer. I Brasilien som helhed er det næsten 50 millioner mennesker. Det er ufatteligt mange mennesker, og 25% af den samlede befolkning.

En favela er en selvorganiseret og selvbygget by, der ikke er en del af det officielle Brasilien. Man har ingen adresse, ingen strøm (officielt), ingen kloarkering, og ingen renovation. Husene ligger ekstremt tæt, ofte op ad bjergskråninger, lag på lag oven på hinanden. Når den ene er færdig med at bygge sit hus, bygger den næste ovenpå hans tag osv. Det er ikke ualmindeligt med 5-10 huse oven på hinanden. Bygningsreglement findes ikke, og ingen ved om det nederste hus kan bære dem ovenpå. For slet ikke at tale om risikoen for jordskred, i de meget regnfulde perioder i det tropiske land. Husene er små, og ofte bor der mange i hvert hus. Favelaer regeres af kriminelle narkobander, der er i evig indbyrdes krig. Der er ingen politi, ingen domstole. Når politiet endelig kommer, er det i stort antal, for at udføre en enkelt operation, hvorefter de trækker sig tilbage igen.

Skal man som turist tage på en guided tur ind i et sådan område? Er det ikke som at gå i zoologisk have og se på dyrerne? Er det ikke nedværdigende både for beboerne og for turisten? Og hvad med sikkerheden? Hvad hvis nogen – med god grund – ser sig ond på de indtrængende, fremmede turister, der som led i dagens underholdning kigger på slum? Jo, overvejelser har vi nok af.

Det afgørende bliver at alle guidebøger skriver, at man ikke må snyde sig selv for den oplevelse, og at man bliver taget imod med åbne arme. De guidede ture har en særlig aftale med favelaen, og der er fuld accept af besøget. Dog skal man overholde alle spilleregler. F.eks. ingen kameraer før guiden siger til.

Den tur vi ender med at købe, går med motorcykel fra bunden af Favela Rocinha op til toppen, hvorefter man går til fods i samlet flok ned gennem favelaens snævre “gader”. Rocinha ligger på bagsiden af det smukke bjerg “De to brødre”. Først går turen med bus langs de smukke strande og rundt om bjerget, indtil vi når bunden af favelaen, og derfra skal vi videre på motorcykler.

Bunden af favelaen myldrer med mennesker, det larmer og det oser. Mere eller mindre afpillede kørertøjer forsvinder ad hovedvejen ind i favelaen. Den lille holdeplads for motorcykler bliver også flittigt brugt af favelaens beboere, der bruger dem som taxaer. Vores guide begynder at gå i forhandling med førerne af motorcyklerne. Det er ikke nemt. De vil have flere penge. Men de møder deres overmand i vores seje guide. Selv om det tager lang tid, bliver der ikke givet en øre mere. De to første ryger afsted mod toppen på hver deres motorcykel. Tina kommer afsted som nummer tre. De øvrige chauffører vil ikke køre til den aftalte pris, så vi må vente på at de andre motorcykler kommer ned igen. De tiloversværende chaufførere råber, pifter og laver samlejebevægelser efter vores guide. Hun har prøvet det før, og griner bare mens hun ryger smøger i massevis.

Det kommer næsten til at tage en time, før jeg selv kommer afsted i den sidste gruppe på fire, heriblandt guiden selv. Det går stejlt opad, og vi drejer skarpt ind i favelaen. Vejen eksploderer i farver. Der er mennesker alle vegne, butikker og gadehandlere. Der er kun et spor i hver retning, og der er myriader af biler, små busser, knallerter, motorcykler og frygtløse fodgængere. Færdselsregler er der selvsagt ingen af. Min motorcykel foretager halsbrækkende manøvrer på den hullede vej, ud og ind mellem busser og biler. Der er kun 30-40 centimeter at køre på i midterrabatten, hvor vi suser frem mellem kørertøjer og mennesker. I samme rabat kommer masser af motorcykler, der er på vej den anden vej. Fik jeg nævnt, at jeg selvfølgelig har bare ben og arme, og ingen hjelm på?

Jeg er nu mest optaget af sceneriet. Det er som om jeg er sprunget direkte ind i en film optaget i Bombay eller Soweto. Det er desværre strengt forbudt af have sit kamera fremme, men min arme er også optaget af et gedigent tag om min chauffør.

Vejen stiger og stiger. Endelig går vi fri af den værste trafik, hvilket straks får min chauffør til at accelerere voldsomt. Vi kører mindst 80 kilometer i timen på den hullede vej, hvor man aldrig ved hvad der sker om 10 sekunder. Vi ligger nærmest ned i kurverne inden han endelig hugger bremserne. Vi er på toppen.

De andre har ventet utålmodigt på os. Alle taler om den halsbrækkende tur. Tina er glad for at se mig i live, og fortæller at hun selv var ved at skide en grøn på vej op. Chaufføren har nok mindst fire trykkede ribben, så fast har hun holdt. Hun overvejede også at stige af undervejs, men det var næppe faldet i god jord, så det var bare at hænge på.

Vores guide byder os velkommen til Rocinha, og instruerer om reglerne. Ingen kameraer før hun siger til. Favelaens beboere er helt almindelige brasilianere og ikke tiggere. Vi vil møde mange, der vil sælge os noget, og det er ok. Men vi må ikke give penge til børnene, uden at få noget igen. Vi skal forblive samlede, og ikke forsvinde ad sideveje.

Således instruerede krydser vi med dødsforagt den kaotiske gade, og bevæger os ind i favelaens gyder. Der er ingen tvivl om at beboerne, på den sti vi følger, er vant til at se turister, og det næppe tegner et helt retvisende billede af den værste del af Brasiliens favelaer. Men for os er der rigeligt at se til.

Skidt og affald ligger i store dynger alle vegne. Gigantiske bundter af el-ledninger hænger i uorganiserede klaser fra tagene, og noget der minder om lygtepæle. Guiden forklarer at her både er internet, kabel-tv og strøm. Det foregår på den måde, at man 500-600 meter ned i bunden af favelaen kobler sig på en kommunal lygtepæl. Herfra er nettet så vokset kabel for kabel til at forsyne 600.000 mennesker i Rocinha!

Endelig må jeg tænde kameraet.

Tina ad favelaens stier..

Affald ligger ned ad skråningerne. Det lugter fælt i heden..

Bundter af ledninger slynger sig fra tag til tag.

Det ene hus oven på det andet...

Fortsættelse følger i 6. og sidste del af rejsen til Sydamerika, hvor vi møder favelaens beboere, og et paradoks åbenbarer sig. Stay tuned!

Advertisements

10 responses to “Favela Rocinha

  1. Kære Gert

    Tusind tak for 5. afsnit! Jeg sidder og undrer mig over at favelaernes beboere kan komme på nettet uden TDCs HomeBox ;.) . http://192.168.1.1/ giver her i huset et rigtig godt overblik over boxen og dens mange muligheder, men hvis man er nødt til at hægte sig på naboens strøm, er det næppe et godt link.

    • Kære Hanne,

      Tak. Ja, jeg har også overvejet at koble mig på en lygtepæl her på Slotsherrens Vænge. Jeg kan spare mange tusinde kroner. Det er lidt vanskeligere med tv og internet, måske jeg kan hacke mig på din homebox? 🙂

      Kh
      Gert.

  2. Laila Jensen

    Kære Gert!

    Forrygende afsnit, har helt tilbagestrøget hår 🙂
    Godt din dårlige mave var overstået!
    Hvor er det spændende og meget anderledes, utroligt at man kan leve sådan, men alt kan jo lade sig gøre når man ikke har andre muligheder.

    Kh
    Laila

    • Kære Laila,

      Tak! Ja, det er utroligt. Og, som det vil fremgå af næste afsnit, så er det endnu mere utroligt, at livsglæden blomstrer i bedste velgående under så ekstreme forhold. Du har sikkert helt ret i at det handler om, at der ikke er andre muligheder. Og mennesket er som bekendt en overlever.

      Gert.

  3. Kirsten Rasmussen

    Jeg tror I må være gjort af specielt stof med alt det I kaster Jer ud i. Tak for den fantastiske rejseberetning.

    • Hej Kirsten,

      Selv tak. Nej, mon dog. Vi er nok bare almindeligt nysgerrige. Det værste jeg har gjort er nok at vandre direkte (med min dengang 9 årige datter) ind i et slumkvarter i Zimbabwes hovedstad Harare. Det var i 2001. Vi var der i 3 timer og tog en masse billeder. I Zimbabwe er den hvide mand ikke velset, og på det tidspunkt var der, som i dag, voldelige konflikter mellem de hvide farmere og lokalbefolkningen. Vi mødte mange søde mennesker og tog nogle fantastiske billeder. Men set i bakspejlet var det direkte dumt. Det kunne være gået rigtig galt.

      Gert.

  4. Hej Gert, meget spændende artikel og jeg ser meget frem til fortsættelsen. Jeg har en idé om et fotoprojekt der skal dokumentere slum kvarterer verden rundt, og favela’erne er specielt interessante. Jeg finder det meget interessant at have set black townships i Afrika, slum kvarterer i Cambodia, Thailand etc. Det er underligt at disse i nogle tilfælde ret store verdener eksisterer som parallele univers til “vores” og at “vi” stiltiende accepterer dette, ja rent faktisk nyder godt af det for alle underbetalte forfærdelige servicejobs er bemandet af folk fra disse parallele universer. Det er i Namibia helt normalt at handle ind i Spar supermarked, sludre med sine hvide venner og blive betjent af 50 sorte i butikken der tjener tæt på intet og bor i townships uden vand og strøm. It boggles my mind.
    Måske har du set de brasilianske film City of God og Tropa de Elite, de kan varmt anbefales.

    • Hej Flemming,

      Dejligt at høre fra dig. Og tillykke med du nu færdes som en fisk i vandet 🙂

      Du har helt ret. Det er meget underligt, at vi stiltiende accepterer det. I Rio skal der f.eks. være OL i 2016. Det har man råd til i et land hvor 25% af befolkningen lever under usle kår. Det er også, som du selv skriver, de samme mennesker der serverer på Rios restauranter, reder senge på hotellerne, og ekspedere i butikkerne. Det lyder som en rigtig god idé med et fotoprojekt, der kan være med til at sætte fokus på forholdene.

      Jeg kender godt City of God, men har aldrig set den. Jeg vil straks eftersøge den. Jeg har set Asger Leths “Ghosts of Cite de Soleil” om det berygtede slumkvarter i Haiti. Meget skræmmende!

      Gert.

  5. Hi Gert:

    Tusind tak for endnu et fantastisk afsnit om jeres rejse. Man fatter jo naesten ikke hvordan folk kan bo saaden, men det kan de jo. Mange steder i Mexico er jo ikke meget bedre. Men dejligt var det med varme og sol.

    KH
    Mon

    • Hi Mona!

      Selv tak! Nej, Mexico er også et af de lande der godt kan være med, når det kommer til stor forskel på rig og fattig.

      Jeg håber I havde en rigtig god tur!

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s