Velstandens paradoks

Rejsen til Sydamerika, 6. del

Favela Rocinha, onsdag den 8. december 2010 – (fortsat fra 5. del)

Stien vi går på snoer sig tilfældigt mellem faldefærdige bygninger, små butikker, skidt, skrald og dynger af gammelt byggemateriale, der er efterladt hulter til bulter. Stien er ikke bredere end man akkurat kan gå to og to, hvilket dog sjældent tillades, da der også er gående den anden vej. Vi går ned ad bakke, eller mere korrekt: Ned ad bjerg. Vi er vel i 3-400 meters højde og det går stejlt nedad. Favelaen er bygget op ad bjergskråningerne, i en halvskål, nærmest som et amfiteater. Vi går fra toppen mod bunden i favelaens venstre side, og kan hele tiden se det syrede syn af tusindevis af små huse på den modsatte skråning. Det ser fra afstand meget malerisk ud.

Favelaen vokser helt over bjergkammen

Stien ligner flere steder et forladt byggeprojekt

Det er tidlig eftermiddag, og det er drønvarmt. Temperaturen ligger vel på 30-35 grader, og luftfugtigheden er høj. Vejret skifter konstant mellem overskyet og skyfrit, fordi store vattotter at skyer samles højere oppe på bjergets tinde.

Alt om den hektiske motorcykeltur er glemt, og mit hoved roterer som på kugleleje for at se alle detaljerne. Vores guide gør holdt ved tre knægte, der sidder klar til at give et lille nummer på to trommer, der er lavet af en gammel olivenoliebøtte, og en omvendt spand. Det er sikkert deres daglige koncert for de besøgende.

Det kongelige kapel?

Kapelmesteren ser roligt til

Favelaens beboere er fattige i international forstand og ikke mindst efter europæisk standard. Men vi taler, som det ses, på ingen måde om opsvulmede maver og fluer i øjnene, hvis det er det billede man får på nethinden, når der tales om fattigdom. De fleste har arbejde i Rios centrum i butikker, på hoteller og restauranter. Men indkomsterne er lave, og det er ofte en mand/kvinde der forsørger mange. Beboerne i Favela Rocinha har yderligere den fordel, at favelaen ligger tæt på Rios centrum. I Brasilien er det arbejdsgiverens ansvar at bringe de ansatte til og fra arbejde. Derfor er det attraktivt at bo så tæt på Rio som muligt. Favelaer der ligger mange kilometer fra Rio er fattigere, fordi indbyggerne har sværere ved at finde arbejde.

Der ligger små hyggelige barer langs stien, og forretninger med et forbløffende udbud af varer. Vi besøger en købmand, hvis speciale er hjemmebagte kager af den sødeste slags. Han er utroligt venlig og viser rundt. Man kan købe alt. Kagerne er friske og der guffes løs. I varmen trænger man hele tiden til salt, sukker og væske.

Små barer og butikker ligger langs stien..

Der spises kager i den lille købmandsbutik

Købmanden tilser sin fugl

De børn vi møder er velklædte og rene. De er glade, legende og fnisnede som alle andre børn. Ingen tigger eller er påtrængende, sådan som vi har oplevet nogle af gadebørnene på Copacabana, de er også forældreløse, og i en meget mere desperat situation.

Humøret fejler ikke noget

Drengens t-shirt reklamerer for Rios OL-værtsskab i 2016. Dét er der råd til i Brasilien.

Farver og glæde strømmer os i møde alle vegne

Favelaens glade unger

Vores guide fortæller og fortæller, og hun besvarer beredvilligt alle spørgsmål. Der er ingen tabuer. Vi får alt at vide om narkobandernes gøren og laden, og deres opkrævning af “skatter”. Der er ingen tvivl om, at det stiller store både fysiske og psykiske krav at overleve i en favela. Men for beboerne er det helt almindelig dagligdag, og af samme grund fungerer det. 

Vi besøger en kombination af et børnehospital og en slags vuggestue. Også her er rent, omend meget spartansk. Vi hilser hjerteligt på dem der arbejder der. En del af den afgift vi har betalt for turen går til netop denne institution, fortæller vores guide. Vi føler os nu ikke som de store velgørere, det er os, der får noget i dag. Vuggestuen ligger højt, og fra et trapperepos er der en fantastisk udsigt over favelaen. Flere steder er bygningerne malet i stærke pastelfarver, og hvis man ikke vidste bedre, ligner det fra afstand en ren eventyrby. For mig signalerer farverne stolthed, håb og overlevelse.

Håbets pastelfarver lyser op i Rocinha

Jeg bor i nummer 8, det lille grønne hus..

Både far og barn ser ikke ud til at mangle noget 🙂

Mens vi står der og kigger ud over dalen, lyder der pludselig høje skud flere steder fra. “Øhh.. var det ikke skud?” spørger en af de unge fyre i gruppen. Der er nu ingen panik, for vores guide har ikke fortrukket en mine. Det tvivler jeg i øvrigt på hun ville, hvis der sprang en sulten tiger ind foran hende. “Det er bandemedlemmerne der fortæller hinanden, hvor de er,” forklarer hun.  Selvfølgelig, tænker jeg, hvorfor også bruge noget så gammeldags som mobiltelefon, når man nu har et skydevåben! 

Turen ned ad skråningen varer vel et par timer, men jeg har forlængst mistet al tidsfornemmelse. Som en sidste bonus, vil vores guide vise os et af de vagthuse, hvorfra narkobanderne holder øje med hvem der kommer og går i favelaen. Kameraerne er gemt væk – helt væk. Hun nærmer sig stille og roligt et lille skur af brune plader, som jeg aldrig ville have fået øje på i den almindelige forvirring. Det hele ligner jo i forvejen et forladt byggemarked. Hun stiller sig diskret i den lille åbning, der ikke kan kaldes en dør, og vifter med sin evige cigaret. Ud kommer straks en ikke særligt høj, meget ung mand i bar overkrop. Han er slank, senet og muskuløs. Maven er en Mikkel Kessler værdig. Guiden og han snakker lavt sammen over en cigaret. Vi andre står bare stille og ser sikkert dumme ud.  Han ligner ikke en man skal sige hej til, og der ligger et våben på et bord lige indenfor i det interimistiske skilderhus.

Der ryges færdigt, og vi bevæger os tavse de sidste par hundrede meter ud af favelaen. Da vi er tilbage på flad jord åbenbarer et kæmpe gedemarked af en bazar sig. Hundredevis af tøjbutikker – eller det vi sige tøjstativer i flere meters højde, der er overdækket af presenninger. Der er også montre med mobiltelefoner, ure og alskens tingeling. Vi er i favelaens stormagasin.

Først da vi krydser den store gade, hvor vi ankom for snart fire timer siden, kan jeg igen fiske kameraet op af lommen. De andre går i snakke og rygeposition. Dagens indtryk vælter ud. Jeg sniger mig til at tage et enkelt foto ind mod favelaen, inden bussen triller tilbage mod vores forskellige hoteller.

En af indgangene til Favela Rocinha. Længere kommer man ikke på egen hånd.

Det er blevet sen eftermiddag, da Tina og jeg sidder på vores stamcafé i strandkanten på Copacabana. I baggrunden ligger de mange luksushoteller dør om dør, og skinner gyldent i den lave sol. Trafikken er livlig på Avenida Atlantica. Vi er som med en tidsmaskine bragt tilbage i en anden tid, i et andet land, på en anden planet, i en fjern galakse, langt, langt borte.

Tilbage på Copacabana

Den lave sol oplyser Copacabanas hotellinje

Vi er enige om at det har været en helt fantastisk tur til favelaen, og vi virkelig ville have snydt os selv, hvis ikke vi havde gjort det. Det stærkeste indtryk er nok stoltheden. Midt i al elendigheden så vi en sjælden livsglæde, et mod og en overlevelseskraft, der nærmest strømmede os i møde.

I favelaen befinder man sig konstant i bunden af livets behovspyramide. Dagen handler om mad, tag over hovedet, arbejde og basal overlevelse. Alt det vi andre tager for givet. Vi sidder på toppen af behovspyramiden og kigger ned. Det får os som bekendt til at brokker os over hvad-som-helst, ikke mindst små, ubetydelige detaljer, og taknemmelighed har vi for længst glemt.

Livet og miljøet i favelaen er bestemt ikke noget at stræbe efter, men for mig er det et paradoks, som jeg har set mange steder i verden, at den største og mest umiddelbare livsglæde og gæstfrihed ofte findes der, hvor velstanden er lavest. Livets goder er så ulige fordelt på denne jord, det lever vi med i det daglige, uden nødvendigvis at værdsætte det.

Nå, tænker jeg, tager et sug af min farvestrålende drink, og finder den logik frem, som vi overlever på i den vestlige verden: “Man kan jo ikke løse alle verdens problemer!” 

Det bliver sent inden vi vender tilbage til værelset. Der skal pakkes. Forude venter 20 timers rejse med det kolde nord, mørket, indadvendtheden og julefrokosten. Tak Buenos Aires, tak Iguazu, tak Rio de Janeiro, tak Sydamerika – jeg lover det.. Vi ses igen!

Hermed slutter rejsen til Sydamerika. Tusind tak til alle som fulgte med. Jeg er snart tilbage fra …. kort trommehvirvel … Malmö!! Ja du læste rigtigt, oplevelsen er ikke nødvendigvis proportional med afstanden, det er beviser Malmö..

Reklamer

15 responses to “Velstandens paradoks

  1. Kære Gert!

    Endnu engang en fantastisk beretning, denne gang også lidt gribende.
    Det er underligt at folk der har lidt er langt mere villige til at dele, end folk der har mere!!

    Kh
    Laila

    • Kære Laila,

      Tak. Ja, det virker som om at jo mere man har, jo mindre tænker man på andre. Det er sikkert en helt banal analyse, men det er jo nogen gange også de bedste analyser.

      Vi glemmer helt hvor godt vi har det. Det er lidt ligesom med sygdom. Vi værdsætter først det at være rask, når vi bliver ramt af sygdom.

      Kh
      Gert.

  2. Kære Gert

    Tak for beretningen og de spændende billeder!

    Selv har jeg også ofte været grebet af tanken om, at de der har mindst er venligst og mest livsglade. Jeg har oplevet det både i Vietnam og i Afrika, hvor folk, der ingen ting havde, har taget imod os med åbne arme, og har givet os hvad de nu havde at give.

    Jeg kan slet ikke begribe, hvordan man bærer sig ad med at leve i favelaen. For en dansker vil det altid være svært at forstå, hvor lidt man kan klare sig med, og at livet for rigtig mange mennesker i verden handler om overlevelse for dagen i dag og i morgen.

    Kh. Hanne

    • Kære Hanne,

      Ja, vi har jo talt om det mange gange. Jeg husker også dine beretninger fra Vietnam og Afrika.

      Jeg mindes selv den plagede vietnamesiske befolkning, der modtog os med åbne arme, selv om de havde næsten ingenting. Da jeg vendte hjem stod folk i køen i Brugsen og brokkede sig over at de skulle vente 10 minutter. Meget mærkeligt. Da jeg havde været hjemme en måned brokkede jeg mig også selv igen 🙂

      Kh
      Gert.

  3. Min kære broder.

    Tak for endnu en spændende beretning. Du er som sædvanlig i topform!

    Også nogle dejlige billeder.

    Kh René

  4. Det er et paradoks, man finder overalt i verden, hvor der er fattigdom. I disse lande ligner de rige folk desværre os alt for meget 😉
    Tak fordi du delte 🙂

  5. Skøn historie, du gemte den bedste historie til at slutte af med, well done. Jeg er meget inspireret til at besøge favelaer, men i første omgang bliver det nok Indien i maj.

    De mest glade, varme, imødekommende og smilende mennesker jeg har mødt var på fjerne helt isolerede små øer med “fattige” selvforsynende landsbyer i Papua New Guinea. Go figure. It seems the more crap we have the worse we feel (and behave).

    • Tak, Flemming. Jeg er også selv meget tilfreds. Der er lidt mere at fortælle om fra en favela, end fra mine egne ferieoplevelser.

      Agree! Du lever jo selv et simplet liv pt., og ejer kun en computer og en fototaske (der ganske vist sikkert repræsenterer samme værdi som et mindre, dansk parcelhus) og se hvor lykkelig du er blevet!

  6. Torben Brix

    Det er meget inspirerende at høre lidt om de almindelige mennesker der bor i favelaen. Det er et af de steder man altid hører brutale og voldsomme historier fra. Det var meget forfriskende, at høre lidt om dem der forsøger at leve et normalt liv i favelaen. Og helt rigtigt som Flemming og Gert bliver enige om, værdi i livet skal ikke måles i ting, men i indstilling og lyst til at leve.

  7. Det er ikke så pænt at hi-jacke og linke videre, men måske går det an at jeg anbefaler denne historie jeg netop har udgivet til dine læsere. Den omhandler lidt af det samme tema, Velstandens paradoks: http://www.flemmingbojensen.com/blog/2011/07/04/home/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s