De overlevende

Jeg husker, jeg i midten af 70’erne sad klinet til sort/hvid tv’et i baggården i Gyldenløvesgade og så den engelske serie Survivors. En pest havde lagt det meste af kloden øde, og serien følger en gruppe overlevende og deres kamp for at finde føde, genopfinde redskaber og ikke mindst etablere et samfund. Jeg har for længst glemt scenerne, skuespillerne og den detaljerede handling, men fascinationen for emnet: En lille, ensom og isoleret gruppe overlevende, er blevet hængende.

Siden (og der var vel også nogen før) er fulgt en hær af tv-serier, spillefilm, tegneserier og romaner der omhandler samme tema: En gruppe overlevende efter en altødelæggende atomkrig, naturkatastrofe eller en hærgende sygdom. Der er meget skidt i mellem, ikke mindst på filmsiden, men de bedste kredser om emnerne overlevelse, isolation og tab af teknologisk viden.

Hvorfor er det, at der er så meget salg, så meget godt stof, i den type historier? Hvorfor er det vi elsker dem? For mit vedkommende er det fordi, det minder mig om noget jeg kender: En gruppe på ca. seks milliarder individer, der for tiden er de overlevende efter en dramatisk skabelse, alverdens ulykker og naturkatastrofer, en uendelig række af tilfældigheder og ikke mindst et helt usandsynligt held. Alle isoleret på en lille, blå planet, et helt tilfældigt sted i et uendeligt verdensrum. Rummet udenfor kun kan besøges med en teknologi, der ligger meget længere væk, end stenøksen gør fra rumfærgen.

Det er den totalt isolerede, overlevende gruppe vi kalder menneskeheden.

Overlevende, fordi alle odds er imod at man – du, kære læser – er i live. Hvis vi ser bort fra miraklet i naturens skabelse (det er en hel historie for sig) og tager udgangspunkt i at Jorden bare er der, og at livets opståen (endnu en historie for sig) er en realitet, så et det stadig helt utroligt at netop du er i live.

Bag ethvert nulevende menneske står en række af forfædre (og mødre) der kan føres helt tilbage til de første mennesker. Man ville ikke være i live, hvis blot et enkelt af disse mange tusinde led var døde før de fik børn, eller blot var barnløse. Hver gang nogen ikke formerer sig kappes en line, der kan føres hele vejen tilbage det, vi kunne kalde “livets år 0”. Det er tankevækkende, at dine og mine forfædre har overlevet istider, pest, kolera, tørke, hungersnød, krige og folkemord. Vi véd det er tilfældet – ellers var netop vi her ikke. Nogle andre måske, men ikke os.

Vi holder altså fat i en lang, tynd livline. Men det er ikke gjort med det! Hvor mange ægløsninger har din mor haft? Hvor mange sædceller har din far produceret? Denne ærbare side vil ikke stille det indiskrete spørgsmål om, hvor tit de to elementer har mødtes, blot konstatere, at i hvert fald et møde er det blevet til – dig. Vi ved også, at der var millioner af sædceller at vælge imellem den dag, ligesom din mor var modtagelig. Det sammentræf, kombineret med den tynde livline, vi nu ved dine forældre hang i, skal man vist være mere end matematisk professor for at beregne sandsynligheden af. Jeg vil ikke gøre forsøget, men mon ikke det svarer til at have syv rigtige i Lotto i 52 uger i træk. Altså ikke sandsynligt, men dog alligevel teoretisk, og ikke mindst konstaterbart, muligt. Du er i sandhed en overlever!

Isoleret, fordi verdensrummet – det vi kan se – er så stort. Fordi afstandene er så store, at det næsten ikke giver mening, og derfor kun kan udtrykkes i tal. En isolation så dramatisk, så total, at vi gør det eneste vi kan; fokuserer på det daglige, på overlevelsen, på en teknologi vi kan håndtere. Jorden er i sandhed en øde ø i et uendeligt hav. Den nærmeste båd er meget langt væk, og når ikke frem hverken i vores eller de kommende generationers levetid.

Mens vi venter på båden, er vi på ingen måde forskellige fra vores overlevende venner i den engelske serie Survivors. Vi må indrette os, overleve, slås og elske. “Dying is easy. Surviving is hard” var seriens noget dystre budskab. Videnskabeligt er udsagnet korrekt. Det er statistisk fandens svært at være blandt de overlevende.

Netop derfor elsker jeg film, hvor en ensom mand går rundt alene, på en øde landevej, med en forladt storby i baggrunden, på vej mod noget, han ikke ved hvad er. Det eneste der driver ham er overlevelse. Et sted dybt inde i mit urmenneske kender jeg ham godt.

Heldigvis tændes lyset som bekendt i biografen på et tidspunkt, og så går jeg ud i det, der til hverdag ligner en stor og mangfoldig verden.. 

Med denne lille lommefilosofiske lækkerbid er der sparket liv i hjemmesiden efter lang tids frivillig pause. Jeg har ikke glemt jeg skylder en historie fra Malmö, og vi skal også med Hammerslag til Grønland og en tur til Rom. Endelig ligger der en kommende oktoberfest i München og venter. Glæd dig til: Gert Larsen – rejser og foto – nu med tyrolerhat!

Advertisements

6 responses to “De overlevende

  1. Kære Gert

    Velkommen tilbage! Du har været savnet.

    Det er store tanker, du bringer til torvs, og tak for det! Det er godt at se sin verden i helikopterperspektiv af og til. Lille mig synes jo, at jeg er verdens centrum, hvilket jeg også er set fra mit synspunkt. Jeg husker godt, hvordan Danmark sad klinet til “The survivors” dengang i 70’erne, men desværre husker jeg ikke selve episoderne særlig godt, bortset fra en med en masse rotter; det var bare spændende.

    Oktoberfest! Du må være vanvittig…

    • Kære Hanne,

      Tak. Altid rart at være savnet 🙂

      Godt husket med rotterne. Da jeg google’de Survivors, så jeg at den fås på DVD. Jeg vil dog nok nære mig for at se den. Nogen ting har det bedst i hukommelsen. For nylig genså jeg ‘To Brødre’ og ‘Holocaust’. Begge serier jeg husker som hjertebankende spændende. 30 år efter virkede de nærmest latterlige. Det skal man holde sig fra.

      Kh

      Gert.

  2. Kære Gert!

    I sandhed en herlig Tykmandstale :o)))
    Godt du skrev den ned, så vi andre kunne få glæde af den og Tina måske hvile ørerne.
    Men du har da ganske ret, vi er usædvanlig heldige vi er til, det må vi huske og bruge tiden vi er her til noget fornuftigt.

    Laila

    • Kære Laila,

      Ja, nogen af talerne komme ned på skrift, så får jeg ro i hovedet 🙂

      Du har helt ret, det er bare med at være taknemmelig, og bruge tiden til noget fornuftigt!

      Kh
      Gert.

  3. Hvordan går det egentlig med oktoberfesten?

    • Øhhh… og med historien fra Malmø, og fra Grønland, og fra Rom… og fra oktoberfesten, som var hylende sjov, men gav tømmermænd, af en hidtil ukendt dimension.

      Faktisk ligger der tre næsten færdige historier klar, men jeg kan ikke rigtig få dem ud over rampen. Og så fylder arbejder også en del i øjeblikket, men lige pludselig går der vel hul på bylden.

      Tillykke med fødselsdagen i øvrigt, selv om klokken er 42 minutter over midnat 🙂

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s