Miraklet Malmø

Da der, tilbage i midten af 90’erne, kom den opsigtsvækkende melding, at man ville bygge en bro over Øresund mellem Sverige og Danmark, mente jeg straks, at den måtte svenskerne sandt for dyden selv betale. Det måtte være deres bro.

Lad gå hvis Stockholm nu havde ligget ud til Øresund. Så gav det måske mening. Men en bro til Malmø? Det kunne da umuligt være i danskernes interesse. At Malmøboerne (malmingene?) ville få en nem flugtvej til København, gav omvendt rigtig god mening. Som det gode medmenneske jeg er, støttede jeg derfor naturligvis broen.  Meeen ligefrem deltage i betalingen så jeg absolut ingen grund til. For hvad i alverden skulle en dansker i Malmø, eller i Sverige for den sags skyld?

Min måske noget antikverede opfattelse af nabolandet havde ikke ændret sig meget siden 1980, hvor den tidligere DR-journalist og nyhedsoplæser Mogens Berendt udgav sin omdiskuterede bog “Tilfældet Sverige”, der gav forbuds-landet en velfortjent bredside.  Hvem vil besøge et land, hvor så grundlæggende en menneskeret som at drikke en øl nærmest var forbudt – eller i hvert fald ikke velset? 

Jeg havde da været i Sverige, men mine eneste besøg lå langt tilbage i tiden, og begrænsede sig til den årlige nytårstur med svenskerbådene til Malmø for at hente kanonslag. Af uransagelige grunde var det, dengang så uundværlige knaldfyrværkeri, ikke forbudt i forbudslandet over dem alle. Det var derimod ulovligt at bringe kanonslagene tilbage til København, men det er en helt anden historie..

Jo, for min skyld kunne Sverige være Sverige.

Vendepunktet kom i september 2007. Min ungdoms helte, new-wave bandet The Police, var genforenet efter 20 års pause, og de tog på turné over den ganske klode. I Danmark faldt valget af spillested på en pløjemark i Midtjylland. Skandale! Den gik ikke med mig. Jeg valgte derfor at møde Police i Globen i Stockholm, og tilbragte samtidigt fire dage i svenskernes hovedstad. Til min store overraskelse var der ingen forbud, og det sagnomspundne Spritbolag var tilsyneladende rykket ud i butikkerne og på værtshusene. Byen var oven i købet smuk og ren under den høje, blå septemberhimmel. “De Do Do Do, De Da Da Da” sang Sting (og jeg) ud over Stockholms gader. Hvilken fest!

Således var Sverige åbent igen. Malmø havde jeg dog stadig en lumsk mistanke til. Var det ikke bare et lille provinshul, stadig indhyllet i forbudstidens mørke?

I februar det Herrens år 2011 var temperaturen, som du måske husker, minus 10-15 grader i vores lille land. Al min restferie var brugt i Sydamerika, alligevel drømte jeg om Maldiverne. Men jeg kunne højst skrabe en enkelt fridag sammen. Maldiverne eller… Malmø! Jo, hvorfor ikke tilbringe en forlænget weekend i Malmø. Det vigtigste var jo at komme lidt væk. Det krævede kun en togbillet og et hotelværelse i det centrale Malmø. Temperaturen – nå ja – et par grader koldere. Men pyt.

Tina og jeg ankommer tidligt torsdag aften. I mørket på Lille Torv er der lys i alle caféerne, og folk sidder udenfor og ryger. Varmelamperne er tændt og hyggen nærmest strømmer os i møde på det gamle torv med bindingsværkshusene. Det er næsten som i en amerikansk julefilm, hvor Hollywood har givet den hele armen.

Snart sidder vi selv udenfor i kulden og nattemørket på den trendy café Moosehead. Et enkelt tæppe kan gøre det, for der er tændt godt op i gasbrænderne. Øllet holder sig derimod dejlig koldt. En svensker ved nabobordet hører os tale dansk. Henset til tidspunktet, spørger han: “Hvad i alverden laver i her?”. Vi kan meddele at vi er på weekend, og ikke har travlt. Vi bor lige henne på hotellet på hjørnet. Det forstår han slet ikke: Hvorfor er vi ikke blevet i København? Jeg fortæller ham, hvor hyggeligt vi synes her er, og at Københavnerne i øvrigt sidder inde, og ikke ude, om vinteren. Han kigger mistroisk på os, og siger så, at han håber Skåne, Halland og Blekinge snart vender tilbage under danske faner. “Det var de forkerte der vandt krigen!” konstaterer han tørt.

Lille Torv, Malmø

Lille Torv er taget ud af en julekalender..

Vinterstemning, Malmø

Svenskerne deler altså min gamle opfattelse af forbudssverige. Eller også er det bare hovedstaden København, der trækker i vores unge, svenske ven. Selv må jeg konstatere, jeg er ved at blive gammel. Jeg nyder roen og renheden i Malmø. Dagslyset afslører, at der ikke er graffiti nogen vegne. Jeg har lært at leve med graffiti på stationer. Men de hæslige tags, der efterhånden er alle vegne, også på smukke gamle bygninger, og f.eks. på de gamle lygtepæle på Dronning Louises Bro på Nørrebro, er næsten ikke til at bære.

Malmø har, byens størrelse taget i betragtning, verdens længste gågade, og masser fede butikker. Jeg, der ellers aldrig shopper udenbys, køber en jakke, et jakkesæt og flere andre ting. Tina hiver også lidt ned af hylderne, det er dog måske knap så usædvanligt 🙂

Mens der shoppes lurer jeg som altid ned ad sidegaderne for finde gode restauranter. Det er et andet alderstegn, at det bliver vigtigere og vigtigere hvad jeg kommer i munden. De bedste spisesteder findes sjældent i de store gader, men ofte en sidegade eller to væk. Vær derfor altid på restaurantkig, mens du alligevel går rundt. Er man først sulten, søger man i desperation alt for ofte ind i turistfælder, eller bare kedelige kæderestauranter. 

I et lille indhak på gågaden ligger en næsten skjult dør i hjørnet. Over indgangen står Bistro i rød neon, men både “t” og “r” er gået ud. Absolut ikke prangende, men der er bid. Indenfor ligner stedet en mellemting mellem en dansk danserestaurant anno 1950 og Moulin Rouge. En lang bar, lysekroner og hyggelige runde borde, fordelt over hele det store, åbne lokale. Menukortet er fransk og maden fantastisk. En perle midt i Malmø!

Søndag morgen bevæger vi os ud af byen, mod Malmøs nye varetegn den 190 meter høje skyskraber Turning Torso, der er en beboelsesejendom på hele 54 etager. Bygningen minder mig om den Frisko is, der hedder Twister.

Turning Torso i vinterkulden

Turning Torso

Det er ikke fotografen, der er beruset

Turning Torso står i et nybygget område, der minder lidt om Ørestaden. Ikke så charmerende måske, til gengæld ligger det lige til Øresund, og der er masser af badebroer, boldbaner og plads til strandaktiviteter. I dag hyler vinden dog ind fra vest, og der er næppe over 10 minusgrader. Så I får ikke set mig i badebukser denne gang.

Jeg har tit undret mig over hvordan danskere kunne finde på at flytte til Malmø. Pludselig synes jeg at forstå dem. Om det er min modenhed (læs: alderdom) der har bragt min tættere på svenskerne, eller om det er svenskerne, der har tilpasset sig banditterne fra Danmark, skal jeg ikke gøre mig klog på. Uanset hvad kan et besøg i Malmø stærkt anbefales. Se bare at komme afsted!

 MEN husk din dansk/svenske ordbog. Sproget har de ikke fået gjort noget ved endnu – det er stadig helt uforståeligt!

Huske altid, at det er dig der er gæsten i fremmede lande. Udvis stor respekt og tolerence. Men naboerne – for vores vedkommende svenskerne og tyskerne – må man naturligvis gerne drille!

Reklamer

2 responses to “Miraklet Malmø

  1. Tak for at du deler dine dejlige Malmøbilleder med os andre, og tak for historien. Der ser skønt ud i Malmø, og du har virkelig fanget den fredfyldte stemning på dine billeder.

    Selv var jeg også meget modstander af broen da de begyndte at tale om den. Jeg kunne slet ikke se, hvorfor vi skulle forbindes med Sverige. I dag synes jeg, det er sært, at vi har kunnet leve uden.

    • Kære Hanne,

      Tak. Ja, og nu vil de også forbinde os med tyskerne. Nå det skal nok blive godt, så bliver Sjælland jo landfast med Kina!

      I øvrigt godt vi fik broen, eller kunne vi jo ikke sidder hver onsdag og følge med i TV-krimien “Broen”.

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s