Religiøs i Rom

Hver gang jeg træder ind i Peterskirken – eller Basilica San Pietro, som romerne ville sige – gribes jeg af tvivlens nådegave. Kan mennesket helt alene, af fri fantasi og knofedt, have skabt dette enorme momument på kristendommen?

Jeg er ikke nogen religiøs mand. Jeg har ikke været til gudstjeneste siden 1993, og jeg kommer det heller ikke igen. Bryllup, barnedåb eller konfirmation gør ingen forskel. Det skyldes nu på ingen måde foragt for religion, den ene eller den anden slags, men snarere respekt. Jeg kan ikke deltage i gudstjeneste i en kristen kirke, når jeg ikke er kristen. Alene at anvende kirken som kulisse for en fest, er ikke min kop the.

Jeg besøger dog med største fornøjelse enhver form for kirke, tempel, moské med de arkitektoniske, videnskabelige, antropologiske, og ikke mindst blot turistens, briller på.

Således står Peterskirken i Vatikanstaten i Rom højt på listen.

Peterskirkens imponerende kuppel set fra Tiberen

For det første gør det jo ikke noget at kirken ligger i Rom. Byen er formidabel. Man vandrer rundt i et stort museum, og byen er et madtempel, hvis lige ikke findes andre steder i verden. Jeg bliver aldrig træt af at sidde på Fiori-pladsen med et glas rødvin, og kigge på livet. Eller gå rundt mellem de 2000 år gamle søjlestumper på Forum Romanum, for slet ikke at tale om at bøje nakken, og måbende kigge op gennem det gabende hul i kuplen på Phanteon, templet, der står, som plantet fra en fjern fortid, midt på den skønne Rotonda Plads.

Peterskirken er fast på min to-do liste. Du skal ikke blive bange for den lange kø, der ofte snor sig hele vejen rundt på den enorme Peters Plads. Det er ikke et billethul man skal igennem, men en sikkerhedsscanning, og ofte tager det ikke mere end en halv time. Under alle omstændigheder er det køen og ventetiden værd.

De religiøse monumenter er overalt på vej til Peterskirken

Når man træder ind, suger det høje, åbne kirkerum øjeblikkeligt i maven. Det sker hver gang. Størrelsen i sig selv er imponerende, og der går et stykke tid før man kommer sig, og begynder at registrere de mange detaljer. Der er ikke en kvadratcentimeter, som ikke er udsmykket. Mest iøjnefaldende er de 3-4 meter høje mamorfigurer, der er alle vegne, og som – sådan ser det ihverftfald ud – er lavet af ét stykke sten. Detaljerne i loftet 20-25 meter oppe bliver man aldrig færdig med.

Detalje fra Peterskirken. Englen våger over døbefonden.

Lyset rammer en af kirkens mange døbefonde

Det høje rum nærmest griber den besøgende.

Jesus med korset, udenfor hvælvingen.

Personligt er jeg ikke nogen tålmodig museumsgæst, så jeg opgiver på forhånd at sætte mig ind i historien, og den håndværksmæssige baggrund for alle de vidunderlige kunstværker. Men jeg gribes af rummet, helheden, stemningen, og til sidst også af tvivlen. Hvordan i alverden kan så mange mennesker være så enige, om så enkel en tekst, at de kan opføre en monument af denne størrelse og perfektion? Svaret findes vel ikke, jeg har mit eget, som jeg finder frem, straks jeg er ude igen. Men mens jeg står derinde, under hvælvingen, som ankommet til en anden, eventyrlig verden, nager tvivlen.

Jeg sørger altid for at være i Rom på en søndag, så kan man slå to fluer med ét smæk. Hvis ellers Paven er hjemme, dukker han ved middagstid op i et vindue, i den store bygning bag Peterspladsen, og messer ud over pladsen. Der er stemning som ved en rockkoncert. Pilgrimme og turister fra hele verden valfarter til begivenheden, og tager opstilling flere timer før.

For mig er det en enestående mulighed for at lade mig velsigne af Hans Højvelbårenhed Pave Benedikt den 16., uden at gå til gudstjeneste. Messen foregår i det fri, og fra et vindue. Det er tilladt efter mine helt egne, men meget strikse, regler.

Søndag kl. 12. Der er stemning som ved en rockkoncert.

Stemning mens vi venter..

Mangfoldigeheden er stor.

Som menig turist aner jeg aldrig om Paven er hjemme eller ej. Der er nemlig lige så mange mennesker på pladsen, selv om han ikke er der, så det kan man ikke regne med. Tegnet kommer først ca. kvart i tolv. Et rødt klæde bliver hængt ud af vinduet, og så ved man med sikkerhed at Paven kommer i dag.

Pladsen summer nu af forventning, og præcis kl. 12.00 dukker Paven op i det fjerne vindue, men armene rejst over hovedet. Jo, Bruce Springsteen kunne ikke gøre det meget bedre. Et langstrakt brøl fra den store tilskuermængde overdøver Pavens indledende hilsen. Først da han sænker armene bliver der ro.

Pave Benedikt XVI. Mr. Rockstar.

I 10 minutter lyder Pavens smukke italiensk, godt blandet med latinske gloser, fra de mange højttalere, der kaster lyden rundt på Peterspladsen. Jeg aner ikke hvad der bliver sagt, men sproget i sig selv tryllebinder. Pludselig slår han over i tysk, så polsk, så engelsk, og endelig noget der lyder som portugisisk? Alle får en hilsen og velsignelse med på vejen. Det kræver et godt sprogøre at blive pave, eller også er det Herren der hjælper lidt til?

Pladsen bliver tømt lige så hurtigt, som efter en koncert eller en fodboldkamp. Vi skal også videre til det centrale Rom. Dagens oplevelse må skylles ned, og stykke ægte, romersk Pizza, eller en gang pasta, kan man vel også knibe ned.

Glade katolske nonner forlader Peterspladsen

Det er ikke til at se, at det er søndag i de smalle gader i centrum af Rom. Byen er en turistmagnet året rundt, og døgnet rundt. Søndag er ingen undtagelse. Som altid er kunsten at holde sig langt væk fra de mange fortorvsrestauranter, der ligge i en uendelig række, på begge sider af stræderne. De ser ellers hyggelige ud, og har alle rødternede “Lady og Vagabonden” duge. Men som regel bedrager skindet. Chancen er ikke værd at tage. Hav altid en bog med anbefalinger af restauranter med, eller endnu bedre, bevæg dig selv lidt ned i sidegaderne, og gå efter en lidt anonymt udseende romersk madhule. Du bliver sjældent skuffet.

Vi spiser pasta på L’archetto, der med 100 fantastiske pastaretter altid er et besøg værd. Pastaen i sig selv er en oplevelse, og man behøver sådan slet ikke olie, fyld, tilbehør og for alt i verden ikke den evindelige kødsovs, vi ødelægger med i Danmark.

Herren må have fået et godt tag i mig denne dag. Uvist af hvilken grund bevæger jeg mig ind i endnu en kirke. Et lysende, rødt kors, der er lavet som mosaik i et vindue højt oppe, fanger min opmærksomhed. Chiesa di Sant’Ignazio de Loyola, står der på kirkedøren. Jeg sniger mig indenfor. Rummet er selvfølgelig mindre, men det røde kors kaster et – nå ja – guddommeligt lys gennem kirkerummet. Lyset rammer selveste Jomfru Maria.

Et guddommeligt lys rammer Den hellige Jomfru.

Et tegn fra Herren?

Et kort splitsekund tænker jeg, om det er endnu et tegn til ateisten, som Herren, i et sidste desperat forsøg, sender mig denne smukke eftermiddag i Rom. Men så kommer jeg til mig selv og lusker ud igen. Det skulle jo nødigt hedde sig jeg var blevet sentimental på mine gamle dage…

Jeg er snart tilbage med den traditionsrige nytårshilsen med klip og fraklip fra året der gik. Her skal vi også en tur til Amsterdam, og endelig offentliggøres de første billeder fra Oktoberfesten i München.

Advertisements

2 responses to “Religiøs i Rom

  1. Hej Gert:

    Det var en rigtig dejlig tur til Rom. Saa har vi faaet vores religion undervisning for 2011. Ser frem til de naeste billeder.

    kh
    Mona

  2. Hej Mona.

    Tak. Ja, vi er lidt stædige i familien Larsen, men det det må du jo næsten kende selv. Der er jo nogle af de samme gener 🙂

    Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s