“Nej, hvor gik det år hurtigt!” eller: “Som tiden dog flyver afsted. Det er slet ikke til at tro, der er gået endnu et år.”
Tid er et mærkeligt begreb. På den ene side er tiden det mest sikre og stabile vi har. Et sekund er et sekund. Et døgn et døgn, og – ja – et år er et år. Et år er altid lige langt, hvis man da lige ser bort fra skudårene, hvor vi tillægger en ekstra dag hvert 4. år, for at indhente det faktum at et år faktisk varer 365,25 døgn. Tiden kan man ikke diskutere, naturens urværk går præcist. Helt præcist!
Hvorfor er det så vi alligevel mener at året er gået hurtigt? Hvorfor har vi pludselig glemt alle de søndag eftermiddage, hvor vi sad og kedede os, og næsten syntes at tiden var gået i stå? Hvorfor virker 14 dage frem i tiden som uendelig lang tid, hvis der er noget vi glæder os til? Mens noget vi oplevede for fem år siden, føles, som var det i går?
Forskerne siger at tiden er irreversibel. Ordet lyder svært, men er ganske simpelt. Det kommer af det engelske “reverse” som betyder tilbage, baglæns eller omvendt. Når noget er irreversibelt, betyder det, at det ikke kan stoppes, og at der ikke kan spoles tilbage. Tiden kan som bekendt ikke stoppes, gøres om, eller spoles tilbage. Det er vi vist mange, der tit har ærgret os over: “Bare jeg kunne spole tiden tilbage og gøre det om.”
En forklaring på at året virker kort, når det først er gået, hænger måske sammen med irreversibiliteten. Vi kan ikke spole tilbage. Vi kan ikke trykke på stop. Det nye år er allerede i gang. Tilbage i det gamle år har vi fortrængt hverdagen, kedsomheden, og husker ofte kun det, der skilte sig ud; højdepunkterne og nedturerne. Denne sammentrækning af året, dette referat af året om du vil, får det til at virke kort. Det var det ikke. Året varede et år. Præcist!
Mit referat af året der gik, begynder i februar (allerede her har jeg skåret en måned af, ikke underligt et år går hurtigt 🙂 ). Det havde længe irriteret mig, at en forladt fabriksbygning på Slotsherrensvej 205 var totalt smadret, raseret og overmalet med graffiti. Byggematerialer og andet skidt flød helt ud på gaden. Jeg måtte se på det hver dag jeg skulle til og fra arbejde. Men værre var, at den tilstødende parkeringsplads, som tilhører kommunen, havde ladet sig smitte af svineriet. Folk havde langtidsparkeret deres campingvogne, så de ikke selv skulle have dem stående hjemme på parcelhusgrunden, og også store, grimme lastvogne havde fundet vej til pladsen. Det havde givet nogen det indtryk, at når der nu var grimt i forvejen, så kunne man nok også smide sit skrald samme sted. Parkeringspladsen ligger klods op ad den ellers så kønne Stadion sø, og til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere.
Jeg tog nogle billeder og skrev et surt indlæg til Rødovre Avis, adresseret til borgmesteren og hans tekniske forvaltning. Det hjalp. I dag er pladsen afspærret og totalt ryddet for diverse vogne. Jeg er næppe populær hos campingfolket, der måtte hente deres vogne, men moralen er, at det kan betale sig at gøre noget. Jeg har talt med flere i min ejendom, der er lige så glade for resultatet som jeg.
Tina og jeg fejrede sucessen med at tage til Malmø. Som du sikket husker var det hård vinter i Danmark. Det var det selvfølgelig også i Malmø. Men vi fik et pustereum fra hverdagen, og føjede et kapitel til årets referat.
I maj drog Laila, Tina og jeg til Rom. Det var næsten på etårsdagen for vores seneste besøg i byen, der, som det vil være trofaste læsere bekendt, blev forlænget med et par dage som følge af vulkanudbruddet i Island. Og minsandten om ikke en ny vulkan samme sted spøgte. I dagene før afrejsen var Europas lufthavne igen lukningstruede. Men denne gang artede vulkanen sig, og rejsen forløb helt som planlagt.
Det var forår i Rom, og det bliver jeg personligt aldrig træt af.
Min favoritplads er Campo de Fiori: Blomsterpladsen. Om dagen er den et gedemarked af grønt- og blomsterhandlere, og om aftenen ryddes pladsen og man sidder på de mange barer, og lader sig underholde – eller irritere – af et utal af gadegøglere. Pladsen er desværre efterhånden meget turistet, og souvenirvogne gør et større og større indhug i de traditionsrige grøntboder. Men pladsen har stadig meget af sin charme intakt.
Det var også i Rom vi lod os velsigne af Pave Benedict den 16. Det var en stor dag på Peterspladsen, og så absolut ventetiden værd.
Inden årets sommerferie gik til Amsterdam, var jeg på tjenesterejse i Grønland. Det var mit syvende besøg i Grønland, og denne gang var jeg, udover Nuuk, for første gang i Tasiilaq i Østgrønland. Det var lyst 23 timer i døgnet, og underlige 20 grader varmt midt på dagen.
Det er efterhånden blevet tradition, at den lille, sammenbragte familie holder sommerferie i en storby. Det byder på lidt for enhver smag. I år faldt valget på Amsterdam, hvor det i øvrigt regnede lige så meget som i Danmark.
Vi morede os meget over de mange coffeeshops, hvor man – ret skal være ret – kunne få kaffe, men hvor der, frem for alt, blev røget masser af sødligt, lugtende hash. Størst morskab havde vi dog i Red Light District, hvor de mange silikonepumpede piger står halv (eller hel) nøgne i vinduerne og gør sig til, mens turister i tusindvis nysgerrigt spadserer forbi. Selve scenen er i grunden lidt tragisk, men det virkede nu mest komisk, og vi opfandt den ene tossede historie efter den anden. Selv om turisterne generelt ikke holdt sig tilbage, afholdt jeg mig fra at tage billeder i Red Light området, kiggeriet var grænseoverskridende nok. Så du må selv afsted, hvis du vil kigge med..
I september tog jeg på vaskekægte herretur til den årlige Oktoberfest i München. Torbens ven Frank havde taget sig sammen og bestilt billetter, og så fangede bordet. Billeder og beretninger fra de fire døgn i München er totalt mørkelagt af en broderskabssvoren ed. Af hensyn til deltagernes karrierer, ægteskaber og ikke at forglemme vores generelle omdømme i samfundet (tænk hvis vi engang skal sikkerhedsgodkendes af PET) vises og diskuteres materialet kun i en meget snæver, lukket kreds.
Jeg vover dog pelsen med et par uskyldige smagsprøver.
Så meget fra rejseåret der gik. Men det er jo også tradition i denne nytårshilsen at kigge lidt på naturen og vejret. I skal ikke snydes i år.
Vores gamle ven Stadion Søen i Rødovre blev helt svigtet her på bloggen i året der gik. Men jeg kan trøste med, at den stadig ligger der.
Således gik et år på næsten ingen tid. “Hvor gik det hurtigt,” fristes man til at sige, men det ved vi nu det ikke gjorde. Det varede et år.
Men allerede inden året helt lukker flyver jeg til Paris for at fejre nytår. Så 2012 bliver ikke en dag gammel, før der er nye rejsehistorier. Og endelig – ikke at forglemme – ligger billetten til Australien i november 2012 allerede i kommodeskuffen. Der er solformørkelse, og det kommer I til at høre meget, meget mere om i 2012. Hvad enten I vil eller ej!
Rigtig godt nytår!
Hej Gert:
Du har ret tiden flyver afsted, man ved jo ikke hvad den bliver af. Da man var barn tog det jo evigheder inden at det blev fodselsdag eller jul. I faar en god tur til Paris og alt godt i 2012.
Kaerlig hilsen.
Mona
Kære Mona,
Tak for din hurtige kommentar. Du har ret, jeg syntes også juleaften varede 100 år da jeg var barn.
Godt nytår til jer alle i Canada, og ønsket om alt det bedste i 2012.
Kh
Gert.
Min kære broder!
Endnu engang tusind tak for dagen i går – m.v.
Jeg har sagt det før, men gentager det gerne: Endnu et indlæg fra mesterens hånd! Et indlæg fyldt med intelligente/humoristiske betragtinger og smukke billeder
Godt nytår og god tur til Paris med fruen.
Jeg ser frem til indlægget om rejsen til Australien, der jo er den sidste verdensdel (bortset fra Antarktis!), som du mangler at besøge
Glæder mig til dit besøg den 10. januar 2012.
Kærlig hilsen René
Kære René,
Tak, tak. Jamen dog – mindre kunne vel gøre det.
Jeps, vi ses den 10. januar.
Kh
Gert.