Merhaba Istanbul!

Rejsen til Istanbul, 1. del.

“Bosperus, Bosperus, Bosperus!” råber de konstant langs kajen, med vanlig tyrkisk insisteren. En sejltur på Bosperus Strædet er da også et absolut must for turisten i Istanbul. Men man bliver altid lidt skræmt i første omgang af sælgernes ihærdighed.

Merhaba Istanbul! Goddag Istanbul! Det er mit første besøg i byen, der har en nærmest mytologisk status, som stedet hvor Vesten og Østen mødes, fordi grænsen mellem Europa og Asien netop ligger ved Bosperus Strædet, der gennemskærer byen som en havblå, glitrende guldåre. Istanbul er den eneste by i verden, der ligger i to verdensdele.

Bosperus Strædet skærer gennem Istanbul.

Længe kan man stirre på det havblå stræde.

Sandt er det, at geograferne i tidernes morgen har tegnet stregen mellem Europa og Asien gennem det smalle Bosperus Stræde, men set i mindre skala er Istanbul blot smukt beliggende på begge sider af et stræde. Hvis noget reelt danner grænse mellem Europa og Asien er det Sorte Havet lige nord for Istanbul, og det mindre Marmarhav lige syd for. Men byen syder og koger af en skønsom blanding af vestlig kultur og mellemøstlig stemning, og lever dermed til fulde op til myten om de to verdener. Men mest af alt præges bybilledet af de mange smukke moskéer med minarettårnene, hvorfra der fem gange dagligt kaldes til bøn over den ganske by.

Moskéer og minarettårne præger bybilledet.

Bosperus Strædet skinner i modlyset.

Jeg kan nu godt lide Islam. Det er en synlig, larmende og glad religion. De, der kommer for at bede mener det. Ikke som den tungsindige danske folkekirke, der mest af alt benyttes som kulisse for vores fester.

Der vaskes fødder inden fredagsbønnen.

En gruppe mænd er på vej til bøn. Süleymaniye Moské.

Det enorme bedetæppe. Her er vi i Den Blå Moské.

Såvel den gamle som den nye bydel ligger på den vestlige side af Istanbul, og de fleste turister kommer aldrig på den asiatiske side, således heller ikke Deres udsendte, det må vi alle have tilgode.

Der er nu også rigeligt at tage sig til på den europæiske side. Vi bor i den gamle bydel, der efter sigende har den største koncentration af attraktioner, samlet på et forholdsvis lille område, nogen by i verden i kan prale med. På stribe ligger først det 500 år gamle sultanpalads Topkapi (som nogen måske husker fra den klassiske film af samme navn fra 1961), dernæst den ikke mindre end 1.500 år gamle Aya Sofya Moské, der oprindeligt er bygget som en kristen kirke, men som i dag alene fungerer som museum. Som rosinen i pølseenden ligger Den Blå Moské, der mere end noget andet er selve symbolet på Istanbul, skønt byen har flere andre moskéer med samme pragt. Tre attraktioner på række, inden for 500 meters afstand.

Er man bare nogenlunde ved sine fulde fem angriber man disse seværdigheder fra morgenstunden. Der er forholdsvis ro den første halve time af åbningstiden, men dørerne har ikke været åbne længe før horder af turistbusser begynder at indfinde sig. Det vælter ud med myriader af turister, der i store hold fuldstændig blokerer indgangen. Guider råber og skriger, og forsøger at mase netop deres grupper foran i køen. Der er larmende amerikanere, japanske og koreanske aliens i kakhifarvet safaribeklædning, der som altid ligner en gruppe vraltende pingviner, tyskere der møver sig frem, italienere, der fægter med armene, og hysterisk skriger uforståelige ordre til højre og venstre: Mamma Mia! Tilgiv mig fordommene, men noget af charmen går af selv den mest fortryllende attration, når masseturismen viser sit hæslige ansigt. Disse mennesker har ingen respekt for noget. Selv om det mere end tydeligt fremgår at man ikke må bruge blitz, af hensyn til de flere hundrede år gamle vægmalerier, blitzer alle løs, og de stopper ikke selv om de bliver irettesat af vagterne. Man må heller ikke tale højt, det ved ethvert barn man må i de færreste kirker i verden, alligevel ævler de løs, kun afbrudt af guiden, der tilsyneladende heller ikke kan læse.

Men Deres udsendte, der efterhånden er blevet så gammel at han vågner tidligt, er på pletten og indtager den imponerende Aya Sofya Moské, før nogen anden turist i byen har fået ædt sig igennem det store morgenbord på diverse 5 stjernede hoteller. Ja, misundelse er en grim ting, vores eget ydmyg hotel bød på en tør bolle med et hårdkogt æg, der mindst havde fået 15 minutter. Men det er en del af sporten. Småt er godt, lokalt er genialt.

Guidebogen Lonely Planet rater Aya Sofya som den absolutte topattraktion i Istanbul. Og vi bliver ikke skuffede. Det enorme kirkerum tager fuldstændig pusten fra os, og selv om kulpen er ombygget flere gange i de 1.500 år bygningen har eksisteret, imponeres man af fortidens ingeniørkunst. Aya Sofya skal ses og mærkes.

Aya Sofya.

Enorme lysekroner hænger fra loftet. Aya Sofya.

Gulvet er stadig frit for turister. Aya Sofya.

Store medaljoner med arabisk inskription pryder Aya Sofya. Bemærk, den tildækkede kvinde til venstre.

Kuplen er bjergtagende! Aya Sofia.

Aya Sofia er i dag kun museum, og har også kunstudstillinger.

Kun et stenkast fra Aya Sofya ligger Den Blå Moske.

Det er blevet frokosttid, og dermed også fodringstid for turistgrupperne, der gennes tilbage i busserne, tælles som kvæg, og køres til buffet på byens store restauranter. Gad vide om de nogensinde går en meter? Nå, det giver vi andre mulighed for at snige os ind i Den Blå Moské. Det er lige før middagsbønnen, hvor moskéen lukkes for tilskuere. Men vi kan lige nå det.

Bedetæppet inspiceres inden bønnen. Den Blå Moske.

Tina respektfuldt påklædt. Den Blå Moské.

Vil man have et samlet kig på Den Blå Moské, må man finde en af byens mange restauranter med tagterrasse, og ikke mindst bestille et bord, der er godt placeret, så man har udsyn. Med lidt ihærdighed lykkes det, og vi vender tilbage samme aften. Kan man bede om mere: Tagterrasse, lun aftenluft, tyrkisk lammekebab, frisk salat og en udsigt, der næsten er løgn.

Den sidste aftensol rammer Den Blå Moské.

Mørket sænker sig….

… og bliver til nat.

Maden er god og pigen skøn 🙂

Den ene dejlige og billige ret efter den anden bliver serveret, terrassen fyldes efterhånden med gæster, øllet er koldt, og i baggrunden kaldes der til aftenbøn. De første dage i Istanbul har været et overraskende, positivt bekendtskab. Byen er ren, smuk og fyldt med tusindevis af friske blomster og flinke mennesker. Som en sidste hilsen denne aften stiger en tyrkisk nymåne op over minarettårnet på Aya Sofya. Hvem sagde Tusind og Én Nat?

Tusind og én nat!

Følg med i anden del, hvor vi besøger Topkapi, spraglede tyrkiske gader, farer vild i Grand Bazaar, besøger det moderne Istanbul og tager i tyrkisk bad. Kommer snart til en computer nær dig!

Reklamer

6 responses to “Merhaba Istanbul!

  1. Stegemüller

    Kære Gert

    Jeg vidste jo slet ikke, at I skulle til Istanbul; så min overraskelse var stor, da du skrev om det i en kommentar ovre på min blog!

    Du burde skrive meget mere på din blog, for du skriver så dejligt! Det er altid en fornøjelse at læse hvad du skriver – lige nu har jeg det næsten om, at jeg selv har været i Istanbul.

    Skønne billeder – som altid.

    • Kære Hanne,

      Tak. Du skal jo ikke vide alt 🙂

      Ja, måske burde jeg skrive noget mere, men nogen gange trækker sofaen eller solskinnet i stedet. Endelig skal idéen også lige være der. Jeg burde måske skrive noget mere uden billeder. Det tager frygtelig lang tid at lægge billeder ind på wordpress, og teknikken ændrer sig fra gang til gang. Men mest af alt er det nok bare at komme i gang 🙂

      Gert

  2. Mona Pielot

    Hej Gert:

    Dejlig beskrivelse, nu har jeg ogsaa vaeret i Istanbul. Fantastiske billeder!
    Ser frem til naest udgave!

    Mona

    • Hej Mona,

      Hvis du lige har været i Istanbul, så skal du da have et stempel i passet. Du må komme forbi med det 🙂

      Jeg skal prøve at skynde mig med næste del. Der kommer også lige en indeldende historie om den kommende, lange tur til Australien.

      Gert.

  3. Flemming Riis

    Hej Gert.

    Endnu engang sidder jeg og nyder dine ture rundt i verden. Dine beskrivelser gør jo at man ikke selv behøver at rejse – du beskriver det så man føler man selv har været tilsted.

    • Hej Flemming.

      Tusind tak fordi du læser med. Det giver lidt energi til at fortsætte.

      Det kunne være jeg skulle lave et lille bureau, hvor I alle bidrager med lidt penge til rejsen. Så rejser jeg og skriver 🙂

      Hav det godt!

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s