Aladdins Huler

Rejsen til Istanbul, 2. del

Vi vandrer op og ned ad de smalle gader i det kuperede terræn i Bazaar District, der ligger i den gamle del af Istanbul. Det er et mylder af liv, masser af butikker, gadesælgere og ikke mindst de handlende. Systemet er ligesom i Sydøstasien. I en gade sælger man sko, en anden køkkenudstyr og en tredje måske plasticspande. For en dansker virker det underligt. Det er selvfølgelig meget venligt for forbrugeren, der har alle skobutikker samlet et sted, men det må ikke være så godt for konkurrencen, i hvert fald må det være en fordel at ligge først på gaden.

Vi leder efter Süleymaniye Hamam, et tyrkisk bad, hvor der er adgang for par. Selv om jeg har nogenlunde tjek på hvor vi er – og går efter et kort – er det helt umuligt at orientere sig. Gaderne er smalle, snor sig hele tiden, er fyldt med mennesker og der er kun sjældent et vejnavn.

Der er et mylder af mennesker i Bazaar District

Her er vi i Køkkengade..

Vi finder den 500 år gamle og lidt uanseelige bygning, der rummer det eneste tyrkiske bad i byen, hvor par kan bade sammen. Vi bestiller tid til dagen efter. Udenfor finder jeg et par pejlemærker, der kan hjælpe mig lidt med genfinde stedet næste dag. Men vi er ikke færdige med at fare vild den dag.

Bazaar District rummer den store Grand Bazaar, der er et kæmpe handelsområde, hvor gaderne er overdækket. Det er vel nærmest et indkøbscenter, blot men den store forskel, at ikke hele bazaren oprindeligt er bygget til formålet.  Flere steder består bazaren også af de eksisterende gader, der i ca. 5-6 meters højde er blevet udstyret med et nogen steder smukt udformet tag, andre steder med mere  interimistisk tag af diverse materialer. Tilsammen udgør det en sand labyrint af handelsgader under tag. Som om det ikke var umuligt nok at finde rundt i forvejen..

Man skal gå i Grand Bazaar på en dag hvor man har overskud. Masser af overskud. Hvis du kender sælgerne fra de tyrkiske strande og badebyer, så ved du det er værre end at frekventere en danske herretøjsbutik uden for myldretiden. Sælgeren keder sig, og klæber sig til dig som et stykke genstridigt plaster. Gang med 10, så har du sælgerne i Grand Bazaar.

Måske det er fordi vi er indstillet på det værste, eller måske har bazaren bare en god dag. I hvert fald går det forbavsende let. Efter kontant at have afvist de første varmesøgende missiler af sælgere, er bazaren forbavsende rolig. Vi holder os til at kigge. Jeg vænner mig aldrig til at prutte om priserne, slet ikke på disse kanter, hvor man mindst skal ned på den kvarte pris før man alligevel betaler overpris. Man skal vist synes, det er sjovt i sig selv. Jeg foretrækker at betale den første pris og komme videre, jeg er altid bange for det er mig der snyder den stakkels sælger.

Grand Bazaar

Sælgerne holder heldigvis pause. Grand Bazaar.

Man farer vild i bazarens labyrint uanset hvor godt et indbygget kompas man har. Vi går efter lyset, og kommer ud et vilkårligt sted. Vi bliver endnu en time i de spraglede gader før vi søger mod vandet og frokost, som vi spiser på – nå ja – lokummet:

Jo, den er god nok 🙂

Hvem ville ikke gerne være sultan? Sultanen havde til huse i det enorme Topkapi Palads, der ligger på Istanbuls bedste adresse med udsigt over Bosperus Strædet. Topkapi er et udstyrsstykke i overdreven luksus, mosaik, kakler, kuppelbygninger og smukke haver. Men ikke uvæsentligt havde sultanen et harem med op til 300 kvinder! Eftersom Islam forbyder at holde muslimske slaver, blev kvinderne hentet – ofte købt af forældrene – i Kaukasusområdet i Rusland. Disse kvinder var kendt for deres skønhed. Jo, moral er godt. Dobbeltmoral som bekendt dobbelt så godt. Sultanen måtte i øvrigt snige sig ad hemmelige gange til haremmet, for han skulle jo nødig skilte med han var konen utro. Skæg konstruktion. Men det er i skrivende stund svært ikke at være misundelig. 300 ventende,  smukke, kaukasiske kvinder. At det sikkert ikke har været så sjovt at være dem, er en anden snak.

Udsigten fra Topkapi fejler ikke noget.

Haremsbygningen. Topkapi.

En af Sultanens mange sofaer..

Er der stadig haremspiger?

Alt er smukt udsmykket. Topkapi.

Indgang til 300 kvinder…

Næste dag finder jeg uden problemer det tyrkiske bad igen. Det ligger klods op ad den imponerende Süleymaniye Moské, der nærmest er centrum for Bazaar District.

Süleymaniye Moské

Süleymaniye Moské

På pladserne sælges der fuglefrø til duerne

Det er blevet tid til tyrkisk bad. Vi ved ikke rigtigt hvad vi skal forvente, men straks vi går ind i den 400 år gamle bygning er stemningen fra tusind og én nat tilbage. Der er intet kunstigt lys. Bygninger er oplyst af solens stråler, der strømmer ind gennem huller i væggene og taget. Vi får et program på engelsk. 40 minutter i dampbad, kropsmassage og derefter afslapning. En dame beder os tage fodtøjet af og skifte til nogle tøfler, hvor bunden er lavet af træ, og ellers kun består af en enkelt læderrem. De ligner lidt japanske konkubinesko. De er umulige at gå på, og jeg klamrer mig til rækværket, da vi bliver ført op ad en smal trappe til første sal, hvor der er omklædningsrum. Her bliver vi udstyret med rødternede lændeklæder; Tina også med små shorts og bikinioverdel i samme lækre design.

Omklædningen på 1. sal. Bemærk sko og lændeklæder til højre i billedet.

Her må jeg selvfølgelig forlade kameraet, men det ville også være synd at udsætte læserne for vores snart 50-årige kroppe. Damen venter pænt foran vores lille omklædningsværelse, og viser diskret vej til dampbadet. Jeg holder mig mindst tre skridt bag hende mens jeg kæmper med at holde balancen på træsandalerne, og samtidigt sikre at lændeklædet bliver hvor det skal. Ved indgangen til dampbadet bliver det endnu værre. Fugten tager det sidste vejgreb i de umulige sko, og jeg ligner for alvor Bambi på glatis. Tina spadserer som en, der aldrig har lavet andet.

Inde i badeområdet sidder vi sammen med 2-3 andre par på en stor marmorblok midt i lokalet. Søjler af solstråler fra de stjerneformede åbninger i kuppelloftet lyser dampen op. Rundt om marmorblokken vi sidder på, ligger folk på marmorbænke og får massage. De unge mænd der giver massage går stille og diskret rundt, og sikrer at alle kommer til når det er deres tid. Varmen er som i en god sauna. Endelig kan jeg smide tøflerne.

Efter en halv time er det vores tur. Vi starter med at blive overhældt med køligt vand. Heldigvis er vi forberedte, da vi har hørt skrigene fra vores forgængere. Derefter bliver vi lagt på bænkene og pakket ind i skum fra top til tå. Skummet laver de ved hjælp af en stor sæk, som de dypper i sæbevand. Det giver en imponerende mængde skum. Massagen er kontant, men trods alt blidere end den lyder. Indimellem klasker de på huden, så det runger i hele lokalet. Men det gør ikke ondt, det er vist mest for at skræmme de ventende. Men fat bliver der trods alt taget.

Mørbankede, nyskrubbede og varme sidder vi bagefter ved tyrkiske kaffeborde og drikker en Fanta. Kroppen og huden er som født på ny. Hele molevitten koster 35 Euro pr. mand (260 kr.). Hvis dine veje en dag går forbi Istanbul, må du ikke snyde dig selv for denne oplevelse.

Istanbul er fyldt med sådanne Aladdin huler. Steder, hvor man går ind, og så udfolder eventyret sig, som blev der gnedet på en magisk lampe. Grand Bazaar, Topkapi Palads, det tyrkiske bad Süleymaniye Hamam.

Den sidste hule har vi gemt til den sidste aften – tror vi da. På en smal vej bag Aya Sofya har vi fundet en restaurant, der ligger i en angiveligt 1.000 år gammel kælder. Alt er umiddelbart efter bogen. Vi bliver modtaget ved indgangen af en ulasteligt klædt mand. Han skriver os ind, åbner en stor dør, ringer på en kæmpe klokke, og så bliver vi afhentet af hele to tjenere, der viser os til vores bord dybt nede i kælderen. Vi er de eneste gæster, men det er også relativt tidligt på aftenen.

Priserne er mindst det tredobbelte af selv de bedste steder vi har besøgt, men det er i orden med disse omgivelser. Så dukker en pianist og en violinspiller op, og taffelmusikken er i gang. Det kan ikke gøres bedre.

Indretningen og stemningen fejler ikke noget!

Mens alt endnu er godt..

Det er da lige indtil maden kommer. Jeg er allerede mistænkelig ved den lidt ubestemmelig suppe, men tænker umiddelbart den måske bare er for avanceret til mig. Men hovedretten bekræfter mistanken. Maden ligger sjusket på tallerkenen, og der er helt klart tale om kartoffelbåde fra frysere. Kødet er kedeligt, salaten er slasket. Det er meget langt fra den skønne mad vi ellers har fået. Samtidig med maden kommer også to gigantiske selskaber, læsset direkte af turistbusserne. De fylder næsten resten af restauranten, derfor var vi alene. Lydniveauet fra de mange stemmer fylder den ellers fredelige kælder med et inferno af larm. Restauranten har sikkert været en perle engang, men succes og mange kunder kan nogen gange ødelægge selv de bedste steder.  Der er ikke anden løsning end at grine, lynspise desserten, betale den efter tyrkiske forhold uhyrlige pris, og finde vores faste ølhule på vej hjem. Den skuffer til gengæld ikke!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s