Skrækkenes Bro

Rejsen til Australien, 3. del

Allerede efter de første skridt tænker jeg, at det her bliver grimt. Vi går på en meget lang hængende gangbro. Rækværket er ikke ret højt, og man kan se direkte ned gennem det, jeg helst havde set var et gulv. Det er det ikke. Kun et trådnet med meget langt mellem ståltråden. Vi er endda lige begyndt vores opstigning, og er kun 20-25 meter oppe – på højde med vejbanerne – og på vej mod de store pyloner, hvorfra det for alvor går opad mod toppen af broen.

Landjorden under os forsvinder, og vi bevæger os ud over vandet. Gangbroen hænger nu under vejbanerne, og vores guide fortsætter ufortrødent, dog med et lille lumsk smil, ud i intetheden. Det eneste der holder os oppe er den snævre gangbro af ståltråd, der bestemt ikke ser ud til at kunne bære vores gruppe på 12 mand.

Vi er igang med at bestige ikonet Sydney Harbour Bridge. Den 135 meter høje stålkonstuktion af en hængebro, der forbinder Sydneys forretningskvarter med byens sydlige beboelseskvarterer. Og jeg lider af højdeskræk!

DSC_1694

Sydney Harbour Bridge. Turen starter i vejbanens højde.

Laila og Tina begynder at tale om at bestige broen allerede et år før rejsen til Australien. Selv om jeg bildte mig ind, jeg vidste alt om Sydney, havde jeg aldrig hørt at man kunne kravle rundt på stålkonstruktionen. Jeg prøver med alle midler at undgå, men pigerne insisterer, også da hjemmesiden fortæller at turen koster oprørende 240 australske dollar (1.450 kr.) pr. næse. Jeg kan ikke bruge min højdeskræk til noget. Tina hader at flyve, og jeg har lige bestilt 54 timers flyvning til, fra og rundt i Australien. Jeg må finde min indre B.S. Christiansen frem og overvinde mig selv.

Højdeskræk er en underlig betegnelse. Jeg ser for mig, at man løber skrækslagen væk fra et udsigtspunkt, som havde man mødt en vred tiger. Sådan er det ikke. Det gælder vel alle fobier og skræk’er at det ikke handler om frygt eller fare. Nej, der sker simpelthen noget fysisk i kroppen. For mit vedkommende får jeg bly i læggene, og benene vil ikke flytte sig, når der er alt for langt ned. Jeg kan ikke kontrollere det. Jeg har ingen problemer med høje bygninger, udsigtsplatforme eller lignende. Men hvis det går direkte ned er den gal. Jeg husker stadig glaspladen i 250 meters højde i Pearl Tower i Shanghai. Ubehag i maven, og benene ville ikke derud selv om jeg hele tiden gav ordre til kroppen om at fortsætte. Der var jo ingen fare, pladen skulle nok holde.

Shanghai-følelsen vender tilbage, da vi er bare et par meter ude over vandet i Sydney. De andre foran mig ser ud som om de er på spadserertur på landevejen. Jeg trækker vejret roligt, kigger lige ud, og fortsætter. Trådnettet skal nok holde, og vi har alle en sikkerhedsline vi trækker med os. Jeg falder ingen steder, det handler bare om ikke at gå i panik. Mindst tyve meter fortsætter vi ud over vandet. Jeg vender mig stift og kigger ned på operahuset, men det er ikke smukt i dag.

Endelig når vi til de stiger, der skal føre os fra vejbaneniveau og op på den store bue, der bærer hængebroen. Jeg må vente længe på den lille gangbro før det bliver min tur på stigen. Jeg tænker de sidste 100 meter mod toppen bliver et mareridt, hvis det er det samme trådnet vi skal fortsætte på. Jeg griber fat i stigen, trækker min sikkerhedswire med mig og kravler op. Der er ingen foran eller bag mig, dét har vi lært…

Man vandrer ikke bare ud på broen. Der er mange og omstændige forberedelser, som også til fulde forklarer prisen på klatreturen.

Sydney Bridgeclimb ligger under vejen der fører op på broen. I det store lokale hænger billeder af alle de berømtheder der har besteget broen. Bruce Springsteen, som jeg ikke tør sammenligne mig med, men Dan Akroyd har gjort det, så kan jeg vel også? Man bliver kaldt ind i hold på 12 mand. Alle bliver vi alkoholtestede. Klokken er 8.30 om morgenen, så den klarer vi. Derefter bliver vi strippet for alle løsgenstande. Ingen ur, smykker, kameraer (ja, suk) eller bare et par småmønter i lommen. Alt skal væk. Derefter bliver vi iført en lyseblå heldragt, der ligner noget fra et amerikansk fængsel.

P1010286

Fange nr. 1 og 2 forberedt til broklatring.

P1010287

Fange nr. 1 og 3. (Foto: Laila)

Men forberedelserne er kun lige begyndt. Vi får et bælte på med en gedigen stålwire, der skal være vores trofaste følgesvend og sikkerhed på hele turen. Det er en kølig blæsende dag i Sydney (ca. 20 grader) og vi skal højt op og ud i det fri. Vi får derfor også en fleecetrøje og en regnjakke der hænger fast bag på bæltet. En kasket, der også bliver fastgjort, en snotklud, der hægtes fast til håndleddet, og endelig hovedtelefoner og en sender i baglommen, så vi alle kan høre guiden. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg ligner en idiot eller en kommandosoldat på vej i krig. Som et sidste tjek går vi igennen en metaldetektor for at sikre, at ingen har smuglet et kamera eller andet med.

I hallen hvor vi iføres alt udstyret står også et testanlæg med stiger. Vi skal lære at gå på stiger og trække vores sikkerhedswire med os. Én mand på stigen ad gangen, næsen mod stigen, flyt en hånd og et ben ad gangen. Jo, sikkerheden er i top.

Tilbage på broen går jeg op ad stigerne helt som vi har lært. Det er ikke spor ubehagelig, jeg kigger bare lige ind i trinene. Fire, vel 6-7 meter høje, stiger går man opad før man stikker hovedet op i det åbne ingenting oven på den øverste brobue. Jeg er i begyndelsen af buen og vender mig langsomt rundt for at iagttage resten af buen, som vi skal følge de sidste 100 meter mod toppen. Hjertet står stille.

Lettelsen kommer dog straks. Vejen mod toppen er bred, og bunden er ikke gennemsigtig. Det er helt uproblematisk. Jeg får nærmest lyst til at løbe op.

Vejen mod toppen er heldigvis uproblematisk. (Foto: Bridgeclimb)

DSC_1767

To (andre, naturligvis) grupper på toppen af brobuen.

Men man løber ikke. Vi går ganske langsomt op, mens guiden i spidsen fortæller om broen og dens historie. Jeg kan nu nyde udsigten og operahuset er igen smukt. Hele Sydney havn, der nærmest er som en bebygget svensk skærgård, åbenbarer sig under os. Vi kan se forstæder, parker, skyline og masser af skibe. Intet under man har valgt at anlægge en by her.

YourPhoto_0001

På vej mod toppen. Sydney i baggrunden. (Foto: Bridgeclimb)

Da vi når toppen, midten af brobuen, kommer dagens sidste udfordring. Vi går over en gangbro, der forbinder de to brobuer, for at gå ned ad broen på den modsatte brobue. Gangbroen er igen med trådnet i bunden. 100 meter under os kører der biler i seks vognbaner. Der er ikke så langt over, men der skal lige tages billeder af alle på vej over, og jeg synes jeg venter en evighed. Men jeg finder dog smilet frem til fotografen.

YourPhoto_0003

To pingviner på gangbroen mellem de to brobuer. (Foto: Bridgeclimb)

YourPhoto_0002

Laila. Fornemmer man hun heller ikke er helt stolt? (Foto: Bridgeclimb)

DSC_1745

Brobuen. Her med operahuset i forgrunden.

Herefter er nedturen ren fornøjelse. Vi tager langsommere og langsommere skridt for at strække oplevelsen så langt som muligt. Guiden fotograferer os igen på vej ned med Sydney skyline i baggrunden.

YourPhoto_0004

På vej ned. Bemærk vognbanerne under os. (Foto: Bridgeclimb)

Tilbage i “afgangshallen” går der en rum tid med at klæde om til civil igen. Der er gået 3½ tiden siden vi startede, og ligesom jeg er lettet er også dagens gråvejr lettet, og solen er tilbage over Sydney.

DSC_1769

Tina ved broen hun lige har besejret.

Men det er ikke helt slut med gys. Pigerne har sat sig på hele dagen, og om aftenen skal vi besøge baren, hvor Frede efter sigende mødte Mary første gang. Ja, det er kronprinsen vi taler om, og intet kunne interessere mig mindre, og jeg er lettere irriteret. Men baren er blevet en attraktion og – what the hell – en bar er en bar, trøster jeg mig med.

Alt ånder dog fred på Slip Inn Bar, der ligger på et hjørne oppe i byen. En guldplade ved indgangen fortæller diskret, at “Hans Kongelig Højhed… osv.. mødte .. osv.” Baren er næsten tom denne tidlige aften, og det ser ud som om jeg også skal overleve dette besøg.

P1010292

Der er næsten tomt på Slip Inn. Baren hvor Frede mødte Mary.

P1010294

Stadig lidt muggen foreviger jeg danskerne i Fredes fodspor.

Pigerne venter på der kommer en Fredetype ind, og jeg venter på noget i stil med Mary. Ingen af ønskerne går i opfyldelse. Vi trækker stille hjem efter en lang og begivenhedsrig dag.

4. del kommer snart. Vi bevæger os nordpå til troperne, sandstrand og solformørkelse. Hæng på.

Reklamer

8 responses to “Skrækkenes Bro

  1. Fremragende beskrivelse af skrækken ved at gå på elefantriste (som de hedder) i højderne.

    Vi har dem masser af steder på cementfabrikken, og når det er i højderne, hvor det også blæser, klamrer jeg mig til rækværket med den ene hånd og holder på hjelmen med den anden, mens viljen prøver at tvinge det ene ben frem foran det andet, og jeg kæmper mod kvalmende svimmelhed.

    Man skal prøve ikke at se nedad, men dybet suger blikket og modet til sig som et sort hul og kroppen lammes, ganske som du beskriver.

    Gudskelov er mit arbejde fortrinsvis bag et skrivebord, og syv vilde heste kunne ikke få mig ud på den bro!

    • Elefantriste! Tak for oplysningen. Der forklarer også hvorfor jeg følte jeg faldt igennem dem. Jeg har trods alt ikke så store fødder som en elefant.

      Lyder ikke rart du må op i højderne, når du ikke kan lide det. Måske en rem på hjelmen ville hjælpe, så du har to hænder på rækværket 🙂

  2. Hi Gert:
    Dejlig beskrivelse, nu behover jeg ikke at skulle over broen paa den maade. Jeg holder heller ikke a hojder, men flyve vil jeg meget gerne!

    KH Mona

    • Hej Mona

      Jeg har heller ingen problemer med at flyve, faktisk elsker jeg det. Der er jo bund i flyveren, og jeg kan ikke se at der er 10.000 meter ned.

      Gert.

  3. Tak for din beskrivelse af udfordringerne på Broen. Jeg turde ganske enkelt ikke; jeg har også højdeskræk og jeg får det helt, som du beskriver det; jeg føler at jeg drages mod det store tomme intet, og tænker at jeg som den eneste nogensinde vil falde igennem alle sikkerhedstjeks. Lige netop mig vil der være plads til i enhver lille sprække, som en kat vil mit skelet kunne folde sig sammen, således at jeg netop passer ind i en lille sprække. Jeg synes, du er sej at du gjorde det – men nu havde du jo også din indre B. S. med, det må have hjulpet lidt.

    • Kære Hanne. Skøn beskrivelse. Vi kan jo ikke have dit skelet folder sig sammen, så du må hellere blive på landjorden.

      Jeg tror ikke der er så meget B.S. i mig, men det hjælper lidt med et skridt ad gangen, og så blive ved med at sige til sig selv, at alt er ok. Endelig hjælper det også lidt at de andre bare går derudaf, “man” skulle jo nødig tabe ansigt. Men jeg var rigtig glad for at de sidste 100 meter ikke var så slemme som de første.

  4. Hej min kære broder

    Uha uha! Ingen fik mig ud på den bro – anset prisen! Godt klaret alle tre.

    I ser ellers herlige ud i de pingvin-dragter i har på 🙂

    Kærlig hilsen
    René

    • Kære René

      Ja, prisen er lidt skrækkelig i sig selv. Men det var det hele værd. Vi ser lidt tykke og pingvinagtige ud. Det er naturligvis ikke tilfældet 🙂 men det er den stærke vind der puster dragten op.

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s