Den syvende totalitet

Rejsen til Australien, 4. del

Australien er et stort land. Et helt kontinent for nu at være mere præcis. Når man skal fra Sydney til Cairns flyver man 2½ time nordpå. Det svarer nogenlunde til København-Rom. Og så har man ikke flyttet sig nævneværdigt på kortet. I Australien bliver det varmere når man flyver nordpå, ikke som herhjemme, hvor vi tager sydpå om sommeren for at møde varmen. Men vi har dog det tilfælles med Australierne, at de også tager sydpå i ferien, de flygter bare fra varmen.

Verden er udforsket af europæerne, og sikkert derfor tegner vi verdenskortet med Europa, og dermed nord, øverst. Kortet kunne lige så godt være omvendt med Australien øverst – eller måske på højkant. I verdensrummet er der ikke noget der er op eller ned. Verdensrummet er rundt om os, ikke over os. Det er derfor lidt misforstået, når vi siger, at man flyver op til månen. Man flyver ud til månen.

Men på jorden er det nu meget praktisk med op og ned, så vi flyver nordpå, og dermed op til solformørkelse, op til varmen, op til Port Douglas, og det lille punkt på verdenskortet, hvor en solformørkelse snart møder den australske kyst. Den skal være så velkommen, skal den. Solen altså.

I Carins lufthavn bliver vi hentet af en lille minibus, der skal transportere os de sidste 80 kilometer yderligere nordpå til Port Douglas. Heden og luftfugtigheden er tilbage, men det er ildevarslende overskyet. Der er stadig tre dage til solformørkelsen, alligevel kan jeg ikke lide skyerne. Skyer og solformørkelse er en meget kedelig kombination. Katastrofen i Shanghai for tre år siden sidder stadig i kroppen.

Vi er ikke alene. Lufthavnen summer af aktivitet. Her er næppe en eneste rejsende, der ikke er ude i formørkelsens ærinde. Alle har de t-shirts på fra tidligere formørkelser: Påskeøen, Chile, Mexico, Kina, Zimbabwe osv. Alle har mystiske kasser og kufferter med teknisk udstyr. Den almindelige kuffert er ikke så stor. Påklædningen er ikke så vigtig, og mange skal i øvrigt også hjem umiddelbart efter formørkelsen. Der er ingen grund til at blive hængende længere end højst nødvendigt.

På papiret ligner Port Douglas en lille by, og det holder stik. Hyggelig, ferieagtig og med et skønt strejf af tropemiljø, rygsækrejsende og afslappet stemning. Alle værelser er optaget, men byen virker på ingen måde proppet eller overfyldt. De fleste solformørkelsesturister bor i den større by Cairns eller på de mange 5-stjernede resorts på stillehavskysten mellem de to byer. Selv bor vi på Villa San Michele, der ligger i hovedgaden, som nærmest er byens eneste gade, og vi har kun 400 meter til stranden, hvor formørkelsen er total. Det er perfekt. Vi kan ikke gøre mere, resten er op til vejret.

DSC_1903

Hovedgaden i Port Douglas. Vi er langt fra Sydney.

P1010314

Villa San Michele er et dejligt afslappet sted.

DSC_1818

Tina og Laila slapper af i vores lille lejlighed.

Port Douglas ligger på en lille landtange, og er omgivet af vand fra tre sider. Mod øst er det den lange, nærmest uendelige, australske østkyst, og det gigantiske koralrev Great Barrier Reef. Mod nord og vest er det Cape York, og byen omkranses her af en række minde, smukke strande, der dog kun er guf for øjnene. Saltvandskrokodiller og giftig brandmænd  (Marine Stingers) gør det forbudt, og ikke mindst livsfarligt, at bade.

På den 6 kilometer lange “Four Mile Beach” er det derfor kun tilladt at bade ganske få steder, og det er i store bassiner, der er indæmmet og sikret med net hele vejen rundt. På de mindre strande må man end ikke soppe; ikke noget med at gå med bare fødder i vandkanten, selv om det er fristende.

DSC_1896

Den skønne Four Mile Beach. Badning er forbudt grundet de gifttige brandmænd, Marine Stingers. Der er dog et indhegnet bassin.

P1010302

Four Mile Beach. No swimming. De giftige Marine Stingers lammer kroppen på få sekunder. Efter sigende er der dog perioder på året, hvor de ikke er der.

DSC_1871

En af Port Douglas mindre strande. Skønt ser det ud, men her hærger saltvandskrokodiller, og man frarådes endda at gå langs vandet.

DSC_1872

Another day in Paradise. Stik dog ikke fødderne i vandet. Krokodiller elsker efter sigende at bide lidt i mennesker..

DSC_1875

Advarselsskilte alle vegne. Strandene er krokodillernes territorium. Men man skal vist alligevel være ualmindelig heldig for at se en, hvis man skulle have de lyster.

DSC_1893

Alskens smukke træer pryder Port Douglas

DSC_1963

Palmer er der masser af, og hvem elsker ikke dem?

Solformørkelsen finder sted tidligt om morgenen, kun en time efter solopgang. Port Douglas ligger i den nordlige ende af Four Mile Beach, hvor tusinder fra hele verden har sat hinanden stævne. De store grupper, med det store udstyr, er længere sydpå, og “vores” ende af stranden er heldigvis ikke reserveret, men forbeholdt byens borgere, almindelige turister og – hvis der skulle findes nogle sådan – forbipasserende.

Det er ikke noget problem at stå op kl. 5.00, der er snarere svært at blive i sengen. Det er den 14. november 2012. Dagen, som er omdrejningspunktet for hele rejsen til Australien, er kommet. Da vi kommer ned på stranden er den proppet med mennesker så langt øjet rækker. Heldigvis. Solformørkelser skal opleves sammen med andre, stemningen og brølet fra publikum er en stor del af helheden. Vejret er ikke det bedste, der er spredte og tunge skyer i horisonten, men vi kan dog se solopgangen, og alene synet af solen får alle til at juble.

DSC_1841

Solopgang, Four Mile Beach, Stillehavet, Port Douglas 14. november 2012.

DSC_1837

Stemningen er høj. Disse unge har næppe været i seng. The cosmic ballet goes on, står der på banneren. Det er præcis hvad det handler om! En kosmisk ballet.

DSC_1849

Meditation og en stille bøn om godt vejr.

DSC_1847

Verdensrummet kender ingen religion. Her er det en gruppe fra Melaka Islamic Aastronomy Society.

DSC_1854

Four Mile Beach er fyldt denne morgen. Heldigvis.

Jeg har så mange gange på denne side fortalt om den time det tager fra månen rammer solskiven, og til formørkelsen er total. Det er en time i drømmeland. Alt er uvirkeligt, og alligevel virkeligt. Drøm og virkelighed smelter sammen. Bagefter kan man dokumentere drømmen, men ikke genkalde stemningen. De sidste tre minutter før formørkelsen er total falder lyset drastisk, og det skifter farve til en grålig, transperant men grynet masse. Jeg plejer at sige, at man kan mærke lyset. Det lyder underligt, men det er som om sanserne også smelter sammen. Man kan mærke farverne, smage luften og se køligheden. Det er ikke fordi jeg er blevet religiøs (kun ekstatisk) i forhold til solformørkelser, men en del af den videnskabelige forklaring er, at det svage lys, som kun findes i disse særlige, sjældne minutter får skyggerne til at gå i opløsning, og dermed ophæves reglerne for vores normale sansning. Det er en oplevelse der stærkt kan anbefales.

DSC_1857

Der er stadig ro på, her 10 minutter før totalitet.

DSC_1855

Lyset bliver svagt, og skyggerne går langsomt i opløsning.

Det ender i et lotteri med de drillende skyer. Vi ser ca. 1½ minut af den 2 minutter og 4 sekunder lange totalitet. Det er rigeligt til at gøre os lykkelige. De spredte skyer giver en forskellig oplevelse for hver 100 meter ned at stranden. Nogen ser ingenting, andre begge minutter. Jeg er forlængst holdt op med at fotografere nærbilleder af solformørkelsen. Det tager meget af oplevelsen, hvis man står og roder med udstyr. Men jeg kan ikke dy mig for at tage er par skud, så man kan se de uvelkomne skyer. Da solen står lavt i horisonten, kan det måske minde om en almindelig solopgang, men bemærk at solskiven er dækket, selv om dagen er 1½ time gammel.

DSC_1859

Et lille hak i den store sky sikrer os et kik til den formørkede sol.

DSC_1861

Det er min syvende totale solformørkelse, og ikke den sidste!

Mens vi falder sammen, og summer over oplevelsen, begiver et stort antal løbere sig ud på Solar Eclipse Marathon. Startskuddet går netop som lyset vender tilbage efter solformørkelse. Vi hører eller ser det dog ikke. På stranden er der nogen der jubler og danser, andre er tavse. Sådan er det altid. Jeg fik absolut hvad jeg kom for, selv om jeg må erkende at en solformørkelse lavt i horisonten ikke har samme styrke, som når solen står højt på himlen. Men det er en ubetydelig detalje, når man står på en gudeskøn strand en dejlig morgen, og universet har dækket op til galleforestilling lige foran næsen.

Senere på formiddagen begiver vi os til maratonløbets målområde. Løberne kommer i mål i de skønneste omgivelser. Af gode grunde svedige, de 35 graders varme har ikke gjort løbet nemmere. De vralter ind. Men de er lykkelige.  Det er helt rørende. Først en solformørkelse og så i mål efter 42 kilometers løb.  Tårnhøj musik ledsager dem på målstregen. “It’s a beautiful day” brøler Bono. Aldrig har han haft mere ret!

DSC_1887

En glad løber passerer målstregen til “It’s a beautiful day”

DSC_1885

Flere glade deltagere. Bemærk medaljen med solformørkelse.

Hæng på til 5. del, hvor vi sejler ud på Great Barrier Reef og indtager regnskoven Dairntree.

Advertisements

6 responses to “Den syvende totalitet

  1. Tusind tak for en dejlig beretning om din 7. solformørkelse – det må være stort at have så mange formørkelser på kontoen. Selv får jeg helt kuldegysning bare af at læse om det, og tankerne går tilbage til Bulgarien i 1999, det var en stor dag for mig.

    Port Douglas ser ud til at være en dejlig lille by. Jeg ville dog nok være lidt ærgerlig over krokodillerne. Tænk at man fraråder at gå på stranden, det er da helt vildt. Og de der brandmænd lyder heller ikke for godt.

    Jeg glæder mig allerede til 5. del – du skriver så dejligt, bliv endelig ved.

    • Tak, Hanne. Ja, det er helt vildt med 7 formørkelser. Jeg har tænkt mig at blive ved, men nu er der heldigvis en lang pause, så vi også selv lidt kan vælge hvilke lande vi gerne vil besøge. Bulgarien var fantastisk, det var en god formørkelse højt på himlen. Alt var perfekt den dag, så den er der vist ingen af os der glemmer.

      Det var rigtig mærkeligt med krokodillerne og brandmændene. Et strandparadis, hvor man ikke må bade. Skal man ud hvor man kan bade, må man sejle langt ud på revet. Det kommer der meget mere om i 5. del 🙂

      Gert.

  2. Hej Gert:
    Mange tak endnu et afsit om Australien. Jeg haaber en gang at se en solformorkelse naermere paa. Bare en skam med stranden, den ser saa dejlig ud. Men man vil jo ikke friste kkrokodillerne eller de der brandmaend.
    Kh.

    Mona

    • Hej Mona,

      Selv tak. Dejligt du læser med. Du får en oplagt chance for solformørkelse den 21. august 2017, hvor den går tværs gennem USA, og faktisk er længst i de stater der ligger syd for de store søer. Det er ikke så forfærdeligt langt fra Toronto.

      Gert.

  3. Hej Gert

    Tak for dette 4. afsnit fra Downunder. Spændende som sædvanlig!

    Godt at det trods alt ikke blev som i Shanghai, men at i fik ca. 1½ min af totaliteten at se. Glæder mig til 5. del.

    Kærlig hilsen
    René

    • Kære René

      Tak. Ja Shanghai var en gyser af de store, men det er en del af spillet man må tage med. Til gengæld hvade vi to jo en perfekt solformørkelse i Sibirien.

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s