A town like Alice

Rejsen til Australien, 6. del

A town like Alice er det første jeg tænker på, da vi endnu engang går ombord i et Qantas fly, og denne gang flyver dybt ind i hjertet af det australske rige, med kurs mod Alice Springs.

Nevil Shute skrev romanen tilbage i 1950 men de fleste husker, som jeg, nok mest en ung Bryan Brown i hovedrollen som den australske krigsfange, der genfinder kærligheden i Alice Springs,  i TV-serien, der blev sendt i dansk tv i begyndelsen af 80’erne. Hvis den ikke lige ringer hos dig, så hedder såvel romanen som tv-serien på dansk “Fem sorte høns”.

DSC_1976

Velkommen til Alice Springs.

Romanen er uløseligt forbundet med den mærkelige by, Alice Springs, der ligger midt ude i intetheden i den australske ørken – the outback. Eller The Red Center som området også kaldes på grund af den røde jord, der er så karakteristisk for området. Man kan da også købe bogen i lufthavnen da vi lander.

Vi er langt hjemmefra. Meget langt. Alice Springs ligger næsten i centrum af Australien, og der er 1.800 kilometer til den nærmeste kyst. Herude er afstandene næsten ufattelige. Der er langt mellem alting, og en farm kan godt være på størrelse med Belgien, eller Danmark for den sags skyld. Det er blandt de tyndest befolkede områder i verden.

Taxachaufføren ligner en australsk cowboy. Hvordan ser sådan en så ud? Ja, lidt som dem du kender fra Texas, bare mere rustik i kropsbygningen, i dette tilfælde også med en del mere mave, og så de to buttede kinder, der kendetegner enhver australsk mand. Kinderne skyldes dels en rum mængde Victorian Bitter, den lokale øl, men også de to kartofler, de alle synes at have gemt i kinderne. Tilsammen producerer deres korpus og kinderne den helt særlige australske accent, som man skal være indfødt for at kunne præstere. Du kender accenten fra berømte australiere som Russel Crowe, Mel Gibson, Poul Hogan (Crocodile Dundee) og ikke mindst vores ven fra “A town like Alice” Bryan Brown. Det er så syngende smukt, og jeg aldrig bliver træt af at høre på det. Vores taxamand er dog så indfødt – han han sandsynligvis aldrig været uden for Alice Springs – at han næsten er uforståelig.

Det forhindrer ham dog ikke i at komme med en lang fortælling om Alice Springs på vej mod hotellet. Han afslutter alle sætninger med det obligatoriske “I reckon,” der kan betyde hvad som helst. Landskabet vi kører igennem er tørt og flat. Det er drønvarmt. Det er en tung, tør og kvælende varme. The Alice har ca. 25.000 indbyggere, og alle huse er bungalows, der mest er bygget til at beskytte mod solen. Kontrasten til Port Douglas er total. Det eneste der rejser sig af landskabet er den lange højderyg MacDonnell Ranges der løber hundredevis af kilomter gennem centralaustralien. Det er ikke fordi den er særlig høj, men i forhold til det flade landskab er den markant.

Taxaen fortsætter gennem en naturlig kløft i The Ranges og frem til vores hotel, der ligger i udkanten af byen. Alt er brunt, gult eller vissengrønt. Landskabet, hotellet og chaufføren.

Vi skal kun sove på Hotel Crowne Plaza en nat før vi tidligt om morgenen bliver hentet af den bus, der skal køre os rundt i The red Center de næste fire døgn. Hotellet ligner ethvert “Best Western” hotel i verden med ens værelser og lange gange. Men der er en swimmingpool, og vi koger allerede.

Det bliver der dog ikke noget af i første omgang. Mit UV-filter på kameraet er revnet, og jeg vil gerne ind til centrum, og se om der findes en fotohandler. Det er lørdag, og jeg tænker de lukker tidligt. Altså må vi (pigerne følger som altid trofast med) ud i heden. Der er 25 minutters gang til centrum, og der er kun 40-50 grader i solen. Vi køber et par flasker vand i receptionen (5 dollar stykket – her kan selv DSB ikke være med) og går ud i det forunderlige landskab.

DSC_1980

Landskabet er gult, brunt eller vissengrønt.

DSC_1969

Floden har været udtørret i årevis. Alice Springs.

Vi går langs en flod, der har været udtørret i årevis. Vi griner i varmen. Vi stifter for første gang bekendtskab med fluerne. De små afrikanske typer man kender fra tv. De kravler ind i øjnene og ørene, og det hjælper ikke at vifte dem væk. De er ligeglade.

Alice Springs dukker op. Ikke specielt charmerende ved første øjekast man sige. Det bliver også vores første rigtige møde med aboriginerne, den oprindelige australske urbefolkning. Vi har set dem i Sydney optræde på gaderne, men her bor de. Aboriginerne er meget anderledes at se på. De er skabt til dette klima, og ligner på ingen måde resten af australierne eller os for den sags skyld. De ser desværre også fattige ud. Stemningen er en lille smule utryg. Det er svært at forklare, men det minder meget om det jeg har oplevet i Grønland. Der er koloniherrerne, og så er der det oprindelige folk. Det er en slags apartheit i mindre skala, og det er ikke specielt kønt.

Deres øjne er klistret til mit kamera, der bliver hvor det er. Ingen portrætter her. Lonely Planet bekræfter, at man ikke skal opholde sig i byen efter mørkets frembrud. Hvor er det sørgeligt. Der skal ikke være tvivl om hvad min holdning er. Det er os der er de fremmede, og vi handler og bevæger os med respekt derefter.

Så lyser glæden op i mig, da jeg får øje på en vaskeægte saloon, der reklamerer for Victorian Bitter. Vi er i cowboyland, og jeg er tørstig som en sømand, der kun har set saltvand i årevis.

DSC_1970

Downtown Alice Springs. Det ligner enhver amerikansk by i midtvesten.

DSC_1972

Bojangles Saloon, Alice Springs

Mens pigerne bestiller øl går jeg ind i et indkøbscenter, der ligner ethvert andet i en dansk forstad. Fotoshoppen er lukket for 5 minutter siden. Det må blive til fem døgn i ørkenen uden filter. Jeg iler tilbage til øllet.

Senere provianterer vi i en af The Alice mange hiker-butikker, der åbenbart altid er åbne. Vi køber bøllehatte og fluenet, der efter sigende en god ting derude i ørkenen.

DSC_1979

På vej tilbage til hotellet. De nyindkøbte fluenet bliver afprøvet.

P1010324

Endelig tid til poolen.

Næste morgen klokken lidt i seks henter bussen os. Gudien Nick står allerede i receptionen i sit outback outfit. Han ligner en australier! Accenten er også perfekt. Vi kravler om bord i bussen, hilser på de andre 18 deltagere, og Nick sætter i gear. Ved hans side i førerhuset sidder Marleen, der skal lave mad til os de kommende dage. “Om lidt skal I opleve noget særligt,” siger han. “Vi drejer til højre,og derefter drejer vi ikke de næste 450 kilometer!”

P1010383

Der er 450 kilomter til vi drejer næste gang.

P1010386

Nummerpladen på vores køretøj.

Efter et par timeres kørsel gør vi holdt på en rasteplads ude i intetheden. Solen er kommet højt på himlen, vinden står stille, og stilheden brydes kun når et lastvognstog i ny og næ passerer forbi på vejen. Fluerne angriber.

DSC_1987

Rasteplads i The Red Center. Der er langt mellem alting.

DSC_1986

Herretoilettet på rastepladsen. Vi er i cowboyland.

Vores mål denne dag er Yulara National Park, der ligger tæt på Uluru Peak, eller Ayers Rock, som nok er det navn de fleste kender. En stor sten midt i ørkenen. Ja, nærmest et bjerg. Australiens varetegn.

P1010338

Vi gør holdt ved den første lejrplads i Yulara National Park

Vi efterlader Marleen i lejren, så hun kan forberede vores aftensmad, og kører mod The Rock. Forventningsfulde sidder vi i bussen, da Uluru første gang dukker op i horisonten. Og kommer nærmere og nærmere.

DSC_1989

Uluru Peak, Ayers Rock, eller slet og ret The Rock, dukker op i varmedisen.

DSC_1993

Welcome to the Rock!.

Følg med i 7. del, hvor vi kommer helt tæt på den store sten, og det går op for os at eventyret kun lige er begyndt!

Reklamer

14 responses to “A town like Alice

  1. Australien er meget stor – det overrasker nok ikke nogen. Det betyder imidlertid også at der vokser børn op i outbacken som ikke kan gå i skole. Derfor findes der den flyvende skole, der i første omgang foregik via radio, men i dag foregår over Internettet.I Alice Springs kan man se et lille museum som giver en god gennemgang af hele skolesystemet.

    • Hej Melissa. Tusind tak for din kommentar. Jeg ved godt der er et museum, og også de flyvende læger. Desværre nåede vi ikke nogen af delene. Det er altid et problem at nå det hele. Men så må jeg jo komme tilbage en dag – jeg er klar 🙂

      Gert.

  2. Pyha, en sådan hede opsøger jeg kun på billeder taget af frivillige, og så er det jo fint, at du er volontør og samtidig skriver godt. Jeg synes da, dine billeder er fine. Tilgiv min uvidenhed, men hvorved ville de have været anderledes, hvis du havde brugt UV-filter?

    • Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har været bedre til varmen i mine unge dage, men jeg foretrækker så afgjort stadig 35 grader plus frem for det vejr vi har lige nu i Danmark. En mellemting er dog det bedste.

      Et UV-filter har mest af alt det formål at beskytte objektivet mod ridser, som du også kan se i Flemmings kommentar. Så skal man kun skifte filtret og ikke hele objektivet.

  3. Tak for endnu en dejlig beretning i din serie. Nu synes jeg jo for alvor, at det begynder at gå løs. Det er fedt, at I tog Explorer-turen med i købet, når I nu “alligevel var der”. Det er slet ikke til at forstå, at Australien er så stort, en farm på størrelse med Danmark, nej jeg kan ikke begribe det, og tænk at kunne køre 450 km. ligeud.

    Surt med det knækkede UV-filter, jeg håber både du og kameraet klarede jeg uden.

    Jeg glæder mig til næste afsnit.

    • Ja, det var helt sikkert et hit. 5 fantastiske dage, og vi kunne sagtens have brugt mere. Der er så smukt, det vil du kunne se i de kommende afsnit, hvor jorden for alvor bliver rød og himlen blå. Jeg tænker det må være det kedeligste land i verden at være langturschauffør i. De nedlægger vel arbejdet hvis der laves en rundkørsel, fordi den vil vække dem i utide :-).

      Det gik fint uden filter. Ingen ridser.

      Jeg glæder mig også selv til de kommende afsnit, der er snart gået noget tid, og det er ligesom at opleve det igen.

      Gert.

  4. Gert, det er sjovt og spændende at følge med i dine fortællinger fra Australien. Mit 2. hjemland, som jeg har besøgt og boet i 13-15 gange nu, dog 90% Vestaustralien (som er den bedste del af Australien i følge undertegnede).

    Outback’en er fantastisk, og heden skal opleves for at tro på den. Har oplevet 53 grader en dag.

    Glæder mig til at læse mere 🙂

    PS. UV filter har kun 2 formål på digitale kameraer, beskytte objektivet mod ridser, og skaffe indtægter til fotoforhandlerne. Digitale sensorer kan ikke se UV lys, så det gør ikke nogen kvalitetsforskel – tværtimod, hvis det er et billigt UV filter gør det blot billedet værre.

    • Dejligt du følger med Flemming. Håber ikke jeg gør dit elskede Australien uret. Ok, 53 grader – det undgik vi heldigvis, men vi fik rigeligt med varme.

      Du her helt ret med hensyn til filtret. Jeg tror nu også det var et P-filter (?) jeg havde. Det er i hvertfald købt i Photografica og kostede det samme som et halvt kamera 🙂 Men, ja, det helt primære formål er at beskytte objektivet når man f.eks. klatrer rundt i Kings Canyon og kameraet dingler om halsen.

      Gert.

      • Dine observationer er spot on matey!

        Der er lige så meget jeg ikke kan lide ved Australien som jeg kan lide, vil aldrig bo der, dyrt og racistisk – men det er et fedt sted at hænge ud i 3-4 mdr. hver vinter, specielt når ens ven har en båd jeg kan bo på i 40 graders WA varme.

      • Tænkte nok vi var enige, men vi har jo også en europæisk opdragelse.

  5. Kaere Gert:

    Endnu en dejlig beretning, vi kunne bruge noget varme lige nu, vi fik lige over 30cm sne. Vil gerne se Australien en dag, men nu maa jeg leve gennem dine fortaellinger om det, det er jo lige som at vaere med. Fluerne maa de godt beholde!

    KH Mona

    • Kære Mona

      Jeg tænkte godt på jer, da jeg så der var snestorm i USA, og det også gik ind over jeres område. 30 centimeter lyder vildt, selv hos jer. Du må lægge nogle billeder på facebook.

      Australien kan klart anbefales, det er bare at komme afsted 🙂

      Gert.

  6. Hej Gert

    Ja, så kan vi vist næsten ikke komme længere ud i den absolutte ødemark!

    Det ser heller ikke ligefrem ud til at der var specielt køligt “derude”? Vi hørte jo om den ekstreme hedebølge dernede (hvor meteorologerne måtte udvide deres temperaturkort!)

    Men ellers herlige billeder og en god fortælling som altid.

    Kh René

    • Kære René

      Tak! Ja, der var lidt lunt derude 🙂

      Vi nåede heldigvis ud af Australien inden hedebølgen for alvor satte ind. Der var kun 20-24 grader da vi var i Sydney, en måned senere var der 40 grader, og folk dejsede om i gaderne. Der var – og er vist stadig – også store skovbrande. Skovbrandene er i øvrigt en nødvendighed for økosystemet. Det er selvfølgelig ikke godt hvis de er helt ude af kontrol, og kommer til byerne, men faktisk bliver mange brande antænt med vilje. Det kommer jeg ind på i 7. del af rejsen til Australien, som er på tegnebrædtet.

      Kh
      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s