Welcome to The Rock!

Rejsen til Australien, 7. del

Den terrængående bus, der mest ligner en lastbil med en passagerkabine på ryggen, bevæger sig hastigt mod Uluru Peak, der rejser sig højere og højere i horisonten. Det er blevet eftermiddag og heden har for alvor bidt sig fast.

Guiden, Nick, gentager igen og igen sin formaning: “Husk at have mindst 1 liter vand i dunken. Husk at drikke minimum hvert 10. minut. Du må ikke føle tørst, så er det for sent.” Han advarer mod dehydrering, som i dette område ikke er en risiko, men et faktum, hvis ikke man drikker hele tiden.

Vandet i flaskerne er halvlunkent og smager af klor. Vi bliver enige om, at vi går og drikker af en svømmehal. Dagens drink: Lunken badevand. Men vi drikker og drikker uden at diskutere. Da vi træder ud af bussen slår varmen som en hammer. Alt står stille denne eftermiddag. Bøllehatten bliver trukker godt ned over ørene. Det er som om den enorme klippeblok foran os nærmest holder på varmen. En gigantisk magnet der suger heden til sig.

Uluru er gigantisk. Det er én eneste stor sten der er godt 350 meter høj og 3 kilometer lang. Der er 7,5 kilometer rundt om foden af stenen. Uluru var i mange år kendt som Ayers Rock, men ganske som vi kender det fra Grønland, er de australske navne blevet erstattet med de oprindelige navne, som urbefolkningen gav dem for tusinder af år siden. Ligesom ingen i dag kalder Nuuk for Godthåb, er der heller ingen det kalder Uluru for Ayers Rock. Det er ikke god tone. Men forkortelsen The Rock hænger ved.

P1010354

Tina og Laila på vej mod The Rock. Med vand, bøllehat og fluenet.

DSC_2008

Deres udsendte. Selv jeg har i dagens anledning vand i dunken.

DSC_2003

Uluru Peak

P1010352

Vejen langs Ulurus fod er varm som en stegepande.

Vi skal gå ca. 3,5 kilometer langs solsiden af The Rock. Nick kører samtidigt bussen til små holdepladser undervejs, så vi har mulighed for at komme med bussen, hvis turen bliver for hård. Solen står midt ned i knolden og hatten er varm som en stegepande ovenpå. Men hvem har tid til at koncentrere sig om det? Foran os ligger den store røde sten i den røde ørken. Dragende, drømmende og ufattelig. Benene sætter selv i gang gennem det røde sand.

P1010343

Vores turleder, Nick, giver de sidste instrukser.

DSC_2026

Tina lægger sig som altid i spidsen.

DSC_2022

Ulurus farve skifter hele tiden, alt efter lyset.

Nick fortæller om de afbrændte træer vi ser alle vegne. Skovbrandene er en del af områdets økosystem. Træerne har en ufattelig ovelevelsesevne, og der vokser nye blade frem igen af de sorte, afsvedne træstammer. Det virker nærmest nærende på vegetationen. Kommer brandene ikke af sig selv, er det de lokale rangers der sætter fut i træerne. Australien kæmper hvert år med store skovbrande der kommer ud af kontrol, eller for tæt på storbyer, men en del af brandene er helt naturlige og nødvendige.

DSC_2012

Friske grønne blade skyder frem på de afbrændte træer.

DSC_2006

Der er afbrændte træer overalt.

DSC_2027

Et afbrændt træ giver en stærk kontrast til Uluru.

DSC_2000

Fra skyggesiden er Uluru nærmest brun at se på.

DSC_2016

Den tværliggende linje er ifølge overleveringerne aftrykket af en gigantisk slange.

Ved en rasteplads på vejen fylder vi vanddunkene med en frisk omgang varm svømmehal. Den første liter vand er væk.  På vej over til nogle nærliggende toiletter ligger en belgisk kvinde fra vores gruppe på et bord i skyggen. Hun er det første offer for varmen og kommer ikke videre den dag.

DSC_2011

Gruppen holder en tiltrængt pause i læ for solen.

DSC_2020

Tina med frisk badevand i dunken, klar til næste kilometer.

P1010348

Går man tæt på Uluru kan man se aboriginernes gamle inskriptioner.

DSC_1995

Happy girls (med fluenet) at The Rock!

Som eftermiddagen skrider frem og solen står lavere på himlen bliver temperaturen en lille smule mere human. Hatten ryger af, og håret ligner noget der er blevet strøget rundt om kraniet. Den lille grupper samler sig langsomt på den sidste rasteplads. Bortset fra den belgiske kvinde er alle ok, og humøret er højt.  Vi skal videre til det, som Uluru nok er allermest kendt for: Solnedgangen,  der får stenen til at skifte til nye, smukke farvenuancer.

Det tager kun godt 20 minutter at køre til det udsigtspunkt, hvorfra alle ser solnedgangen. Selv om vi følte vi var næsten alene ved The Rock i dag, så kører en stor mængde busser i samme retning, og da vi når frem er solnedgangen allerede et tilløbsstykke.

P1010361

Flere busser er samlet til solnedgang.

Nick tryller er transportabelt bord frem, og inden længe disker han op med lækker tapas, champagne og juice. Han finder også et sted, hvor vi kan stå næsten uforstyrret. Han har prøvet det hundredevis af gange før, og har fuldstændig styr på det hele. Da bordet er sat op og propperne er sprunget, passer det nøjagtigt med at de sidste solstråler rammer The Rock.

P1010356

Champagnepropperne springer samtidigt med den sidste sol rammer os i nakken.

Foran os begynder Uluru at skifte farve i solnedgangen. Alle skåler, og samtlige kameraer på udsigtspunktet eksponerer ivrigt, som var Michael Jackson kommet fordi, genopstået fra de døde. Det er han ikke, aftenens hovedperson er en millioner af år gammel, gigantisk sten, der som et fremmed rumskib har lagt sig midt i den røde ørken.

DSC_2030

Uluru Peak i solnedgangen.

DSC_2035

Over 3 kilometer lang er den store sten.

DSC_2339

Den sidste aftenglød lyser Uluru op.

DSC_2275

Ensom majestæt i den røde ørken.

P1010362

Champagne (og juice?) i solnedgangen.

P1010359

Laila and The Rock.

P1010358

Tina and The Rock.

Trætte af varmen, men høje af dagens oplevelser, vender vi tilbage til teltlejren. Mens vi har været væk har Marleen tryllet i det primitive køkken. Der er australian berbecue, bestående af kænguru, oksebøffer og kamelpølser. Masser af salat og bulgur. Der er også blevet redt op i vores telte. Hvilken herlig luksus.

Mørket har for længst sænket sig over den centralaustralske ørken. Man kommer ingen vegne uden sin lommelygte. Jeg tjekker lige under madressen, om der ligger en scorpion eller to, men alt er rent og fint.

Med mørkets fremkomst har himlen tændt for en rigdom af stjerner. Vi griber en Victorian Bitter og sætter os ud på bålpladsen og stirrer ud i uendeligheden. Der er stjerner helt ned til horisonten, og mælkevejen ligner en motorvej. For første gang ser jeg de magellanske skyer, mælkevejens to nabogalakser, stråle så klart som på billeder. Natten er lun, men virker nærmest kølende ovenpå dagens strabadser. Længe sidder vi tavse. Jeg overvejer et øjeblik at finde stativet frem og tage et billede. Men jeg orker ikke mere i dag, og vil ikke bryde idyllen. Der er en sjælden magi i luften, og lykken kigger forbi, som altid uventet og på lynvisit.

Selv om vi mest har lyst til at sidde hele nattet, er det blevet tid til at gå til køjs. Man sover ikke længe i den australske outback. Vi skal op kl. 04.00! Næste dag byder på solopgang ved Kata Tjuta. Lige nu synes jeg vi har fået alt, men det skal vise sig at Nick, og det australske landskab, kun lige har åbnet for godteposen..

Tag med på endnu et varmt hike, med badevand på dunken, når Kata Tjuta poserer for os i 8. del af rejsen til Australien.

Advertisements

11 responses to “Welcome to The Rock!

  1. Kære Gert

    Sikke en tur I har været på.

    Tusind tak for turen til Uluru Peak, som jeg for 10 minutter siden var så dum at kalde Ayers Rock. Du skriver, så man næsten kan mærke varmen og de mange fluer. Det er skønt at se billederne af jer med fluenet og vanddunke. Det er ikke til at begribe varmen, når man aldrig har prøvet den, men det må være varmt, når man glad drikker badevand.

    Der er et par fantastiske billeder, hvor du har ramt en super blå farve på himlen over den røde klippe.

    Du burde – som skrevet før – blogge meget mere, for du skriver fantastisk medrivende; men din blog er til rejser, så jeg forstår dig godt.

    Jeg glæder mig allerede til 8. afsnit.

    • Kære Hanne.

      Ja, en helt utrolig tur. Jeg skal også bide mig selv i tungen hele tiden, for ikke at sige Ayers Rock, det er svært når noget kendt ændrer navn. Og så minder Uluru mig altid om toppen af Kilimanjaro (hvor du jo har været) der vist hedder noget lignende?

      Jeg holder mig til rejserne, og et par enkelte lommefilosofiske betragtninger indimellem, selv om jeg har været fristet til at skrive om hvad som helst.

      Det er skægt, men jeg glæder mig også selv. Jeg ved heller ikke helt selv hvordan næste afsnit bliver – det kommer først når jeg sætter mig til tasterne. Tak fordi du følger med, og altid er flink til at kommentere.

      Gert.

      • Kære Gert

        Toppen af Kilimanjaro hedder ‘Uhuru Peak’, så det er næsten det samme.

        Selvfølgelig kommenterer jeg; jeg færdes jo så meget i blogverdnen, at jeg ved, hvad der er værd at kommentere på.

      • Mente det nok. Det efterlader jo det spørgsmål, om afrikanske stammefolk på et tidspunkt i forhistorisk tid har været i kontakt med australske aboriginere, langt før den udhulede træstamme blev opfundet 🙂

  2. Pyha! Når man læser dette, er det lige før, man får hedeture, selvom det sner udenfor.

  3. Godt at hore videre fra jeres tur, det var dejligt at varme up, jeg har lige hentet Nikki fra Guide Camp og det er -18 C udenfor. Dejlige billeder og fortaelling ser frem til naete afsnit.

    KH. Mona

    • Dejligt, hvis jeg kan bidrage med lidt varme! Minus 18 grader, det var heller ikke så lidt. Det er også koldt i Danmark og det bliver værre i løbet af ugen, ned til minus 10 grader. Men det er trods alt om natten.

      Kh Gert

  4. Skøn fortælling, helt som jeg husker mine 2 Uluru besøg. Varmen i the red centre er næsten ubeskrivelig, mindes at vi en dag så de der plastic vejpæle der står for hver 100 meter ligge i en hvid pøl af smeltet plastic på asfalten.
    Der er forresten ret stor kontrovers vedrørende Uluru, godt nok blev landet givet tlibage til de oprindelige ejere for år tilbage og navnet ændret tilbage til Uluru, men indtægterne fra resort byen ender selvfølgelig andetsteds. Meget tæt på Uluru ligger stadig aboriginal communities der er fattige og forfærdelige, med 3. verdens tilstande. Forstår ikke Australien vil være det bekendt.
    Er flov over at vi i 1998 klatrede op på toppen af Uluru, ville aldrig gøre det i dag. Heldigvis bliver man da engang imellem klogere og mere oplyst.
    Hvis jeg må kaste et link ind, så tog jeg dette i 2006 fra en helikopter http://www.flemmingbojensen.com/photo/uluru-in-the-wide-open-desert/ og det demonstrerer ret godt størrelsen af Uluru i det flade røde landskab. De små hvide prikker er naturligvis busserne ved solnedgangs-pladsen.

    • Tusind tak for dine lange og vedkommende kommentarer. Du har fuldstændig ret, mange af de tiltag australierne har taget i forhold til den oprindelige befolkning de seneste år, herunder den officielle undskyldning, er vist mest på papiret, og til ære for almindelig politisk korrekthed. I praksis er det meget svært at få øje på. Noget har det dog hjulpet. Vi fik strenge ordre på at respektere Uluru, og ikke fortografere på de hellige steder. Det overholdt alle. Stedet, hvor man klaterer op på Uluru, var lukket på grund af varmen, og bliver vist i dag sjældent benyttet. Jeg tror nu ikke det så meget er af respekt, men mere af sikkerhedsmæssige årsager. Så vidt jeg kunne læse var der flere alvorlige dødsulykker de seneste år. Jeg synes ikke du behøver ikke være flov, når du ikke bevidst har gjort noget galt. I dag er der heller ingen der klatrer op på pyramiderne, men for 20 år siden var man nærmest mærkelig hvis man ikke gjorde det.

      Tak for dit link. Jeg er enig i det giver et fantastisk billede af stenes størrelse. Og så er det jo som altid fra din hånd af en kvalitet og skarphed, der beviser du, hvad foto angår, er fra en anden planet. Kun en god gang foto-kryptonit vil kunne stække dine vinger, og lad os håbe det ikke sker:-)

      Gert.

  5. Min guide tilbage i 1998 da det stadig hed Ayers Rock, var racist hele vejen igennem og synes bestemt vi skulle klatre op og fortalte intet om hvor hellig stenen er.
    Jeg har hundredevis af Uluru og Kata Tjuta billeder, men kan kun bruge 1-2 af dem – de har meget strikse regler, overdrevet strikse regler for hvilke vinkler man må skyde fra til kommerciel brug – så alle kommercielle billeder af Uluru er stort set fra samme position, noget kedeligt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s