Kata Tjuta

Rejsen til Australien, 8. del

Lyskegler fra de små lommelygter danser rundt i nattemørket som en lille sværm af ildfluer. Trafikken går som en bedre myresti mellem toiletbygningen og teltene. Klokken er fire om morgenen i lejren, og Marleen er allerede i gang med æg og bacon. I går havde hun, ligesom Nick, en arbejdsdag på 18 timer. Der er ingen hviletidsbestemmelser i den australske outback.

Aldersmæssigt er den lille grupppe mellem 16 og 65 år – ja, her gætter jeg lidt. Alle er de friske fra morgenstunden, og der er ikke nogen vi må hive ud af sengen. Folk spiser hurtigt, pakker deres dagsrygsæk, og kravler ind i den mørke bus. Forude venter solopgang ved Kata Tjuta.

Kata Tjuta, tidligere kendt under det australske navn The Olgas (eller Mount Olga), ligger 50 km. vest for Uluru Peak. Kata Tjuta betyder “Mange Hoveder” og i modsætning til solisten Uluru består området af 36 kuppelformede klippesten, der ligger i en stor samling. Faktisk er de højeste tinder i Kata Tjuta højere end Uluru, men sikkert fordi den store sten ligger alene og rød i ørkenen, er den mere kendt. Nick taler uafbrudt og morgenfrisk i bussens mikrofon, selv om han, som os andre, kun har sovet 4-5 timer: “De fleste tror Uluru er det eneste interessante objekt i den store flade ørken. I dag, og de kommende dage, skal jeg vise jer at det langt fra er tilfældet,” fortæller han.

Vi kører om kap med morgenlyset, der så småt er begyndt at gry i horisonten. Men som altid har Nick styr på tiden. Vi ankommer til The Sunrise Viewpoint godt 10 minutter før solen rejser sig af den australske ørken. Vi får nøje instrukser om kun at blive på udsigtsplatformen maksimalt et kvarter efter solopgangen, derefter skal vi skynde os tilbage til bussen. Vi skal på en lang vandretur gennem Kata Tjuta, og vi skulle gerne komme før de andre grupper, så stien ligger jomfruelig for os i morgenstunden.

Vi er vel godt hundrede mennesker samlet denne morgen, og folk klapper spontant da solen står op og kaster sine første stråler på de Mange Hoveder – Kata Tjuta – foran os.

DSC_2058

Solens første stråler rammer Kata Tjuta.

DSC_2055

Området er mere frodigt ved Kata Tjuta.

P1010367

Den smukke “hovedklippe” i morgensolen.

DSC_2059

Solen står hurtigt op, og lyset kommer på få minutter.

DSC_2048

Kata Tjuta panorama.

Alle er tilbage i bussen til tiden, og vi kører den sidste kilometer. Kata Tjuta rejser sig af ørkenen. I modsætning til Uluru, hvor man må holde sig ved foden af klippen, kan man vandre ind mellem puklerne i Kata Tjuta. Klokken er syv om morgenen da vi starter på den 7,4 kilometer lange vandretur gennem det, der kaldes Vindens Dal. Tidspunktet er ikke tilfældigt valgt. For det første er lyset smukkest om morgenen, og for det andet er vandreturen kategoriseret som ‘svær’ og estimeret til mindst fire timer. Det handler derfor om at komme igang inden heden for alvor sætter ind.

DSC_2088

Vandreturen gennem “Vindens Dal” er på 7,4 kilometer og varer 4 timer.

DSC_2063

Lyset står lavt denne tidlige morgenstund.

De pukkelformede klippeformationer er alle vegne rundt om os, så snart vi bevæger os ind på vandrestien. Klipperne er golde, men landskabet er overraskende frodigt og grønt at se på. Vi kaster lange skygger i det lave morgenlys, der også giver landskabet et gyldent og drømmende skær. Der er ualmindeligt smukt i Kata Tjutas favntag denne morgen. Og Nicks strategi giver pote, det er som om vores gruppe er alene i verden.

DSC_2065

Morgenstund har guld i mund, Kata Tjuta

DSC_2067

Det tynde morgenlys giver et næsten gyldent skær.

DSC_2081

Skyggerne er lange, himlen blå og humøret højt.

I dag er der ingen let vej tilbage til bussen. Når først vandreturen er i gang må man fuldføre. Der er ingen depoter undervejs. Vores belgiske veninde fra i går er stadig ikke helt frisk, og vælger at blive i bussen. Alle har vi en dunk vand i hånden, og yderligere mindst to liter vand i rygsækken. Solen har da heller ikke været længe på himlen, før den begynder at vise tænder. Varmen stiger nærmest eksplosivt fra 25 grader til næsten 40 i løbet af en time.

P1010370

Første pause. Vandet er allerede højt i kurs.

P1010371

Heden kommer hurtigt og ubarmhjertigt.

Højdepunktet for dagens vandretur er Karingana Lookout, der ligger i et par hundrede meters højde. Turen op ad de stenede stier er anstrengende, og vi danser lidt ballet på rullestenene med den evindelige vanddunk i den ene hånd. Til gengæld byder opstigningen på lidt tiltrængt skygge.

DSC_2069

Tina på vej mod Karingana Lookout.

P1010374

Karingana Lookout. Foto: Nick.

DSC_2075

Det går nedad fra Karingana Lookout.

DSC_2072

Kata Tjutas kupler.

DSC_2078

Skønheden er betagende.

Timerne går i takt med benene, og solen marcherer med, til den når zenit højt på himlen. Skyggerne forsvinder i sig selv, og varmen er nådesløs. Badevandet i dunkene er en sand luksus og velsignelse. Aldrig har jeg været så glad for vand. Nå jo, nu går jeg jo ikke ind for at ødelægge naturen med turistgejl, men skulle nogen have åbnet bare en lille bar herude i bakkeland denne formiddag, så havde jeg nok bestilt en enkelt Victorian Bitter til at skylle støvet og klorsmagen ned med. I et kort fatamorgana ligner mine gruppefæller vandrende ølflasker, men en ekstra slurk vand bringer mig tilbage til den sørgelige virkelighed.

DSC_2083

Kata Tjuta. Det er blevet sen formiddag, og skyggerne er væk.

P1010376

Deres tørstige udsendte i den røde, varme ørken.

Efter 5 timer bevæger bussen sig tilbage til vores lejr i Yulara Nationalpark til en velfortjent frokost, som bliver det sidste måltid i denne lejr. Vi skal videre til næste campsite. Det er kun godt et døgn siden vi kom, men det føles som en uge. Marleen er klar med maden og dagens specialitet er burgere med kamelbøffer. Kamelkødet er forbløffende velsmagende.  Og uanset hvad kan alt spises lige nu.

P1010381

Der er kamelburgere til frokost, og vi er sultne.

P1010382

Ved frokosttid står solen lodret over vores telte. Yulara Nationalpark

Efter maden er det blevet tid til den øl, som ingen ville have ulejligheden at servere for mig ude i ørkenen. Det er også blevet tid til at pakke sammen. Forude venter 320 kilometers kørsel til næste lejr: Kings Creek Station. Nick skal sidde bag rattet, vi andre har planer om en lille lur. Vi er alle bagud med søvn, og de to lange vandreture sidder i benene. Mens bussen rasler gennem ørkenen ad den lange, lige vej bliver det langsomt overskyet. “Der kommer regn!” siger en mand fra gruppen. Han er australier og har en ranch nord for Melbourne. Så ham stoler vi på. Jeg var ellers begyndt at tro himlen permanent var malet blå i dette område.

Da vi endelig når frem er det helt overskyet. Men der er trøst at hente. Mens Nick og Marleen kører ned og rigger teltene til, bliver vi sat af ved Kings Creek Bar. En ægte australsk bar med øl i store kander. Her skal vi selv slå en time ihjel. Det går nok. Vi sidder udenfor, men vores australske vens profeti går i opfyldelse og snart vælter regnen ned. Vi trækker indenfor indtil Nick og bussen vender retur og bringer os helt ned i lejren.

P1010390

Næste lejr. Kings Creek Station. Det er blevet skyet.

P1010391

Tina i teltdøren. Kings Creek Station.

P1010402

Kings Creek. Teltlejren er smukt beliggende.

Der bliver ingen stjernekiggeri denne aften. I stedet sidder vi i køkkenbygningen og snakker med de andre, drikker lidt rødvin og spiser chips. Alle er trætte, og hvad søvn og motion angår er der ikke noget nyt på menuen i morgen. Vi skal op kl. 04.30 og igen står den på lang vandretur. Denne gang er det den prægtige Kings Canyon der venter. En dyb kløft, der skærer sig gennem landskabet.

Da jeg lukker mine øjne i det kulsorte telt må jeg konstatere at mørket er det samme – med eller uden lukkede øjne. Skulle der være en slange ville jeg aldrig oppdage den. I stedet tænker jeg, at Kings Canyon bare kan komme an i morgen, jeg kan ikke blive imponeret mere. Det bliver ikke sidste gang jeg tager fejl.

Hæng på i 9. afsnit hvor Kings Canyon åbenbarer sig, og vi kører 200 kilometer videre på en jordvej uden asfalt. Det kommer til at koste et par kufferter..
PS. Husk, hvis du klikker på de enkelte billeder kan du se dem både større og skarpere.

Reklamer

4 responses to “Kata Tjuta

  1. Hi Gert:

    Endnu et dejligt beretning, det var naesten som at vaere med, nu er jeg varm igen medens vi venter paa en snestorm.

    KH Mona

    • Tak, Mona!

      Uff. Endnu en snestorm til jer. Vinteren er grum nok i Danmark, men det lyder som det er det rene vand ved siden af Toronto. Jeg kan nu meget godt lide at der er forskel på årstiderne, og at det er vintervejr, når det nu skal være vinter. Men ikke mere sne og minusgrader, tak. Nu må det gerne blive forår!

      KH
      Gert.

  2. Kære Gert

    Tusind tak for endnu en dejlig beretning med skønne billeder fra det varme Australien. Det er svært at forestille sig varmen på 40 grader, når man aldrig har prøvet det. Det er også svært at forestille sig, hvordan det kan tage fire timer at vandre 7,4 km, men det må jo have været op og ned i alle rullestenene.

    Jeg glæder mig til næste afsnit.

    • Kære Hanne.

      Tak!

      Jo, nu var vi jo en del ældre mennesker i gruppen, og så tager det hurtigt 4 timer 🙂 Nej, det lyder af meget, men man gør mange stop undervejs og holder pause. Det er dels vigtigt af hensyn til varmen, dels fik vi lange foredrag undervejs om historie, plante- og dyreliv, geologi og meget andet. Det har jeg dog skånet læserne for, mest fordi jeg ikke selv kan huske det hele, men også fordi jeg jo skal blive færdig på et tidspunkt. Vi kan jo ikke have at rejsen til Australien ender i lige så mange afsnit som Dollars eller Dallas gjorde på tv.

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s