Kings Canyon

Rejsen til Australien, 9. del

Rutinen kører. Op før Fanden får sko på. Tandbørsten i munden. Op i toiletbygningen, og håbe på maven vil som den skal, inden der resten af dagen er mindst 10 kilometer til nærmeste toilet. Morgenmad. Dagsrygsæk, hat og solbriller. Vand i mindst tre dunke. Det løber langsomt fra en enlig vandhane i lejren. Vi venter tålmodigt, og scenen minder lidt om en kø ved et afrikansk vandhul. Op i bussen. Nick ævler. Bliver manden aldrig træt? Dagens menu: Kings Canyon. Bussen sætter i gear.

Straks vi ved solopgang ankommer til parkeringspladsen ved Kings Canyon, melder en ny spiller sig for første gang på banen. Mosqitoen! Indtil nu har vi ikke set en eneste myg. Nu omringer de mig fra alle sider, og store røde buler vokser frem på min hud som bobler i vandet. Myggesprayen ligger i lejren. Heldigvis har Laila sin med, og den går flittigt på omgang.

Det starter med at gå opad. Jeg ved ikke rigtigt hvad vi skal forvente, andet end en stor revne i jorden, der er over 100 meter dyb. En kløft, en slugt eller – ja – den bedste betegnelse: En canyon. I dag er alle med, og tempoet er højt fra morgenstunden på trods af den stejle stigning. Hvis morgenen er blevet en rutine, så er landskaberne det absolut ikke.

DSC_2090

Det går opad lige efter solopgang. Kings Canyon.

DSC_2092

.. og opad.

DSC_2097

Solen titter kort frem, og vanddunkene kommer i brug.

Landskabet ligner noget fra Mars-film, eller det første jeg tænker på: Huden på ham den store, stærke fra De fantastiske 4, som vist nok hedder Tingen. Nærmest et kaotisk rødt granitbrud, med tusinder af brudstykker. Det kunne også godt ligne murbrokkerne fra en sønderbombet by. Endelig når vi toppen, og landskabet flader ud. 

DSC_2104

Landskabet flader ud.

DSC_2117

Vi bevæger os igennem noget der ligner afrikanske hytter.

P1010395

Der er samling og mandtal på toppen.

DSC_2105

Nick fortæller, her om det australske ghosttree.

Vi fortsætter vandringen gennem det syrede landskab, da Kings Canyon åbenbarer sig for første gang. Slugten er enorm, og virker både dybere og bredere, end nogen af os havde forstillet os efter opstigningen. Vi kan nu også bedre fra afstand betragte det mærkelige landskab, der rent faktisk viser sig at ligne en by, der er lagt i ruiner. Og jo, den kaldes da også ‘The Lost City’.

DSC_2132

‘The Lost City’.

DSC_2133

Tina på afgrundens rand, The Lost City i baggrunden.

DSC_2136

Naturens mesterværk.

DSC_2143

Kings Canyon.

DSC_2147

Deres udsendte, Kings Canyon. Bemærk Eastwood blikket.

Det er for det meste en overskyet dag i Kings Canyon. Det er kun en fordel, dels fordi varmen er slem nok uden solen, men primært fordi klippestrukturen træder mere frem, når der ikke er direkte, hårdt sollys. Mens vi står på toppen bryder solen dog igennem, og oplyser i et kort øjeblik sceneriet og den mørke himmelbaggrund. Jeg skynder mig at lave et par hurtige skud. 

DSC_2138

Kings Canyon

DSC_2139

Kings Canyon

DSC_2141

Ghosttree. The Canyon til venstre og Lost City til højre.

DSC_2142

Et kort øjeblik oplyser solen scenen.

DSC_2144

Kings Canyon

DSC_2146

“Der stod et træ….”

Nick fortæller, at han måske har været 300 gange i Kings Canyon, og selv om han dermed må siges at have opnået en vis rutine, er der aldrig to besøg der er ens. Lyset er altid forskelligt, og de forrevne klipper tager sig anderledes ud fra gang til gang; nye former og detaljer kommer til syne. Jeg tænker det forholder sig på samme måde med finansloven, for bare, på dette utrolige sted, at komme med et enkelt, forkølet forsøg på at lave en parallel til mit eget mindst lige så spændende arbejde. Så ryster jeg den danske bevillingslov ud af hovedet igen, den må heldigvis vente mere end 14 dage endnu.   

DSC_2149

Tina og ‘The Canyon’

DSC_2135

Fotografen råber: “Lidt tættere på kanten..”

De næste par timer vandrer vi ned i bunden af kløften, op igen, ad nye stier gennem det forunderlige landskab, og tilbage til vores ven, bussen. Det diskuteres ivrigt, hvad der har været smukkest: Uluru, Kata Tjuta eller Kings Canyon? De fleste er enige om, at den diskussion ikke giver mening, men at Nick i hvert fald har fået ret i, at centralaustralien er meget mere end Uluru.

DSC_2130

Kings Canyon er overraskende frodig i bunden.

Efter frokost i lejren er det atter tid til opbrud. Vi pakker ned og forlader Kings Canyon Resort. Vi skal 200 kilometer nordpå til Wallace Rockhole, som jeg absolut ikke aner hvad er. Vi skyder genvej af en jordvej, der er anlagt, men som aldrig er blevet asfalteret. Selv om vejen ved første øjekast ser rimelig jævn ud, er det absolut ikke tilfældet. Bussen hopper og danser, og efter bare ti kilometer er kroppen lettere mørbanket i det lille bussæde, og jeg skriver min ønskeseddel til jul: Et nyrebælte.

DSC_2166

Jordvejen ser jævn ud, men det er absolut ikke tilfældet.

P1010404

Nick har den røde jord foran sig, og i bakspejlet.

Efter en times kørsel har kroppen vænnet sig til at rasle. Ledene summer, men reagerer ikke rigtigt mere. Måske er man bedøvet? Vi kører vel næppe mere end 50 kilometer i timen, og det bliver en lang eftermiddag i dette mobile Hurlumhej Hus. Vi bevæger os dybt ind i aboriginerland. Dette område er givet tilbage til den australske urbefolkning, og der gælder en række regler, som vi naturligvis skal og vil respektere. Der er totalt alkoholforbud, hvilket selv jeg lever fint med. Jeg er de seneste dage faktisk gået hen og blevet helt glad for vand. Den lunkne slags, der smager lidt af klor, er min favorit.

Vi gør holdt ved et supermarked, der er udgået for de fleste varer. Men lidt sodavand og kiks, der ikke er alt for gamle, får vi dog hamstret. Vi er fremmede her. Der er fotoforbud, og jeg vil ikke engang spørge de mange aboriginerbørn, der ubekymrede leger. Stemninger er lidt som i Alice Springs. Vi handler, besøger toiletterne, og rasler videre i bussen.

Nick bremser pludselig in the middel of nowhere. Vi vågner af vores døs. Han og Marleen forlader bussen og beder os blive siddende. Det er svært, enhver mulighed for at strække benene værdsættes. Den ene bagageluge er sprunget op, og vi har tabt tre kufferter og en kæmpe vandbeholder. Ingen har hørt noget eller opdaget det, og vi aner ikke hvornår det er sket. Der er ingen vej udenom. Vi må tilbage ad den bumlede vej. 10 kilometer rasler vi i den forkerte retning,  og alle holder øje med vejkanten. Det vil ikke være svært at se tre kufferter på denne øde, røde vej. Men hvem vil ikke gerne være den første, der får øje på fremmedlegemerne i ørkenen? 

Der er ingen der får gevinst. Vi møder i stedet to modkørende landrovere, der har samlet det hele op. Den tyske familie, hvis kufferter det er gået ud over, ånder lettet op, da alt er intakt.

P1010405

De tre kufferter er i hus og lugen lukkes ekstra godt.

Vi ankommer til Wallace Rockhole Camp sent på eftermiddagen. Himlen er truende mørk, men regnen udebliver. Hele kroppen summer efter fem timer på den bumlede vej. Men der er ingen der er trætte. Snakken går, og aftensmaden rikkes til. Vi er et nyt sted, en ny lejr. 

P1010409

Wallace Rockhole Camp.

P1010410

Himlen er mørk, men regnen udebliver.

Efter aftenmaden melder vi os frivilligt i opvasken for at give stakkels Marleen en hjælpende hånd. Viskestykkerne bliver dog flittigt brugt til andet, da vi angribes af flyvende kæmpebiller, der må viftes væk. Senere sidder vi under åben himmel, desværre uden stjerner, og diskuterer dagens oplevelser, indtil teltet kalder.

P1010416

Jo, der er skam elektrisk lys i det lille telt.

Det er tredje nat jeg lukker mine øjne i et telt, og kroppen og hovedet summer. Af oplevelser og af den kuperede vej. Jeg har ikke den fjerneste idé om hvad der skal ske i morgen, men jeg er holdt op med at sænke forventningerne.

Hold på til 10. del, hvor vi finder ud af hvad Wallace Rockhole er for en ting, og besøger Standleys Chasm og Simpsons Gap… Ja, det bliver ved, og ikke mindst møder vi endelig aboriginerne, og tegner prikker sammen med dem.

Advertisements

6 responses to “Kings Canyon

  1. Hi Gert:

    Helt fantastisk beskrivelse, jeg foler med jer efter at side saa lang paa en bus, men det er da rigtig godt at oplevelserne er det vaer!

    Mona

    • Hej Mona.
      Tak. Det var helt sikkert værd at sidde så mange timer i bussen. Der er jo langt mellem stederne, og så kunne man også snuppe en lille lur undervejs, når vi nu havde været så tidligt oppe. Den eneste der aldrig sov var Nick, som havde arbejdsdage på mindst 18 timer, men jeg håber han havde en lille pause efter turen 🙂

      Gert.

  2. Laila Jensen

    Hej Gert!

    Endnu en pragtfuld rejsebeskrivelse og nogle fantastiske billeder, jeg er så imponeret over alle de detaljer du kan huske, ved jo du ikke skriver ned under vejs.
    Søndagen er reddet endnu engang, tusind tak for du gider at skrive og lave det store arbejde, så vi andre kan hygge os.

    Knus Laila

    • Kære Laila

      Tak. Det er selvfølgelig et stort arbejde, men det er vel nærmest blevet en slags hobby, så fornøjelsen er også helt på min side.
      Det meste kan jeg huske når jeg sorterer billederne, andet kommer jeg pludselig i tanke om, mens jeg sidder og skriver. Når jeg ikke kan huske stednavne, eller er i tvivl om hvordan de staves, bruger jeg Google eller Lonely Planet. Det er nogen gange en tidsrøver, for så skal jeg lige læse lidt mere. Endelig bruger jeg også Tinas hukommelse, når jeg er i tvivl om rækkefølgen af begivenhederne. To husker bedre end en.

      Om alt går vel er jeg tilbage på søndag 🙂

      Gert.

  3. Kære Gert

    Tak for endnu en dejlig rejsebeskrivelse. Jeg sidder og får lyst til at tage til Australien og på en Explorertur. Det ser så fantastisk ud! Jeg giver Laila ret i, at din hukommelse må være fantastisk, for du husker rigtig meget, og er i stand til at fortælle på en meget medlevende måde.

    • Kære Hanne

      Tak. Det er bare at komme i gang med at pakke kufferten, men nu skal du jo lige en måned til Grækenland først (det lyder også fantastisk!!). Din nye arbejdsgiver – og vel din bankrådgiver – vil derfor nok mene du skal vente lidt med Australien. Men det er godt at have idéer og planer. Jeg har skrevet lidt om hukommelsen i svaret til Laila – jeg håber den holder til vi når helt i mål i Melbourne 🙂

      Gert.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s